Tag-arkiv: sauvignon blanc

Sauvignon Blanc er en hvid druesort, som stammer fra det vestlige Frankrig, men nu med succes dyrkes i det meste af verden. Druen er oprindelig forbundet med Loire, men stammer mest sandsynligt fra Bordeaux, hvor den typisk blandes med Semillon.

I dag er der sket et skifte, således Sauvignon Blanc nærmest har fået sin højborg på New Zealand, hvor druen specielt i Marlborough på spidsen af sydøen af New Zealand står bag friske, sprøde vine og i 2015 tegnede vine på Sauvignon Blanc sig for omkring 85% af New Zealands samlede vineksport.

Sauvignon Blanc er meget ligefrem … og meget karakteristisk, hvor de klassiske Sauvignon Blanc aromaer typisk er græs, solbærblade,  brændenælder, asparges, grønne æbler og stikkelsbær til mere tertiære noter som kattepis og geværflint.

Særligt aromaer med flint –  kendt som pierre à fusil – kendes typisk fra vinene fra Pouilly-Fumé,  hvor noterne stammer fra den ret høje andel af flint i den kalkholdige jord. Den effekt er endda så udtalt, at Sauvignon Blanc engang var kendt som Blanc Fumé – den røgfyldte hvide – i denne del af Loire.

Sauvignon Blanc kan også indgå i blandinger og modtage fadlagring, fx sammen med Sémillon i hvid Bordeaux.

Sauvignon Blanc har en relativ robust, kraftig vinstok, som let tilpasser sig forskellige klimaer og er nem at dyrke. Den modner tidligt, hvilket gør den velegnet til køligere klimaer, har en naturlig høj syre, som altid giver friske vine.

Selvom det kan virke underligt, så har Sauvignon Blanc meget til fælles med mørke Cabernet Sauvignon … ikke kun i oprindelse og navn. De er genetisk beslægtede, da Sauvignon Blanc blev krydset med Cabernet Franc i 1600-tallet, hvorved man fremavlede Cabernet Sauvignon.

Begge druer har da også nogle fællestræk, bl.a. god produktivitet, giver nogle tætte klaser og man kan også finde samme dufte af grøn peber og asparges i begge vine … samme methoxypyraziner aka en slags kemiske forbindelser, der producerer lugte.

Uden for Frankrig og New Zealand har sorten været relativt vellykket i regioner i den nye verden som Californien, Chile og Sydafrika. Selv i Australien kan Sauvignon Blanc trives i de køligere kystområder i syd.

I Europa producerer de også lækre Sauvignon Blanc  vine på de kølige, solrige, alpine skråninger af Alto Adige samt i Friuli i det nordlige Italien.

 

2012 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

Lidt update fra weekenden, som bl.a. bød op denne Herringbone Hills Sauvignon Blanc fra vinhuset Winegrowers of ARA.

Winegrowers of Ara, som består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper.

Ara ligger i det berømte Marlborough-område i New Zealand, og huset har i dag 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord, så er der basis for fremtidig udvidelse.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand.

Umiddelbart er klimaet mildt med lange solrige dage, men om aftenen sænker køligheden fra havet sig, hvilket er med til at give vinen en frisk syre og sprødhed. Jordbunden består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Herringbone Hills er en geologisk formation, der ligger lige op til Aras vinmarker. I midten af nogle bakker løb tidligere en flod, som nu har boret sig ned i jorden. Med bakkeformationer på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster – og deraf navnet på denne serie af vine.

Druerne til denne Sauvignon Blanc kommer fra én enkelt vinmark, beliggende i de dale syd for Marlborough, hvor floderne Wairau og Waihopai mødes. Mosten gæres ud ved 12-14 grader, hvorefter vinen ligger med bærmen i to måneder, før den omstikkes, filtreres og aftappes.

Duftmæssig lidt en sjov størrelse med hindbær-vingummi-bamser, hyld, ananas, citrus, nødder og sødme … virker faktisk mere sød end forventelig. Er overraskende nok heller ikke sprød eller frisk i smagen, mere sådan lidt medium i friskhed med let syre. Dermed bliver vinen en smule flad … hvilket sammen med et krydret touch gør vinen … ja, vel nærmest lidt kedelig. New Zealand er ellers fantastiske til at lave sprøde Sauvignon Blanc vine, men denne synes jeg ikke lever op til forventningerne.

Købt hos Vinspecialisten, pris 85 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2012 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Steirische Klassik, Südoststeiermark, Østrig

2012 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Steirische Klassik, Südoststeiermark, ØstrigI det nederste østlige hjørne af Østrig … tæt på Slovenien … i området Südoststeiermark i Styria, tæt på byen Straden i et bakket landskab med filmisk morgentåge i dalene finder vi vinhuset Weingut Neumeister, som står bag denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik, som jeg onsdag aften nød med gode venner under den overdækkede terrasse.

Weingut Neumeister er grundlagt tilbage i 1971, hvor vingården blev købt fra staten af Rupert Christie, men det er nu svigersønnen Albert Neumeister, som siden 1981 sammen med hustruen Anna Christie har ejet og drevet ejendommen. I dag er det dog sønnerne Christoph and Matthias Neumeister, som varetager den daglige ledelse og produktionen af omkring 210.000 flasker vin årligt.

De ejer selv omkring 24 hektar vinmarker og har derudover kontrakter på druer fra yderligere 16 hektar fra andre vinbønder i området. Deres bedste marker har de opdelt i to kategorier, nemlig Große STK og Erste STK. STK er kvalitetsmærke, som indikerer enkeltmarker af høj kvalitet, og det er et kvalitetsmærke som man deler med Gross, Lackner-Tinnacher, Neumeister, Erich & Walter Polz, Sattlerhof, Tement, Winkler-Hermaden, Hannes Sabathi, Maitz og Erwin Sabathi.

Hos Neumeister er markerne Moarfeitl på 2,9 hektar og Saziani på 5,8 hektar Große STK, mens markerne Klausen på 8,0 hektar og Steintal på 1,4 hektar er Erste STK. De øvrige marker Buchberg, Silberberg, Rosenberg og Waasen på i alt 5,9 hektar er uden kvalitetsmærket. STK står i øvrigt for Steirische Terroir- und Klassikweingüter … så er den vist sat på plads.

Der produceres primært hvidvin på Neumeister, ca. 88% af produktionen er hvidvin, og på markerne dyrkes sorterne Sauvignon Blanc, Welschriesling, Morillon, Weissburgunder, Gelber Muskateller, Grauburgunder, Traminer samt de røde Zweigelt, Pinot Noir, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Jordbunden i Südsteiermark er lige så forskellig som druesorterne. Fra sandsten og skiffer, til mergel og kalksten. Klimaet er middelhavsagtigt, hvilket giver en lang og stabil vækstsæson, men de kolde nætter udvikler frugtens aromaer, kompleksitet og syre. Området er ligeledes kendt for at deres “klapotetz” … en vindmølle lavet af træ, der rytmisk laver klappelyde, som skræmmer fuglene væk fra vinmarkerne.

Denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik er husets entry-level Sauvignon Blanc. Druerne kommer fra de marker, som ikke er klassificeret som STK marker. Vinen er vinificeret i rustfrit stål og skal helst nydes indenfor 3 år efter aftapning. Det klarer vi også.

Duftmæssigt fanger jeg hø, hyldeblomst, citrus, muskat, mineralitet, tørrede urter, jord, grønne noter og lidt asparges? Smagen er let krydret, modne æbler, tropisk frugt … rund og tør, måske ikke helt så frisk og sprød, som jeg håbet. Ikke at vinen virker flad, men havde den bare haft mere sprødhed, så havde den sgu været hjemme.

Købt hos Gourmondo i Tyskland, pris 13,90€ … eller ca. 104 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, Tyskland

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, TysklandNoch ein tysk vin, en Cuvée S fra et lille joint venture projekt mellem vinmageren Oliver Zeter, lillebroderen Christian Zeter og Andreas Schäffer, hvor de opkøber overskydende druer fra nogle af de bedste marker i Pfalz og laver nye, innovative vine. Og her er ét af resultaterne, en hvidvin … Cuvée S Weißwein lavet på et blend af druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc.

Oliver Zeter driver selv en vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. De driver også vinagenturet “ZETER – Die Weinagentur”. Oliver selv er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika inden han i 1994 overtog tøjlerne i familiens forretning.

Andreas Schäffer driver – som Oliver – også egen vingård overtaget efter forældrene i 1996. Hans vingård ligger i Neustadt-Hambach i Pflaz, og kendes også under navnet Der Schlossberg Winzer.

Idéen til det lille joint venture mellem de tre barndomskammerater fra Pfalz opstod i 2007. Med Andreas i spidsen oprettede i firmaet og der blev efterfølgende indgået kontrakter med en række vinbønder rundt om i Pfalz omkring pleje og levering af druer. Herudover skulle der også anvendes egne druer fra deres respektive vingårde i Pfalz.

Målet var at lave moderne, sjove og blide vine … og gerne uden for høj alkohol og til fornuftige priser. Allerede i 2008 kom den første vin på markedet.

Her har vi så én af slagsen, som sagt lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Det er Müller-Thurgau, som er hovedvægten i vinen, men jeg kan ikke finde en fordeling mellem de forskellige druer. Müller-Thurgau druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke, men de øvrige druer kommer fra ganske unge stokke. Vin er selvfølgelig produceret på ren stål.

Det første du ligger mærke til ved vinen er  … farven. Den er … pardon my frence … ganske pisgul, og endda i sjælden grad. Duften er pærer, hyld, abrikoser, appelsiner, mandler og faktisk ganske indbydende. Smagen er egentlig ganske frugtrig, lidt rustik … lidt kanter, men faktisk overraskende god.

Købt i Tyskland, vistnok hos Dansk Vinlager. I Tyskland ligger prisen omkring 5,90-6,25€ … eller knap en 50’er.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Merlin Cherrier, Sancerre Blanc, Loire, Frankrig

2010 Merlin Cherrier, Sancerre Blanc, Loire, FrankrigLige en dejlig, sprød og dyb hvidvin, som jeg smagte i går på Restaurant Østergade 1, nemlig denne Sancerre Blanc fra Domaine Merlin Cherrier, som ligger i den lille by Bué i nærheden af byen Sancerre.

Du kan måske synes, at det burde være overflødigt at skrive, at det er en Sancerre Blanc, for er Sancerre vinene ikke altid hvide? Nej, faktisk findes denne vin også som en Sancerre Rouge … og den har jeg faktisk tidligere smagt i en årgang 2006 fra Merlin Cherrier. Så er den lavet på Pinot Noir.

Domaine Merlin Cherrier drives af Thierry Merlin, som er 4. generation af Merlin/Cherrier familien. Thierry overtog vingården tilbage i 1982, og er en mand, som har let til smil, er hårdtarbejdende og indlysende intelligent. Han passer vingården og dens 14 hektar vinmarker sammen med to ansatte.

Merlin Cherrier har 12 hektar med Sauvignon Blanc og 2 hektar med Pinot Noir. I Bué har man de to forskellige hovedtyper af jordbund. Caillottes – Oxford kalk – som er en stenet kalktype med ler og mergel, der giver parfumerede, elegante vine. Terres Blanches – Kimmeridge kalk – samme jordtype som i Chablis, som giver frugtige og fyldige vine med et langt liv.

Vingårdens 14 hektar vinmarker er opdelt i tredive parceller, som alle er i Bué med undtagelse af tre parceller i kommunen Sancerre og én parcel i kommunen Veaugues.

Denne Sancerre Blanc er en klassisk Sancerre, godt med terroir, klar præcision. Den er lavet af en blanding fra parceller med begge ovennævnte typer jordbund. 100 % Sauvignon Blanc … ingen fad.

Duftmæssigt god friskhed, hyld, grønt græstæppe, grape og mineralitet. Smagsmæssigt god sprød, let, frisk og syreholdig vin … god dybde, præcision … stadigvæk med en del varme og fylde. Varmen og fylden gør, at vinen balancerer godt i munden sammen med syren og mineraliteten. Skøn vin.

Forhandles hos Bichel Vine, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

1986 Château Bessan, Vin de Sauternes, Bordeaux, Frankrig

Nogle gange er det svært at være vinnørd og skrive om de smagte vine … og denne vin volder mig lidt hovedbrud, for det er ikke nemt at finde info om vinen. Í glasset en ældre sauternes … Vin de Sauternes fra Château Bessan i Barsac, men jeg kan ikke finde et Château Bessan i Barsac.

Der findes et Château Bessan længere mod nord, nemlig omkring Tabanac, men de ser ikke ud til at producere sauternes. Hmmm, det kan selvfølgelig de selvfølgelig ha’ gjort tilbage i 1986 … men det er ingenlunde sikkert.

På etiketten står der endvidere Laulan Viticulteur a Barsac Gironde … hvilket vel kan oversættes med “Laulan vinmager fra Barsac Gironde”.

Og der findes da også en vinmager med navnet Didier Laulan i Barsac, og han laver også sauternes, så måske vinen er fra hans hånd … eller i det mindste lavet af nogle fra hans familie … måske endda i samarbejde med Château Bessan i Tabanac … men jeg er ude i gætterier. Hvis nogle derude kender mere til historien, så suppler endelig.

Didier Laulan ejer Château Saint-Marc i Barsac, og dette slot har hans familie ejet i mange gernerations. Han var også tidligere ejer af det tilstødende Château Broustet, et Grand Cru Classé de Sauternes 1855 slot, som han imidlertid solgte i 2010. Didier er en uddannet ønolog og har stået bag et større udvalg af både tørre og søde vine for de sidste 35 år … og det passer jo meget godt ind i vores historie.

Château Bessan i Tabanac ejes af Rémy og Sylvie Verdier. De købte vingården tilbage i … ja 1986, faktisk helt præcis den 4. april 1986. Rémy er uddannet i ledelse på universitetet Paris-Dauphine, er efterfølgende uddannet tekniker i vindyrkning og ønolog. Han havde også i 10 år inden købet af Château Bessan arbejdet som vinmager i Lussac-Saint Emilion. Men om han har haft en aktie i denne Vin de Sauternes er nok mere tvivlsomt.

På nettet kan jeg finde nyere årgange af Château Bessan Sauternes … men uden reference til slot eller historie. Det ser dog ud til, at vinen er lavet på 90% Semillion, 8% Sauvignon Blanc og 2% Muscadelle. Der står endvidere, at der laves 16.000 flasken af vinen hvert år.

Duftmæssigt let nougat, fersken og ellers lidt neutral. Smagsmæssigt ganske lækker med sødme, nødder, godt med blomster … meget floral, nektar og honning. Dejlig til lidt ost. Hmmmm.

Har fundet en årgang 2010 i Frankrig, pris 8,49€ … ca. 65 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

I oktober 2017 smagte jeg igen vinen … og fandt den markant bedre end første gang. Faktisk utroligt med sådan en forskel mellem to flasker af samme vin fra samme år. Ved andet forsøg er næsen langt mere givende og smagen langt mere klar og levende.

Næsen er godt parfumeret og dufter sgu himmelsk med ædle druer, dub nektar med blomsterstøv, fersken, nougat, våd vaskeklud, sødme og en lækker, dyb og nøddet duft.

Smagsmæssigt blød, sød nektar … igen med honning, intens og blød elegance og det smager herregodt. Alderen trykker på ingen måder og virker både levende, frisk, sød og lækker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1985 Château Bonnet, Entre-Deux-Mers, Bordeaux, Frankrig

1985 Château Bonnet, Entre-Deux-Mers, Bordeaux, FrankrigStore forventninger? Dickens har skrevet om dem, og nu sidder jeg her og skriver om det modsatte. For jeg må indrømme, at jeg ikke havde store forventninger til denne vin, som jeg havde fået af én af mine flinke naboer, nemlig Claus, der nogle gange arbejder i en genbrugsbutik … dog fortrinsvis med møbler.

Denne hvidvin var på en eller anden måde havnet i genbrugsbutikken. Tja, en hvidvin fra 1985. Den har nok levet en omtumlet tilværelse og formentlig heller ikke blevet opbevaret optimalt i dens – for en vin – 29 år lange liv. Jeg havde nok dømt ren kloakvand … men sådanne skulle det imidlertid ikke gå.

Vinen kommer dog af god race, det er nemlig en Bordeaux fra Château Bonnet, som er den kendte og verdensomspændende vinbonde, André Lurton’s fødehjem. Slottet ligger i Entre-Deux-Mers og deraf også navnet på denne gamle hvidvin.

Entre-deux-Mers er et vindistrikt i den sydvestlige del af Frankrig. Entre-deux-Mers betyder mellem de to have og kommer af, at dette område ligger mellem de to floder La Dordogne og La Garonne. De to floder møder hinanden i byen Ambes, nogle kilometer nord for Bordeaux. Entre-deux-Mers omtales i daglig tale som “trekanten”, da det ligger mellem byen Sainte-Foy langs Dordogne floden og byen La Réole langs Garonne floden og byen Ambes, der hvor de to floder møder hinanden. Der produceres hovedsagelig tør hvidvin.

Den traditionsrige, indflydelsesrige og helt sikkert også bare stinkende rige Lurton familie er vi stødt på tidligere her på bloggen, bl.a. ved vinene Chacayes fra Argentina, The Islander Estate Vineyards, Chardonnay fra Australien og Château La Tour de Bessan i Margaux, Lurton-familien er den måske mest indflydelsesrige familie i Bordeaux. Andrés ene søn er administrerende direktør for Château Cheval Blanc og Château d’Yquem, den anden er arkitekten bag den succesfulde udskillelse af Pessac-Léognan, og familien er samlet set er den familie i Bordeaux, der ejer flest vinslotte.

Nå, men André Lurton bor selv på Château Bonnet Mers og har en helt speciel stolthed for slottet. Det er herfra, at hele hans vindynasti blev grundlagt gennem produktion og salg af vin. Slottets historie går tilbage til det 17. århundrede og da André Lurton overtog slottet i 1956, bestod det kun af 30 hektar vinmarker. Hovedbygningen er opført i 1770’erne i Louis-Seize-stil og danner sammen med de 2 sidefløje et smukt ensemble.

André Lurton var dog fast besluttet på at udvikle slottet til et slot, som lavede kvalitetsvin, og ingen penge blev sparet for at nå i mål. Man kan sige, at målet er mere end nået, for der findes ingen producenter i Bordeaux, som laver vin af så høj kvalitet og i så store volumener som Chateau Bonnet. Hele 150.000 kasser bliver det til om året. Der er ca. 300 hektar vinmarker ved Château Bonnet, heraf er 120 hektar reserveret hvidvin med sorterne Sauvignon Blanc, Sémillon og Muscat.

Og det er også lige præcis, hvad denne vin er lavet på, nemlig 55% Sauvignon Blanc, 35% Sémillon 35% og 10% Muscat. Årgangen er 1985 og på etiketten står bl.a. også “Knud Jørgensen – Hellerup”. Nu ringer der måske en klokke for nogle, for Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup har jeg også tidligere berørt her på bloggen.

Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup var etableret i 1903 af Knud Jørgensen, og det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i  1930’erne. Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden. Og Peter Jørgensen blev manden bag danskerprojektet Château Haux.

Nok om det. En anden lille kuriositet er, at der på siden af flasken sidder et lille klistermærke. Herpå står det med sirlig skrift “Serveringen Julen 1986”, men vinen da vist ikke drukket den jul. Det gjorde den imidlertid i går til vores traditionsrige byggemøde, og nu kan jeg så binde historien sammen med starten omkring forventningerne, for vinen var faktisk efter 29 år fortsat sprællevende.

Duften er frisk grape, hvide blomster, melon og lidt muscatnød … måske en anelse kælder eller lidt mulle, men det er ganske svagt. Smagen er frisk, lidt tynd og flad ganske vist, men ret imponerende alderen taget i betragtning. Der er lidt hyld, honning og en fin lethed over vinen. Fantastisk, at en hvidvin kan være så frisk efter 29 år med omtumlet tilværelse … så er der jo håb for os endnu.

I dag kan vinen bl.a. købes hos Theis Vine, hvor en årgang 2008 koster 79,95 kr. Så vil du ha’ samme oplevelse som mig, så køb fluks et eksemplar … så er det bare at vente 29 år !!!!

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Cortes de Cima, Chaminé Branco, Alentejo, Portugal

2011 Cortes de Cima, Chaminé Branco, Alentejo, PortugalOnsdag i sidste uge bød også på denne hvidvin fra danskerhuset i Portugal, Cortes de Cima, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, bl.a. da jeg smagte deres 2004 Cortes de Cima Syrah.

Cortes de Cima ligger i Alentejo i det sydlige Portugal. Markerne, der primært består af brun lerjord med kalk, er begunstiget med solrige, tørre somre og våde vintre, mens en bjergkæde mod nord beskytter mod de fremherskende nordvestlige vinde. Da Hans Kristian Jørgensen slog sig ned i området i 1988, blev han anbefalet at plante hvide druer – de gav mere udbytte og var lette at sælge til det lokale kooperativ.

Men Hans Kristians vurdering af det varme klima var, at området var bedre at dyrke rødvin i, hvilket han blev bekræftet i af UCA i USA. Ud af de for området ni tilladte rødvinsdruer fandt han kun de fire anvendelige og indførte derfor den forbudte Syrah.

Vinstokkene blev plantet efter anvisning af Richard Smart, hvor druerne vokser 60 til 110 cm over jorden. Resultatet er, at druerne hurtigere køles af om aftenen med længere tids modning til følge, og at man i kraft af den højere luftcirkulering ikke har behov for at sprøjte mod svampe i samme grad som ved det lokalt anbefalede system, hvor druerne er tæt på jorden.

Både Syrah og Raised Canopy-system er lokalt forbudt – deraf navnet på netop hans topvin, Incógnito, da begge ting skulle listes ind. Senere, da den første årgang af Incógnito (1998) vandt adskillige medaljer, og for alvor bragte Portugal på den internationale vinscene, begyndte Hans Kristian Jørgensen at vinde respekt – ikke alene blandt alverdens vinskribenter, men også blandt forbrugerne.

Selvom huset mest er kendt for de røde Syrah vine, så produceres der også hvidvin på Cortes de Cima, nemlig en Sauvignon Blanc og så denne Chaminé Branco, som er lavet på 27% Antão Vaz, 25% Viognier, 25% Verdejo og 23% Sauvignon Blanc. Der er i årgang 2011 lavet 145.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt citrus, fad og vanilje, hyld, fersken og meloner. I munden er vinen let perlende med svage krydderier og svag sødme. Derudover frisk frugt og egentlig en dejlig vin … måske en anelse til den tunge side.

Købt hos Vinspecialisten, pris 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Easton Wines, Sauvignon Blanc, Californien, USA

2011 Easton Wines, Sauvignon Blanc, Californien, USAMed næste vin er vi hos vinhuset Domaine de la Terre Rouge Wines / Easton Wines, som ligger i Californien på den vestlige skråning af Sierra Nevada i Amador County Shenandoah Valley.

Vinene laves på druer fra vinmarker i 4 amter i Sierra Foothill, nemlig El Dorado, Amador, Calaveras og Clements Hills. Vingården hedder egentlig Domaine de la Terre Rouge Wines, og Terre Rouge betyder som bekendt “rød jord” og refererer til den rødlige jord, som kendetegner dette område. Terre Rouge laver primært Rhône inspirerede vine, og der dyrkes da også de kendte Rhône sorter som Syrah, Grenache, Mourvèdre, Viognier, Roussanne og Marsanne.

Vine som ikke er Rhône baseret udgives under navnet Easton Wines, opkaldt efter vinmageren på ejendommen Bill Easton. Det er typisk vine baseret på druerne Zinfandel, Barbera, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Grenache Blanc, Pinot Noir og Cabernet Franc.

Denne Sauvignon Blanc kommer fra druer dyrket på Monarch Mine Vineyard, en vinmark som ligger med en storslået udsigt over River Canyon, nær byen Foresthill i Placer County. Easton plantede denne 4 hektar store vinmark med to forskellige Bordeaux kloner af Sauvignon Blanc, hvor dem ene har en urteagtige, grønne karakter og sprød syre, mens den anden har bedre viskositet og viser blomster samt tropiske frugter. Vinen er en blanding af disse to kloner.

Duftmæssigt er vinen lidt speciel, nærmest med lidt kemiske noter, lim? Derudover grannåle, hø, grønne noter … mens smagen også er meget grøn, lidt neutral. Der er egentlig okay syre, og vinen er også lidt stram i eftersmagen. I min vurdering ikke en stor vin … men en anelse kedelig.

Fås hos KK Wine, pris 140 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 The Paring, White Blend, Californien, USA

2009 The Paring, White Blend, Californien, USAVi startede en USA smagning i Randers Vinlaugh med denne hvidvin fra et lille vinhus The Paring, som ligger i byen Buellton mellem Santa Maria og Santa Barbara, faktisk ikke ret langt fra Solvang og Hans Christian Andersen Park.

Her huserer en ung vinmager, som hedder Matt Dees, og han er uddannet som jordbrugsteknolog på University of Vermont og har derefter arbejdet i vinbranchen hos Staglin i Napa samt Range i Hawkes Bay, New Zealand. Herudover arbejder Matt også som vinmager hos Screaming Eagles søsterfirma Jonata.

For dem som ikke kender til vinen Screaming Eagle, så er det vel én af de største og dyreste kultvine i USA. Ved frigivelsen koster vinen vel omkring 400 dollar fra kælderen, men den er så eftertragtet, at den som regel handles til 4.000 dollar kort tid efter. En 6 liters årgang 1992 blev på Napa Valley Wine Auction fx også solgt for 500.000 dollar, hvilket placerer denne flaske som verden 4. dyreste flaske vin.

Vinene fra The Paring (afklip) kommer fra vinstokke, som ikke kan bruges på Jonata, og det har givet en serie af 7 forskellige vine, heriblandt denne White Blend, som er lavet på 76% Sauvignon Blanc, 13% Semillon  og 11% Viognier, lagret i en tredjedel nye fransk egetræsfade, en tredjedel brugte fade og en tredjedel rustfrit stål i 10 måneder.

Duftmæssigt meget aromatisk med citrus, ferskner, blomster, våde sten, eg, vanilje, fad, mens smagen er let syrlig, lidt urtet, meget frisk og livlig vin … også en smule sødme i eftersmagen. God balance i vinen. En vin med lidt karakter.

Fås hos KK Wine, pris 170 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D’Orion, Loire, Frankrig

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D'Orion, Loire, FrankrigFra en dejlig sommeraften med gode gæster lige en række vine, og vi starter fint i Loire, hvor vi i byen Ménétréol-sous-Sancerre, blot et stenkast fra selve Sancerre by, finder les Vignobles Gitton Père & Fils, et familieforetagende grundlagt i 1945 af Marcel Gitton med knap en hektar jord i Sancerre.

I dag er det dog sønnen Pascal Gitton og hans kone Denise, som driver vingården. Nu er der mere en blot en enkelt hektar. Således har Gitton Pere Et Fils 27 hektar vinmarker i Sancerre, spredt på forskellige parceller mellem Sancerre og Ménétréol og 7,5 hektar vinmarker i Pouilly på den modsatte bred af floden Loire ca. 10 km. fra selve vingården.

Herudover har familien også købt Vignoble du Taureau, en lille vingård i på 4,5 hektar i Coteaux du Giennois mellem landsbyerne Bohème og Fontaine Morin samt et lille vinslot, nemlig Château Lafon, som har 13 hektar vinmarker i Côtes de Duras, omkring 40-50 km. øst for Bordeaux.

På markerne i Loire med de to appellationer dyrkes der primært Sauvignon Blanc, men der er dog også blevet plads til 4 hektar med Pinot Noir til husets rødvine og rosévine.

Ses der på de Sauvignon Blanc, eller Blanc Fumé, som druen også kaldes i Loire, så er den gennemsnitlige alder på vinstokkene omkring 30 år, og i Sancerre har markerne en jord med flint, og forskellige typer af kridt, som giver vinene herfra en god sprødhed og mineralitet. Markerne i Pouilly består mere af kalk og mergel, og den specielle kimmeridge mergel giver druerne en ekstra finesse og en duft af ​​violer, som er typiske for Pouilly-Fumé.

Alle Gitton Pere Et Fils’ vine fra Loire vinificeres i rustfri ståltanke for at holde deres frugtighed og friskhed.

Her har vi så én af husets vine fra Pouilly, en enkeltmarksvin fra parcellen Clos Joanne D’Orion. Lad os smage vinen, og vi starter som vanligt med duften. Her er der lidt hø, græs, stikkelsbær, grønne toner og en smule citrus. Skøn og livlig. Smagsmæssigt ganske okay, fin frugtrig … men nok uden større kompleksitet. Et dejligt glas vin, men ikke noget, som jeg er oppe at ringe over.

Købt i SuperBest i Hjørring, pris 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7