2015 Vinařství Krásná Hora, Ryzlink Rýnský, Moravia, Tjekkiet

Ugen bød også på en østeuropæisk vinsmagning … dog alene med vine fra Tjekkiet og Ungarn. Vi startede smagningen med denne Ryzlink Rýnský fra det tjekkiske vinhus Vinařství Krásná Hora, som ligger i Hodonín distriktet, en del af regionen og vinområdet Moravia i den sydøstlige del af Tjekkiet.

Jeg er tidligere stødt på vinhuset, nemlig både på Ken Husteds charmerende vinbar Falernum i København og såmænd også på Bistroket i Randers. Der smagte jeg Vinařství Krásná Horas Pinot Noir vine, som er aldeles fremragende.

Vinařství Krásná Hora ligger helt præcis ved byen Starý Poddvorov … en ganske lille by med kun 969 indbyggere. Krásná Hora betyder “det skønne bjerg”, og da vinhuset ligger idyllisk ved et lille bjerg, så har det lille familieejede vinhus fået dette passende navn … ikke at forveksle med byen Krásná Hora længere inde i Tjekkiet.

Vinhuset er reelt grundlagt i dets nuværende form i år 2000, hvor der er opført et nyt moderne vineri ovenpå resterne fra den ellers over 150 år gamle vingård, som igennem alle årene har været drevet af  Vybiral familien.

Det var den unge Marek Vybiral, som satte gang i en egenproduktion på vingården, men det skete først efter en større omlægning af produktionen og bygning af en nymoderne vingård, som blev tegnet af arkitekten Tomáše Havlíčka. Derudover ansatte Marek også ønologen Ondřej Dubas til at forestå vinproduktionen.

Vinařství Krásná Hora har samlet 5 hektar vinmarker, som ligger i et af de varmeste områder i Tjekkiet, men dog så langt nord på det europæiske fastland, at man må betegne det som koldklimaområde for vindyrkning. De dyrker primært de franske druesorter Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Merlot.

Udover deres egne 5 hektar opkøber de også en smule druer, men målet er at komme op på 12-13 hektar egne vinmarker. Markerne drives økologisk og der anvendes også elementer fra den biodynamiske tilgang. I øjeblikket ligger vinhusets produktion på omkring 40.000 flasker vin.

Der laves primært hvidvine på Vinařství Krásná Hora, så der produceres alene få rødvine, bl.a. en Cuvée Bernety på Merlot og Cabernet Sauvignon samt de to nævnte Pinot Noir.

Her er det netop en frisk og sprød hvidvin med navnet Ryzlink Rýnský … og det betyder såmænd blot Riesling. Druerne kommer fra 3 forskellige marker og endda fra 3 forskellige kloner af Riesling. Vinstokkene er mellem 10 og 30 år gamle, høstudbyttet på 50 hektoliter pr. hektar … lavet alene på rustfrie ståltanke og lagret 9 måneder på samme.

Duftmæssigt virker vinen dejlig frisk med syre, citrus, sten og mineraler. Smagen er meget ren, frisk syre med et grønt bid, krydrede noter, en anelse flad i slutfasen, hvor der mangler noget bundtræk og dybde, men samlet en god Riesling.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 119 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 105 kr.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb