2019 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandOg vi fortsatte sgu på samme mark … Große Lage marken Achkarren Schlossberg, for det er nemlig  Weingut Michels Achkarren Schlossberg Spätburgunder Großes Gewächs 2019.

Druerne er håndplukket i starten af september og strengt sorteret. Vinen er lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over 20 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på franske, burgundisk 228 liter barriques, hvoraf 60% er nye fade og den øvrige del brugt én gang tidligere.

Duftmæssigt er det en meget grøn, stilket, rank, stram og blæk’et vin, som lige suppleres af jern, syrlige kirsebær, hindbær, jordbær, røg, power, stenet mineralitet, egetræ og vanilje.

I munden er det også en grøn, kantet, meget rank og syrlig vin med en småbitter og mørkere frugt, meget stærk og intens med både en omgang kirsebær, jordbær, tranebær, nelliker, violer og nogle salte mineraler, ikke sådan easygoing eller nem, men kræver virkelig sin mand … eller lidt tid i kælderen. Houlberg er på 5-5,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 439 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder GG, Baden, TysklandDet er kun 2-3 uger siden, at jeg sidst smagte en vin fra Weingut Michel. Dengang var det 2019 Spätburgunder Alte Reben, men nu har Keeper steppet op med en fin Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder Großes Gewächs 2020.

Marken Achkarren Schlossberg ligger lige bag Michels vinhus op i 350 meters højde og har stejle stigninger på op til 60%. Husets vinstokke står plantet på meget ufremkommelige, stenede skråninger med vulkanske aflejringer, der frembringer vine med udtalt mineralitet.

Al høst er foregået ved håndkraft i slutningen af august måned, hvorefter druerne er selekteret i både mark og ved ankomsten til vineriet. Vinen spontangæres og lagrer herefter i 10 måneder på brugte barriques.

I næsen er det klart en varmere og diskret fadpræget vin, hvor duften er både sol, strand, meget let og blomstret suppleret med brunet smør, vanilje, mælkechokolade og kanel, men meget luftig, æterisk, mens frugten er fersken, pære, modne citroner, honning samt kalket mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen så let, så fin … igen pærer, æbler, lemon samt grape, har et godt bid i syren. Selvom vinen i duften er ret voluminøs, men det slår slet ikke igennem i smagen, som bare er så ren og uden den mindste sødme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 255 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Domaine Bernard Moreau, Saint-Aubin 1er Cru Sur Gamay, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Bernard Moreau, Saint-Aubin 1er Cru Sur Gamay, Bourgogne, FrankrigByggemødet fortsatte med et par hvidvine og den første var en burgundisk 2018 Saint-Aubin 1er Cru Sur Gamay fra Bernard Moreau et Fils.

Vinhuset ligger i Chassagne-Montrachet og er et af de gamle huse grundlagt helt tilbage i 1809 af Auguste Moreau.

Det ledes i dag af 4. generation i form af brødrene Alex og Benoît Morea samt far Bernard. De ejer selv 9 hektar vinmarker og driver derudover 5 hektar fra lejet jord. Deres bedste mark er den 0,35 hektar store 1er Cru mark  Les Grandes Rouchotes i Chassagne-Montrachet.

De fleste marker er opkøbt i 1930’erne af farfar Marcel Moreau. Faderen Bernard overtog selv driften i 1977, men i dag er det altså sønnerne, som forestår driften.

Alex har det primære ansvar for produktionen og han er vinuddannet i både Australien og New Zealand. Han lægger stor vægt på, at jorden og omgivelserne taler deres eget sprog i vinene, så han prøver så vidt muligt at dæmpe brugen af nye fade.

Dette medfører, at cirka 30% af gæringen foregår på ståltanke ved en temperatur lige under 20 grader. Den lave temperatur er med til at forlænge gæringen, hvilket trækker flere naturlige aromaer ud af druerne, som således ikke dæmpes eller ligefrem overdøves af for voldsom anvendelse af egetræsfad.

Denne hvide Bourgogne er en Saint-Aubin … altså fra baglandet af mere kendte Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet, men er et relativt køligt område. Her er det Chardonnay druer fra 1er Cru marken Sur Gamay, der er den højest beliggende 1er Cru mark i Saint-Aubin.

Efter høst presses druerne med det samme uden knusning og så sker gæring i egekar, men 30% i ståltanke. Efter endt fermentering er den så lagret samlet 16 måneder, heraf 12-13 på barriques, heraf 20% nye tønder.

I næsen er det total, smørfed, fadtung, fyldig og opulent Chardonnay, hvor der både er abrikos, fersken og pærer, godt med vanilje, kanel, mælkechokolade … en virkelig pirrende sødme, lidt stearinlys samt lemon. Men bliver bestemt glad, selvom den har virkelig godt med vamse-fad.

Smagsmæssigt er vinen dog knap så fed, men absolut cremet og blød med rene æbler – altså i modsætning til beskidte æbler – pærer samt en pæn bitterhed. Selvom den er ren og clean, så fornemmer man alligevel en olieret fornemmelse.

Købt hos H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2004 Pommery, Cuvée Louise, Champagne, Frankrig

2004 Pommery, Cuvée Louise, Champagne, FrankrigByggemødet startede helt behørigt med lidt bobler med denne 2004 Cuvée Louise fra champagnehuset Pommery, der ligger i  Reims.

 Pommery er et af de kendte, historiske champagnehuse, der reelt set først blev grundlagt i 1858.

Det skete ved Madame Pommery aka Louise Pommery aka Jeanne Alexandrine Louise Mélin overagelse af forretningen Pommery & Greno efter hendes mands død.

Hun frasolgte dog firmaets uld-forretning for udelukkende at satse på champagne. Det havde hun absolut flair for og hun stod bl.a. bag den mest revolutionerende udvikling, da hun i 1874 på Pommery var det første vinhus til at lancere den tørre Brut champagne … som alle andre producenter siden har taget til sig.

Louise Pommery stod også bag opførelsen af husets gigantiske vinkældre … et projekt hun igangsatte i 1868 og skulle blive det nok største byggeprojekt i Reims.

Franske og belgiske minearbejdere gravede 18 kilometer gange 30 meter under jorden med store hvælvede lofter og en 116 trin trappe derned fra det store vinslot, som hun også opførte. Lige siden Louise er Pommery vokset sig større og større, således det i dag omfatter 296 hektar vinmarker.

Pommery har ejerskab på en lang række af de kendte Grand Cru-marker, som fx Aÿ, Verzenay, Bouzy, Avize, Mailly-en-Champagne, Sillery og Cramant, hvorfra huset producerer en bred vifte af champagner.

På trods af Pommerys størrelse er domænet i modsætning til de fleste andre helt store Champagne-huse stadig familieejet. Når det så er sagt, var Pommery i perioden fra 1990-2002 ejet af det store LVMH-gruppe, som solgte det til den nuværende belgiske ejer Vranken, som også står bag Heidsieck og Charles Lafitte.

Siden 2017 har unge Clément Pierlot haft titlen som kældermester, efter at den mangeårige kældermester Thierry Gasco, der først blev ansvarlig for Vrankens aktiviteter i Californien, England og sidenhed gik på pension. Man laver fortsat vine, der rammer en virkelig bred smagspalet … ,måske i dag lidt mere rene i stilen og ikke helt så kommercielle som tidligere.

Denne 2004 Cuvée Louise er således lavet af Thierry Gasco og det er en champagne, der er lavet siden 1979 og lavet som en hyldest til Louise Pommery. Vinen kommer udelukkende fra særligt udvalgte plots på eftertragtede Grand Cru-marker i Avize, Cramant og Ay med en blanding af primært Chardonnay og en mindre del Pinot Noir og Pinot Meunier.

For sulan … det dufter da bare godt … meget moden duft, hvor frugten klart er pærer, fersken, citrus, kvæde samt godt med hvide blomster, estragon og egentlig meget ren og utrolig blid.

I munden er der er hurtigt og blidt brus … god mousse, meget blid samt afdæmpet med citron, meget rund og balanceret. Man mærker klart lidt kalkede mineraler, en strejf af lemon og grape. Det lyder måske en kende kedeligt, men det smager voldsomt godt. Det er vitterlig som om, at alt bare sidder, hvor det skal sidde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.195 kr., mens prisen er 995 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

Byggemøde 12. februar … med kongebemærkning

Det første byggemøde i 2022 startede allerede med godmodige drillerier inden vinaftenen overhovedet var kommet i gang. Denne aften var Keeper vært, men pga COVID-19 i hjemmet var aftenen så flyttet hjem til Jesper og på Keepers SMS reminder havde Brix svaret med en gul Thumbs Up.

Drillerierne skulle ikke blive mindre i købet af aftenen, specielt da nullermanden aka Wanna-be Lyngvild, Tånums svar på Otto Leisner aka Kim Schumachers uægte søn udtalte de klassiske  ord; Det er i hvert fald ikke en megadyr Bordeaux vin … om en lille 2006 Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé, der også klart var hele aftenens absolut dyreste vin.

Men ingen vi nåede så langt, så startede byggemødet fuldstændigt traditionelt og selvom vi grundet COVID-19 havde flyttet mødet til Jesper residens, så var det Keeper, som havde sørget for vinene og al maden. Så det var også Keeper, der langede os et glasset, da vi mødte frem spændte som flitsbuer.

I glasset var der lidt herligt bobler, som Keeper supplerede med lidt mundgodt … små toast med 38% cremefraiche, rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar og på den anden tallerken mundsmeltende fin serranoskinke. Mums.

Maden

Så var vi ligesom i gang og ingen længe blev vi også planket til bords, da Keeper havde forberedt en fantastisk middag til os … en rigtig 5-retters middag bestående af:

  • Appetizers; Serranoskinke samt toast med 38% cremefraiche, rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar
  • Forret; Rustik salat med dyrekølle, røget andebryst, nødder og sorte trøfler
  • Hovedret; Coq au vin
  • Dessert; Crème brûlée
  • Ekstra; Arla Unika oste

Sikke nogle dejlige retter … alt lavet selv og omfattede bl.a en drønlækker coq au vin, som vi sjovt nok ikke tidligere under vore byggemøder havde fået før. Lad os kigge lidt nærmere på alle retterne:

Serranoskinke samt toast med 38% cremefraiche, rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar

Sammen med den mousserende vin – som skulle vise sig at være en imposant 2004 Cuvée Louise fra champagnehuset Pommery – fik vi en lækker skinke købt hos Salling i Aarhuis … mundsmeltende, blød og smagfuld.

Keeper havde også lavet små toast med fed creme fraiche, tyndsnittede rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar. De smager bare monstergodt sammen med champagne.

Rustik salat med dyrekølle, røget andebryst, nødder og sorte trøfler

Forretten overraskende vist alle … en slags rustik salat med dyrekølle, som Keeper selv havde skudt, røget andebryst og så salat med bl.a. spinat, æbler og skiver sorte trøfler.

Coq au vin

Vi har sjovt nok aldrig før fået den klassiske og franske ret coq au vin ved vore byggemøder, men det er sgu bare en dejlig ret, som jo heller ikke koster alverden. Her havde Keeper lavet den totalt klassisk med både bacon, perleløg, gulerødder, røg …. dejligt.

Crème brûlée

Alle elsker crème brûlée … de fleste meget crème brûlée og denne var én af de store. Selvom jeg – igen – er på kur, så voldte denne pænt store dessert ingen problemer … jeg elsker crème brûlée.

Arla Unika oste

Senere på aftenen kom der også lidt ost på bordet … bl.a. er par gode Arla Unika oste som Gnalling og vistnok Ask, men også en brie samt en hårdost.

Vinene

På den vinøse front havde Keeper forberedt 11 vine … og sikke et flot felt med en række vine, der vil være utilgængeligt for almindelig dødelige mennesker, bl.a. en megadyr 2006 Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé, som Brix kaldte billig.

Der var i øvrigt delte meninger om netop den vin … måske mest grundet et prisskilte på den forkerte side af 5.000 kr. og samlet var det faktisk lidt et eksklusivt felt.

Samlet så det sådan her ud:

Hvor var der mange rigtige gode oplevelser. Jeg var en af dem, som bestemt synes ret godt om Mouton’en, men da også champagnen fra Pommery, de to vine fra Baettig og selvfølgelig altid Arzuaga, selvom de som altid har fået godt med hårdtbrændt fad.

Vi sluttede byggemødet – som én gang tidligere – med Stefano Accordinis Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto, som jeg da selv ikke er superfan af … men samlet blev det sgu et ret imponerende felt.

Ovenoverhar jeg selvfølgelig linket til mine anmeldelser og beskrivelser af alle vinene.

Konkurrencen

I vores blindsmagningskonkurrence blev det virkelig et tæt løb og selvom Brix’en burde få adskillige strafpoint for sin kommentar om, at Mouton’en smagt blindt i hvert fald ikke var en megadyr Bordeaux vin, så endte kampen med, at Jesper fik 15 point, Brix og jeg begge 14 point og Flemming 11 point.

2018 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigJeg tror, at jeg har sagt det tidligere … denne Riesling Vieilles Vignes fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack leverer bare varen hver eneste gang … selv i denne varmere årgang 2018.

Druerne til Riesling Vieilles Vignes kommer fra vinstokke omkring 40 år gamle. Riesling druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter en sortering placeres druerne i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Igen starter ballet med masser af nice petroleum, symaskineolie, fersken, pærer suppleret med et let tropisk aftryk, skal fra appelsin, timian, gule æbler, lidt blomster … og hvor hænger det altså bare rigtigt godt sammen.

Det smager også rigtigt godt … det kommer ikke sådan vildt afsted med masser af syre, men virker mere cremet og rund. Der er pænt med frugt og det er både grøn/gule æbler, pærer, fersken suppleret med kalkede mineraler … men her i 2018’eren er syren klart mindre og der er heller ikke hverken sure citroner og lemon, så dermed så mangler der simpelthen mere syre. Men fortsat en god vin.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Kabinett, Mosel, TysklandSidst jeg smagte en vin fra Weingut Axel Pauly var det en Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken 2019, men nu smager jeg atter vin fra samme mark … nu blot i årgang 2020 og med noget mere sødme i form af en Riesling Kabinett.

Lieserer Niederberg-Helden marken er klart en af husets bedste marker … den er meget stejl og sydvendt med jordbund af blå og grå skifer.

Efter høsten ligger druerne i en koldmaceration i 10 timer inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Gæring sker på ståltanke, hvor vinen efter endt fermentering også har lagret med ugentlig bâtonnage. Vinen har hele 35,5 gram restsukker pr. liter og en alkoholprocent på 8,5%.

I glasset er vinen meget lys … næsten helt som vand, men byder duftmæssigt en pænt tyk aroma af eksotisk frugt, mango, papaya, fersken, ananas, masser af blomster … måske endda lidt citroner, både med skal og saft.

I munden er vinen sød … sødere end jeg regnede med, men heldigvis er der også en vis syre, som gør at vinen aldrig bliver alt for sød. Der er tropisk frugt, modne æbler og pærer, en ganske lille mineralitet samt saftig eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, Frankrig

2020 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, FrankrigDenne Riesling Réserve fra Gustave Lorentz har jeg smagt før … sidst var det vist i en årgang 2017, men nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2020.

Lorentz familien, der nu i 7 generationer siden 1836 har drevet vinhuset Gustave Lorentz, har jeg skrevet om før … så det undlader jeg denne gang og ser bare nærmere på denne Riesling Réserve, der  er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim. Alle druer stammer fra deres egne marker og vinen er udelukkende vinificeret i temperaturstyrede ståltanke.

Hold da op … masser af grønne æbler, mango og citroner … alle presset godt sammen i blenderen. Det stikker måske ikke dybt, men suppleres til gengæld af masser af blomster, sødme, rundhed og en pæn venlighed, som gør denne vin approachable og sender søde tanker hen mod sommer … eller i det mindste forår.

I munden strammes der lidt op på tingene, for nu kommer der mere citroner, sure æbler og mineraler frem. Det gør noget godt for vinen, som dermed bliver både frisk, mindre rar … men langt mere præcis og vedkommende … uden at slippe en kæk sødme helt. Det gør så vinen likeable og venlig med en fin kant.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Bonne Tonne, Régnié Agath the Blues, Bourgogne, Frankrig

2020 Bonne Tonne, Régnié Agath the Blues, Bourgogne, FrankrigVi skal da igen smage en beaujolaisvin fra de øko-unge Thomas og Anne-Laure Grillet på Domaine de la Bonne Tonne i Morgon. Denne gang er det på druer fra den 0,56 hektar store mark i Régnie, hvorfra Thomas stammer.

Vinen er lavet med hele klaser, semi-maceration carbonique og gæring uden tilsætning af svovl i betonkar. Der anvendes alene vildgær. Selve lagringen sker i forholdsvis kort tid, en del på 500 liters tonneaux egetræsfade og resten i betontankene.

Duftmæssigt klart beaujolaisvin … kirsebær, blomster, let banan, blæk og luftighed. Man fornemmer, at foråret med blomsterknopper og lysegrønne blade er klar til at poppe op af glasset.

I munden er den en dejlig lys, saftig vin med en sødbitter frugt, kirsebær, hindbær og mirabeller … absolut Régnié lethed, feminin uden at være girlish og moderigtig. Der er sgu heller ikke mange tanniner og syren er også langt mindre syrlig end selv omgængelige kvinders tunge. Det gør selvfølgelig også vinen meget let at drikke, men fornøjelig er det sgu … og jeg er fan.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalI sidste uge smagte jeg vinen Reserva Branco fra det portugisiske vinhus Herdade Aldeia de Cima, så derfor skal vi da i denne uge smage den røde udgave … en 2018 Reserva Tinto.

Vinen er lavet på mix af 35% Trincadeira, 27% Alfrocheiro, 21% Alicante Bouschet og 17% Aragonez … og alle fra området Serra do Mendro ved Vidigueira.

Druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.  Efter gæring er vinen lagret – og nu bliver det kompliceret – samlet 20 måneder, hvoraf 22% af vinen har været 6 måneder i store ler amfora krukker, 21% har så været lagret 12 måneder på egefade brugt én gang før, 20% er lagret 4 måneder på Tinaja, som er en slags mindre lerkrukker, og endelig har 17% været lagret 6 måneder på Nico Velo krukker … også en slags lerkrukker.

Hvordan det puslespil er samlet ved jeg sgu ikke, men vinen er så endelig flasket i juni 2020 … samlet på 26.400 flasker.

I næsen er det en lidt rund, vamset og meget tiltrækkende aroma, hvor der både er en sød intensitet med mørke bær, skovbær, solbær, saftige kirsebær, blommer, lidt portvin, mørk bitter chokolade samt vanilje, saltkaramel og så virker den alligevel noget tør i stilen og har også masser af tørre krydderier samt lidt lakridskonfekt.

Smagsmæssigt en rund, kirsebærdrevet vin, hvor der er kirsebær, blommer og lidt figner, en lidt afrundet syre, noget bitterhed, træ, tørt træ, skovbund samt søde krydderier. Det giver en medium let og egentlig meget smagfuld vin med godt og rundt bid. Det er sådan en vin, som man på ferien godt kan drikke mange glas af.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 18,75€ … svarende til 139 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 132,50 € eller 987 kr., svarende til 165 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger