Gastronomé i Århus drives af de to århusianske kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen, der siden 2004 med stor succes har drevet gourmetrestauranten Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg i Mårslet. Nu er de rykket ind i Århus centrum med deres gourmetrestaurant, som jo netop i år har fået en stjerne i Michelin Guiden.
Jeres flittige vinblogger har nu – i videnskabens tjeneste – besøgt Gastronomé for at tjekke, om den Michelin stjerne nu også er fortjent, men selvfølgelig også for at undersøge, om en Michelin restaurant serverer ordentlig vin. Det er jo en vinblog! Vi havde samlet et crew på alt 11 personer og bestilt plads på restauranten samt Fuld Gas inkl. vinmenu … og det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Men vi havde også – naturligvis – bestilt bord på S’vinbar til en let opvarmning på stedet.
Afgang til Århus med tog … og til turen havde jeg – som på sidste tur til Århus – bidraget til festen ved at medbringe en flaske, som vi meget passende kunne dele i toget … sådan varme ganerne lidt op til S’vinbar, som netop denne dag havde Riesling Week, en stor Riesling smagning, som dog ville være færdig, inden vi ville nå den charmerende vinbar.
Jeg havde valgt en flaske 2013 Riesling Pettenthal *** fra Weingut Georg Gustav Huff i Rheinhessen, og møjsomt endda købt en stak plastikkrus af mærket Seven Eleven fra DSB kiosken, som åbenlyst ikke længere er en traditionel kiosk. Det betød dog, at der var en lille skvis plastikkrus Riesling til alle … ikke meget, men nok til i passende stemning at sende os i retning mod Århus.
S’vinbar … byens bedste vinbar, som suverænt styres af Sabina inkl. staff nåede vi snart, og fik os bænket på de reserverede pladser. Pigerne var stemt for lidt rosé og mændene for lidt Riesling, da der nu engang var Riesling Week på vinbaren. Så vi bestilte en flaske af hver, først en flaske pivfræk Pornfelder … en rosé lavet på Portugieser og Dornfelder samt en flaske 2012 Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein.
Vi havde den søde Karina som værtinde, og hun sørgede for perfekt temperering af vinene. Og hvor er de altså dygtige og imødekommende de to piger, som begge er sommelier … så klart et af de bedste steder i Århus. Sådan er det bare. Stemningen er bare så hyggelig og uformel, mens kompetencen på det vinøse er helt i top. Her får du vine med kant – hvis du er til det – eller vine, som bare passer til, hvad du bedst ka’ li’. S’vinbar har det hele.
Denne aften valgte vi helt straight forward uden kant, nemlig vinene:
Som nævnt havde S’vinbar netop haft Riesling smagning … ja faktisk var den sluttet kun en halv times tid før vi ankom, så der var enkelte flasker i overskud, som kunne købes, bl.a. lidt Thanisch og den eminente Egon Müller. Fristende af helvede til … men vi holdte os til de bestilte vine … vi skulle jo snart videre til Gastronomé.
Gert havde med usvigelig og nøjagtig sikkerhed regnet ud, at der var 6 minutters gang fra S’vinbar til Gastronomé, så præcis 18.39 satte vi kurs med den nyligt Michelin-kårede restaurant, hvor vi blev pænt taget imod og anbragt i kælderen, hvor der allerede var gjort hyggeligt klar til os, og med Max H inkl. følge direkte ankommet, så var sjakket helt og festen kunne begynde … so to speak.
Menukortet byder på 3 muligheder; halv gas, fuld gas eller Chef’s Table. Vi havde valgt at give den fuld gas, hvilket betyder 8 retter og samtidig selvfølgelig fuld vinmenu, altså vinene tilpasset hver ret. Sådan skal det være … skal der være gas, så skal det være fuld gas. Intet mindre, selvom vi dog sprang en velkomst med mousserende vin og snack over. Vi tænkte, at med 4 vine i bagagen allerede og 8 i vente, så måtte vi vise en vis afholdenhed.
Menuen for aftenen inkl. de ventende vine så sådan her ud:
Som de kvikke bloglæser måske allerede har observeret, så ventede der dog ikke 8 vine … men alene 7. Det var dog til at leve med, da menukortet så rigtigt spændende ud. Vi startede med en amuse … det som på rigsdansk hedder en appetizer. Faktisk findes ordet amuse ikke i den danske ordbog … men på engelsk betyder det jo at skabe opmærksomhed … så vi fik lige opmærksomheden skærpet med denne lille ting.
Amuse: Pighvar-tatar pakket i rødbede med safranolie, gule sennepsfrø og rød skovsyre
Smukt og amusing … vinmæssigt bakket op af en Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie fra vinhuset Vignobles Chéneau … en vin, som også skulle nydes til den efterfølgende ret. Derudover – og måske endda vigtigere – så blev retten også understøttet af 3 forskellige hjemmelavede brød og et lidt forskellig smør, hvoraf den ene var lavet på brunet smør.
Torskekæber – æggeblomme – agurk – silderogn fra Skagen
Første ret ud af aftenens 8 retter, og imponerende flot i anretning. Smagte rigtigt meget af agurk … og jeg synes nok, at agurken totalt overtog smagsindtrykkene. Fedme og aromaen af lidt nødder fra vinen passede dog fint til retten. Men denne ret var jeg bestemt ikke oppe at ringe over.
Havtaske – blomkål – ærter – chokonibs
Videre til næste ret – havtaske med blomkål, ærter og chokonibs … hvor sidstnævnte faktisk gav fin kant på retten. Igen smukt anrettet, selvom jeg fortsat ikke forstår, hvorfor maden skal ligge helt ude i siden af tallerken. Har efterhånden set det mange steder … og selvom det helt sikkert er moderne, så forstyrrer det sgu … men WTF jeg er jo også lidt gammeldags.
Til retten fik vi lidt syre med en Sauvignon Blanc fra Klein Constantia … okay, uden at imponere. Lidt et kedeligt valg, hvis jeg skal sige min ærlige mening.
Hjertemuslinger – majs – caviar
Smuk og stringent anrettet … og som foregående ret med lidt skum på toppen, pænt suppleret af en skare af tjenere med små kobbergryder. Jeg elsker muslinger, så dette var bestemt en ret for mig … dog er jeg satans træt af majs, hvilket så trækker den anden vej. Mener også, at der var en smule popcorn på toppen. Dét mener jeg til gengæld ikke hører hjemme i en ret.
Vinmæssigt røg vi dog lidt op i niveau, nemlig med en ganske elskelig VVV Valleys Douro White fra vinhuset Quinta Vale D. Maria, som jeg tidligere har smagt fantastisk vin fra … og skrevet om her på bloggen. Det 3 V’er henviser i øvrigt til de 3 dale, hvorfra druerne til vinen kommer … og alle lokale druesorter fra Douro området.
Hvide asparges – brunet smør – pecannød
I mine øjne aftenen bedste ret … elsker hvide asparges og her blev de på bedste vis akkompagneret af brunet smør, pecannødder og andet godt. Kan ikke huske de andre ingredienser, men det smagte altså herregodt. Vinmæssigt helt korrekt – næsten efter forskrifterne – suppleret med godt Muscat og selvfølgelig fra Alsace. Sådan skal det være. Klasse.
Duroc nakke – persillerod – sennep – gryn
Duroc nakke … nu dukker Duroc grisen sgu op igen. På Fusion i Ålborg fik vi svinebryst fra en Duroc gris, og nu dukker denne lille gris sgu minsandten op igen. Duroc-svin er en amerikansk svinerace … en slags basisrace, som benyttes til krydsninger indenfor svineavl. Duroc grise er rødbrune, muskuløse og har nedadstående ører og med et roligt temperament.
Det rolige passer også til denne ret … stegt/braiseret ala slow food … helt fuldstændig mørt sammen med persillerod, sennep, gryn samt en lille tallerkensmække på toppen. Ganske okay samt med god kraft. Vinen passede fint, den vel efterhånden noget kendte Petalos del Bierzo fra den spanske storchamøre Alvaro Palacios. Den har vi smagt en del gange … fik den bl.a. til hovedretten på Mefisto, også i denne 2012 årgang.
Kalvemørbrad – hale – ramsløg – fermenteret hvidløg
En lidt mere traditionel ret … kalvemørbrad, som var sindssyg mør. Fint tilbehør og lækkert med de fermenterede hvidløg i kombi med ramsløg, selvom den gode Hr. Hansen – som har det lidt svært med hvidløg – havde sit besvær. Men det smagte bestemt godt, selvom det måske ikke var verdenens mest innovative ret. Igen kom de små kobbergryder i spil til saucen.
Retten blev fint akkompagneret med god Rhône vin … der går man sgu aldrig helt galt, og denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra Domaine Fond Croze var bestemt i orden og samtidig en vin, som jeg aldrig tidligere havde smagt.
Appelsin – kumquats -tonkabønne
Ret nr. 7 … så var vi nået desserten, eller i hvert fald 1 af slagsen … lidt syrlig appelsin, skal fra kumquat og så tonkabønner. Ovenpå lidt sprød gitter af noget sukker af en slags. Tonkabønne … den var jeg sgu ikke lidt helt spids på. Hvad fanden er det for en størrelse? Den bruges åbenbart som en ingrediens i parfumer, men kan – heldigvis – altså også spises og bruges typisk i stedet for vanilje.
Tonkabønnen er lykkebringende og det forlyder, at hvisker du dit højeste ønske til tonkabønnen, kaster den på jorden og træder på den, så går det i opfyldelse. Måske skulle kokkene ha’ gjort dette i stedet, for retten var syrlig og sagde ikke mig alverden. Det gjorde det ikke bedre, at der ikke var vin til retten, men en underlig kok te … lavet på grøn og sort te. Arghhhhh.
Rabarber – skovmærke – brændt hvid chokolade
Vi sluttede med lidt is … det kan jo ikke gå helt galt, her sammen med lidt rabarber og knas samt brændt hvid chokolade. Det var en fin afslutning, igen dog uden helt at dupere mig. Vi fik lidt sødt og hvidt italiensk, en Passito Monastero Bianco fra vinhuset Azienda Agricola Monte del Frà .. en lidt kedelig sherryagtig sag.
Samlet kom listen af vine til at se sådan her ud:
- 2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, Frankrig
- 2014 Klein Constantia, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika
- 2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, Portugal
- 2011 Henry Fuchs et Fils, Muscat, Alsace, Frankrig
- 2012 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo, Bierzo, Spanien
- 2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, Frankrig
- 2013 Monte del Frà, Passito Monastero Bianco, Veneto, Italien
Der er selvfølgelig links til beskrivelser og anmeldelser af vinene – både fra S’vinbar og Gastronomé.
Konklusion
Gastronomé var en dejlig oplevelse … men i forhold til mine forventninger, så er jeg måske en anelse skuffet. Havde forestillet mig, at en Michelin restaurant var mere innovativ og retterne mere spændende. Og selvom servicen var helt i top, så gik jeg alligevel fra restauranten uden det forventede WAUW. Det var en stabil præstation, men uden at imponere.
Skal jeg sammenligne med min bedste restaurantoplevelse … gourmetaften på Bryghuset Vendia i Hjørring, så ligger Gastronomé – i mine øjne – en del lavere end Vendia, som imidlertid ikke har Michelin-stjerne. Der er maden mere innovativ, smagsoplevelsen større og vinvalget også mere udfordrende og kantet. Men sådan er der jo så meget. Vi blev mætte, fik en god oplevelse og habile vine.
Vi slutter selvfølgelig med et par stemningsfotos fra aftenen:
Vi hygger os på S’vinbar … her med Riesling i glasset. Riesling Rules
Min dejlige ægteviv
Her har vi sat os til bords på Gastronomé og er klar til kamp
Der er vine alle vegne i kælderen på Gastronomé … man kan nærmest kalde det en vinkælder
God stemning i kælderen på Gastronomé
Mere stemning
En god aften på Gastronomé er slut … godnat og sov godt
Den smukke solslot har været i familien Chéneaus eje siden 1919, men familien har været vinbønder i langt længere tid, ja faktisk siden 1768. I dag drives vinhuset således da også af 9. generation i form af brødrene Christophe og Maxime Chéneau.
Sidste vin på S’vinbar blev en charmerende spanioler … Albariño Tabla de Sumar fra Rías Baixas vinområdet i det nordvestlige Spanien. Vinhuset hedder Bodega Compañía de Vinos Tricó og ligger i Salvaterra de Miño tæt på byen Vigo i Pontevedra helt ud mod kysten.
We Love Riesling og hvad er bedre end Riesling til Riesling Week? Her har vi en af slagsen fra et af de bedste steder for Riesling i vort sydlige broderland, nemlig Mosel. Vi har fat i en Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein, som hører til blandt nogle af de bedste producenter i området.
På S’vinbar startede vi frækt, syndigt og lyserødt med en Pornfelder Rosé … og denne uartige, lille sag med to halvnøgne fruentimmere på etiketten kommer fra Weingut Lukas Krauß, en frisk, ung vinmager, som kalder sig Mann Mit Hut, fordi han altid render rundt med en gammel hat.
For en måneds tid siden smagte jeg lidt Riesling fra Weingut Spreitzer, som holder til ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Nu er vi igen i byen og med endnu en Riesling, blot fra Weingut Eser … eller Weingut H.T. Eser, som de også hedder.
Faldt forleden over denne Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, en vin under appellationen Friuli Isonzo DOC i vinområdet Friuli-Venezia Giulia, som jo ligger i den øverste og østligste del af Italien, klemt op imod Østrig mod nord og grænsen til Slovenien mod øst. Vinhuset kaldes I Feudi di Romans, men hedder rettelig Azienda Agricola Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr.
Vi sluttede vinaftenen – som sådan en aften bør – med mere saft og kraft, nemlig med vinen Vigneti di Ravazzol Amarone della Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Ca’la Bionda, som meget passende ligger på adressen Via Bionda 4 et par hundrede meter nord for byen Valgatara di Marano centralt i Valpolicella.
Fuck, FÅK og for helvede. Jeg var SÅ tæt på at gætte denne vin. Da jeg smagte den, så tænkte jeg NATIV … og spurgte Steffen, om han kendte vinhuset Nativ? Han så satans uskyldig ud, og jeg syntes måske også, at vinen var en tak sødere, så jeg gættede på noget amerikansk. Men det var sgu lige præcis vinen Eremo San Quirico fra Azienda Agricola Nativ i Campanien.
Med 4. Pinot Noir ramte vi endelig det europæiske fastland efter 3 x oversøisk Pinot, og her endda vaskeægte tysk Spätburgunder, nemlig topvinen Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som jeg sidste sommer havde med hjem fra ferien efter et stop hos vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder.