Tag-arkiv: Rioja

2004 Bodegas Altanza, Altanza Reserva Especial, Rioja, Spanien

2004 Bodegas Altanza, Altanza Reserva Especial, Rioja, SpanienNæste vin – som Paul havde taget med – var fra Bodegas Altanza. Det er et nyt hus, som Jysk Vin har fået forhandlingen af og som jeg for et par uger siden smagte første vin fra, en 2011 Capitoso. Denne gang er det imidlertid én af husets topvine, nemlig denne Altanza Reserva Especial.

Bodegas Altanza er grundlagt i 1998 af en flok forretningsmænd indenfor vinbranchen. Vingården råder over 320 hektar jord, hvoraf de 200 hektar er tilplantet med vinstokke, mens 70 hektar er tilplantet med oliventræer. Målet har fra starten været at tilbyde kvalitetsvine til en rimelig pris og at kombinere det bedste fra traditionen i en gammel vinregion med alle de muligheder, som ny vinteknologi giver. Alle vine er lavet på Riojas traditionelle drue Tempranillo.

Det traditionelle betyder, at alt markarbejde foregår manuelt. Vinstokkene bliver ikke gødet, ligesom der heller ikke bruges pesticider. Der udtyndes og beskæres for at mindske udbyttet.

Den moderne teknologi er meget tydelig, når man kommer indenfor, hvor man har temperaturkontrollerede ståltanke til at styre gæringsprocessen, og andre ståltanke til lagring af vinen. Faktisk råder vingården over ikke mindre end 72 ståltanke, hver med en kapacitet på mellem 25.000 og 40.000 liter.

Ligeledes råder bodegaen over en fadkælder med ikke mindre end 8.500 egetræsfade på 225 liter, 90% franske og 10% amerikanske, og de udskiftes løbende over en 5 årig periode. De må fylde godt. I lagringskældrene har man installeret klimaanlæg, som kontrollerer såvel temperatur som luftfugtighed.

Ca. 60% af druerne kommer fra egne marker, og resten kommer fra erfarne vinbønder, som har samarbejdet med bodegaen helt fra begyndelsen.

Der laves en række forskellige vine på Bodegas Altanza, omkring 28 forskellige. Denne Altanza Reserva Especial er en specialcuvée med stort potentiale. Vinen er lagret i 24 måneder på 1 eller 2 år gamle franske barriques og yderligere 18 måneder på flaske. Vinen har fået 93 Parker point.

Duftmæssigt hindblær og mørke bær i skøn forening. Svag animalsk, stor tørhed, lidt sødme, lidt krydderier. Smagsmæssigt til den fyldige side, kraftfuld med Ribena, solbær og sol, men samtidig også afbalanceret med grønne toner og tanniner, som giver lidt stramhed og holder vinen på sporet.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 275 kr. ved køb af 1 stk. og 229 kr. kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Bodegas Altanza, Capitoso, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Altanza, Capitoso, Rioja, SpanienTirsdagsvinen på jobbet blev denne Capitoso fra Bodegas Altanza, en større vingård beliggende ved byen Fuenmajor i Rioja Alta. Jysk Vin kalder vinen en Semi-Crianza ud fra, at vinen kun er lagret på fad i 6 måneder. Den er selvfølgelig helt spansk lavet på nationaldruen Tempranillo.

Bodegas Altanza er grundlagt i 1998 af en flok forretningsmænd indenfor vinbranchen. Vingården råder over 320 hektar jord, hvoraf de 200 hektar er tilplantet med vinstokke, mens 70 hektar er tilplantet med oliventræer. Målet har fra starten været at tilbyde kvalitetsvine til en rimelig pris og at kombinere det bedste fra traditionen i en gammel vinregion med alle de muligheder, som ny vinteknologi giver. Alle vine er lavet på Riojas traditionelle drue Tempranillo.

Det traditionelle betyder, at alt markarbejde foregår manuelt. Vinstokkene bliver ikke gødet, ligesom der heller ikke bruges pesticider. Der udtyndes og beskæres for at mindske udbyttet.

Den moderne teknologi er meget tydelig, når man kommer indenfor, hvor man har temperaturkontrollerede ståltanke til at styre gæringsprocessen, og andre ståltanke til lagring af vinen. Faktisk råder vingården over ikke mindre end 72 ståltanke, hver med en kapacitet på mellem 25.000 og 40.000 liter.

Ligeledes råder bodegaen over en fadkælder med ikke mindre end 8.500 egetræsfade på 225 liter, 90% franske og 10% amerikanske, og de udskiftes løbende over en 5 årig periode. De må fylde godt. I lagringskældrene har man installeret klimaanlæg, som kontrollerer såvel temperatur som luftfugtighed.

Ca. 60% af druerne kommer fra egne marker, og resten kommer fra erfarne vinbønder, som har samarbejdet med bodegaen helt fra begyndelsen.

Der laves en række forskellige vine på Bodegas Altanza, omkring 28 forskellige. Denne Capitoso ser ud til at være gårdens Entry-Level vin (eller den billigste røde for nu at sige det på dansk). Storesøsteren hedder Lealtanza Crianza, og har således fået de obligatoriske 12 måneder på fad, så den må kaldes en Crianza. De siger selv, at  Capitoso er en “Young Lightly Oaked Wine”, deraf aleen de 6 måneder på fransk eg, men lad os nu smage vinen.

Duftmæssigt siger mine noter godt med solbær, hindbær, vanilje, engelsk lakrids og svage noter af eg eller fad. Smagsmæssigt har jeg nødder, solbær, god mørk frugt, sødme og vinens spanske rødder fornægter sig bestemt ikke. Fint frugtrigdom, men måske lidt tynd i det … ender i eftersmagen med en smule peber … bare ganske let. En virkelig crowd-pleaser, som mange vil kunne li’. Dejlig bette vin.

Forhandles hos Jysk Vin, pris 75 kr., og kun 59,95 kr. ved køb af 6 stk. God vin til prisen.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Bodegas Palacios Remondo, Rioja Plácet Valtomelloso, Rioja, Spanien

2009 Bodegas Palacios Remondo, Rioja Plácet Valtomelloso, Rioja, SpanienEt bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh er ensbetydende med en flok gode vine. Denne gang foregik bestyrelsesmødet hos mig, så jeg havde sørget for både lidt mad og en række udvalgte vine, hvor denne Remondo Plácet Valtomelloso fra den dygtige vinmager Alvaro Palacios var første vin.

Ja, Alvaro Palacios har jeg næsten lige skrevet om, nemlig da jeg får et par uger siden nød en rød søstervin, en 2009 Bodegas Palacios Remondo, Rioja La Montesa. Klik derfor på linket, hvis du vil vide lidt mere om Alvaro Palacios. Fabelagtig dygtig vinmager.

Denne hvidvin, Plácet Valtomelloso, er lavet på den relativt ukendt drue Viura, som er en lille, hårdfør drue, som dyrkes i hele Nordspanien og er den grønne hoveddrue til bordvine i Rioja og Navarra.

Druen er også kendt under navnet  Macabeo, og under den betegnelse indgår den også i flere Cava vine. Den ses også ofte plantet i Roussillon, hvor det er basisdruen i de tørre hvidvine. Den indgår også i små mængder i nogle rødvine i Roussillon.

Vinen er lavet på Alvaro Palacios’ familiegård ved Alfaro i Rioja og dyrket på familiens marker beliggende på skråningerne af bjerget Yerga … et af de højeste punkter i hele Rioja, ca. 550 meters højde. Viura vinstokkene er gennemsnitlig 22 år og alle druer håndhøstet og er dyrket økologisk, uden kunstgødning, pesticider eller andet skidt.

Druerne gennemgår alkoholiske gæring på brugte franske egetræsfade med bærmekontakt, hvorefter den lagrer i 8 måneder, mens den gennemgår en spontan malolaktisk gæring. Efterfølgende koldstabiliseres og filteres vinen, inden den tappes på flaske.

Duftmæssigt er vinen proppet med herlige dufte. Der er fad, vanilje, fersken, melon, blomster, bolsjer, lidt candyfloss. Smagen er fløjlsblød, behagelig, blid og blød med svag sødme, men også friske frugter, selvom vinen måske ikke er så spændstig og sprudlende, men mere til den kraftige og voluminøse side … en vin, som også kræver et stort glas … lidt ligesom en hvid bourgogne. Dejlig hvidvin og fyldt med indtryk.

Købt hos Vinspecialisten, pris 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa, Rioja, Spanien

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa, Rioja, SpanienEfter en morfar på sofaen … hvad er så bedre end at nyde et glas rødvin, mens tiden fordrives med at høre Modspil med Bo Evers og kigge på flammerne i brændeovnen. Specielt godt bliver det, når vinen kommer fra den fabelagtige dygtige vinmager Alvaro Palacios. Har nydt flere af hans gode vine, og denne gang er det en Remondo Rioja La Montesa.

Alvaro Palacio er om nogen synonym med den nye generation i Spanien, og hans prestigevin l´Ermita er sammen med Pingus og Vega Sicila blandt de førende spanske kultvine.

Alvaro Palacio er ud af en børneflok på 9 børn, og hans forældre var dengang ejere af den respekterede vingård Palacios Remondo i Rioja. Alvaro kunne have valgt at blive boende og overtage driften af vingården, men i stedet rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet som ønolog for efterfølgende at arbejde for Moueix-familien på Château Petrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvario sin første vinmark, Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser, og denne meget positive kritik fortsætter.

I 2000 spurgte Alvaros far, om han ville overtage den daglige ledelse på vingården i Rioja, og fristelsen til at kunne lede vingården uden indblanding var for stor.

Det første skridt var at opgive “negociant”-forretningen, da Alvaro mente, at man med over 100 ha vinmarker ikke havde brug for andres druer. Han implementerede også økologi i vinmarkerne, og udbyttet blev sænket betydeligt. Efterfølgende begyndte han at arbejde vinmarkens terroir og opdelte derfor vinproduktionen i flere forskellige cuvéer.  Og resultatet udeblev ikke: Rioja i verdensklasse!

Denne La Montesa Rioja vin er lavet på 55% Grenache Noir, 40% Tempranillo og 5% Mazuelo. Druerne kommer fra de marker, som Alvaros far oprindeligt startede med. Vinen er en af ejendommens flagskibe, og skal Alvaro selv beskrive den, gør han det gerne som et udtryk for det bedste fra for- og nutiden. Traditionel vinificering med lagring på nye fade af fransk egetræ i 12 måneder.

Lad os smage vinen. Nej, allerførst vil jeg gerne sige, at vinen bør åbnes et par timer før, at den skal nydes … dekanter den gerne … så åbner den sig meget bedre op. Efter lidt tid i glasset åbenbares dufte af mørke kirsebær, brombær, vanilje, grønne grene og smule brændte krydderier. Smagen er blød, åben og behagelig … ingen Rioja egemonster her, men fine tanniner, blødhed og god eftersmag.

Købt hos Vinspecialisten på tilbud til 100 kr., normalpris 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2001 Marqués de Cáceres, Gran Reserva, Rioja, Spanien

2001 Marqués de Cáceres, Gran Reserva, Rioja, SpanienSå kom der Rioja i glasset … endda i form af en Grand Reserva fra vinhuset Marqués de Cáceres, som er beliggende i byen Cenicero midt i Rioja Alta distriktet.

Bodegas Marqués de Cáceres er grundlagt i 1970 af Enrique Forner, som bedst kan beskrives som en pioner i Rioja! Han var foregangsmand for at rykke Rioja ind i det nye århundrede. Han havde optjent sin ekspertise på nogle af familiens slotte i Bordeaux inden han i 1970 grundlagde Bodegas Marqués de Cáceres.

I Bordeaux ejer Forner familien nemlig både Grand Cru Classé slottet Chateau Camensac samt Cru Bourgeois slottet Chateau Larose Trintaudon, så på den måde, så kommer Enrique fra en pæn stor vinfamilie.

Enrique anså Rioja Alta som  det bedste underdistrikt i Rioja, hvor de bedste Tempranillo druer dyrkes og de mest elegante og delikate vine efterfølgende produceres. Til sin opstart fik han hjælp fra den bedste ønolog i Bordeaux; Emile Peynaud til at finde den rigtige ejendom, anskaffe de rigtige marker og få sat fornuftigt gang i produktionen.

På bodegaen ligger der hundredevis af egetræsfade, mest franske, men også en anelse amerikanske fade. Emile Peynaud blev sidenhen afløst af sin elev, den nu verdenskendte ønolog Michel Rolland, der stadig er tilknyttet vingården, mens Enriques datter Cristina Forner nu også hjælper i driften af vingården.

Og der er tale om en ret stor bodegas. Alt er ekstremt moderne, og kælderen rummer kapacitet til ikke mindre end 40.000 egetræsfade og plads til lagring af ikke mindre end 10 millioner flasker.

Gran Reserva fremstilles af de bedste druer. Høstet fra få udvalgte parceller med et ekstremt lille udbytte og perfekt eksponering i forhold til solen. I de mest fremragende årgange udvælges disse parceller og vinen lagrer i op til 28 måneder på franske egetræsfade. Ved vinifikationen trækkes optimal kompleksitet ud af druerne, så vinen kan udvikle de fineste nuancer efter den lange fadlagring og den efterfølgende lange flaskelagring. Disse vine gemmes i de dybe – og store – kældre hos Marqués de Cáceres i op til 4 år inden de frigives til markedet.

Duften passer meget fint med en Rioja, for der er krydderier, ristet toast og eg som de dominerende træk, mens smagen er lidt nøddet, godt med brombær og balsamico … i det hele taget meget frugtrig … igen krydderier, eg samt tonsvis af tannin.

Købt hos Skjold Burne, pris 249,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2001 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, Spanien

2001 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, SpanienOnsdag blev sluttet af med en pragtvin fra Viñedos de Páganos, som er et af flere vinhuse, som ejes af Viñedos de la familia Eguren. Vinen er en 2001 El Puntido enkeltmarksvin fra Rioja i Spanien, eller helt præcis fra området ved byen med navnet Páganos i Rioja Alavesa.

Eguren familien har lavet vin siden 1870. Erfaringerne er således gået fra generation til generation, og huset laver nogle af de bedste vine i Rioja. Familien har adskillige gange været kåret til årets vinproducent i Spanien. Vinmager Marcos Eguren har ligeledes vundet adskillige priser for sit fantastiske arbejde med familiens vine.

Viñedos de la familia Eguren laver en række af Spaniens bedste vine, hvilket sker under vinhusene Dominio de Eguren, Sierra Cantabria, Viñedos Sierra Cantabria, Señorio De San Vicente, Tesa La Monja og Viñedos de Páganos. Det hele startede med den klassiske Rioja serie fra Sierra Cantabria. Siden kom enkeltmarksvinene San Vicente og Finca el Bosque.

Familien producerer også de bedste Toro-vine, der kan opdrives, navnene er Numanthia og Termanthia. Seneste skud på den imponerende stamme er den ekstremt magtfulde og koncentrerede Amancio. I jubelårgangen 2001 er den blandt de absolut bedste Riojavine, og det samme gør sig gældende for denne  2001 El Puntido, der også produceres af Marcos Eguren.

El Puntido er endnu et projekt, som Marcos opstartede i 1998 og idéen er at bringe vinfremstillingen så tæt på dyrkningsstedet som muligt. Og da El Puntido marken ligger i Pàganos-Laguardia i Rioja Alavesa, opførte man derfor et splinternyt vineri udelukkende til denne enkeltmarksvin. Produktionen er som med så mange af Sierra Cantabrias vine særdeles begrænset. Behandlingen i vineriet er også konsekvent og meget omhyggelig.

El Puntido marken er på 25 hektar, er tilplantet i 1975 og har i alt 84.175 vinstokke. Det er selvfølgelig ren Tempranillo, og vinen har lagret på ny fransk eg i 18 måneder.

Duftmæssigt solbær, blommer, hindbær, engelsk lakrids, brændte toner, røget bacon, eg, vanilje, ost, meget animalsk, nærmest som en fårestald … dufter af noget godt. Og smagsmæssigt indfrier vinen bestemt løfterne fra duften, for der er dem klassiske Tempranillo sødme, fad, solbær … også godt med tannin, selvom vinen er 12 år gammel. Tanninerne er faktisk meget intense og tilstedeværende og en vinen afslutter i en fantastisk flot eftersmag. Klassevin.

Forhandles hos Sigurd Müller, pris ca. 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Bodegas y Viñedos Artadi, Artadi Tempranillo, Rioja, Spanien

2009 Bodegas y Viñedos Artadi, Artadi Tempranillo, Rioja, SpanienLige et par opdateringer fra sidste weekend, hvor jeg bl.a. smagte denne Tempranillo baserede vin fra Bodegas y Viñedos Artadi, som er grundlagt i 1985 og beliggende i byen Laguardia i Rioja Alavesa. Gården var oprindelig et tidligere kooperativ af lokale vinbønder kendt som Cosecheros Alaveses, men ejes i dag af Juan Carlos López de Lacalle og ønologen Jean Francois Gadeau, som begge laver deres vine med målet at hæve kvaliteten og udbrede kendskabet til disse “superspaniere”.

Og huset hører i dag til blandt topproducenterne i Rioja. Bodegas y Viñedos Artadi var et af de første spanske vinhuse der for alvor indså vigtigheden af terroir, hvilket især kan opleves i vinen El Pison fra den kun 2,4 hektar store og 65 år gamle vinmark El Pison. En vin der de sidste 6 årgange har fået mellem 96 og 100 point i The Wine Advocate og som koster over 1.500 kr. herhjemme.

Siden 1996 har Artadi også lavet vin i Navarra hvor fokus har været på Grenache og i Alicante hvor Monastrell druen bedst udtrykker det lokale terroir. Samlet har Bodegas y Viñedos Artadi omkring 70 hektar vinmarker. Alt dyrkes 100% biodynamisk.

Denne vin Artadi Tempranillo er husets billigste vin, deres basisvin, en såkaldt Joven vin, der er kendetegnet ved at være frisk og frugtig. Druerne kommer fra de yngste vinstokke på nogle af Artadis forskellige marker, nemlig parcellerne Ribaltayo, Valdegamarra, Las Horcas og Los Mazuelos. Efter gæring hviler vinen 6 måneder på franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der smæk for skillingerne, der er blæk, salvie, rosmarin og urter i det hele taget, der er lakrids … den fede engelske slags og modne mirabeller. Smagen er let pebret med modne kirsebær og let modne blommer. Der er heldigvis ikke meget Rioja overfadlagring i denne, og den smager faktisk rigtigt godt. Vinen er rank, meget fint balanceret og alligevel er der godt med power.

Købt i Supervin i Hjørring til 50 kr. Et rent røveri, men det skyldes, at der er tale om en rest … og at etiketten ikke er for pæn. Hos Laudrup Vin og hos Salling koster vinen 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2004 Bodegas Vinicola Real, 200 Monges Reserva Selección Especial, Rioja, Spanien

2004 Bodegas Vinicola Real, 200 Monges Reserva Selección Especial, Rioja, SpanienNæste vin … en spanioler fra Rioja, nemlig fra vinhuset Bodegas Vinicola Real, som nok er et relativt ukendt vinhus, og det har på ingen måde opnået samme status som andre af de store spanske bodegaer, men dette kan nok snart vise sig at være historie.

I 2011 har slottet fået imponerende 97 Point i The Wine Advocate af mister Robert Parker for lige præcis denne vin “200 Monges Reserva Especial” 2004, hvilket placerer slottet på en imponerende andenplads over Rioja vine foran kendte vinhuse som Muga og Roda. Alt i alt har slottet fået over 200 international præmieringer for deres fantastiske vine.

Husets seks bedste vine har opnået en gennemsnitlig Parker-rating på 91,7  point – noget intet andet vinhus fra Rioja kan præstere.

Bodegas Vinicola Real blev grundlagt i 1989 af Miguel Ángel Rodríguez i byen Albelda de Iregua, en lille landsby med en bemærkelsesværdig historie, hvis rødder strækker sig langt ud over de middelalderen. Huset er placeret i et gammel munkekloster midt i Rioja området, og består herudover også af et mindre hotel i de gamle klosterbygninger. Vinícola Real blev bygget nær Santa Catalina Kapel, som er den eneste bevarede del af San Martín de Albelda Klosteret. Dette kloster blev grundlagt i 924 e.Kr. og det blev ødelagt på grund af jordskred i Salagona Crag i år 1683.

Bodegas Vinícola Real har 18 hektar egne vinmarker, beplantet med druesorterne Tempranillo, Graciano og Mazuelo samt de hvide druesorter Viura, Malvasia, Garnacha Blanca og Moscatel. I dag ejer huset også 3 andre vingårde, heraf én i Ribero Del Duero.

200 Monges Selección Especial er husets topvin, lavet på 100% Tempranillo med klaser fra den bedste høst fra huset bedste vinmarker, hvor vinstokkene har en gennemsnitlig alder af 46 år. Håndplukkes i 10 kilo kasser og gærer i franske egekar i 10 dage ved en temperatur på 30 grader. Lagrer i nye franske egetræsfade i mindst 18 måneder, efterfulgt af en periode på 20 måneder i flasken.

Duftmæssigt har jeg noteret brombær … i hvert fald mørke bær, lavendel, kanel, chokolade, nellike, ristede toner, urter … rigtig, rigtig flot duft … lover godt. Smagsmæssigt blid og forførende, det er fløjl og vinen starter en smule fed i munden og med stor blidhed. Derefter kommer der bløde tanniner og en fast syre, som går igen i eftersmagen. Det er rigtigt flot vin, og specielt dejlig med en anelse syre til Tempranilloen … det er vildt flot i balance.

Forhandles herhjemme hos D’Wine, men ikke fundet en pris. I England kan vinen købes til omkring 450 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Bodegas Remelluri, Reserva Rioja, Rioja, Spanien

2007 Bodegas Remelluri, Reserva Rioja, Rioja, SpanienVi gik fluks videre til næste vin, hvor vi blev i Spanien, men denne gang i det traditionsrige Rioja, nemlig hos vinhuset Bodegas Remelluri.

Remelluri er den højest beliggende vingård i Rioja og er grundlagt  af familien Rodriguez i 1967. Vingården, der kan føre sin historie tilbage til 1596 og dermed er Riojas ældste, blev den første i Rioja, som udelukkende fremstillede slotsaftappede vine på druer fra egne marker; et princip, som Rodriguez-familien havde tilegnet sig fra Cru Classé-slottene i Bordeaux. På denne måde sikrede de sig fuld kontrol fra vinstok til aftapning, og dermed kunne de fremstille Rioja i et hidtil ukendt kvalitetsniveau.

I 2010 overtog Telmo Rodriguez driften af familiens vingård. Telmo Rodriguez er en af Spaniens mest talentfulde vinmagere, og hans “lærepladser” tæller blandt andet Petrus i Pomerol, Guigal i Rhône, Cos d’Estournel i Saint- Estèphe og Dominus i Californien. Telmos filosofi har gjort at Remelluris marker i dag under omlægning til økologisk dyrkning, og det er hans hensigt at følge op med en certificeret biodynamisk produktion. Telmo satser også i høj grad på eksport i modsætning til tidligere, hvor størstedelen af vinen blev solgt i Spanien.

Remelluri er Bodegaens flagskib og har alle dage været en af Riojas bedste Reserva-vine, med en kompleksitet, nerve og lagringsevne helt i særklasse. Vinen er lavet på 90% Tempranillo, 5% Garnacha og 5% Graciano. Vinen har lagret 17 måneder på 75% franske og 25% amerikanske egefade. Parker har i øvrigt giver vinen 94 point.

Duftmæssigt røde bær, blæk, grønne noter, vanilje, yoghurt og lidt krydderier. Måske en smule eg også. Smagsmæssigt meget ren og mineralsk i smagen. Der er god frugt med kirsebær, blommer og godt med tanniner. Også en sindsyg dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Philipson Wine, prisen er 219,95 kr. ved køb af 1 flaske, men 99,95 kr. ved køb af 12 flasker. Sidstnævnte pris er et røverkøb.

Vinanmeldelse  5,5/7 

2004 Finca Valpiedra, Finca Valpiedra Reserva, Rioja, Spanien

2004 Finca Valpiedra, Finca Valpiedra Reserva, Rioja, SpanienLørdag bød også på en enkelt vin, nemlig denne Finca Valpiedra Reserva, som Jannie (hustru til vinbuddy Jan) havde medbragt i forbindelse med et interview omkring smagning af vin. Noget med en hovedopgave. Jeg skulle selvfølgelig også gætte, hvilket land vinen kom fra … det gik ikke specielt godt, og endda lidt pinligt da jeg faktisk tidligere har smagt lige præcis denne vin i samme årgang.

Vinen kommer fra det store vinfirma Familia Martinez Bujanda, som omfatter 5 større vingårde, nemlig Finca Valpiedra, Viña Bujanda, Finca Antigua, Cosecheros y Criadores og Finca Montepedroso. Oprindeligt var Finca Valpiedra er en del af det kendte Riojahus, Bodegas Valdemar, der generelt er kendt for at producere vin af suveræn kvalitet til lave priser, men er i dag altså et selvstændigt “brand” under Familia Martinez Bujanda.

Finca Valpiedra er beliggende i det bedste område i Rioja, og den topmoderne vingård ligger spektakulært med udsigt til Ebro-floden, ja faktisk er der blot 20 meter fra vingården til floden.

Vinmarkerne er på i alt 86 hektar og har usædvanlig gode betingelser for vinproduktion i kraft af et lag af kampesten og kalksten i undergrunden.

Disse sten spiller en grundlæggende rolle i vinens kvalitet, da de fungerer som et naturligt filter og forsyner vinstokkene med passende mængder af vand i forhold til sol og varme. Der er nok også derfor, at der er sten på etiketterne på vinene fra Finca Valpiedra.

Når jeg siger vinene, så produceres der faktisk alene 2 vine hos Finca Valpiedra, nemlig denne Finca Valpiedra Reserva, som er husets topvin, og så en “lillesøster”, Cantos de Valpiedra, hvor der på etiketten er 3 sten. Jo færre sten, jo bedre kvalitet kunne man derfor fristes til at sige. Mærkelig nok laves der så ikke en vin, hvor der på etiketten er 2 sten.

Reservaen her er lavet på 92% Tempranillo, 6% Graciano and 2% Maturana Tinta.

Duftmæssigt lidt gammel, indelukket kælder, som indikerer lidt alder på vinen. Der er kirsebær, og egentlig meget blidhed over vinen.

Smagsmæssigt går blødheden også igennem, og selvom det er Rioja, så er der ikke masser af egetræ. Der er lidt vanilje, men også lidt krydderier, som måske burde havde ledt mig længere ned i Europa. Smager altså rigtigt godt, og bestemt en vin, som rigtigt mange vil kunne li’.

Købt hos Vinspecialisten, hvor den normalt fås til omkring 150 kr., normaltpris 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7