Byggemødet startede – som vanen tro – med boler og det blev med et glas af denne 2015 Blanc de Blancs fra champagnehuset Pol Roger.
Det legendariske champagnehus er grundlagt tilbage i 1849, hvor den unge Pol Roger solgte sin første vin.
Han havde startet sin forretning lidt af nød, da hans far – der var notar – havde fået en uhelbredelig sygdom og ikke længere kunne fortsætte sin praksis og brødføde familien. Pol solgte de første vine til en købmand i Aÿ, hvor Roger familien også boede, men da firmaet udviklede sig, så flyttede Pol til Epernay i 1851.
Allerede i 1855 begyndte Pol Roger at satse på produktion af tør champagne, da han vidste, at det var denne type champagne, som hans stigende andel af engelske kunder foretrak. Og Pols firma fik virkelig succes og deres champagner blev serveret på de bedste restauranter på Champs-Elysées.
Senere drev Pols to sønner Maurice og Georges Roger virksomheden videre og trods modgang undervejs … som fx i 1900, hvor en del af bygningerne kollapsede. Brødrene oplevede også de store vanskeligheder med bl.a. spiritusforbuddet i USA og den russiske revolution, som gjorde den stigende eksport svær.
Under anden verdenskrig blev både produktionen og salget af champagerne fra Pol Roger kontrolleret af den tyske Wehrmacht. Det var måske også derfor, at champagnehuset i den grad blev så inspireret af Winston Churchill, der også selv var stor fan af alle champagnerne fra Pol Roger.
Faktisk blev Churchill sidst i 1940’erne efter krigen venner med den søde Odette Pol-Roger, der var gift med Jacques Pol-Roger, søn af Maurice og dermed 3. generation i champagnehuset. Winston var endda så glad for Pol Roger champagne, at han opkaldte sin væddeløbshest efter sin yndlingschampagne.
Senere i 1975 besluttede firmaet også at hylde denne statsmand med en særlig champagne … og det blev denne Cuvée Sir Winston Churchill, som de første mange år dog alene blev lavet i magnum flasker.
I dag er champagnehuset fortsat ejet af Roger familien … nu i fællesskab af både 5. og 6. generation, idet den 6. generation i form af Bastien Collard de Billy er kommet med i ledelsen. At vinhuset er blevet i privat eje er helt unik og derfor er Pol Roger også medlem af de eksklusive klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV.
Gruppen består af 12 helt store verdensberømte familieejede vinproducenter, nemlig Antinori, Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils fra Beaucastel og Tenuta San Guido samt endelig Pol Roger.
PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer.
Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.
Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieejet står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.
I dag har Pol Roger selv 92 hektar marker, men opkøber derudover druer fra en række faste vinavlere, som opretholder de kvalitetskrav, som Pol Roger kræver. I perioden fra 2001 til 2011 har vingården gennemgået en total renovering, som sikrer af den ansvarlige vinmager Dominique Petit kan lave alle cuvéer med samme ubestridelig konsistens og kvalitet.
Champagnehhuset er omkring 40% selvforsynende, hvorfor de restende 60% af druerne købes hos andre vinavlere, som man har langvarige kontrakter med.
Produktionen er på en gang meget traditionel og moderne. Når det kommer til remuage aka drejningen af flaskerne i deres pupitres, så udføres dette fortsat manuelt. Derimod, viger man ikke tilbage for at investere i moderne produktionsudstyr såsom fx automatisk degorgement … altså fjernelse af bundfald og isætning af champagneproppen.
Pol Roger Champagne har deres vinkælder i 3 niveauer, der så samtidig strækker sig 7 kilometer under jorden. De anses for at være blandt de køligste og dybeste kælderfaciliteter i hele regionen omkring 33 meter nede under jorden.
Kælderen er konstant 9,5 grader, hvilket er helt perfekt for lagring af champagner og i kælderen ligger der ikke mindre end omkring 6 millioner flasker champagne.
Denne Blanc de Blancs er lavet med Chardonnay druer fra Grand Cru marker ved Oiry, Chouilly, Cramant, Avize, Oger samt Le Mesnil-sur-Oger. Efter høsten er druerne lagt til kold opbevaring ved 6 grader i ståltanke og efter presningen er gæringen også sket i tankene ved 18 dage … druerne fra hver landsby er vinificeret separat.
Derefter gennemgås malolaktisk gæring inden endelig samstikning af de forskellige batch og så flaskes vinen og lagrer i de dybe kældre med løbende remuage. Den skal så lagre i minimum 6 år.
I næsen kan du fornemme, at det er champagne, som er lagret i pæn lang tid, for frugten virker moden, blid og rund med melon, kvæde og citroner, ristede hasselnødder, nøddekompot, wienerbrød og virker endda en smule smørret i udtrykket med en pakke smeltet Lurpak. Den har samtidig landlighed og måske endda lidt varm i stilen med det smeltede smør og aromaen med lidt nødder og alder.
Boblerne er også blide, modne og giver denne lidt ristede smag, hvor man får lidt hasselnøddelikør, saltet grape og syltet lemon. Der er croissanter, wienerbrød og de syrlige citrusagtige elementer, men er egentlig samlet set blid, cremet med en saltet og syrlig side, der bare åbenlys skriger champagne med både kraft og finesse, så dermed 95 point.
Forhandles af flere, fx Leisner Wine, hvor en flaske koster 749 kr.