Aftenens sidste Barolo var selvfølgelig også fra Elio Grasso, nemlig husets topvin Barolo Rüncot Riserva.
Jeg har i tidligere indlæg vist skrevet alt om vinhuset. Hvad kan jeg mere fortælle, som ikke allerede er skrevet om vinhuset? Jo forresten … vidste I, at Elio Grasso var bankmand inden han skiftede de bonede gulve ud med livet som vinbonde? Elio arbejdede i en bank i Torino i 1978, da hans bedstefar døde og efterlod ham vingården og lidt vinstokke på de i dag så berømte marker Gavarini og Ginestra i Monforte d’Alba. Elio forlod da også straks banken for at blive vinbonde.
Vinen her kommer netop fra den allerbedste del af den 1,8 hektar store Gavarini vinmark, og Rüncot Riserva laves også kun i de bedste årgang. Således er der fx ikke lavet Rüncot Riserva i 2005, 2009 og 2011.
Der arbejdes med meget små udbytter per hektar og det skaber en vin med en enorm intensitet. Vinen har et meget stort potentiale, og er allerede nu pga. den varme årgang 2007 mere tilgængelig end 2006-årgangen. Parker har givet vinen 95 point i denne årgang 2007.
Den vil kunne holde sig både 10 og 20 år i kælderen og udvikle sig yderligere, og er i modsætning til Elio Grassos andre Barolo’er lagret på 100% nye franske egefade, og fadene er smukt integreret i vinen.
Lad os endelig komme til smagningen af vinen. Duftmæssigt er der jord, kælder, den virker utrolig animalsk og meget tæt i duften med mørke frugter, næsten blommeagtigt, blomster, lavendel, lakrids, mynte, mineraler … lag på lag, dufter formidabelt. Smagen er sådan lidt solbær, fløjl, blødhed … igen meget tæt, kompakt og fyldig, og tanninerne skuer slet ikke, men er i fuld balance. Kraftig og fyldig eftersmag … men fortsat med syrebid og mineraler. Sådan … jeg synes den er bedre end 2006’eren … efter hvad jeg kan huske af indtryk fra den.
Forhandles af Jysk Vin, normalpris 775 kr., pt. på bud til 599 kr.
Vinaftenens sidste vin, og en fornem afslutning. Jan havde medbragt denne Guado de’ Gemoli fra den nye komet i Bolgheri, nemlig vinhuset Giovanni Chiappini.
Så gik den officielle smagning ellers i gang. Vanen tro selvfølgelig som en blindsmagning, og vi lagde ud med én af mine vin, nemlig denne Pinot Noir Roman Vineyard Anderson Valley fra vinhuset Littorai, en vin som jeg havde glædet mig sindssygt meget til at smage, og som jeg havde læst rigtigt meget godt om … og det skulle vise sig, at der var god grund til at glæde sig.
Næste vin … en vin, som jeg har haft liggende i vinkøleskabet igennem en årrække og løbende smagt. Nu synes jeg, at vinen virker til at være på sin absolutte top, og lidt en skam, for dette var næstsidste flaske. Imidlertid skal man jo glæde sig over, at man har fået lov til at smage vinen her på toppen, for jeg synes, at der er tale om stor vin. Og det bedste … der er fortsat en flaske i skabet!
Så kom turen til aftenens kultvin. Vi startede for et par gange siden at medtage en kultvin … dvs. en lidt dyrere vin, som man normalt ikke selv ville købe, og Jan havde valgt en rigtig spændende vin, nemlig denne Clos Erasmus fra Priotat i Spanien, og endda i en ældre årgang 1997, så forventninger var absolut høje.
Dom Pérignon er for mange den ultimative champagne, og forståeligt nok. Det er uden diskussion verdens mest hypede flaske champagne. Hundrede tusinder af mennesker svarer Dom Perignon, hvis de bliver spurgt om et bud på verdens bedste champagne. Dom Perignon-navnet giver umiddelbart genklang, og mange tænker på James Bond.
Så kom den første Château Mouton Rothschild på bordet.
Så kom én af de vine, som jeg havde glædet mig afsindigt meget til at smage igen, nemlig den røde fra Clos des Papes.
Tredje Grand Cru i træk … ikke ringe, og igen den fabelagtige unge vinmager fra Comte Armand; Benjamin Leroux. Jeg har tidligere smagt én af Benjamins egne vine, nemlig i form af 2009’eren Auxey Duresses Blanc, som bare var en super lækker hvidvin, som jeg godt gad, at jeg havde nogle flasker af.