Tag-arkiv: Douro

2013 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, Portugal

2013 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, PortugalJeg har været der før … hos Real Companhia Velha og smagt deres flotte Royal Oporto Colheita Port. Sidst var det i årgang 2010, men nu smager jeg den igen blot i årgang 2013.

Royal Oporto Colheita Port 2013 er fremstillet på et blend af Dourodalens 3 druesorter Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca … og kun de bedste druer fra de bedste markers ældste vinstokke.

Dybest set er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange, men den skal så bare ligge på fad i minimum 7 år inden tapning op frigivelse til salg. Hos Royal Oporto produceres vinen kun i de allerbedste år og så løfter Real Companhia Velha lige kvaliteten yderligere ved direkte aftapning fra egetræsfadene efter noget længere tid.

Således er denne Colheita 2013 aftappet på flaske efter 8 år, altså i 2021, som der også står på etiketten … og så kommer portvinen i en smuk flaske, der vil gøre lykke på hvert gæstebord.

I glasset er vinen klart mere rød og mørkere end 2010’eren … og dette gælder sådan set også duften, der mest er lidt blommer, figner, dadler, en smule appelsinskal og nøddekompot. Det suppleres med en anelse karamel, sød tobak, sød finsk lakrids og så mærker man også lige alkoholen i baggrunden.

Smagen er også rar … har denne gode balance mellem stærk alkoholvarme og sødme, mens frugten nærmest er tørret, mest blommer, figner, kaffelikør, karamel og nødder. Det er en fed, sød og stærk nektar af bedste skuffe … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 329,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 229,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, 475 Years Anniverdary Edition Reserve, Douro, PortugalVi skal da igen igen til AMKAs smukke vingård Quinta do Pégo og denne gang er det med deres 475 Years Anniverdary Edition Reserve.

Vinen er en årgang 2019, men er frigivet her i 2023 og fejrer, at Quinta do Pégo har en historie, der dokumenterbart kan føres 475 år tilbage til 1548. Denne edition udgave fejrer og hylder således Quinta do Pégos stolte vinfremstillingshistorie.

Vinen er på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er dyrket på gamle vinstokke. Druerne er både fodtrådt og har også gæret i granit lagars. Efter fermentering er vinen har vinen været lagret på franske egetræsfade i 18 måneder, hvorefter vinen har været lagret en periode på flasken inden frigivelsen.

Duftmæssigt virker det som en tør vin … tør, krydret med masser af trænoter, cedertræ, tryksværte, blæk, balsamiske elementer, noget gin, salvie og enebær, violer, blåbær, grønne grene og let afsmitning fra fadlagringen med en smule chokolade.

I munden har vinen en ret frisk frugt, solbær, tranebær og ribs, masser af Campari bitterhed, rank, stram, sur tobak, har tynde og småsyrlige tanniner, godt med kantet og tør syre. Den bider, vrisser og giver tænder, men det er på en energisk måde. 88 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, PortugalSidst jeg drak denne LBV Unfiltered Port fra Quinta do Pégo, så var det i årgang 2016 og ved julemiddagen 2021 til risalamanden. Nu smager jeg så årgang 2019, men helt uden dessert eller julestemning.

Late bottled Vintage er lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på egefade i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Det betyder, at denne LBV Unfiltered Port er flasket i 2021 … hvilket også står på etiketten. Den er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Uhhh, hvor det dufter rart … modne blommer, sorte kirsebær, svesker, klart lidt søde krydderier, nødder, lakridskonfekt, vanilje, våde fade … og så noget blæk eller tryksværte, mens alkoholen også lige kan fornemmes.

Den smager også rasende godt … alkoholen mærkes, men det er først efter lang tid og er samtidig smukt integreret i vinen, endda bedre end i årgangen 2016. Derfor får du i stedet en nektaragtig og lækker frugt med fedme, sødme, blommer, kirsebærsauce, noget sød lakrids og nøddekompot. Det er faktisk en LBV Port på et rigtig flot niveau samt en meget fordelagtig pris. 91 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Conceito Vinhos, 40 Anos Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 40 Anos Tawny Port, Douro, PortugalMed forrige 20 Anos Tawny Port var jeg total kisteglad … med 40 Anos Tawny Port fra Conceito Vinhos får jeg bare lyst til at dyppe helt kroppen i portvinen … den er vild grazioso, henrivende og uimodståelig.

Igen er vinen – som den 20 år yngre søster – lavet på ikke mindre end 20 forskellige druesorter og mest Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete, der kommer fra over 80 år gamle vinstokke på Quinta do Cabido ved Teja-floden i Numão-sognet.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade.

Igen er det en portvin, som smager som sådan en 40 års sag skal, men kan være lavet af vine fra  forskellige årgange, men ældste er således over 40 år gammel.

I glasset er vinen nu nærmest ravfarvet … kobberfarvede, brunlige nuancer og samtidig overraskende transparent. Det dufter afsindigt godt. Det er virkelig moden frugt, udblødte blommer, figner, svesker, dadler og en snert af en lys, fin, sart og delikat syre, der går igennem hele duftspekteret. Den lange fadlagring har også givet vinen snert af karamel, nougat, mælkechokolade, vanilje, nødder, gammelt træ, mahogni, lakridskonfekt og stor dekadence. Man får en smule ærefrugt … meget flot.

Sjovt nok har portvinen også en lille animalsk landlighed … nærmest med en smule mødding, sved og tørre, brændte noter suppleret med en omgang nøddesirup.

Det smager sgu himmelråbende godt … har denne lyse, elegante og superbløde smag. Det er cremet og smooth, så det smelter i munden med lyse figner, bagte blommer, figner, svesker, flydende chokolade, karamel og æterisk luftighed. Det er sgu voksenslik fra den øverste hylde, som du normalt ikke kan nå. Alkoholen er blød, men bestemt til stede og giver lidt varme, men på en sart, fin og feminin måde.

Alt er zen … og jeg husker ikke, at jeg før har smagt så god portvin eller i hvert fald er denne Conceito 40 Anos Tawny Port blandt de bedst smagte af slagsen … 97 point. Far er glad … meget glad … og bliver snart fuld … meget fuld.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 849,95 kr., mens prisen er 679 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, 20 Anos Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 20 Anos Tawny Port, Douro, PortugalDe sidste to portvine fra Conceito Vinhos var begge de mest lækre, for det var henholdsvis 20 år og 40 år gamle Tawny portvine og jeg startede slutningen med denne 20 Anos Tawny Port.

Vinen er lavet på ikke mindre end 20 traditionelle, forskellige druesorter og mest Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete, der kommer fra over 80 år gamle vinstokke på Quinta do Cabido ved Teja-floden i Numão-sognet.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade.

20 års Tawny er ikke en portvin, som kommer fra en årgang for 20 år siden, men typisk et blend af vine fra forskellige årgange og har smag som en 20 års portvin vil smage … det afgøres faktisk af et officielt smagepanel.

Fuck det dufter formidabelt … i glasset har portvinen også brune nuancer og aromaerne er også moden frugt, bløde blommer, figner, svesker, godt med karamel, nougat, mælkechokolade, vanilje, nødder og gule sultana rosiner. Føj, hvor er det lækkert og man fornemmer virkelig, hvordan alderen har gjort vinen blød, rund og samtidig finder jeg også lidt mahogni og gammelt læder.

Det smager sgu simpelthen bare monstergodt … blød, lys og moden med bagte blommer, tørret frugt, svesker, figner og dadler … er ren nektar og man fornemmer virkelig, hvor alderen har slebet alle små kanter runde og dermed er alkoholen også blevet blød og nærmest smuk med imponerende balance, lidt karamel og chokolade.

På en eller anden måde er det en lys, fin, sart og flot balanceret portvin, som jeg bare leverer varen big time … og så endda til en pris, der kan betegnes som røverkøb, for Houlberg ender på 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Conceito Vinhos, Vintage Port, Douro, Portugal

2021 Conceito Vinhos, Vintage Port, Douro, PortugalNæste portvin fra Conceito Vinhos var også en årgangsportvin, eller helt korrekt en 2021 Vintage Port … en type, der alene laves i de bedste årgange.

Vintage Port er også en slags Ruby portvin, men fra en bestemt årgang og laves kun i de allerbedste år og lagres – som Ruby – også forholdsvis kort tid, normalt 2-3 år.

Vinen er lavet på de klassiske druer som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca samt lidt flere, men er lavet uden afstilkning af druerne, som derefter er fodtrådt i de klassiske granit lagares.

Den er lavet med 2 dages maceration, 3 dages gæring og så ellers tilsætning af druespiritus efterfulgt af kort maceration og en lagring på egefade 20-22 måneder inden den flaskes.

Duftmæssigt en dyb, mørk og alligevel nogenlunde frisk frugt, fyldig og samtidig mærker man fadlagringen, men ingen lang, rund og blød lagring, men fortsat intenst, mørkt og bestemt anderledes – og efter min vurdering – bedre end Ruby. Den virker faktisk også lidt ung og har frugt med blommer, men også lidt umoden, tør og urtet.

I munden mærker man du langt mere kraft end fx hos Ruby portvinene, for det er sødme, kraft samt et blødt og varmende alkoholkick. Der er tydelig tanniner, peber, lidt sødbitre noter og har en lang og kraftig eftersmag. Den er den portvin – so far – med fleste tanniner og denne lidt unge og halvfriske fornemmelse med noget engelsk tør lakrids hængende i den lange eftersmag. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Conceito Vinhos, Late Bottled Vintage Port, Douro, Portugal

2019 Conceito Vinhos, Late Bottled Vintage Port, Douro, PortugalHerligt med en flaske portvin … og helt ekstatisk med mange flasker portvin og den næste var lige et step op, for det var Conceito Vinhos’ 2019 Late Bottled Vintage Port aka LBV.

LBV er jo dybest set en Ruby Port fra en bestemt årgang, der har ligget længere tid på fad end en almindelig Ruby og sådan en bandit ligger typisk på fad i 4-6 år

Denne Late Bottled Vinage Port er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade … men hvor lang tid er ikke oplyst, men med en 2019, så er det formentlig 4 år.

I næsen er det en tør portvin, hvor der kommer lidt grønne krydderurtr, mynte, tør engelsk lakrids og saltlakrids. Frugten er mørk og jeg fanger mest solbær, sorte kirsebær og blommer … måske lidt svesker, noget kakaopulver og egentlig ikke umiddelbart megen sødme … i hvert fald i næsen.

Men det er så i smagen … en intens smag, hvor der er sødme, men også både peber, mørk chokolade, let karamel, tørret appelsinskal og nektarsød fedme. Der kommer en punch fra alkoholen, der er stærk, varmende og suppleres af lidt sød-bitre tanniner og lang eftersmag, så dermed 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster179,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, PortugalJeg smagte skam mer’ Ruby portvin fra Conceito Vinhos, for den næste vin er denne Ruby Port Reserve.

Reserve betegnelsen indikerer, at denne portvin er blevet lagret en smule længere end forrige og almindelige Ruby Port.

Denne Ruby Port Reserve er nemlig blevet lagret i 3 år. Dette betyder, at vinen har haft tid til at udvikle sine smagsnuancer og karakteristika gennem en moderat mængde tid i egetræsfade.

Duftmæssigt minder portvinen meget om den forrige almindelig Ruby Port, for der er også godt med blomster,  tulipaner og grønne stilke, men virker mere tæt, koncentreret og tykkere med engelsk lakrids og frugt af sorte kirsebær, brombær, blommer og svesker.

I munden er det også lidt mere tæt, men man kan fortsat smage blomsterne … men nu suppleret med nødder, blommer, svesker og noget sød lakrids. Alkoholen virker også blidere og blødere, selvom den fortsat giver noget dejlig varme i hele kroppen. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, PortugalNæste portvin i rækken blev Conceito Vinhos’ Non Vintage Ruby Port, der som foregående er husets entry-level portvin, men altså blot som en frisk Ruby.

Ruby er jo portvine, der lagrer 1-3 år på store egetræfade og nogle i ståltanke for at bevare frugtkarakteren, mens Tawny typisk lagres på mindre fade, hvorved den iltes langsomt og udvikler sin gulbrune farve samt duft af nødder, karamel og kaffe.

Igen består vinen er masser af druesorter … bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Der er dog ingen informationer om, hvordan den efterfølgende er lagret … på ståltanke eller store fade?

Duftmæssigt tyder det dog på, at portvinen er lagret på fade, men det er helt sikkert en mere frisk vin end de foregående, for der er lidt blomster, blomstervand, tulipaner, grønne stilke, sød frugt, kirsebær og brombær samt en smule mandler eller marcipan.

Smagen er også mere ren … ikke så fed og sød som Tawny’en, mere klar og stringent, men fortsat med fin alkoholvarme, som har meget stor styrke, men også kommer sammen med blomster, lakrids samt en frisk syrlighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, PortugalJeg havde nu små 7 røde portvine fra Conceito Vinhos foran mig og den første var selvfølgelig den almindelige Tawny Port.

Igen er den lavet på et mix af mange druesorter … endda endnu flere end hos den lyse søster og samlet mere end 20 druesorter.

Det er bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.

Duftmæssigt er vinen lidt mere rustik og ikke så nuanceret som dens hvide søster, men har pæn tørhed og en mørk, tørret frugt af svesker, blomme i Madeira og lidt rosiner samt en alkoholstyrke, der varmer og kildrer i næsen.

Smagen er også lidt til den rustikke side med svesker og overmodne blommer, nøddesirup og halsvarmende alkohol. Den er både syrlig og sød, meget lækker og fin … flot niveau af en entry-level portvin, hvorved jeg lander på 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7