Tag-arkiv: Frankrig

2020 Calmel & Joseph, Caramany La Folie Douce, Roussillon, Frankrig

2020 Calmel & Joseph, Caramany La Folie Douce, Languedoc, FrankrigDe næste vine fra Calmel & Joseph var alle røde og den første var denne Caramany La Folie Douce 2020 lavet på 35% Syrah, 35% Carignan og 30% Grenache.

Caramany La Folie Douce er også fra Les Crus serien og her er druerne fra marker i omkring 242 meters højde i Caramany med udsigt til Agly-dæmningen og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne først afstilket, men ikke knust inden gæringen i åbne gæringskar over 4 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade anvendt to gange tidligere.

Duftmæssigt er der lidt rhôneagtige krydderier, en mørk og dyb frugt, tør frugt, brombær, sorte kirsebær, blåbær, enebær, lakrids, intens med lidt tørret kød, mørk bitter chokolade, nogle grønne urter, en stram syre og masser af tørt træ.

Smagen er en tak lysere … fortsat sorte kirsebær, blåbær samt hindbær og granatæbler, krydderier og urter, let peber, stringent, klar og syrlig i smagen, har markante tanniner … ren, krydret, stram og med bid. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Calmel & Joseph, Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc, Languedoc, Frankrig

2020 Calmel & Joseph, Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc, Languedoc, FrankrigÉt af de steder, hvor man får virkelig lækre vine for pengene er i Languedoc Roussillon og fx fra negociantfirmaet Calmel & Joseph, som jeg nu tester 5 vine fra. Jeg starter med denne hvide Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc i årgang 2020.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og de arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktion af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577 og oprindeligt tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler på gården.

De to ihærdige vinmagere producerer supplerende en del vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen og vi kender her fra vinbloggen vine under serierne Amstramgram, Villa Blanche, Les Effervescents, Les Terroirs, Les Crus og Les Cuvées Rares.

Calmel & Joseph har således specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon. Typisk er det på små vinerier og de har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Saint-Chinian anses – sammen med Provence – at være et af de ældste områder for vindyrkning i Frankrig. Det går helt tilbage til oldtiden og romerne satte også særlig pris på vinene, som blev eksporteret i amphoraer til hele middelhavsområdet.

Saint-Chinian er mest kendt for deres rødvine, men markerne ligger højt og deres terrior med meget stenet og forskelligartet jord, som er perfekt til produktion af hvidvine, som nu fx denne Saint-Chinian Les Crus.

Le Crus serien består samlet af 5 vine, nemlig 3 røde Caramany, Montpeyroux samt Terrasses du Larzac vine samt de to hvide med en Limoux samt denne Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc fra Les Crus serien.

Saint-Chinian Le Saint Festin Blanc er lavet på 40% Grenache Blanc, 30% Roussanne, 20% Vermentino og 10% Viognier høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Druerne er afstikket og presset uden udblødning. Herefter har vinen gæret ed 16 grader i 20 dage. Efterfølgende er vinen lagret 6 måneder i 50% i egefade, som har været anvendt én gang tidligere og 50% i betontanke.

Det er en særegen aroma … meget moden og småoxyderet frugt, melon, honningmelon, fersken, banan og kiwi, tørrede abrikoser, brunet smør og atter lidt sødere citronmåne, saltet havvand, godt med hvide blomster, pollen og nogle fyldige, svulstige fadnoter med en nærmest olieret linolie aroma samt sandeltræ.

Smagen er simpelthen lækker … moden, blød og man sipper næsten blomster, forår og saft fra fersken, tørret abrikos og oxydative noter, mandelsaft, saltvand og vanilje. Det er kompleks, en smule olieret og smooth … har vitterlig karakter. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Premier Cru La Comme, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Premier Cru La Comme, Bourgogne, FrankrigDomaine Louis Lequin et Fils’ Santenay Premier Cru La Comme er også en vin, som jeg har smagt før … ja faktisk har jeg smagt den i både årgang 2012 og 2016, men nu smager jeg vinen i årgang 2013.

Faktisk har jeg også smagt andre vine fra samme mark, bl.a. fra Madame Veuve Point samt Château de la Maltroye. Det er ikke den mest berømte af de 12 Premier Cru marker i Santenay, men blandt de bedste og ligger helt op til grænsen af Chassagne-Montrachet mod øst og Santenay marken Beauregard mod vest oven over Clos de Tavannes samt Les Gravières.

La Comme har en sydøstvendt hældning og en jord præget af grus, marl og kalksten, som bidrager til struktur og rigdom. Marken har sit navn La Comme fra det regionale ord Combe, da marken ligger i forlængelse af plateauet Combe d’Saint-Aubin.

Vinen er lavet med delvis afstilkning – altså både afstilkede druer og hele klaser – let presning, kold maceration i 6 dage og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller ved 32 grader over 12-15 dage med daglig pigage.

Efter endt fermentering knuses og presses druerne, hvor efter vinen så får lav at hvile 4 dage for at falde til ro. Derefter er vinen så lagret 10-12 måneder på Allier barriques, heraf 25% nye fade. Efter vinen så er flasket, lagres den 2 år i kælderen inden den endelig frigives.

Hvor sjovt … La Comme er som sidst ret urtet, grøn og næsten medicinsk med medicinkasse, hæfteplaster, meget æterisk, luftig, men virker meget rund, kompleks, blød, raffineret og sofistikeret. Der er igen syrlig skovbund, hindbær, tranebær, ribs, grønne blade, tørrede roser med lidt svage fadnoter af let kanel, vanilje med lettere sødme.

I munden er det en god rank, ren, syrlig og frisk bourgognevin … masser af ribs, hindbær, lyse umodne kirsebær, miraballer, noget lemonagtig bitterhed, godt med frugtsyre, sprællevende, grøn og rank med denne rette burgundiske grønne nerve. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay 1er Cru Le Passe-Temps, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay 1er Cru Le Passe-Temps, Bourgogne, FrankrigNår vi nu er i godt humør – godt burgundisk humør – så napper vi da bare endnu en Domaine Louis Lequin et Fils vin og det blev denne 2013 Santenay 1er Cru Le Passe-Temps.

Det er også en vin, som jeg har smagt før, nemlig i årgang 2012 og lavet på Pinot Noir druer fra én af de 12 Premier Cru marker i Santenay, nemlig marken Le Passe-Temps, der ligger i udkanten af Santenay.

Marken har fået sit pudsige navn Le Passe-Temps, som betyder tidsfordriv, fordi det var her i skellet mellem mark og husly i byen, at høstarbejderne plejede at hænge ud og se tiden an, når vejret tegnede usikkert. Skulle de fortsætte arbejdet eller gå tilbage til byen?

Vinen er lavet både med afstilkede druer og hele drueklaser, som først ligger i en kølig premaceration i 10 dage, hvorefter gæringen så sættes i gang over varer 15 dage. Gæringen er så sket ved relativ høj temperatur, da Lequin ønsker at udtrække mest mulig  intensitet og struktur fra drueskindet.  Vinen lagrer herefter i 10-12 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 20% nye fade.

Vi fortsætter i det høje gear … sikke dejlig, stringent, krisp, clean, æterisk, let, lys og klar aroma. Det er ribs, hindbær, rabarber, lyse kirsebær, mirabeller, laurbærblade samt læder. Vinen har nærmest noget støvet over sig og den grønne burgundske note. Den har denne friske, livlige og levende nerve præcis som 2012’eren, slutterlig med lidt fadagtig træsødme.

Den smager også godt … måske endda en kende mere syrlig end netop 2012’eren. Der er let syrlig og bitter frugt, syrlige kirsebær, ribs og tranebær, lemon- og citronagtig syre, som får tæerne til at vibrere. Det er vildt grønt, urtet, syrligt … streng, uforsonlig, stram samt småvild … skriger nærmest på mad. Tanninerne er lige så vilde og ubarmhjertige, sætter sig på tænder og på gummer, men det gør vinen rigtigt godt. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigJamen, hvorfor så ikke også smage Santenay Vieilles Vignes fra Domaine Louis Lequin et Fils i en årgang tidligere, altså i en årgang 2013.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2014’eren, altså på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay.

Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration samt 15 dages gæring ved relativ høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade.

Duftmæssigt minder vinen en del om 2014’eren … andet havde nok også været mærkelig, men her er fagpræget større og træet en tak tydeligere. Frugten er fortsat ribs, hindbær, rabarber, lyse kirsebær og igen noget garvet læder, meget svagt lidt vanilje og konfekt … ellers blomster og mineraler.

I munden er vinen også en tak rundere … mere kirsebærpræget, fortsat med hindbær, ribs og tranebær, en lille snert af granatæbler, en moden, lys og stringent syre, igen lidt lemon bitterhed og denne grønne burgundiske kant. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., men kan fås til 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Louis Lequin et Fils er efterhånden ret kendt her på vinbloggen og denne Santenay Vieilles Vignes har jeg også smagt tidligere i årgang 2018 … nu smager jeg 2014’eren.

Vinen er lavet på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration og 15 dages gæring ved relativ høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade.

Hvor er det clean … herlig lys og frisk, let modne og alligevel syrlig frugt af hindbær, rabarber, kirsebær, læder, tørrede blomster samt en stenet mineralitet og lakrids.

Hvor smager den godt … lys, let og med moden frugt … igen kirsebær, ribs, hindbær med en rank og slank saftighed, der medbringer en lille sødme samt knastørre tanniner og en let grape bitterhed. Hvor er det godt, syrlig og stringent og alderen kan nærmest slet ikke mærkes. Hvor jeg dog trængte til sådan et glas. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNår man smager Jean-Louis Chave vin, så forstår man godt, at manden kaldes kongen af Hermitage. Selv vinene under hans billigere negotiant brand Jean-Louis Chave Selection er fantastiske, som nu denne 2020 Mon Coeur Côtes-du-Rhône.

Jeg har jo skrevet om Chave før her på bloggen, bl.a.jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017 og senere årgang 2010 i januar 2019. Men her er denne Mon Coeur Côtes-du-Rhône altså lavet med opkøbte druer fra vinavlere, der arbejder ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.

Projektet Mon Coeur startede med første årgang 1998 ud fra den simple idé at udvælge domainer fra Côtes du Rhône appellationen, som arbejdede ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.

Druerne vinificeres dog fortsat på de respektive domainer og lagringen fortsætter hos Chave på hovedgaden i den lille by Mauves syd for Tournon, hvor de forskellige domainers vin holdes separat i enten store egefade eller cementtanke i 12-18 måneder for netop at kunne foretage blandingen uden at ofre de enkelte cuvéers forskellighed.

Her er det et blend af 60% Grenache, 30% Syrah og så 10% Mourvèdre og Cinsault, hvor det er Syrah fra højt og relativt nordligt beliggende marker i Vinsobres, Grenache fra Cairanne og nordlige del af Rasteau. I dag er der dog efterhånden en stor andel af druer fra egne marker, så helt negotiant er det faktisk ikke længere.

Her blev vinen smagt sammen med Østergade 1’s hovedret i Set Menu for december … Canette med puré, svampe og sauce.

Hvor er det duftmæssigt en vild og samtidig elegant Côtes-du-Rhône, som har lidt touch af englestøv fra det nordlige Rhône af sorte oliven, blæk med en lækker flæsket aroma. Der er mørke bær, brombær, Amarena-kirsebærsauce, krydderurter, kanel samt finsk lakrids.

Smagen er i samme boldgade … kraftig, mørk og omfavnende, men alligevel med en knytnæveelegance lige dér, hvor man rammer bedst og lammende. Det er så rundt og behageligt samtidig, har lidt peber, de mørke bær med solbær, brombær og sorte kirsebær og virker nærmest saftig, velsmurt og vinøs glat. Lækkerheder. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. André Clouet, Grande Reserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. André Clouet, Grande Reserve Brut, Champagne, FrankrigØstergade 1’s december Set Menu er ret fantastisk og består af 5 serveringer startende med lidt caviar i en lillebitte tærte, der bl.a. er lavet med lidt blæk og så dertil fik vi et glas af denne skønne Grande Reserve Brut fra champagnehuset André Clouet.

Det er et familiedrevet champagnehus, der i dag drives af Jean-François Clouet og har en historie helt tilbage fra 1741. Det ligger ved Bouzy, der måske er en af Champagnes mest eksklusive af Grand Cru kommuner.

Familiens marker ligger lige ved siden af Bollingers to berømte monopolmarker, der danner grundlag for den legendariske Bollinger Vieilles Vignes Francaises. Totalt råder man over 8 hektar vinmarker alle beliggende i Bouzy.

André Clouet laver rige og generøse champagner med en bred frugtfylde og storladen Pinot Noir smag. Flere Clouet champagner er produceret udelukkende på Pinot Noir, da netop Bouzy er kendt for at have de ideelle vækstbetingelser for denne ellers så vanskelige drue.

Denne Grande Reserve Brut er lavet på 100% Pinot Noir, hvor basisvinen er lavet i små rustfri stålkar ved kontrolleret temperatur på 16-18 grader. Når den malolaktiske gæring i samme kar afsluttes og før flaskningen, så blandes vinen med med lidt reservevin fra flere årgange og en lille del lagret på egefade. Så lagres champagnen på flasker i minimum 36 måneder sur lie før manuel degorgering.

Duftmæssigt fik jeg noteret noget toast, nødder samt en meget ren frugt af modne æbler, pærer og honningmelon, en animalsk mødding og så nogle papkasser samt et snert af spidskommen.

Smagen og boblerne er egentlig cremet med æblenote, pærer og abrikos samt venlige, mineralske elementer, en let sødme og virker samtidig en smule nøddet. Dejlig champagne. 92 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Sigurd Müller Vinhandel og koster omkring 375 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Alary, L'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi sluttede med denne l’Estévenas Cairanne fra Domaine Alary og det var en vin, hvor jeg klart smagte noget Syrah fra Rhône, men det er nu også en vin, som jeg har smagt tidligere i år blot i årgang 2019, mens dette var årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Nu er det en gammel offset trykker, der har løftet halen, for nu kommer der masser blæk og svedig animalsk svedighed med flæsk, krølfedt, mejeri, sorte oliven og tør engelsk lakrids. Frugten er også kølig og kraftig med blåbær, brombær og hindbær, der næsten er opulent og på vej til at blive småvammel. Det suppleres af lidt tørrede blomster, knuste sten og fadnoter af vanilje og lidt chokolade.

I munden er vinen – som 2019’eren – kraftig med både en pæn portion sødme, men også nogle tørre elementer som engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, tjære samt en plade af bitter chokolade. Frugten er sort, kirsebær, hindbær, blommer, mens tanninerne er klare og tætte. Det er en kødfuld og tør vin med en maskulin kraft. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, Frankrig

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, FrankrigDenne Le Fruité fra Pierre-Henri Cosyns er næsten en naturvin på biodynamisk druer fra Côtes de Bourg på højre side af Gironde floden i Bordeaux og var svær at gætte, selvom jeg faktisk var inde på, at det smagte lidt af Merlot.

Men det gættede jeg dog ikke på, men det er også en svær vin i en blindsmagning, for den er fra et ganske lille vinhus, der ligger i Teuillac under Côtes de Bourg appellation appellationen. Vi er dog i Bordeaux og vinfirmaet hedder Cosyns Seas og omfatter driften af Château Grand Launay, men også vine under brands som Château  Haut Lorettes, Château Lion Noir, Château Canterane le Pin Franc samt en række vine under Pierre-Henri Cosyns navnet.

Pierre-Henri Cosyns er da også vinmager og 3. generation på familiens vingård. Han overtog driften i 2007 og det første han gjorde, var at omlægge hele driften til biodynamisk avl og fortsatte endda – som første i området – med at lave vinene uden tilsætning af svovl.

 Côtes de Bourg er absolut heller ikke den mest kendte region i Bordeaux. Den er beliggende over for langt mere kendte Margaux lige på den anden side af Gironde-floden, men der laves dog fine og  glimrende bordeauxvine her … især til prisen.

Denne 2018 Le Fruité er lavet på 70% Merlot samt 30% Malbec, som er dyrket biodynamisk og i vinkælderen gæret på naturlig vis og vinificeret uden tilsætning af svovl.

Nu er der sgu møj under skoene … animalsk, landlig og svedig med en mørk landlighed, syrlig mødding og en smule behåret. Det stinker af øko-børge med saltlakrids, sorte blommer, lidt brombær … men også svagt fadpræg af lidt bitter chokolade, røg og tobak.

I munden er vinen dog ikke helt så fed og powerfuld, men har noget peber, grønne urter og virker lidt blå i smagen, hvis I forstår? Frugten er hindbær, brombær og blommer, der er lidt bitterhed, tydelige tanniner og okay eftersmag. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  half_thumb