Tag-arkiv: USA

2018 Roark Wine Company, Coming Up Roses, Californien, USA

2018 Roark Wine Company, Coming Up Roses, Californien, USASkulle vi da ikke lige nappe endnu en vin fra Ryan Roark på Roark Wine Company? Denne gang er det en vild Coming Up Roses i årgang 2018.

Det er en vin lavet på de to druesorter Syrah og Refosco med halvdel af hver fra et lille plot på Foxen Canyon Road.

Efter høsten er druerne først presset med fødderne og så har vinen gæret med skindet over natten, hvorved det således er vin i kategorien orangevin.

Efter endt fermentering er vinen endelig lagret 6 måneder på brugte, gamle egefade og derefter yderligere 6 måneder på tanke inden aftapning.

I glasset er det en en meget lys og transparent rødvin … i hvert fald ikke en hvidvin og egentlig mere roséfarvet, mens duften er knastør med rabarber, knuste hindbær, violer, tørrede rosenblade, Campari, rød vermouth, rooibos-te, papkasser, kirsebærsten, våde træfade, cedertræ, let karamel og appelsinskal.

I munden er det en yderst let, lys og frisk vin … masser af most, syre med rabarbersaft og tranebærjuice. Smagen er frugtrig, spinkel samt slank, masser er lemon og grillet grape med en lille bitterhed, fin syre og frisk, landligt og rustik bid. 91 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USA

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USAIngen druer, ingen årgang … bare fornøjelig vin med navnet Vino på etiketten. Vi er igen hos Emil Skytte Pedersens ven Ryan Roark og hans vinhus Roark Wine Company i Buellton og det er med denne vin, som han ikke oplyser meget om.

Ryan Roark holdt tidligere til på en gammel vingård i Lompoc, hvor han en aften i 2010 sammen med sin kæreste Jenn smagte en bordvin uden hverken navn, oplysning om druer eller årgang … blot en etiket med et telefonnummer.

Han blev henrykt og ringede derfor til telefonnummeret på flasken og snakkede der med vinmager Sean Thackery fra Pleiades Wine Company og de snakkede en halv time. Vinen han smagte var Seans basisvin, men lige siden har Ryan Roark ønsket at lave en lignende vin.

Det skulle ligeledes være en bordvin, der var uden årgang, oplysning om druer eller sted, bare en vin fra sit vinhus, der viser vingården, dens historie og dens stil.

Resultatet er denne Vino uden årgang, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af Pinot Noir, Syrah, Grenache samt en smule Chenin Blanc, Chardonnay og Grenache Blanc. Druerne er fra nogle fade, som Ryan har tilbage gennem årene for at kunne lave vinen.

De ældste fade er af årgang 2013 og de yngste årgang 2021, hvor alle druerne kommer fra Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Alle fadene er løbende toppet op efter solera metoden.

Men inden er de fleste druer først afstilket, men der anvendes også hele klaser i vinificeringen, hvor gæring er sket spontant alene med druernes egene gærceller med løbende pumpovers og efter endt fermentering er vinen så lagret på de forskellige fade.

Det er duftmæssigt spændende … har både nogle klare fadnoter samt godt med bio bio-animalsk landlighed. Det er lækker frugt af jordbær, søde kirsebær, rabarber, en halv spand akrylmaling, urter, rosmarin, chokolade, vanilje, lakridskonfekt, karamel og alt virker utroligt behageligt og tiltrækkende.

I munden er vinen lige så tiltrækkende … smagen er klart lysere, finere, lettere, mere luftig og samtidig også ren, sødsyrlig smag af lys frugt som jordbær, rabarber og lyse kirsebær. Det er en frisk, saftig,  læskende og utrolig lækker vin, feminin, rund, cremet, behagelig og voldsom lækker. 95 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

N.V. Globus Wine, The Wild Life Riesling, Washington State, USA

N.V. Globus Wine, The Wild Life Riesling, Washington State, USANæste vin er en billig designervin med navnet The Wild Life Riesling og er lavet med købte Riesling druer fra Washington State i USA og kommet til Danmark i store tanke, hvor den så tappes på flaske hos Globus Wine i København.

Dér har de givet den et fiktivt navn og flot etiket … den hedder The Wild Life Riesling. Etiketten kan minde lidt om Kung Fu Girl Riesling vinene fra Charles Smith fra Walla Walla Valley, der jo også ligger i Washington State … men det er det altså ikke..

Det betyder dog også, at der ikke rigtigt findes nogle oplysninger om vinen eller hvordan den er lavet. Der står dog på på etiketten, at det er en vin til den søde side, men niveauet for restsukker kan jeg ikke se.

Duftmæssigt kommer der faktisk lidt Riesling karakteristiske petroleumsnoter, men derefter går det mest over i nogle tropiske frugter af cantaloup-melon, mango, papaya, Faxe Kondi sodavand samt en lidt parfumeret note af skyllemiddel med blomster og andet godt fra vaskekælderen.

I munden ophører lighederne med de fleste Riesling vine, for det er virkeligt sødt og samtidig uden dybde … det er nærmest som saftig og læskende æblemost uden modstand, syre eller andet, således det mest er som at række tungen ud af vinduet. 79 point.

Købt i Føtex til 40 kr.

Vinanmeldelse 3/7    

2022 Disko Wines, Flower Power, Californien, USA

2022 Disko Wines, Flower Power, Californien, USASå smager jeg lige den sidste af 3 indkøbte vin fra den californiske vildmand Sean Hogan på Disko Wines og nu slipper vi hippiepigen Flower Power fri på diskoteket.

Flower Power 2022 er lavet på 70% Muscat Canelli og 30% Grüner Veltliner og er lidt en psykedelisk fri orangevin med blomster i håret og lavet med gæring med skindet og helt uden euforiserende stoffer, men med en god portion social frisind, fri sex og antikrigsdemonstration.

Druerne er plukket fra samme mark, samme dag, hvilket er lidt for tidligt for Grüner Veltliner, men tilfører naturlig syre og friskhed til vinen. Druerne afstilkes og ryger i samme tank, hvor de gærer over 3 uger med skallerne og blot lagret i ståltankene en kort periode. Der er kun lavet sølle 350 kasser af vinen.

I glasset er det også en smågrumset, tis-gul væske, der duftmæssigt er sådan lidt en mellemting mellem mjød, øl med skum og muskatvin, har klart en smule muskatsødme sammen med æblemost, grapeskal, søde krydderier … virker faktisk også lidt tør med en smule funkyness.

Smagen er utrolig saftet, juicy og mostet … det er æblemost, kvæde samt lidt tropisk frugt … syren har til gengæld så lagt sig fladt ned på maven og er dermed akkurat så passiv, som en rigtig Flower Power pige skal være, men er med til at give denne læskende, venlige og passive hippie-pease-loving-bare-tæer fornemmelse. 91 point.

Købt hos American Wine til 239 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2021 Scattered Peaks, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAJeg har før skrevet om det store californiske vinhus Purple Wine Company aka Purple Brands, som står bag masser af brands i USA og derfra smager jeg deres 2021 Napa Valley Cabernet Sauvignon.

Scattered Peaks Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet af Purple Brands’ bagmand og ejer Derek Benham og vinmageren Steven Urberg.

Scattered Peaks Cabernet Sauvignon Napa Valley er i årgang 2021 lavet på 86% Cabernet Sauvignon – klon 7 & 337 – og 14% Merlot, hvor 92% af druerne kommer den grusholdige vinmark Usibelli Vineyard i Pope Valley, nærmere bestemt fra Hillside Vineyard parcellerne Block 10 og Block 2, der ligger relativt højt.

De resterende druer selekteres fra markerne Arrowhead i Stags Leap District, fra McFadden Vineyard og fra skråningerne på den højtliggende Sage Ridge øst for St. Helena.

Druerne høstes i de kølige morgentimer og bringes friske til vineriet. Her bliver de sorteret og afstilket inden 4 døgns kølig udblødning forud for gæringen.

Under og efter fermenteringen foretages hele tre daglige overpumpninger af druemosten for at udtrække de smidige tanniner og skabe vin med stort gemmepotentiale. Derefter har vinen lagret 18 måneder på franske barriques fra Seguin Moreau, Nadalié og TW Boswell … heraf 50% nye fade.

Næsen minder om 2019’eren … virkelig tør med blæk, grafit og masser af træ … cedertræ og cigaræsker, men også nogle grønne noter af grønne krydderurter med mynte, eukalyptus, rosmarin, violer, frisk garvet læder og en halv ligusterhæk. Der er en slank frugt med solbær, rabarber, tranebær og umodne blommer samt balsamiske og sorte te-blade-bitre elementer. Kan minde lidt om bordeauxvin med italiensk bitter syre. Der kommer også lidt fadpræg med vanilje, trøffel og chokolade.

I munden bliver det lidt en anden historie … er virkelig cremet, rund, blød og har en meget behagelig frugtsødme, som giver balance samt dybde … er egentlig meget intens med tranebær, hindbær, brombær og blommer. Som sidst er tanninerne vilde … temmelig vilde og tørre med en ubarmhjertig lammer i kæften. Det er sgu en vild vin, som klart performer allerbedst i smagen … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Disko Wines, Pet-Nat Albariño, Californien, USA

2022 Disko Wines, Pet-Nat Albarino, Californien, USAJeg har smagt endnu en vin fra det diskofile vinhus Disko Wines og denne gang en mousserende, grumset orangevin … en 2022 Pet-Nat Albariño.

Sean Hogan har høstet Albariño druerne fra en enkelt mark, hvor Albariño druen trives fint og får en flot modenhed.

Efter høsten er druerne afstilket og så kold-fermenterer i 3 dage, hvilket efterfølges af gæring i 7 dage i kontakt med skallerne, hvilket giver farve og smag til vinen.

Derefter får vinen lov at gære videre i flasken …. gærer omkring 6 måneder alene med druernes egne gærceller inden degorgering, hvor der til sidst sættet en kapsel på flasken.

Der tilsættes slet ingen svovl eller andet skidt, så dette er virkelige ægte natur- og orangevin lavet som hipster Pet-Nat. Der er også kun lavet sølle 92 kasser af denne vin.

I glasset er det virkelig en meget grumset, beskidt vin og der er masser af bundfald i flasken, så man skal være lidt forsigtig, når man hælder op. Duften er sådan lidt en mellemting mellem en IPA øl, lidt blomster, ananas og andre tropiske frugter, virkelig frisk, frugtrig og utrolig aromatisk.

Smagsmæssigt er der godt med brus og bobler, der er mindre aggressive end fx hos champagner, mens frugten er syrlige pigeon æbler, cideræbler, lemon og grape. Vinen har en sødlig bitterhed, har noget saftet over sig … æblemost og grapejuice, landlig og bondsk, spændende og anderledes. 90 point.

Købt hos American Wine til tilbudspris på 219 kr., mens normalprisen er 289 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Roark Wine Company, Cold Dark Matter, Californien, USA

2018 Roark Wine Company, Cold Dark Matter, Californien, USADa Emil Skytte Pedersen startede med at lave sine Aux Mages vine i Californien, så var det i vinkælderen hos Ryan Roark og hans vinhus Roark Wine Company i et industrikvarter i Buellton.

Jeg fik lov at starte runde 2 i vores vinaften og det var med en vin fra Ryan himself, en 2018 Cold Dark Matter på Grenache, som faktisk lavet sammen med Emil Skytte.

Ryan selv stammer oprindelig fra Marshall i den nordøstlige del af Texas og uddannede sig oprindelig indenfor biomiljøvidenskab, men under en praktik en sommer ved et landbrug i Angers i Frankrig, blev Ryan introduceret til arbejdet med vin og blev straks hooked.

Han arbejdede derefter på Domaine Taillandier, hvilket yderligere ansporede ham til at skulle producere vin, hvilket til sidst førte ham til Napa Valley, New Zealand og til sidst Santa Barbara County. hvor han arbejdede for Joe Davis på Arcadian Winery og senere på Andrew Murray Vineyards.

Ryan Roark startede sit vinhus Roark Wine Company i 2009 som en lille garageproducent, der ville lave levende vine alene på druer uden tilsætninger af nogle slags og med minimal indgriben. således vinene kunne udtrykke druernes oprindelse optimalt. Hver enkelt vin skal fortæller en historie og det handler om friske vine med fokus på frugten.

Han startede med at lavet 100 kasser vine på Chenin Blanc druen … men projektet har udviklet sig og i dag producerer Ryan i omegnen af 1.500 kasser om året, altså en meget lille produktion, hvor der er fuld fokus på alle detaljer.

Druerne til vinene dyrker Ryan selv eller opkøber i samarbejde med andre vinavlere i Santa Ynez-dalen og vinene laves i en naturlig stil, hvor der kun bruges minimal svovl for at stabilisere vinen. Ryan siger selv, at hver eneste proces vi udfører, bringer os et skridt længere væk fra det oprindelige udgangspunkt i druen.

I 2019 overtog Ryan – ved siden af sine egne aktiviteter i Roark Wine Company – også ansvaret for vinmarkerne hos det lille biodynamiske vinhus Demetria Estate & Vineyards og har siden 2021 også været ansvarlig vinmager der.

Her smager vi så en vin, som Ryan har lavet på Roark Wine Company sammen med Emil Skytte Pedersen og den er måske lidt ansporet af Emils succes med Ætheria, der jo første gang blev lavet i årgang 2016 et par år tidligere og jo ligeledes er på Grenache.

Jeg kan ikke finde oplysninger om produktionen, men måske er den lavet som Ætheria og det betyder fodtrampning af druerne, presning af druerne i en gammel fransk hydraulisk presse og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Måske er vinen også som Ætheria lagret på brugte, store og små fade af fransk egetræ.

Duftmæssigt er vinen ikke så lys og let som Ætheria, for der er mere pondus i frugten, selvom det bestemt fortsat er Grenache til den ret lyse side. Der er jordbær, lyse kirsebær, brombær, lidt hasselnødder, dufter måske lidt som en ultralet rhônevin, meget frugtrig, let og blomsterrig.

Smagen er måske mere simpel … mere kantet og der er godt med peber. Der kommer først noget frugtsødme, som forsvinder hurtigt, der er jordbær, lyse kirsebær, lemon og bitter grape. Med mere luft i glasset bliver vinene rundere og rundere … virker faktisk cremet og utrolig behagelig. Der er godt med syre og samtidig virker vinen også saftet og let læskende. Det var en af de vine, som hurtigt blev tømt, hvilket måske også siger lidt om vinen. 93 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Big Circle Syrah, Californien, USA

2016 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Big Circle Syrah, Californien, USAHartley-Ostini Hitching Post Winery blev kendt efter filmen Sideways om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post. Jeg har før smagt vine derfra, men Jan havde taget deres 2016 Big Circle  Syrah med.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen af Big Circle Syrah, men Syrah druerne stammer fra de 3 forskellige områder Purisima Mountain Vineyard, Santa Ynez Valley og Cottonwood Canyon vineyards.

Det er dermed fra både varme og relativt kølige marker og druerne fra hvert af disse omræder vinificeres separat og først efter lagring på gamle franske fade, så sammenstikkes den endelige vin.

Duftmæssigt er vinensådan lidt både noget amerikansk med fedme og sødme og så noget europæisk med kølig og ren frugt … brombær, solbær, kirsebær og blommer, god dybde, der er våde egefade, kanel, kaffe, sød lakrids, peber, brugt gazebind, umamiagtige noter, nøddekompot, nøddeskaller og sødristede elementer.

Uha … vild saftig, frisk mørk og meget koncentreret frugt, men samtidig er vinen blød og har godt med kraft. Så sætter det europæiske ind med en kølig og frisk syre, lemon, citroner, ribs og granatæbler samt let brændende peber. 94 point.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske i nyere årgang koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2022 Disko Wines, Gamay Noir, Californien, USA

2022 Disko Wines, Gamay Noir, Californien, USAMit første bidrag til vinene denne vinaften var lidt funky … eller skulle måske hellere sige lidt diskofil, for vinen kommer fra vinhuset Disko Wines og var en lys 2022 Gamay Noir.

Disko Wines ligger i Santa Barbara County lige nord for Los Angeles og drives af den unge og vilde Sean Hogan.

Det er et en-mands projekt, som Sean Hogan startede i 2020 og han er selv opvokset i området og har lært at lave vin af sin berømte onkel Mike Roth fra Lo-Fi Wines. Efter en række år med ham og en afstikker til New Zealand, så kom Sean hjem til Santa Barbara hvor bølgen med naturlige umanipulerede vine huserer.

Det er også lige præcis sådan Sean laver sine vine … han ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra økologisk dyrkede vinmarker i Santa Barbara County og laver letdrikkelige vine med lav alkohol og produceret med så lidt indgriben som muligt.

Her smager vi Seans 2022 Gamay Noir, der er lavet efter hans forkærlighed for Beaujolais og helt efter klassisk fransk forbillede med maceration carbonic. Der bruges en speciel USA klon af Gamay frad en 2 acres gamle mark Ooak Savanna Vineyard.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på brugte, neutrale franske egefade og dette er første årgang af vinen, som der kun er lavet 65 kasser af.

I næsen er det en lille bio-fætter med masser af blomster, blomsterpollen, tulipaner, et bundt blyanter, utrolig bondsk og landlig, har en frugt, der mest er grønne rabarber og så ellers godt med kirsebær.

Smagen er syrlig … faktisk uhyrlig syrlig med grønne rabarber, vilde citroner, lemon og grape … alle opfører sig ætsende syrlige og man kan ikke undgå at lave kyssemund. Der var en der sagde, at selv en død ville vågne op af denne vin … frisk, dødsvækkende syrlig, så sammenlagt bliver det til 91 point.

Købt hos American Wine, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2023 Aux Mages, Ætheria, Californien, USAVi slutter, hvor det startede … nemlig med Aux Mages vinen Ætheria, som var den første vin Emil Skytte lavede hos naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company i Buelton og her smager jeg så nyeste årgang 2023.

Det er med andre ord en Aux Mages klassiker og den vin, der gjorde dem berømte og den eneste, de har lavet hver årgang. Den er jo lavet på ren Grenache fra en køligt beliggende vinmark i Santa Ynez Valley i Los Alamos omkring 3 timers kørsel nord for Los Angeles. Det er en kølig, vindblæst og helt ufremkommelig mark, der samtidig dyrkes økologisk.

Alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis, og således sker høsten selvfølgelig manuelt. Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden.

I vinifikationen trampes druerne med de bare fødder og presses på en gammel fransk hydraulisk presse. Der er så heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen og gæring sker spontant med druernes naturlige gærceller, filtrering sker ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt. Vinen er modnet på brugte fade, store og små af fransk egetræ.

For satan og pardon my french, men det dufter sgu uhyggelig godt, vinen har klart en mere animalsk og småparfumeret side end forrige Abscirrus, men fremstår i glasset lige så lys og transparent om end mere lys. Frugten virker en smule tættere, mere kompakt, med mer’ rabarber, halvmodne hindbær, ribs, jordbær samt , granatæbler, men samtidig har den mere duft af blomster, gule blomster, varm pollen og så en halv malerspand … ikke så terpentinsk, mindre akrylmaling, så dermed mere rund i stilen. Der kommer lidt mælkede note, luftige mælkechokolade, fennikel thai-te samt let vanilje.

I munden er det ikke helt så elegant som Abscirrus, for frugten er mindre feminin, men mere juicy og saftig i stilen … der er sødbitter tranebærsaft, jordbærjuice, hindbær og pressset, grillet lemon. Det er fortsat læskende saftig drikkeglæde, men virker mere maskulin og tættere end tidligere … har en mere alvorlig mine med panderynker og løftede øjenbryn. Den sitrende energi er klart mindre og ikke den bedste årgang af Ætheria, men det er fortsat elskelig vin, en lækker og utrolig tiltrækkende Grenache vin, så dermed 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7