Tag-arkiv: Italien

2019 Castiglion del Bosco, Dainero Rosso IGT, Toscana, Italien

2019 Castiglion del Bosco, Dainero Rosso IGT, Toscana, ItalienVi fortsætter i Italien, da næste er toskansk og det er vinen Dainero Rosso IGT 2019 fra vinhuset Castiglion del Bosco, som ejes af Massimo Ferragamo fra modefirmaet Salvatore Ferragamo.

Massimo står for det familieejede modeimperiums afdeling i USA. Der er han bosiddende og har i over 20 år fungeret som formand for bestyrelsen af den amerikanske del. Da modefirmaet tilbage i 1993 købte Il Borro, så besluttede Massimo Ferragamo sig for også at investere i et italiensk vinhus.

Det blev til Castiglion del Bosco i byen af samme navn, tæt på Montalcino i hjertet af Val d’Orcia omkring 40 kilometer fra Siena og omkring 100 kilometer fra Firenze, hvor modefirmaet hos sit hovedkontor.

Han ledte egentlig efter en lille vingård med en smule jord, men endte nærmest med at købe en hel middelalderby med omkring 2.000 hektar jord, en kirke fra 1400-tallet, ruinerne fra en gammel fæstning og omkring 20 små gårde.

Der var tiden bogstaveligt gået i stå og Massimo Ferragamo blev bjertaget af stedet og købte stedet i 2003. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men det lyder som lidt af en investering … og det var endda den mindste del.

For Ferragamo startede med at restaurere den gamle hovedbygning og de mange små gårdhuse, hvoraf nogle tidligere blot havde været brugt til opbevaring af landbrugsredskaber.

På den vinøse front tilplantede han omkring 60 hektar af jorden med vinstokke, således han kunne begynde et projekt med produktion af Brunello vine.

Derudover anlagde han såmænd også lige en 18-hullers eksklusiv golfbane med tilhørende klub samt åbnede et 5-stjernet hotel Rosewood Castiglion del Bosco med 23 værelser og 11 villaer … nogle af de små gårdhuse, som fulgte med i købet.

Alt blev selvfølgelig – med respekt af generne fra modehuset – designet af hustruen Chiara Ferragamo og designeren Teresa Bürgisser Sancristoforo. Og kun de bedste materialer blev brugt ved istandsættelsen og indretningen.

Massimo Ferragamo brugte 5 år på at restaurere stedet, som åbnede i 2008. Men vogt dig … det er totalt luksus og vildt dyrt, således starter lejen for et gårdhus på 2.500€ for et døgn.

Men i dag kan Ferragamo prale af, at stedet er besøgt af den tidligere amerikanske præsident Obama samt stjerner som Justin Timberlake og Jessica Biel … og hvem ved, måske engang den velkendte vinblogger Houlberg?

I dag hører vingården Castiglion del Bosco selvfølgelig også til blandt de respekterede Brunello producenter, hvilket i høj grad kan tilskrives den ansatte, talentfulde vinmager Cecilia Leoneschi.

Hun har sørget for, at vingården laver både Rosso di Montalcino, Brunello, enkeltmarks Brunello’er under navnet Campo del Drago samt vine som Millecento, Zodiaco og så denne supertoscaner Dainero.

Dainero er fremstillet 50% Merlot og 50% Sangiovese, der kommer fra marker i 450 meters højde. Efter høst gæres vinen i ståltanke ved 28 grader i 15 dage.  Vinen er lagret 6 måneder på franske barriques, hvoraf 30% er nye og resten brugt en gang tidligere.

Kompleks, dyb og animalsk næse … svampe, champignon, violer, blomstereng, roser, hasselnødder, eukalyptus, gærede kirsebær, blåbær, frisk eg og fadnoter. Der er lakrids, mælkechokolade, kaffe, rigtig mørk og fed balsamico samt kanel og vanilje. Derudover har vinen noget dekadence … gammel mahognitræ, linolie og sødlige smålumre krydderier og lakridskonfekt. Nice.

I munden er vinen lettere, men klart blødere end fx 2015’eren, imidlertid med en ren, direkte og småsyrlig side med hindbær, lidt tranebær og brombær, mineraler, Campari bitterhed og en syrlig balsamico eddike, ren frugtsyre og i det hele taget lækker syre, der giver vinen elegance og klasse. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi skal igen forbi adressen Località Cottà 2 kilometer syd for Barbaresco i Neive området. Dér finder vi nemlig Azienda Agricola Sottimano og derfra smager jeg deres 2021 Langhe Nebbiolo.

Det er en vin, som jeg har smagt før i både … blot i nyeste årgang årgang 2019 og 2020 … og i indlægget om 2019’eren skrev jeg også om vinhuset, deres historie og vinproduktion.

Druerne til vinen er deklassificerede Nebbiolo fra de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring 14-16 måneder med 15% nye fade og halvdelen af tiden sur lie, altså på bærmen.

Den er god nok … duften af nyvaskede hvide lagner hænger i næsen, akkurat som med 2019’eren og 2020’eren, men ellers er der nogle af de klassiske Nebbiolo dyder som tørrede blomster, rosevand, violer, garvet læder, tørt træ og frugt med ribs, hindbær, jordbær, tranebær. Atter bliver jeg imponeret … dufter æterisk, luftigt og vildt godt.

Og hvor smager den også godt … ren, klar, lys, let og med en sødsyrlig frugt. Der er hindbær, jordbær, ribs, tranebær … og så en nærmest lemonagtig bitterhed og campari bitterhed, noget sødme og lys saftighed, mineraler og virker endda lidt hvalpet. Vinen har en luftig og imponerende kvalitet. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva, Puglia, Italien

2019 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva, Puglia, Italien1.930 gram vejer denne 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva 2019 fra Masseria La Volpe med flaske, etiket og opulent væske og måske bliver man også tung i hovedet efter sådan en vin.

Vinen med guldetiketten er lavet som foregående, altså med høst af Primitivo druerne ved en optimal modenhed i slutningen af august.

Gæring er sket alene med druernes naturlige gærceller ved en kontrolleret temperatur på 24 grader for at trække mest mulig kraft ud. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på franske og amerikanske egefade og så en lang periode på flaske, da en Riserva først må frigives 2 år efter høst.

Som med lillesøsteren stikker duftnoter på ingen måder af … er meget tilbageholdende, men også klart mere modne. Igen er det mørk frugt, solbær, sorte kirsebær samt lidt tørret frugt, men slet ikke så fed og opulent, som man måske ville forvente.

Smagsmæssigt er det atter sød vin … men heller ikke så sød, at den fuldstædig vælter vinbloggeren. Frugten virker her knap så kogt og atter er det solbær, søde sorte kirsebær, men også lidt blåbær samt samme note af småbitre vindruekerner og læder. Igen er der stærk alkoholvarme, der lige varmer helt ned i tæerne. 90 point.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2020 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienAntonini familiens Masseria La Volpe projekt i Puglia omfatter i øjeblikket pt 23 forskellige vine, men vi smager her dog kun de 2 Primitivo di Manduria 1 Uno vine … denne almindelige tunge bandit og en Riserva tung slemmert.

Til denne vin er Primitivo druerne høstet i hånden omkring slutningen af august, når drueklaserne når optimal modning. Gæringen foregår ved en kontrolleret temperatur på maksimalt 33 grader over 25 dage for at trække mest mulig kraft ud. Efter endt fermentering er vinen lagret 4 måneder på egefade.

Det er en vin, som den syditalienske winelover og -anmelder Luca Maroni er tosset med og har givet 97 point, men da han jo næsten gør det ved alle vine, så tager Houlberg ikke megen notits af det.

Duftmæssigt er vinen overraskende noget neutral … næsten uden aromaer. Der kommer dog lidt mørk frugt, mørk chokolade, kakao, kaffe samt et svag fadpræg med et vanilje. Der er til gengæld heller ikke noget, som stikker skævt ud på nogle måder.

I munden er det dog sødt … og igen for sødt for jeres vinblogger, for det er kogt frugt, solbærmarmelade, søde sorte kirsebær, men også en note af småbitre vindruekerner, læder og en alkoholvarme, som dog ikke er dominerende. Der er egentlig okay balance … og selvom jeg måske ikke er den største fan, så er det en vin, som mange danskere vil knuselske. 88 point.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, ItalienDenne Erse Etna Rosso fra Tenuta di Fessina og de vulkanske skråningerne af den iltre, magma og lava spruttende Etna vulkan har jeg smagt før og været tosset med … og det er jeg stadig.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Erse Etna Rosso er én af Silvias vine, som kommer fra en 1 hektar stor vinmark ved Rovittello, beliggende i 700 meters højde og med vinstokke plantet tilbage i 2007. Det er 90% Nerello Mascalese, 8% Nerello Cappuccio samt 2% Minella og Carricante.

Druerne er høstet og sorteret ved håndkraft, afstilket og knust inden en kold premaceration i 12 timer ved 2-14 grader. Ellers er vinen alene gæret i rustfrie ståltanke og lagret der i 9 måneder og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 3.300-5.000 flasker af denne vin.

Allerede fra første snif er jeg solgt … lys, storblomstret, parfumeret, let, sart, feminin og har – som sidst – en lille fin øko og bio kant, hvor der kommer referencer til Jura med et lyst syretrip. Frugten er også florlet med en lys bondsk side af Beaujolais, kirsebær, tranebær, mineraler, violer, fennikel og tørhed.

Hvor smager Erse Etna Rosso også godt … endda bedre end sidste gang og du får virkelig en lys, let, feminin, start, syrlig og frugtrig vin med et herlig syrlig bid, sure lyserøde bolsjer og blomstervand. Der er tanniner, der næsten får en smule tør Nebbiolo karakter, så du får dermed med denne vin tonsvis af let, legesyg charme og alt ender med en stram mineralsk kant. Elsker den. Smukt. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker. Jackpot.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2019 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienI sommers smagte jeg for første gang en 2016 Alberelli di Giodo fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini, der jo i Toscana driver vinhuset Podere Giodo, men ved siden af også laver vine fra Sicilien. Nu er den gal igen, da jeg smager Alberelli di Giodo i en nyere årgang 2019.

Vinen kommer som sagt fra det lille sicilianske projekt og den er lavet på ren Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.

Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duftmæssigt er der godt med kirsebær, sure, søde og modne kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, blomster, rosenblade, violer, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon samt nogle grønne og urtede noter. Den virker også både tør og mineralsk med en vis landlighed.

I munden minder vinen utroligt meget om 2016’eren … godt med syrlig frugt, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side.

Tanninerne er igen vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin med denne bitre og syrlige kant. Det er en vin, der kræver tålmodighed, tid og fordybelse. Tænker også, at den nok skulle have være gemt nogle år i kælderen. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Collepiano, Umbrien, Italien

2018 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Collepiano, Umbrien, ItalienNår vi er ved Arnaldo Caprai, så skal vi selvfølgelig også smage hans klassiske Montefalco Sagrantino Collepiano … også en vin, som jeg før har smagt på vingården og husker som totalt sindssyg tanninrig. Jeg smager nu vinen i årgang 2018.

På vingården skrev jeg om vinen, at det var lidt som at spise en køkkenrulle og at tanninerne nærmest omgående lammede mine smagssanser, men måske er jeg blevet mere voksen siden dengang og ikke længere så meget en tøs? Det tester vi lige om lidt.

Vinen er lavet af Sagrantino druer, der er høstet med et udbytte på 50-60 hektoliter pr. hektar. Caprai skriver ikke noget om, hvor lang gæring og maceration vinen har fået, men lur mig om den ikke har ligget på skallerne i en pæn lang periode.

Den har samtidig lagret 22 måneder på barriques og Caprai anvender kun nye, franske barriques til hans Sagrantino, hvorved der sparkes yderligere til tanninerne. Vinen lagrer minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse og der laves årligt omkring 80.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det næsten som et møde mellem  noget Barolo og noget mere solmodent. Der er således både tørrede blomster, roser, violer og så ellers lakrids … både sød finsk og tørt engelsk, men der er også en powerfuld samt fyldig frugt med kogte blommer, overmodne kirsebær, røg, tobak, garvet læder, vilde urter, laurbærblade samt en italiensk og nærmest balsamisk syre.

I munden er det allerede fra første fløjt en tør, mørk og intens vin, hvor der er sorte kirsebær, solbær, blommer samt masser af tør og engelsk lakrids, peber og. Men når du lukker luft ind i munden, så slippes vilddyret løs … virkelig stamme samt uhæmmede tanniner. Det er dog ikke helt så vildt, som jeg husker det … måske er jeg ikke længere en pivert? Men for helvede, hvor er vinen tør med de vilde tanniner og en frugt med kæmpemæssig kraft. Det er faktisk ikke helt ringe, så dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Arnaldo Caprai, Colli Martani Grechetto Grecante, Umbrien, Italien

2021 Arnaldo Caprai, Colli Martani Grechetto Grecante, Umbrien, ItalienArnaldo Caprai er nok et af de mest respekterede vinhuse i Montefalco i Umbrien og Marco Caprai driver et stort state-of-the-art vineri, hvorfra vi nu smager denne 2021 Colli Martani Grechetto Grecante.

Det er en vin, som jeg før har smagt, hvilket faktisk var på et besøg på vingården. Det kan du læse mere om i mit indlæg: Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper. Deri fortæller jeg selvfølgelig også en masse om vinhuset.

Colli Martani Grechetto Grecante er selvfølgelig lavet på ren Grechetto, der er høstet med udbytte på 80-90 hektoliter pr. hektar og fra marker med undergrund præget af silt og ler.

Det er en vin, som Caprai lavede første gang i 1989 og som selvfølgelig er lavet på ren stål uden nogle former for lagring på egefade. Vinen er i stedet lagret 3 måneder i tankene og yderligere 3 måneder efter flaskning. Caprai laver årligt 80.000 flasker af denne vin.

Duften er mest lidt eksotiske frugter … mango, abrikos, modne æbler, havtorn, tørre og kalkede elementer samt krydderier. Det er fyldig uden at blive fed, så dermed står vinen frisk og tør.

I munden er der mest lemon og lidt grape med sød bitterhed, let oxiderede æbler, abrikos og igen denne nærmest kalkede og tørre mineralitet, et bid af hvid peber og krydderier. Lang tør eftersmag med citrus og denne sødbitterhed. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, Italien

2019 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne DOCG Chianti Classico  fra det gamle, toscanske vinhus Pagliarese har jeg også smagt et par gange før i årgang 2016 og 2017 … men nu smager jeg så 2019’eren.

Pagliarese ligger lidt syd for den lille by San Gusmè omkring 60 kilometer syd for Firenze. Det er en gammel historisk ejendom, som blev grundlagt af familien Pagliaresi familie, som allerede tilbage i 1200-tallet var en stor og indflydelsesrig familie i Sienna. Da trak sig dog senere tilbage og bosatte sig til landet, nemlig i Berardenga området mellem de i dag to store topproducenter Fèlsina og Castell’in Villa … omringet af et fantastisk terroir.

Langt senere i 1970’erne og starten af 1980’erne var Pagliarese et anerkendt vinhus, som var drevet af den nu afdøde vinmager Giulio Gambelli. Men i slutningen af 1980’erne gik det dog desværre ned af bakke med både kvalitet og økonomi, så vingården var tæt på at gå bankerot og endte til sidst med blot at sælge druerne til andre producenter.

I 1995 blev Pagliarese  … ejendom og marker købt af Poggiali familien, som lagde stedet under deres eksisterende vinhus Società Agricola Fèlsina, dog med tanke om på et senere tidspunkt at relancere vinene under eget label igen.

Fèlsina er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, fx da jeg smagte en 2010 Berardenga Chianti Classico Riserva. Det er et stort og anerkendt vinhus, som siden overtagelsen har moderniseret vingården og genplantet de fleste af Pagliareses vinmarker.

Samlet har Pagliarese 65 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker, mens 10 hektar er olivenlunde og de resterende skovområder. Alle markerne ligger højt i Castelnuovo Berardenga i 320-390 meters højde, hvor jordbunden på de sydvestvendte skråninger består af stor andel kalksten, sandsten og småsten.

Og nu har Fèlsina siden 2015 så valgt at sælge Pagliarese under egen label igen. Her smager jeg så deres Chianti Classico, som er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Mammolo.

Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader med daglig overpumpning og en efterfølgende maceration på 12-15 dage. Derefter er vinen lagret 10-12 måneder, hvorefter den er tappet på flaske og lagret yderligere en periode.

Sikke dejlig næse … umiskendelig italiensk med denne nærmest balsamiske syre, tør tobak, fennikel, medicinkasse, tørrede blomster og en frugt med tranebær, godt med kirsebær, ribs, hækplanter, lidt grønne noter, appelsinskal og mynte … og så en svag lille sødme, der medvirker til en vis dybde.

Det er smagsmæssigt også rent, klart og stramt med tranebær, kirsebær og ribs … og atter masser af frugt, saftig lys, stram, elegant og frisk med Sangiovese karakter, bitre og klare tanniner. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso Prephylloxera La Vigna di Don Peppino, Sicilien, Italien

2020 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso Prephylloxera La Vigna di Don Peppino, Sicilien, ItalienFøj for en lækker vin, men det havde jeg faktisk også ventet. Vi snakker om denne Etna Rosso Prephylloxera La Vigna di Don Peppino 2020 fra Tenuta delle Terre Nere.

Vingården Tenuta delle Terre Nere ligger omkring 5 kilometer øst for byen Randazzo, som vel nærmest ligger i den østligste og nordlige del af Sicilien.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor en af Italiens bedste vinmagere Marco De Grazia købte den lille ejendom sammen med hans broder Sebastiano … en ejendom med 40-140 år gamle vinstokke med sorter som Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt hvide sorter som Carricante, Catarratto, Inzolia og Grecanico.

Samlet ejer brødrene over 30 hektar jord, fordelt på 10 parceller på 4 marker, nemlig markerne Calderara Sottana, Guardiola, Feudo di Mezzo samt Santo Spirito.

Samlet udgør parcellerne på disse vinmarker 27 hektar, men de planlægger udvidelse til samlet 30-32 hektar vinmarker.

Markerne ligger på vulkanen Etnas nordlige skråninger og det er nogle af Europas højest beliggende vinmarker, som ligger mellem 650 og 1.000 meters højde over havets overflade. De dramatiske døgnvariationer i temperaturen og en undergrund rig på vulkansk aske er med til at give uhørt elegante og komplekse vine.

Tenuta delle Terre Nere sendte allerede i år 2002 deres første årgang på markedet, men måtte de første år også ud at købe druer fra flere nabogårde. Siden 2004 har vinhuset været selvsynende fra egne vinmarker og har samtidig omlagt produktionen til økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2008. Vinstokkene står i øvrigt som små træer efter en dyrknings- eller opbindingsmetode kaldet Alberello eller Gobelet.

Vinhuset laver 2 hvidvine, 1 rosé samt 6 forskellige rødvin, først en entry-level Etna Rosso, dernæst de 4 enkeltmarksvine Etna Rosso Santo Spirito, Etna Rosso Calderara Sottana, Etna Rosso Guardiola, Etna Rosso Feudo di Mezzo og endelig vinen Prephylloxera Etna Rosso DOC La Vigna di Don Peppino, hvor druerne kommer fra de ældste vinstokke på 2 parceller på Calderara Sottana, hvor vinstokkene aldrig har været ramt af phylloxera … og det er sidstnævnte vin, som jeg nu har i glasset.

Det er selvfølgelig 100% Nerello Mascalese, der kommer fra vinstokke fra 1870 og overlevede vinlusens hærgen. Destår således med de originale, upodede rødder i vulkansk jord, der er rig på sten og aske. Underteksten La Vigna di Don Peppino, henviser til den bonde, der i over 70 år passede og plejede disse planter.

Marken er kun på 0,8 hektar og ligger i 620 meters højde. Binen er lavet med spontangæring ved 28-30 grader efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 14 måneder på franske barriques og tonneaux … derefter 1 måned på stål og så flaskning. Der er lavet 4.000 flasker af vinen.

Duften er mildest talt himmelsk … en sagte, let og smuk aroma, hvor der både er blæk, aske, røg, modne blide bær, kirsebær, kandiserede jordbær, fad, lakrids, blommer, vanilje og karamel. Det er en æterisk og overjordisk duft … totalt ud af boxen.

Sådan smager vinen også … gudeskønt … virkelig blid, lys, glat, alt er så burgundisk, let, luftig, æterisk og med lidt drys fra nærmest noget modent Barolo. Alt er zen, guddommeligt og imponerende. Man kan bare lige læne sig tilbage og nyde glasset. Den har egentlig en god, let og fin syre, ren og klar … blød og sart. Wauw. 99 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 930 kr.

Vinanmeldelse 7/7