Tag-arkiv: Italien

2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, Italien

2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, ItalienNæste levende billede … øh flaske vin kommer fra Empson & Co. aka Neil & Maria Empson, der driver et af de allerstørste  eksportfirmaer indenfor salg af italiensk vin, men også selv laver lidt vin, bl.a. denne, fine Monte Antico Toscana IGT, som jeg smager i årgang 2017.

Eksportfirmaet Empson & Co. har i næsten 50 år været en af de førende, store eksportører af italiensk vin og er så grundlagt i 1972 af Neil og Maria Empson med det formål at bringe alle Italiens skønne vine ud i verdenen. I 2019 gav de dog faklen videre til deres datter Tara, som forinden havde arbejdet sammen med forældrene gennem næsten 15 år.

Efter at have repræsenteret nogle af de bedste italienske vingårde, så har familien – nok helt naturligt – også kastet sig over selv at lave lidt vine. Det er specielt Neil Empson i samarbejde med  den kendte ønolog Franco Bernabei, der bl.a. er kendt som konsulent hos vinhuse som Fontodi og Felsina.

Det er der bl.a. kommet denne Monte Antico Toscana IGT ud af, lavet på  85% Sangiovese, 10% Merlot samt 5% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra kalkstensholdige og mere lerede marker i både Maremma og Chianti i cirka 400 meters højde.

Efter høsten og en nænsom selektering har vinen gæret under temperaturkontrollerede forhold på stål, mens den efterfølgende har lagret 3 år, hvoraf 1 år har været på barriques.

Sikke dejlig duft … lige med tilstrækkelig italiensk syre samt en lille poleret sødme spiller sgu godt sammen. Der er violer, blomster, lidt læder, røg, lidt blæk, tørhed, umodne kirsebær, jordbær, vanilje samt tørrede urter og lidt citronskal. Dufter sgu helt godt.

I munden er der godt med syre, masser af tør syre faktisk, mens frugten er tranebær, umodne kirsebær, moreller, masser af syrlig frugt, godt med te-breve, bitterhed, tørre tanniner og virkelig ret italiensk i smagen … kant, bid, frisk og så kommer der alligevel en svag lille sødme i slutfasen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, Italien

2018 Angelo Gaja, Sito Moresco, Piemonte, ItalienVi sluttede en hyggelig aften med mere piemontisk vin og det var i form af denne 2018 Sito Moresco fra store samt legendariske Angelo Gaja.

Jeg har smagt vinen før, men imidlertid var det helt tilbage i 2013, hvor jeg smagte vinen i årgang 2010.

Historien om Angelo Gaja skal jeg ikke trætte jer med denne gang, hvor vi i stedet blot ser en smule nærmere på denne Sito Moresco, hvor de fleste druer er fra marken den 10 hektar store Sito Moresco vingård i Barbaresco og købt i 1979 af Angelo Gaja.

Sito Moresco betyder betyder Morescos sted og refererer til den tidligere ejer af vinmarken. På marker dyrkes der både Nebbiolo og Merlot, for vinen er nemlig lavet på et mix af druesorterne ​​Nebbiolo, ​​Cabernet Sauvignon og Merlot og næsten med en tredjedel af hver, selvom det varierer en smule fra år til år.

Således var der fx slet ikke Cabernet Sauvignon i vinen i årgang 2017, hvor den i stedet var afløst af lidt Barbera. I flere årgange er det også på 4 sorter, hvor Barbera er kommet med i mixet. Men her i 2018 skulle det altså være på 35% Nebbiolo og 35% Merlot fra Sito Moresco og 30% Cabernet Sauvignon fra Serralunga.

Hver druesort bliver gæret for sig på ståltanke, som altid hos Gaja med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er der sket en malolaktisk gæring og derefter blev vinene fra de forskellige druer sammenstukket og blandingen blev lagret i 12 måneder på 1-2 år gamle fade.

Etiketten prydes af et par yndige fasaner, som er vist for at mindes de smukke fugle, der bebor skovene, der støder op til Gajas vinmarker.

Duften er intens og syrlig frugt, balsamisk, gæret med masser af kirsebær, blåbær, blommer, lidt hindbær, grannåle, violer samt et fadpræg med kanel og vanilje. Det er en fyldig vin, frugtintensiteten er ret stor og den har samtidig lidt søde krydderier og tørrede blomster.

Smagsmæssigt er det fløjl på ganen, men fortsat med friske bær, en god syre, tydelige tanninner, godt med tørhed og urter. Syren er sgu klart italiensk, mens frugten virker mørkere og så har den samtidig en fin mineralitet, god harmoni og meget smagfuld.

Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 379 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, Italien

2016 Giulia Negri, Barolo Serradenari, Piemonte, ItalienVi skulle minsandten også omkring den dejlige Giulia Negri, for vi skulle nemlig smage hendes Barolo Serradenari i nyere årgang 2016.

Vinen laves kun med Nebbiolo druer fra marken Serradenari, der ligger lige syd for byen La Morra.

Giulia Negri laver i dag alle hendes Barolo’er på samme både, altså med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller uden tilsætning af kulturgær. Gæringen sker i store 60 hektoliter fade og med omkring 40 dages maceration. Herefter hviler vinen i 30 måneder på store fade med let toasting.

Duftmæssigt er det Barolo himmel … en let, parfumeret næse med granatæbler, ribs, hindbær, violer, læder, rosenblade, hæfteplaster, medicinskab, tobaksblade, meget balsamisk med en stram italiensk syre, fennikel, meget luftig, ren, klar, flyvsk, æterisk, luftig og med Giulias normalt strenge og legende lethed.

Sådan er vinen faktisk også smagsmæssigt, så ren og klar Nebbiolo med jern, violer, masser af granatæbler, hindbær, jordbær, ribs samt stikkelsbær, virkelig frisk og ung frugt. Det er en smuk og atter har Giulias vine denne fine lethed, som er så dragende. Der er ganske lidt sødme, men igen diskret og lidt tilbageholdende. Det er sgu samlet set en virkelig drønlækker og let Barolo.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2019 Madonna del Latte, Sucàno Cabernet Franc, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Sucàno Cabernet Franc, Umbrien, ItalienDen sidste Madonna del Latte var selvfølgelig rød, men ikke på hverken Sagrantino, Sangiovese eller typisk italienske druer, men derimod blev det denne 2019 Sucàno Cabernet Franc tilsat en lille procentdel Cabernet Sauvignon.

Alle druerne kommer fra marker, der er tilplantet omkring 2005 med en jord med sand og vulkanske basalt.

Efter høsten er alle druerne så afstilket, hvorefter der er sket temperaturstyret gæring med udvalgt gær i rustfri ståltanke ved 16-28 grader.

Efter endt fermentering er druerne så presset nænsomt i en pneumatisk presse efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 12 måneder på egefade inden samling i rustfrie tanke og så aftapning på flaske og yderligere 12 måneders lagring.

Duftmæssigt er det nærmest som et clash mellem Bordeaux og så Italien, hvor den italienske syre fører tvekampen an, mens en grøn, urtet, tæt og mediumfyldig frugt virker lidt ung. Der er jord, solbær, mørke kirsebær, lidt kakao, chokolade, grønne urter, rosmarin, salvie samt let champignon.

I munden er vinen dog lettere end det meste Bordeaux og har en ung, frisk frugt, virkelig harmonisk og med medium  fylde. Der er lidt tørre og småbitre tanniner, men vinen virker nu mest rund, frisk og med et tørt og skarpt tanninbid. Der er en spinkel saftighed i vinen, et venligt ansigt og masser af frugtsmag.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Madonna del Latte, Viognier, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Viognier, Umbrien, ItalienDen næste Madonna del Latte vin blev en hvidvin, nemlig på den sydfransk druesort, der har sin højborg i Condrieu og det er selvfølgelig en Viognier og her i årgang 2019.

Paolo Peira og Leon Zwecker har lavet vinen med druer fra vinstokke plantet i 2007.

Efter høsten er alle druerne afstilket og så presset nænsomt i en pneumatisk presse, hvor saften dekanteres og hviler ved omkring 8-10 grader i 24 timer.

Derefter der sket en temperaturstyret gæring med udvalgte gærtyper i rustfri ståltanke ved 17-18 grader og derefter er vinen så lagret 5 måneder sur lie i tankene og helt uden lagring på eg eller brug af malolaktisk gæring.

I næsen er vinen også lidt beskeden … ikke storskrydende på nogen måde, nærmere tværtimod, for der er forsigtigt lidt fersken, pærer, sandeltræ,  spidskommen samt lidt sød vingummi.

Smagen er mere udtryksfuld, ganske tør, sød, urtet og mineralsk med lemon bitterhed, måske endda let grape. Vinen har slet ikke samme fedme som en Condrieu, men her klart mere slank, stringent med  jernagtige eller mineralske elementer.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Madonna del Latte, Rosario Vino Spumante Rosato Brut, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Rosario Vino Spumante Rosato Brut, Umbrien, ItalienMadonna del Latte ligger ude på landet ved Sugano i bakkerne mellem Orvieto mod øst og Bolsena søen mod vest i den vestligste del af Umbrien. Jeg smager nu 3 vine derfra og starter med den mousserende rosévin 2019 Rosario Vino Spumante Rosato.

Det er en forholdsvis ny vingård, der er grundlagt i år 2000 af Manuela Zardo og Hellmuth Zwecker. Efter at have rejst rundt i hele Italien som mad- og vinskribenter fandt de det ideelle sted i Umbrien til at begynde at producere deres helt egen vin.

De blev fascineret af området omkring Sucano og fik hjælp fra den lokale vinavler Federico Curtaz til at plante en række vinstokke, som de købte fra den berømte Angelo Gaja i Piemonte, men som her bare vokser fabelagtigt i den vulkansk jord.

De har samlet små 5 hektar vinmarker, der ligger i 450 meters højde med en fin og kølende brise fra de umbriske bjerge, men det har også været kendt historisk bl.a. produktion af den hvide Orvieto Classico.

De lå dog vinproduktionen i hænderne på den ansat ønolog, Dr. Paolo Peira, der selv er uddannet på Faculté d’Œnologie i Bordeaux i Frankrig … og endda på Madonna del Latte nomineret til Premio Luigi Veronelli for årets bedste vinmager i 2007.

Peira får dog hjælp af Manuela Zardo og Hellmuth Zweckers søn Leon Zwecker, der også selv er uddannet vinmager og inden han fik ansvaret for produktionen sammen med Peira, har gået på skole i Silberberg, Steiermark og Krems, og arbejdet i Sydtyrol, Friuli-Venezia Giulia, Californien og New Zealand.

Og for at gøre det endnu mere nørdet, så er Leons kæreste Ruta selvfølgelig også sommelier, så der er vist basis for at snakke og nyde vin i familien.

Leon og Peira driver stedet økologisk certificeret … bruger således ikke herbicider, syntetisk gødning eller insekticider. Vinene laves i en gammel kælder, der formentlig tidligere har været en etruskisk grav. Kælderens temperatur og fugtighed giver ideelle betingelser for de franske egetræsfade, som bruges til at lagre flere af vinene.

Kælderen er dog moderniseret i 2007, bl.a. med en moderne gæringskælder, der rummer alt det nyeste nødvendige udstyr til at producere vine, der kan måle sig med de højeste standarder. Og dér laver familien årligt knap 40.000 flasker vin.

Og én af disse er altså denne Rosario Vino Spumante Rosato Brut, der i denne årgang 2019 er lavet på et blend af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Først er druerne afstilket, hvorefter de ligger med skindet køligt ved 4 grader i 8 timer. Derefter er de presset og mosten ligger så ved 10 grader i 24 timer inden gæring i rustfrie ståltanke ved 17-18 grader.

Derefter er vinen lagret i tankene i 5 måneder inden en malolaktisk gæring og så en andengæring i store autoklave tanke efter charmat metoden indtil vinen opnår et tryk på 5 bar. Der laves årligt 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det jordbær og hindbærbrus, lidt fersken samt tranebær eller granatæbler, godt med blomster, røde roser, svagt lidt eukalyptus samt en ganske lille sødme.

Boblerne er små, hurtige og bruser godt op, men de svinder dog forholdsvis hurtigt. Så sidder man i stedet med en sødbitter smag, tranebær, igen lidt granatæbler og lemon. Men derudover er der altså også lidt saftig og sødere jordbær, som virkelig kommer helt frem, når bruset har lagt sig. God lang eftersmag.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Parusso, Vegliamonte Alba, Piemonte, Italien

2018 Parusso, Vegliamonte, Piemonte Alba, ItalienAzienda Agricola Parusso ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vej mod Castiglione Falletto har jeg smagt mange vine fra.

De har også siden 2015 ejet den lille vingård Cascina Baconotta i Santa Rosalia og derfra kommer denne Vegliamonte Alba DOC.

Parusso har jeg selv besøgt for et par år siden. Det kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

Det var bror og søster – Marco og Tiziana Parusso – der allerede i 2015 købte ejendommen Cascina Baconotta i Santa Rosalia tæt på Alba med dets 8 hektar vinmarker under appellationen Alba DOC, som fortsat er relativ ukendt herhjemme, men det er også en forholdsvis ny appellation.

Appellationen omfatter 44 kommuner i Langhe og Roero, men altså udenfor de kendte Barolo, Barbaresco og Roero appellationer. Vine under Alba DOC skal være på mindst 70% Nebbiolo samt 15% Barbera.

Vegliamonte Alba er i denne årgang 2018 lavet på 80% Nebbiolo og 20% Barbera. Jeg ved ikke, om drueklaserne – som på Barolo vinene hos Parusso lige er tørret et par dage, eller om de blot er knust let og så gæret helt klassisk. Efter endt fermentering er vinen lagret i nye samt brugte barriques i 18 måneder … og så er der kun lavet små 3.900 flasker.

Inden jeg smagte denne vin, så var min holdning helt klart, at det da var synd at blande Barbera med Nebbiolo, men når du dufter denne vin giver det totalt mening … det dufter herregodt. Den har sådan en lys, moden og luftig aroma, rosenblade, lys frugt med jordbær samt saftige kirsebær, noget ædelt og nobelt med våde fade og i det hele taget har træet godt fat i din næse. Den har en æterisk dybde samt nogle søde elementer … finsk lakrids, lidt lakridskonfekt, rosmarin samt mælkechokolade.

Smagsmæssigt får du skarphed, tørhed og blomster fra Nebbiolo druen samt varme, kirsebærkrop og -fedme fra Barbera druen. Det fungerer sgu ret fint, for smagen har tørret kirsebær, kirsebærtærte, blommer, brombær … lidt solvarme fra frugten, men tanninerne har fortsat Nebbiolo tørhed, markante og mundudtørrende … men med nogen fedme, mens smagsmæssigt fungerer det vildt godt. Blødt, smukt, lidt sødt og dansende.

Vinene fra Parusso forhandles af Supervin og denne overvejes hjemtagelse af, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2015 Vinosìa, Rajamagra Taurasi Riserva, Campanien, Italien

2015 Vinosìa, Rajamagra Taurasi Riserva, Campanien, ItalienMed næste vin skal vi en tur tilbage til Luciano Ercolino på Vinosìa, som jo bl.a. laver vine i Carazita området i Campanien omkring 5 kilometer fra Taurasi i landsbyen Luogosano … og det bliver med denne Rajamagra Taurasi Riserva 2015.

Luciano Ercolino laver i sit vinhus Vinosìa både vine fra omkring 100 hektar vinmarker i Campanien, men også vine fra Puglia aka Apulien, hvor man har leaset lidt jord og laver en del Primitivo vine.

Det er klart vinene fra Campanien, der er de bedste og jeg har tidligere smagt hans Marziacanale Taurasi og storesøsteren Sesto a Quinconce, som jeg – lidt frisk indrømmet – har kaldt Syditaliens svar på Barolo. I mine tidligere anmeldelser har jeg også skrevet lidt om selve huset, broderen og etableringen af vingården. Det skal jeg ikke trætte jer med denne gang.

Det er selvfølgelig 100% Aglianico fra Luogosano området og druerne er høstet i starten november. Vinstokkene er 70 år gamle. Så er gæringen og maceration sket med udvalgt gær over 20 dage efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen er lagret 18 måneder på franske barriques og så er vinen efter aftapning på flaske lagret yderligere 30 måneder.

Shit for en fed, landlig og animalsk duft … en smule reduktiv, men byder dig ellers på balsamisk mørk frugt, brombær, søde blommer, røg og så ellers et fadpræg med våde fade, dyb lakrids, kakaopulver, tobak, mælkechokolade, vanilje samt finsk lakrids.

Smagen er saftig, læskende med kølig og mørk frugt, brombær, sorte kirsebær, sorte oliven … tanninerne er dog ikke helt så vilde, som jeg havde forventet. Der er lakrids, let peber, en federe mineralitet samt nogen modenhed. Det er skruet forbandet godt sammen … fyldig men kølig og elegant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2015 Tenuta Sette Ponti, Vigna dell’Impero, Toscana, Italien

2015 Tenuta Sette Ponti, Vigna dell’Impero, Toscana, ItalienNu skrev jeg lige før, at Oreno og Orma er de ikoniske topvine hos Tenuta Sette Ponti, men det er sandhed med mortifikationer, for huset laver også denne fine Vigna dell’Impero, som jeg smager i årgang 2015.

Vinen er ren Sangiovese fra marken Vigna dell’Impero, der er på 3,5 hektar og plantet i 1935 af hertug Amedeo af Savoy-Aosta.

Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar, selvom vinstokke jo er over 80 år gamle … faktisk de allerbedste druer, da de øvrige druer fra marken går til Tignanello dræberen Crognolo.

Vinen har gæret og macereret i mere end en måned og efter endt fermentering er vinen så lagret hele 2 år på store fade samt 1 år på flaske før frigivelse.

WHAT? En æterisk, luftig, dekadent og lækker duft … dyb som en skovsø, men dufter nu mere af skovbund, sød pibetobak, lakrids og en lædersofa med garvet kernelæder, medicinkasse og hæfteplaster samt en rund frugt med intense, søde kirsebær, blommer, rabarber, tranebær samt en balsamisk syre fra en gammel Tradizionale di Modena Balsamico samt et drys kakaopulver.

Men det bedste er faktisk smagen, for det er en vin, som langsomt, stoisk, overraskende og overbevisende breder sig i din mund på den mest nænsomme og fine måde. Du opdager det næsten ikk’, men det er også bløde og cremede lækkerier. Frugten virker egentlig stille og feminin … igen kirsebær, blommer og rabarber, mens tanninerne giver bid uden at blive vilde. Der er tørhed, sødme, blid syre og virkelig elegant … stor, stor vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 589,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienJeg elsker bare Tenuta Sette Ponti … både deres ikoniske og dyre topvine som Oreno samt Orma, men bestemt også de lidt mindre vine som nu fx denne Crognolo, som jeg har smagt tidligere.

Det er jo en Sangiovese baseret vin lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra højtliggende,  sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 14 måneder, hvorefter den flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Allerede fra første snif masser af italiensk og toskansk dejlighed, stor tørhed, masser af balsamisk syre og pænt frisk frugt, hvor der er jordbær, hindbær, tranebær og lyse blommer, medicinske noter med hæfteplaster, røg, violer, grønne urter og rosmarin. Fadpræget  er ikke så stort, men vinen har i stedet en rank, let og tør knytnæve.

Som med 2018’eren er smagen let, lys, frisk og rank, hvor syren er grøn, levende og sprælsk, frugten hindbær, ribs og tranebær, syrlig og saftig med en lille, svag sødme og bitterhed. Den har grøn kant, bid og virkelig tør, tanninerne egentlig tydelig, men aldrig vilde, og derudover en mineralsk nerve.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er på tilbud pt. til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7