Azienda Agricola Dal Forno Romano ligger i den lille by Cellore d’Illasi tæt på Verona i Veneto. Og denne lille, men eksklusive producent er i dag en levende legende i Veneto og uden tvivl områdets største kultvinmager! Som en kultvin nr. 2 havde jeg indkøbt en Dal Forno … nemlig hans Valpolicella Superiore.
Vinene fra Dal Forno bliver ofte også kaldt Dal Porno … fordi hans Amaroner er helt vilde og “for meget” … men på den gode måde. Jeg faldt over et citat fra Jesper Uhrup Jensen fra Euroman, og det fortæller meget rammende om, hvilke vine Dal Forno laver:
“Man tager tre flasker vin og propper dem ned i én flaske! Amorone-producenten over dem alle, Dal Forno, laver så kraftige og koncentrerede vine, at man næsten lige så godt kan droppe maden og sige, at vinen i sig selv gør det ud for et måltid. Der er lakrids, kaffe og tonsvis af frugt i denne her vin, som bliver ved og ved med at smage i munden. Mens banal Amarone ofte blot er tung og sødmefuld, er Dal Fornos Amarone et veritabelt smagekatalog, hvor nye smagsnuancer hele tiden dukker op … en vin, der fortjener at blive mediteret over i fred og ro. Og uden at man er for mange om flasken!”
Jeg tænkte straks på Ernesto Ruffo … og hans Amarone og Valpolicella, da jeg læste dette … måske lidt i samme boldgade?
Romano, manden bag kultvinene, roses blandt sine kolleger og konkurrenter som en minutiøs, lidenskabelig og topdedikeret vinmager, som sjældent, om ikke aldrig, tillader sig selv en fridag fra vinkælder og -marker. Vinene fra Dal Forno er blandt kendere de absolut mest efterspurgte vine fra regionen grundet en kompromisløs kvalitet og stil, som ikke findes mage!
Manden, hvis vine næsten er umulige at opdrive, er næsten ligeså umulige at betale. Grundet lutter topkarakterer og lovprisninger fra en enstemmig vinpresse verden over har efterspørgslen medført, at priserne de senere år er braget gennem lydmuren og har opnået et astronomisk højt leje – et prisleje, som man selvfølgelig kan diskutere rimeligheden af. Dedikerede vinentusiaster er dog aldrig i tvivl, hvorfor efterspørgslen altid overstiger den mikroskopiske produktion.
Romano Dal Forno er 3. generation af vinbønder i Dal Forno slægten, som i gamle dage solgte mosten til det lokale kooperativ, indtil Romano i 1983 lancerede sin første årgang. Som 22 årig mødte Romano Valpolicellas ”Great Master of Amarone” – Guiseppe Quintarelli, hvilket blev et skelsættende møde. Et møde og et venskab, der inspirerede Romano til at satse på det ypperste, hvad angår områdets potentiale.
Som udgangspunkt mente Quintarelli imidlertid ikke at Dal Fornos vinmarker og beliggenhed (ved Cellore d’Illasi udenfor Amarone Classico-området) havde potentiale nok – et synspunkt den unge og selvstændige Romano ikke delte!
Da Dal Fornos få hektarer vinmarker i mange år alene var blevet brugt til at levere udpræget kvantitet frem for kvalitet, så var første skridt derfor at reducere vinstokkenes produktivitet samtidig med, at vinstokkenes tæthed blev øget for at stresse stokkenes rodnet til at søge længere ned i undergrunden. Herigennem kunne Dal Forno opnå yderligere kompleksitet og intensitet i druematerialet.
Udover vinmarkernes ringe beskaffenhed havde Romano heller ingen erfaring med selve kælderarbejdet, men derimod kun med markarbejdet. Romano lod sig derfor indskrive på Agrarian School, hvor vinfikationsprincipperne blev slået fast.
I 1983 lancerede Romano sin første årgang, som dog langfra levede op til hans skyhøje kvalitetskrav. I 1990 blev der derfor investeret massivt i renovering af kælder samt i nyt vinifikationsudstyr. Som noget helt nyt for området kasserede Romano de traditionelle slovenske fade og indførte som noget nyt små 225 liters barriques.
Herudover var Romano utilfreds med Molinaradruens indflydelse på Amaronen, og Molinara blev derfor helt og holdent kasseret til fordel for den frugtige røde drue Oseleta. Siden 1990’erne er kvaliteten således steget og steget, hvilket i bund og grund kan tilskrives en nærmest umenneskelig stræben efter det ultimative samt en fordomsfri holdning til håndværket, fri for besnærende traditioner og normer.
Den “almindelige” Valpolicella fra Dal Forno er en af de mest usædvanlige vine ikke blot nord for Verona, men i hele Italien. Det var denne vin, som flyttede grænserne for hvad Valpolicella kunne være og hvad den skulle bruges til. Med et blev dette vinnavn rykket væk fra den joviale pizza, og fremstod nu med en koncentration, struktur og kompleksitet og ikke mindst et udviklingspotentiale, som ikke var set tidligere.
Det er en vin der skal sammenlignes med en Brunello, og da Dal Forno’s ambitioner med denne vin er vokset gennem årene, således at der f.eks. fra 2002 årgangen udelukkende anvendes tørrede druer i vinen, er vinen idag lige så kraftig som mange Amarone vine.
Dal Fornos Valpolicella er en blanding af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta gæret på ståltank med flittig omrøring af pulpen, lagret 2 år på små nye franske barriques og til sidst 12 måneder på flaske inden frigivelse. Inden aftapning tilsættes 10-20 % amarone, hvilket forklarer Valpolicellaens rigdom og kompleksitet. Serveres Valpolicellaen blindt kan den i visse årgange minde om en ung bordeaux med klassisk ren stram og mørke frugt og udpræget elegance.
Og sikke en vin. Duftmæssigt bacon, kød, blæk, spidskommen, kardemomme, tørrede blommer og rosiner, blod … en ren buldozer lige i sylten. Og smagsmæssigt en vild vin, som er svær at tæmme. Der er sindssyg tørhed, jord, blæk … den er stram … tanninerne er voldsomme, der er grønne toner og alligevel også en fornemmelse af fløjl og balance. Sikke en vin!
Hvem medbragte vinen: Jan
Svær at få fingrene i, men Leisner Vine har den pt. på udsalg til 550 kr., normalpris 795 kr. Sigurd Müller forhandler den også.
Vinanmeldelse 6,5/7