2021 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje, Valencia, Spanien

2021 Bodegas Mustiguillo, Mestizaje, Valencia, SpanienFra marker i 800 meters højde i det kuperede El Terrerazo smager jeg nu igen fra Bodegas Mustiguillo en Mestizaje Tinto Vino de Pago, som jeg før har smagt i årgang 2018 og 2019 … men nu smager jeg vinen i årgang 2021.

Antonio Sarrión har lavet vinen på et blend af 72% Bobal, 17% Garnacha og 11% Syrah fra veldrænede kalkstensmarker i 800 meters højde. Vinmarkerne dyrket økologisk og helt uden kunstvanding.

Hver druesort og hver parcel vinificeres separat … først sker den en kold maceration af druerne i 3 døgn ved 8-10 grader, hvorefter den alkoholiske gæring sker spontant med druerne naturlige gærceller i både rustfrie ståltanke på  8.000-10.000 liter og egetræsfade over 11-13 dage ved 26 grader med løbende overpumpninger og manuelle punch downs.

Efter endt fermentering får vinen en yderligere maceration i 5-8 dage inden presning og lagring på både rustfrie 5.000-8.000 liter ståltanke samt franske egetræsfade i 10 måneder.

Duften er atter landlig, luftig, saftig og bondsk … men kan nærmest fornemme aromaer i bjergluften oppe blandt geder i højderne, mens frugten næsten er beaujolaisagtig med koncentreret kirsebær, lyse blommer, jordbær, hindbær, frugtsødme og blomsterpollen. Præget fra fadlagringen er beskeden, men man fornemmer lidt chokolade, sødme og støvet mineralitet.

Hvor er det let, ubekymret og læskende … meget easygoing, drinkable og tilgængelig vin, som du kan drikke mange, mange glas af og det er der også god grund til, for vinen har virkelig denne lette og umiddelbare tilgang, en lys frugt med hindbær, lyse tranebær, hyben samt blommer. Syren er let og støtter bare let, tanninerne er saftige, så samlet set … er det bare om at drikke op. Det er ikke komplekst, dybt eller til meditation, men mere til fest, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7