Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2015 Vinařství Krásná Hora, Ryzlink Rýnský, Moravia, Tjekkiet

Ugen bød også på en østeuropæisk vinsmagning … dog alene med vine fra Tjekkiet og Ungarn. Vi startede smagningen med denne Ryzlink Rýnský fra det tjekkiske vinhus Vinařství Krásná Hora, som ligger i Hodonín distriktet, en del af regionen og vinområdet Moravia i den sydøstlige del af Tjekkiet.

Jeg er tidligere stødt på vinhuset, nemlig både på Ken Husteds charmerende vinbar Falernum i København og såmænd også på Bistroket i Randers. Der smagte jeg Vinařství Krásná Horas Pinot Noir vine, som er aldeles fremragende.

Vinařství Krásná Hora ligger helt præcis ved byen Starý Poddvorov … en ganske lille by med kun 969 indbyggere. Krásná Hora betyder “det skønne bjerg”, og da vinhuset ligger idyllisk ved et lille bjerg, så har det lille familieejede vinhus fået dette passende navn … ikke at forveksle med byen Krásná Hora længere inde i Tjekkiet.

Vinhuset er reelt grundlagt i dets nuværende form i år 2000, hvor der er opført et nyt moderne vineri ovenpå resterne fra den ellers over 150 år gamle vingård, som igennem alle årene har været drevet af  Vybiral familien.

Det var den unge Marek Vybiral, som satte gang i en egenproduktion på vingården, men det skete først efter en større omlægning af produktionen og bygning af en nymoderne vingård, som blev tegnet af arkitekten Tomáše Havlíčka. Derudover ansatte Marek også ønologen Ondřej Dubas til at forestå vinproduktionen.

Vinařství Krásná Hora har samlet 5 hektar vinmarker, som ligger i et af de varmeste områder i Tjekkiet, men dog så langt nord på det europæiske fastland, at man må betegne det som koldklimaområde for vindyrkning. De dyrker primært de franske druesorter Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Merlot.

Udover deres egne 5 hektar opkøber de også en smule druer, men målet er at komme op på 12-13 hektar egne vinmarker. Markerne drives økologisk og der anvendes også elementer fra den biodynamiske tilgang. I øjeblikket ligger vinhusets produktion på omkring 40.000 flasker vin.

Der laves primært hvidvine på Vinařství Krásná Hora, så der produceres alene få rødvine, bl.a. en Cuvée Bernety på Merlot og Cabernet Sauvignon samt de to nævnte Pinot Noir.

Her er det netop en frisk og sprød hvidvin med navnet Ryzlink Rýnský … og det betyder såmænd blot Riesling. Druerne kommer fra 3 forskellige marker og endda fra 3 forskellige kloner af Riesling. Vinstokkene er mellem 10 og 30 år gamle, høstudbyttet på 50 hektoliter pr. hektar … lavet alene på rustfrie ståltanke og lagret 9 måneder på samme.

Duftmæssigt virker vinen dejlig frisk med syre, citrus, sten og mineraler. Smagen er meget ren, frisk syre med et grønt bid, krydrede noter, en anelse flad i slutfasen, hvor der mangler noget bundtræk og dybde, men samlet en god Riesling.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 119 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 105 kr.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb

2016 Di Filippo, Grechetto Umbia IGT, Umbrien, Italien

Da vores søde værtinde hos Di Filippo havde fortalt, at de var specialister i – og endda nok den bedste producent af – Grechetto vine, så startede vi naturligvis smagningen med en af disse, nemlig denne prisbillige IGT vin Grechetto Umbia.

Som jeg tidligere har skrevet er Grechetto (der udtales som gre-ketto) en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i områdets appellationer DOC Montefalco Bianco og DOC Montefalco Grechetto samt DOC Colli Martani.

Her er det imidlertid Grechetto som en IGT vin. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor det er en IGT vin, idet vinen slet ikke fremgår på Di Filippos hjemmeside.  Måske har Roberto blot i årgang 2016 ændret i fremstillingen af hans normale Grechetto Colli Martani DOC, således den ikke opfylder kravene i appellationen.

Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, fermentering ved 18 grader og er ikke lagret på eg, så det burde være en frisk og frugtrig vin. Lad os se på mine smagsnoter.

Og der er netop godt med frugt i duften … fersken samt sten, flint og jern. Meget lettilgængelig med syre, mineraler og frugt. I smagen også fersken samt en ganske frisk og mineralsk syre. Direkte og drikkevenlig med friskhed, frugt og glæde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 5,80€ på vingården, svarende til 43 kr. Det er sgu billigt.

Rating 4/7 

2009 Winegrowers of Ara, Pinot Noir Composite, Marlborough, New Zealand

Efter godt med Cimate vine, så iler vi videre med noget helt andet … nemlig lidt Pinot Noir vine. Vi starter med denne Pinot Noir Composite fra vinhuset Winegrowers of Ara, som i dag i øvrigt blot hedder Ara Wines.

Winegrowers of Ara ligger i Wairau Valley i det berømte Marlborough-område, og huset har i dag ikke mindre end 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse. Vinhuset består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og de nye teknologier med de gamle dyrkningsprincipper.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand. Siden 2016 har vinproduktionen dog været varetaget af vinmageren Nikolai St George.

Jordbunden i Wairau Valley består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Dette er specielt godt for Pinot Noir, og det er jo netop én af disse vine, som vi her har fat i … Pinot Noir Composite. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2008 og skrevet om her på bloggen.

Efter høst afstilkes druerne,  hvorefter de overføres til ståltanke uden at blive kværnet eller presset. Her ligger de ved 8 grader i 5- 7 dage, før temperaturen hæves til 28 grader, og gæringen sættes i gang med skallerne.

Den alkoholiske gæring efterfølges af en malolaktisk gæring, der ligeledes finder sted på tankene, hvorefter en del af vinen lægges på delvist nye egetræsfade i seks måneder, inden den endelige blanding foretages, og vinen filtreres og tappes på flaske.

Som ofte er vinen smagt blindt, men duften afslører med det samme, at der er tale om Pinot Noir. Der er Pinot sødme, hindbær, jordbær, lethed, bolsjesødme, kul og svag kanel.

I munden god renhed i frugten, lethed og egentlig meget easygoing med jordbær, hindbær, stringent og ret vin med et syrlig bid. Der er ikke lang eftersmag, men en god Pinot Noir.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen var 135 kr.

Rating 4/7

2013 Le Cimate, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Smagningen af rødvinene hos Catina Le Cimate – Degustazione Montefalco Sagrantino – blev en vertikalsmagning af husets Sagrantino vine fra 2013 til 2009 og vi startede selvfølgelig – meget klogt –  med en forsmag på 2013’eren, som vil blive frigivet i april.

I får derfor 5 Cimate Montefalco Sagrantino vine i streg, så spænd korkbæltet og læn jer tilbage. 5 vine til hver af de næste 5 retter på mit lille menukort … og første ret i 2. halvleg var Fagiolo alla Contadina … landsmandsbønner. WTF?

Vinen er selvfølgelig på 100% Sagrantino … lavet med druer fra vinstokke, der er plantet tilbage i år 2000. Druerne afstilkes og vinen laves derefter med 25 dages maceration samt en samlet lagring efter forskrifterne i 36 måneder.

Af den samlede lagring ligger vinen18 måneder på barriques og 12 måneder på flaske. Ja, resten af tiden må den så være lagret på tankene … altså 6 måneder efter min hovedregning.

Næsen er præget af ung frugt, eg … meget vild eg, kanel, hospitalsgang, blæk og Sagrantinos druens sødme fornemmes også klart med solbær, blommer, jordbær samt krydrede elementer. Der er også grønne elementer, lidt sæbe og eukalyptus.

I smagen er der godt med tanniner, godt med syre, men også sødme, fylde, power og kant. 2013’eren har klart godt potentiale, men er endnu kantet, streng, hård og uslebent. Purung og utøjlet.

Der er ingen forhandlere af Le Cimate herhjemme, men i Italien koster vinen omkring 30€ … svarende til 225 kr.

Rating 4/7    

2012 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

Det gamle slot Château Tour Prignac ser lidt bedaget ud, men er med 147 hektar vinmarker et af de større vinslotte på Médoc-halvøen og står bag næste vin her på bloggen … Château Tour Prignac Cru Bourgeois.

Château Tour Prignacs historie går helt tilbage til 1500-tallet, hvor det fungerede som hovedsæde for Lesparre familien. Det var også Seigneurie de Lesparre, der i 1856 udbyggede slottet og startede en større vinproduktion, bl.a. med de to vine – hvidvinen Tartuguière og rødvinen La Tour-Prignac.

I 1935 blev ejendommen solgt til den spanske hertug Duc Del Infantado og meget af vinavlen omlagt til almindelig landbrug, så vinproduktionen på slottet døde langsomt ud.

I 1973 blev slottet dog overtaget af Castel familien og de startede en omfattende renovering og modernisering og fik vinproduktionen tilbage på fode.

Den del er Castel familien imidlertid også specialister i. De er en af de helt store vinfamilier i Bordeaux på linje med Lurtons og Cazes. I deres forretning, som kaldes Châteaux & Domaines Castel ejer de ikke mindre end 18 vinslotte i Bordeaux.

Vi nævner i flæng; Château d’Arcins, Château Barreyres Château de La Botinière, Château du Bousquet, Château Campet, Château Cavalier, Domaine de la Clapière, Château Ferrande, Château de Goëlane, Château de Haut Coulon, Château Hourtou, Château de l’Hyvernière, Château Latour Camblanes, Château du Lort – ganske sjovt navn – Château Malbec, Château Mirefleurs, Château Montlabert og Château Tour Prignac.

Derudover er de medejere af slottene Château Beaumont, Château Beychevelle og Château Magnol. Og så laver firmaet også vine under en lang, lang, lang række brands, men dem gider jeg ærlig talt ikke nævne her.

Vi går derfor tilbage til Château Tour Prignac, der er opkaldt det lille tårn, som pryder slottet, der ligger i kommunen Prignac-en-Médoc. Reelt set har det gamle vinslot 300 hektar jord, men alene 147 hektar er altså vinmarker, mens resten er enge og skove.

Vinen her er lavet på 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot, selvom forholdet svinger lidt fra år til år. Nogle år er det faktisk fifty-fifty. Det er vinmageren Yannick Gay, der laver vinen med rådgivning fra konsulenten Alain Raynaud.

Druerne kommer fra 10-15 gamle vinstokke, lavet med maceration i 25 dage, men Merlot druerne dog en anelse kortere tid. Lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye. De senere årgange lagrer typisk også lidt længere tid, nemlig omkring 16 måneder.

Næsen er ikke klassisk Bordeaux … virker en kende lettere, selvom der er en smule muld. Det er dog meget de sødbrændte egefade, som fylder godt i næseborene sammen med syrlige kirsebær. Det er en tør og støvet næse, men den har også en animalsk sød kostald næse … nogle af de samme elementer, som man finder i god tysk Spätburgunder.

Smagen er blød, dog med nogle metalliske noter, lidt peber, kirsebær, sødme og syrlighed … men ikke helt i sync. Den hører til i den lettere afdeling på flere måder. Næsen er klart bedre end smagen.

Forhandles af Vinklubben, hvor en flaske koster 160 kr.

Rating 4/7    

2015 Moretti Omero, Montefalco Bianco, Umbrien, Italien

Vi skulle også smage Moretti Omeros fortolkning af appellationens hvidvin Montefalco Bianco DOC … her en frisk årgang 2015.

Denne Montefalco Bianco er lavet på 50% Grechetto, 30% Trebbiano Toscano og 20% Trebbiano Spoletino. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 50 hektoliter pr. hektar og kommer fra vinstokke, som er mellem 3-10 år gamle.

Vinen er lavet på rustfri ståltanke, alene brug af naturlig gær og ingen lagring på egefade eller andet, blot lagring 3 måneder på flaske inden frigivelsen.

Gamle oma Nonna Quinta siger, at vinen passer perfekt sammen med Panzanella … det er blot brødrester og tomater blandet med løg, basilikum samt olivenolie og lidt vineddike. Det tror vi på.

Duftmæssigt har denne også en svag animalsk side … lidt våd hund, kolde og våde sten, frugtsten, fersken, kamillete, hvide blomster samt små søde elementer. Smagen er meget ren, lidt stålagtig frugt, lidt tynd og easygoing, men ganske frisk, stringent og fin.

Smagt på vingården … har ikke fundet lige denne hos Niche Vine, men vil gætte på en pris herhjemme under 100 kr.

Rating 4/7    

2012 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Der laves alene 4 forskellige vine på Tenuta Castelbuono og alle røde, nemlig en Rosso, en Rosso Riserva, en Sagrantino og selvfølgelig også en Passito. Vi startede smagningen af husets egne vine med deres Rosso … Ziggurat Montefalco Rosso i årgang 2012.

Til at følge smagningen på vejs var der selvfølgelig også lige lidt italiensk ost og italiensk tørret skinke. Det skulle senere vise sig at være helt normalt … også selvom man kom til en smagning lige efter en stor frokost. Jo italienerne lever godt.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er tæt og lukket … elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter. Smagen er præget af god frisk frugt, gode tanniner … en frisk og ganske lettilgængelig vin. Syren er sådan middel og vinen er dermed letdrikkelig og ganske fornøjelig.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4/7    

2013 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Update fra sidste uge, hvor jeg lige skulle lave pizzaer … og endda på glutenfri mel efter ønske fra fruen. Det er sikkert bare en fiks idé, men en af de dyrere, da 750 gram mel kostede 59,95 kr. FÅK. Nå, men det blev skyllet ned med lidt vin, god og fuldfed Côtes du Rhône fra vinhuset La Bastide Saint-Dominique.

La Bastide Saint-Dominique ligger ved byen Courthézon og er et vinhus, som jeg tidligere har rost, nemlig da jeg smagte nogle af de øvrige Rhône vine fra huset. Jeg har også tidligere mødt Eric Bonnet til en vinsmagning hos Jysk Vin … en meget stille, genert og behagelig mand.

La Bastide Saint-Dominique blev grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet. Selve vingården ligger ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres vine. Eric Bonnet har for få år siden overtaget domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af de forskellige druesorter anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker for vinproduktion. Afgørende beslutninger i forhold til dyrkning tager derfor bl.a. udgangspunkt i den specifikke jordbundstype.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique. I 2013 har Erik Bonnet lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Côtes du Rhône Villages er lavet på 60% Grenache samt 40% Syrah. Druerne kommer fra flere marker, hvor vinstokke er mellem 25-50 år gamle. Lavet med maceration på omkring 18 dage på rustfrie ståltanke, og derefter lagret omkring et års tid på eg.

Og fin herlig vin med mange af de klassiske elementer for det sydlige Rhône … en dejlig og urtet duft med solbær, mejeri, lidt ymer, fersk kød, god landlighed, eg, kanel samt en snert lakrids.

I munden god rund frugt, meget kødfuld og fyldig … en varm vin, som klart vil behage de fleste. Det er modne frugter, jern, svag peber og samtidig en vis sødme, som gør vinen total pleaser, men samtidig også gør strukturen mere fluffy.

Købt hos Jysk Vin, hvor sådan en lille flaske koster 89,95 kr. ved køb af en flaske og 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2014 Weingut Petershof – Karl-Peter Huff, Huxelrebe Beerenauslese, Rheinhessen, Tyskland

Vi kender primært Beerenauslese vine på Riesling … men her har vi en Beerenauslese på druen Huxelrebe og den kommer såmænd fra Karl-Peter Huff på Weingut Petershof i Schwabsburg.

Huxelrebe er en højtydende hvidvinsdrue, der primært findes i Tyskland, specielt i områderne Rheinhessen, Pfalz og Nahe. Druen modnes tidligt og hvis udbyttet kontrolleres, så kan den give vine af høj kvalitet, specielt aperitif- eller dessertvine. Den tidlige modning gør, at druen kan opnå Auslese modenhed selv i dårlige år.

Huxelrebe er fremavlet af den tyske Dr. Georg Scheu, da han arbejdede som direktør for en drueavls-instituttet i Alzey, Rheinhessen. Han krydserede Gutedel med Courtiller Musqué, men først senere blev druen officiel og opkaldt efter Fritz Huxel, som var en af de første til at dyrke sorten. Huxel vandt mange priser for hans Huxelrebe vine.

Her har vi altså en Huxelrebe Beerenauslese … en af Weingut Petershof – Karl-Peter Huffs Edelsüsse Spezialitäten, dvs. en sødere vin med en Oeschle grad på minimum 125. Druerne er høstet med håndkraft og kun de bedste er brugt til vinen. Men derudover har jeg ikke flere oplysninger om vinen.

Duften er fersken samt andre tropiske frugter, honning, æblemos … virker næsten let perlende i næsen, lettere intenst og med en vis mineralsk nerve. Smagsmæssigt virker vinen dog knap så intens som forventet, men har godt med æbler og godt med syre. Den mangler dog dybde og intensitet … specielt sammenlignet med de mange Auslese vine, som jeg netop forinden havde smagt fra Willi Schaefer.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Rating 4/7

2015 Weingut Georg Zang, Domina Trocken im Barrique Gereift, Franken, Tyskland

Så er vi med næste vin hos Weingut Georg Zang, et lille familie vinbrug, som ligger i byen Sommerach omkring 15-20 kilometer øst for Würzburg … og lidt skråt op. Vinen er på den – herhjemme – lidt mere ukendte drue Domina … Domina Trocken im Barrique Gereift.

Byen Sommerach er et skønt, idyllisk sted, og endda kåret til den smukkeste landsby i Tyskland. Jo, byen blev såmænd tildelt guldmedalje ved konkurrencen “Unser Dorf soll schöner werden” … og så kan der altså også dyrkes vin i byen, hvilket vel heller ikke gør det ringere.

Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang, og de er 5. generation på vingården. De overtog driften i 2005, og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.

De driver samlet 7 hektar vinmarker med herlig undergrund af Muschelkalk … kalk fra oldtidsaflejringer af muslinger, hvilket er med til at give vinene godt med blød mineralsk karakter.

Parret laver årligt omkring 55.000 flasker vin, fordelt på en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken.

Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Og det er jo netop en af disse røde vine, som vi her har fat i … nemlig på Domina druen. Det er en krydsning mellem  Blauer Portugieser og Spätburgunder, oprindeligt fremavlet i 1927 af Peter Morio på Institut für Rebenzüchtung Geilweilerhof, yderligere udviklet i 1950’erne af Bernhard Husfeld og endelig godkendt til avl i 1974.

I 2006 var der 395 hektar af Domina i Tyskland, og druen findes primært i Franken. Domina vine er mørkerøde og rige på tannin. Domina giver høje udbytter og er ikke meget krævende med hensyn til betingelserne i vinmarkerne. Den modner senere end Blauer Portugieser, men tidligere end Spätburgunder.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke … macerationstid kender jeg ikke, men vil ikke gætte på, at den er særlig lang. Derefter er vinen lagret på egefade – barriques – i 12 måneder.

I glasset er vinen dejlig lys … vi snakker ikke Spätburgunder lys teglfarvet, men en kende mørkere. Duften er herlig let … vi snakker kirsebær, moreller, eg og kanel. Smagen er stål, jernagtig frugt, en vis lethed og faktisk lidt af en charmetrold. Den kan jeg faktisk rigtig godt li’ … selvom den er en anelse speciel. Men hvem er ikke det?

Købt på vingården, pris 9,60€ … svarende til 72 kr.

Rating 4/7