Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, FrankrigSå slutter vi lige Millésimes Alsace DigiTasting® messen af og tager samtidig sidste vin fra smagekassen fra Achillée og det blev denne Gewurztraminer Scherwiller 2018.

Druerne er her fra Scherwiller marken. Efter høst har druerne ligget i kort maceration over 4 timer inden de er presset og så gærer spontant på de naturlige gærceller. Som med de øvrige vine fra Domaine Achillée har gæringen været lang og her strakt sig over 5 måneder, hvorefter vinen har lagret en periode i de rustfrie ståltanke.

For satan … nu stinker det af bio bio, naturvin og gamle sokker. Men det er heldigvis på en spændende måde, en del reduktiv med grøn kål, stikkelsbær, masser af grønne urter, roser, lidt peanutbutter, plastikslanger, modne æbler, gurkemeje og karamel.

Smagen er lidt som duften … har en meget svag syre, melon, modne æbler, en del sødme, muskat, hyldebærsaft og en svag samt sødlig bitterhed. Der kommer lidt et lille spark af peber, men det bliver samlet set lidt svagt, kalket og afdæmpet … lidt som en ballon, der ikke er pustet helt op.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Mann, Sylvaner Mouton Bleu, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Mann, Sylvaner Mouton Bleu, Alsace, FrankrigSidste vin i Domaine Mann smagekassen var det blå får … Sylvaner Mouton Bleu 2019 og blev i mine øjne lidt en neutral samt småkedelig vin.

Det er selvfølgelig 100% Sylvaner, som her kommer fra 3 forskellige terroirs i Alsace. Men ellers er vinen lavet som alle de forrige hvidvine fra Mann, altså ved at druerne først presses blidt. Så får dekanteres mosten og får lov at hvile køligt i 24 timer før gæring sker i store rustfrie ståltanke. Efter fermenteringen lagrer vinen cirka 10 måneder på bærmen og efter filtrering og aftapningen på flaske, så lagrer vi en periode.

Duften er lidt sødkrydret, lidt anonym måske, modne æbler og røg, I munden er vinen ganske saftig og lettilgængelig, fortsat med syre, æbler, æblemost og så svagt lidt citroner.

Fundet herhjemme hos Compagniet, hvor en flaske (2018) koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Ginglinger, Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Ginglinger, Pinot Gris, Alsace, FrankrigDen sidste vin i Millésimes Alsace DigiTasting® kassen fra Domaine Ginglinger var ikke på Riesling, men i stedet husets basisvin på Pinot Gris.

Og … sjovt nok er vinen lavet præcis som de øvrige tre vine, dvs. på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 8 måneder. Vinen betegner Ginglinger selv som “sec”, men sukkerindholdet er ikke oplyst. Der er lavet 6.000 flasker af denne vin i årgang 2019.

Tør, svag og lidt neutral duft … nøddet og kalket, kvæde, pærer, safran, let lakridskonfekt og Jolly Time sodavand. Den har samtidig en lille skæv krydret note, sandeltræ og spidskommen.

Smagen er moden, kraftig og krydret. Der er både sødme, en beskeden syre og rustik bitterhed. Den er en Pinot Gris med muskler og kraft.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Ginglinger, Riesling, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Ginglinger, Riesling, Alsace, FrankrigEfter Ginglingers Riesling Grand Cru Ollwiller blev det lidt svært at “komme ned” i denne basisvin 2019 Riesling.

Her kommer druerne fra flere forskellige marker, men ellers er vinen skam lavet på fuldstændig samme måde som de to store og finere søstre.

Det betyder med andre ord, at vinen alene er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 8 måneder. Vinen har 2,6 gram restsukker pr. liter og der er lavet 10.000 flasker af vinen i denne årgang.

Duftmæssigt er det en klassisk, ren Riesling … masser af citrusfrugter, renhed, mineraler og det kombineres med klassiske noter af grønne æbler, fersken, kalk og hvide blomster.

I munden er det lidt samme historie … virkelig en syrebasse, hvor syren er så dominerende, at der ikke bliver plads til et balanceret billede. Der er nærmest ingen sødme, for citronerne er så sure, at de ikke gider at lege med andre … og så må de lege alene.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Boehler, Pinot Noir Seiler, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Boehler, Pinot Noir Seiler, Alsace, FrankrigJeg skulle også smage en rødvin fra Domaine Boehler og det blev denne 2019 Pinot Noir Seiler og atter fra en af husets mange små Lieu-dits.

Her er den fra en parcel på Seiler marken, der har en jord med kalksten af ​​Muschelkalk typen, der jo er helt perfekt til vinstokke på Pinot Noir. Igen må jeg skuffe med produktion … for jeg har ikke fundet oplysninger om det … udover at vinen har 2 gram restsukker pr. liter og at der er lavet 2.100 flasker af vinen i denne årgang 2019.

Duftmæssigt bliver det en lidt rustik Pinot Noir, krydret, har tørt træ, bitre kirsebær, lidt flæsk og bacon, blæk og grønne grene. I min mund er det en virkelig tør vin, hvor der er godt med tanniner, sort peber, kirsebær, hindbær og så igen godt med krydderier. Den er måske lidt brovten og mangler klart lidt finesse og elegance.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Boehler, Assemblage Thomen, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Boehler, Assemblage Thomen, Alsace, FrankrigSmagekassen med de små 3 cl. miniflasker indeholdt også en 2019 Assemblage Thomen fra Domaine Boehler … altså en vin lavet på forskellige druesorter.

I dette tilfælde består blandingen af Sylvaner samt Auxerrois Blanc, som Boehler dyrker på deres lille Lieu-dit parcel på Thomen marken i Vallée de la Bruche.

Igen er der slet ingen oplysninger om produktionen, som dog formentlig er sket i store rustfrie ståltanke. Vinen har lidt mere sødme … 4 gram restsukker pr. liter og så er der lavet beskedne 1.300 flasker af vinen.

Næsen er lidt flad, kalket med melon, kamillete, fersken, honning, saftige æbler, hvide asparges og røg. I munden er vinen pænt sød, men igen kommer der en stærk og brændende alkohol snigende, som selvfølgelig gør, at vinen ikke bliver for sød, men omvendt også virker lidt forstyrrende. Der er også en del grape bitterhed.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Vinarija Stobi, Riesling, Tikveš, Makedonien

2018 Vinarija Stobi, Riesling, Tikveš, MakedonienMakedonien har før vist, at de kan lave god vin … og det gør de igen med denne Riesling fra vinhuset Vinarija Stobi aka Stobi Winery, der ligger i byen Gradsko i Tikveš regionen … nær ruinerne af byen Stobi, der med sine 20.000 indbyggere blev lagt i ruiner og nærmest udslettet af et kæmpe jordskælv tilbage i det 6. århundrede.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 2009 af en af de rigeste forretningsmænd i Makedonien. Det er således også landets mest moderne vinhus med sit helt eget laboratorium, smagerum samt sin egen luksuriøse restaurant under samme tag. Det er et state of the art vineri og har kostet over 150 millioner kroner at opføre.

Vinarija Stobi har samlet 600 hektar vinmarker, hvor man dyrker de hvide sorter Zhilavka, Zhupljanka, Rkaciteli, Riesling, Chardonnay og Muscat Ottonel samt de røde Pinot Noir, Vranec, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Frank, Shiraz og Petit Verdot. Det betyder en årlig produktion på 4,5 millioner liter vin og vinene er opdelt i 4 serier, nemlig Premium, Elite, Classic og Traditional.

Det er vinmageren Andon Krstevski, som er ansvarlig for produktionen. Han er uddannet biokemiker ved universitetet i Bordeaux. Derefter gik turen til Bourgogne, hvor Andon, som den første fra Makedonien opnåede det franske DNO Diplome National d’Oenologie. Siden har Andon haft praktikophold i både Bourgogne, Schweiz og Marlborough på New Zealand. Han har også i en periode arbejde som vinmager på Pape Clement i Pessac-Leognan.

Denne Riesling er lavet med druer fra husets egne marker tæt på vineriet i Tikveš regionen. Vinen er fra husets Classic serie, men der  er ikke ret mange oplysninger om vinen, men mon ikke den er lavet alene i rustfrie ståltanke? Anyway, så går vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der klare petroleum og terpentinske dampe, som i starten overtrumfer frugten en smule … men værd ikke nervøse, for duften af diesel og en ny haveslange fortager sig stille og roligt, hvor der så i stedet kommer frugt med melon, abrikos, lemen og syltede citroner, marcipan … måske endda med en smule fedme.

I munden er der godt med citroner og lemon … lidt grape dukker også frem. Der er pænt med syre, men det er sådan lidt lige ud uden at række helt dybt. Men det giver en frisk vin og man kan da ikke undgå at blive imponeret over, at vinen er fra Makedonien, så Houlberg giver store 4 Thumbs Up med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragón, Spanien

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragon, SpanienJeg var forleden med et erhvervsnetværk til en hyggelig aften i Timm Vladimirs Køkken, hvor vi sammen skulle hygge os med at lave mad sammen og selvfølgelig drikke lidt vin.

Aftenen startede – som gode aftener skal – med lidt bobler og det blev et glas af denne Ramiro II Cava Ecológico Brut, som er fra kooperativet Grandes Vinos y Viñedos, der ligger i Villanueva de Huerva i Zaragoza under Cariñena appellationen i Aragón vinområdet.

Grandes Vinos y Viñedos er opstået i 1997 ved en fusion af en lang række lokale kooperativer i Cariñena … alle oprindelig grundlagt i en periode fra 1950 til 1967. Det var nemlig kooperativerne Nuestra Señora del Pilar de Villanueva de Huerva, San Roque de Alfamén, San José de Aguarón og San Bernabé de Cosuenda, som i 1997 fusionerede og skabte ét stort kooperativ med mere en 700 vinavlere som medlemmer.

Samlet råder Grandes Vinos y Viñedos således i dag over mere end 4.500 hektar vinmarker, hvilket er over en 1/3 af samtlige vinmarker i hele Cariñenas, Markerne ligger ved foden af bjergene Algairén og Pecos mellem floderne Huerva og Jalón og spredt over alle 14 kommuner i distriktet Campo de Cariñena.

Dermed er Grandes Vinos y Viñedos en mastodont i området og deres vineri i Villanueva de Huervaer også pænt stort … ikke mindre end 60.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 12 fodboldbaner. De har ståltanke på til 200.000 liter og en produktionskapacitet på 12.000 flasker i timen. Derudover har de en vinkælder med plads til små 20.000 egefade.

I Timm Vladimirs Køkken sad vi tæt … små hold af to foran et skærebræt og et gasblus … men med masser af hygge.

Inden vi lige kommer til vinen … så lad os da lige få et par indtryk fra aftenen i Timm Vladimirs Køkken. Det var en aften, hvor vi i hold af skulle lave to små retter … intet fancy, men ren hygge. Der var lidt instruktion af et par unge piger, men det var næsten overflødigt, for vi skulle lave en tatar til forret og en risotto til hovedret.

Lidt rørt tatar og lidt chips, radiser og en ældre æggeblomme 🙂 Peace of cake.

Til maden smagte vi også spanske vine … 2 vine fra Bodegas Piqueras i form af en hvid og en rød udgave fra husets El Picoteo serie … ikke noget at skrive hjem om, men dem anmelder jeg selvfølgelig også bagefter.

Risotto med ærter og lidt fennikelsalat, en billig men velsmagende ret.

Nå, men lade os først gøre den mousserende Cava kaldt Ramiro II Cava Ecológico Brut fra Grandes Vinos y Viñedos helt færdig. Den er lavet på druerne Macabeo og Chardonnay … men der står intet om hvordan vinen er fremstillet … med andengæring i flaske eller efter den noget billigere Charmat metode med dannelse af kuldioxiden i tanke. Når man ikke har oplyst noget, så er det formentlig efter Charmat metoden 🙂

Men cavaen har faktisk en dejlig duft … let nøddet, ristede og gærede noter, hvide blomster, æbler og pærer. Der er måske også en snert af lidt citrus … men ellers sådan meget plain uden de store svinkeærinder.

I munden har vinen et vildt brus … ikke noget forsigtigt eller sart der, men har smagsmæssigt et venligt væsen med lemon, grape og citron uden at sætte de store store mærker i sanseindtrykkene. Men det var faktisk bedste vin denne aften i Timm Vladimirs Køkken.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 140 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Château du Mont, Sainte-Croix-du-Mont, Bordeaux, Frankrig

2017 Château du Mont, Sainte-Croix-du-Mont, Bordeaux, FrankrigSom sidst på Det Glade Vanvid fik vi til desserten et glas Sainte-Croix-du-Mont – populært kaldt en fattigmands sauternes – fra Château du Mont, der ligger ved Sainte-Croix-du-Mont i Graves lidt nordøst for Sauternes.

Vinhuset Château du Mont har eksisteret siden slutningen af det 19. århundrede, hvor det var ejet af Chevassier familien, der havde lidt agerbrug og dyrkede lidt vin fra 2 hektar vinmarker, primært markerne Le Château du Mont og La Barritaude. Efter phylloxeraens ødelæggelser i 1929 genplantede Paul Chevassier markerne og opnåede efterfølgende stor hæder for sine vine.

Hans svigersøn Pierre Chouvac efterfulgte ham i 1947 og stod bag et modernisering og udvidelse af markerne til samlet 11 hektar, og i dag er hans barnebarn Hervé Chouvac, som driver Château du Mont.

Hervé Chouvac overtog driften fra sin far Pierre i 2000 og har nu samlet 25 hektar vinmarker i Saintes-Croix-du-Mont, Sauternes og Graves. Han producerer årligt 100.000 flasker hvide og røde vine, primært dog en række søde vine.

Denne Sainte-Croix-du-Mont er lavet på 80% Sémillon, 10% Sauvignon Blanc og 10% Muscadelle, som først presses, hvorefter mopsten overføres til cementtanke og en alkoholiskegæring sættes i gang. Gæringen stoppes med ren alkohol, hvorefter den færdige vin lagres på store egefade en periode.

Duften er lettere nøddet … lidt neutral, men frugten er sådan nærmest tørret abrikos og fersken. Sødmen er ikke udtalt, men i stedet fornemmes en smule alkohol.

I munden er der okay syre … lidt brændte og ristede noter, nødder, toast, tørret abrikos, svag honning og vel dybest ikke særlig intens, men er egentlig meget omgængelig og gav trods alt lidt modspil til den meget søde dessert.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Terreno, il Momento, Toscana, Italien

2017 Terreno, il Momento, Toscana, ItalienMed næste vin i det blågule spor fra det svenske vinhus Terreno i Toscana skiftede vi farve. For nu er det deres rødvin il Momento, der er lavet på Sangiovese og Merlot.

Druerne vokser på terrasser med syd /sydvestlig hældning på nogle af husets vinmarker i 350 højde med stenet jord, primært bestående af grå skife. Høsten og sortering i marken sker med håndkraft. Inden afstikning håndsorteres druerne endnu engang, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen er vinen lagret 6 måneder på ståltankene inden aftapning på flaske.

Faktisk er næsen ret fin … meget italiensk med violer, urter, tomatgrene, lys og balsamisk med meget frugtrig kirsebær, umodne blommer, læder, let skovbund, lys tobak og med en snert af rå champignon.

I munden er vinen oppe på tæerne … noget rustik, syrlig og med småskarpe kanter. Frugten er ren, jernagtig med hindbær, ribs og igen de umodne blommer. Der er bid og streng syre, men virker lidt til den uforsonlige side og skriger nærmest på lidt mad.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7