Via vinbloggens Instagram side @houlberg fik jeg forleden en høflig forespørgsel fra Bodegas Franco-Españolas, om jeg ville teste et par af deres vine? Det spørgsmål kender I formentlig svaret på, så sendt fra Rioja så smager jeg nu to vine fra huset og starter med denne Bordón Viña Sole Selección Tête de Cuvée årgang 2011.
Bodegas Franco-Españolas ligger helt ned til bredden af Ebro-floden midt i Logroño by i La Rioja. Det er et gammelt og spændende vinhus grundlagt helt tilbage i 1890 af franskmanden Frederick Anglade Saurat fra Bordeaux i samarbejde med spanske vinavlere.
I Frankrig var mange vinmarker på det tidspunkt ødelagte af phylloxera og derfor forsøgte mange franske vinbønder at udskifte deres marker med marker i Rioja.
Allerede et par år efter etableringen, så producerede Bodegas Franco-Españolas flere ikoniske vine som vinene Diamante og Estilo Borgoña … omdømt til Rioja Bordón i 1950’erne og re-designet i 2017 som Bordón.
I 1920 – 15 år efter Frederick Anglade Saurats død – solgte den franske familie imidlertid deres andel, hvorefter Bodegas Franco-Españolas blev 100% spanskejet, men forblev et prestigefuld og ikonisk vingård, som bl.a. Kong Alfonso XIII besøgte flere gange, mens gården også kan prale af et besøg fra Ernest Hemingway i 1956.
Siden 1984 har Bodegas Franco-Españolas været ejet af Eguizábal familien. Det var forretningsmanden Marcos Eguizábal, der købte vingården og i dag ejer Grupo Eguizábal derudover også vinhuset Bodegas Valparaiso i Ribera del Duero og online-vinhandlen Vinogalería.
Marcos Eguizábal døde i 2009, så i dag er det Borja Eguizábal, har driver familieforretningen og i 2017 stod bag en genlanceringen af Rioja Bordón vinene som navnet Bordón som kendetegnet på klassiske Rioja vine.
Bodegas Franco-Españolas har selv 50 hektar vinmarker, men derudover køber de også druer fra andre vinavlere. Det betyder. at vinhuset også er pænt stort og i deres vinkælder er der da også plads til ikke mindre end 15.000 barriques.
Samlet laver vinhuset vine i 3 serier … Diamante, Bordón og derudover en serie Limited Edition og alle laves af huset vinmager Rubén Provedo, der sjovt nok startede sin karriere i laboratorierne hos L’Oreal, men i 2001 dog gik vinvejen og arbejdede for den ikoniske vingård Numanthia i Toro regionen.
Derefter arbejdede han på forskellige projekter i Ribera del Duero inden han fik ansvaret for vinene på Bodegas Tobelos, hvor han har opnået fremragende resultater igennem 13 år. Men derudover har Rubén også arbejdet i Chile, Argentina, Sydafrika og New Zealand inden han fik ansvaret hos Bodegas Franco-Españolas.
Nå, men her smager Houlberg først husets Bordón Viña Sole Selección Tête de Cuvée i årgang 2011 med 10 år på bagen. Den er fra Limited Edition serien og lavet på 100% Viura, der kommer fra en vinmark i Sojuela på resterne af en gammel gletsjer. Marken ligger i 640 meters højde med en eksponering mod nord og har gamle vinstokke, der gennemsnitlig er 80 år.
Vinen er lavet med skindfermentering … med daglig pigeage og efterfølgende en malolaktisk gæring på 225 liter barriques fra det franske Bordeaux. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske og amerikanske egefade med ugentlig omrøring.
I glasset kan skindfermenteringen ses på farven i glasset … masser af intens mørkegul vin og duften får dig til spontant at udbryde WHAT? For der er skrald på aromaerne, fed, aromatisk og et stort fadpræg med vanilje, honning, Nutella, mango, ananas, modne æbler, abrikos, næsten kandiseret i stilen, total svulstig med denne provokerende, tykfede fadnote, lidt harpiks, vingummibamser og varm pollen.
Smagsmæssigt er vinen både og … fedmen, som steg op af glasset, kommer også godt frem, fyldig, stor og mægtig, men vinen har også en fin, intens og syrlig side. Der er abrikos, krydderier … og hele baduljen leveres opulent, cremet og med stilsikker hånd. Nam.
Der er ingen forhandler herhjemme og på vingården koster vinen 22,40€ … svarende til 167 kr.