Vi sluttede vinaftenen – som sådan en aften bør – med mere saft og kraft, nemlig med vinen Vigneti di Ravazzol Amarone della Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Ca’la Bionda, som meget passende ligger på adressen Via Bionda 4 et par hundrede meter nord for byen Valgatara di Marano centralt i Valpolicella.
Vingården blev grundlagt i 1902 af Pietro Castellani der var både en passioneret og dedikeret drueavler samt vinmager. I dag drives vingården af fjerde generation med de to brødre Alessandro og Nicola Castellani i front. Alessandro er hovedansvarlig for vinifikation og kælderarbejde, mens Nicola, der er uddannet agronom, har ansvaret for markerne.
De fortsætter med samme engagement og passion for arbejdet, som oldefar Pietro for mere end hundrede år siden. Alle faser af produktionen – det være sig dyrkning af kvalitetsdruer, høst, vinfremstilling, lagring og markedsføring udføres direkte af familien.
Særlig opmærksomhed og pleje gives til den vanskelige proces med druetørring eller ‘appassimento’, der er afgørende for fremstillingen af Recioto og Amarone, regionens mest ædle vine.
Ca’ La Bionda råder over 29 hektar vinmarker på bjergskråninger i en højde, der svinger mellem 150 og 300 meter over havets overflade og med en østlig eksponering.
Gården er for nylig blevet renoveret og ombygget. Kælderen er topmoderne, men tilgangen er på mange måder stærkt traditionel og noninterventionistisk, dvs. der anvendes ikke kulturgær og vinene hverken klares, filtreres eller stabiliseres. Ca’ la Bionda anvender udelukkende de lokale druesorter, dvs. Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.
Brødrene på Ca’ La Bionda lægger vægt på at lave vine med saftighed, relativt lyse bæraromaer og en meget ren frugtkarakter … næsten med en sart, lys og burgundisk frugtighed og en skøn syrespændstighed. Også vinenes farve er relativt lys. De benytter sig af store fade og arbejder 100% økologisk.
Denne Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella er lavet på 70% Corvina, 20% Corvinone og 10% Rondinella. Druerne kommer fra den stejle skråning Ravazzol, som er anerkendt som en af områdets fineste. De håndsorterede druer fra gamle planter – 50-70 år gamle – undergår gennem omkring 100 dage en apassimento naturale i åbne tørrefaciliteter og mister ca. 40% af deres vægt.
Derefter er vinen fermenteret i rustfri ståltanke ved meget lav temperatur, omkring 10-15 grader, hvilket kun er muligt ved, at det sker i løbet af vinteren. Derefter lagrer vinen i 36 måneder på helt nye 3.000 liter egefade, og efter flaskning lagrer vinen endnu 8 måneder inden frigivelsen.
Og hvilken herlig Amarone … her er jeg altså også bare solgt. I glasset virker vinen for det første ikke som en ærketypisk Amarone … men er langt klarere og tyndere. Næsen har dog en vis modenhed med mejeri, kærnemælk, kød, lette blommer, brombær, sure kirsebær, tobak, lidt blomster, chokolade og ristede mandler. Men minder ikke om typisk Veneto.
I munden er vinen blød med modne frugter, solbær, kirsebær … men ikke tung på nogen måder, mere let, frugtrig og elegant. Det er selvfølgelig ikke en let vin, men den virker på en eller anden måde let i udtrykket, selvom de modne frugter kan smages sammen med jern, mineraliteter og fine tanniner … mens vinen også trækker de for Amarone typiske 16% volumen i alkoholen. Det er virkeligt blødt … og forførende, må det rigtige ord være. Og hvem vil ikk’ forføres?
Hvem medbragte vinen: Jan
Jan havde vistnok købt den på vingården. Herhjemme forhandles den af VildMedVin, hvor den koster 445 kr.
Rating 6/7 
Fuck, FÅK og for helvede. Jeg var SÅ tæt på at gætte denne vin. Da jeg smagte den, så tænkte jeg NATIV … og spurgte Steffen, om han kendte vinhuset Nativ? Han så satans uskyldig ud, og jeg syntes måske også, at vinen var en tak sødere, så jeg gættede på noget amerikansk. Men det var sgu lige præcis vinen Eremo San Quirico fra Azienda Agricola Nativ i Campanien.
Med 4. Pinot Noir ramte vi endelig det europæiske fastland efter 3 x oversøisk Pinot, og her endda vaskeægte tysk Spätburgunder, nemlig topvinen Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som jeg sidste sommer havde med hjem fra ferien efter et stop hos vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder.
Som usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.
Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore … hvilket herligt navn og hvilken herlig vin, selvom den ikke følger det ellers ubevidst lagte Pinot Noir spor, men nærmest bliver et lille chassé trin i en smuk lancier. Det er dog også Barbera fra den allerbedste mark hos vinhuset Azienda Agricola Villa Giada Andrea Faccio, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
Sjovt nok havde jeg også valgt en Pinot Noir, som ikke var europæisk … endsige tysk. Helligbrøde fra en inkarneret Spätburgunder-dude. Skyldig! Vi har nemlig her fra i vinen Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir fra det sydafrikanske vinhus Stark-Condé Wines.
Næste vin … første af vinaftenens mange Pinot Noir vine. Denne Gran Terroir Pinot Noir kommer vinhuset Zorzal Wines i Argentina. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået Pinot Noir fra Argentina, men denne lille bandit overraskede totalt.
Efter boblende stikkelsbær hvad kunne så være mere naturligt end lidt orangevin … en vintype, som jeg ikke tidligere har berørt her på bloggen, men ellers er meget trendy. Det kunne selvfølgelig være fordi, at jeg ikke er speciel trendy, men det vælger jeg nu ikke at tro på.
Lidt udenfor min by sker der noget rigtigt spændende. Det startede for lidt over 4 år siden som en skør idé om at forvandle de bedste danske æbler til dessertvin i verdensklasse, men i dag er idéen blevet en succes, som bare breder sig. Vi snakker nemlig om Cold Hand Winery.
