Tag-arkiv: Italien

2001 Solaria, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2001 Solaria, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienFonzie is back … efter hackerangreb på bloggen i løbet af ugen. Fandens til besvær … kunne simpelthen ikke logge ind på min lille vinblog. Nu har jeg vistnok fixet det sådan nogenlunde, selvom der er faciliteter, som er forsvundet og ikke helt på plads.

Forhåbentlig er der nu nogenlunde happy days. Jeg krydser fingre. Jeg havde ellers via Facebook udloddet en god flaske vin til dén, som kunne hjælpe med mit tekniske problem. Nu må jeg sgu selv drikke vinen … satans til opgave.

Nå, men sidst var jeg i gang med den toscanske smagning. Faktisk manglende jeg alene en enkelt vin, nemlig denne Brunello di Montalcino Riserva fra vinhuset Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni eller i daglig tale blot kaldt Solaria.

Solaria’a vinmarker er placeret på en naturlig plateau på det skrånende sydøstlige side af en Montalcino bakke, hvor vinstokkene fra morgen til aften ideelt er udsat for solens varme. Det unikke mikroklima giver Sangiovese Grosso druerne mulighed for at nå en perfekt modenhed, hjulpet af menneskets kærlige omsorg og engagement.

Og dette engagement og denne kærlighed gives af vingårdens ejer, nemlig Patrizia Cencioni, som laver Brunello, Rosso di Montalcino og den eksklusive Solarianne. Oprindeligt hed gården Cencioni e Pallari, men efter Patrizia Cencionis overtagelse blev den omdøbt til Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni.

Vinmarkerne er ikke så gamle, idet vingården er etableret i 1989. Der ejes i alt 8 hektar vinmarker, hvoraf sølle 0,5 hektar anvendes til produktion af Brunello vin. Herudover ejes der 7 hektar olivenlunde.

Patrizia Cencioni er en aktiv kvinde og hun bruger ikke sin tid bag et skrivebord. I stedet sidder hun entusiastisk bag rattet af sin traktor, og plejer omhyggeligt hendes vinstokke i hånden og deltager i det hele taget helhjertet i alle opgaver i marken, vinkælderen og alle de andre funktionen i produktionen af vinene.

Patrizia opnåede 3 glas i Gambero Rosse i 1997, og siden dengang har hun været én af de producenter, som man holder godt øje med.

Jeg har tidligere smagt husets almindelige Brunello i en årgang 2007, men her har vi vinen i Riserva udgaven og med endnu mere alder, nemlig med årgang 2001 … altså en 14 år gammel fætter, som er lavet på 100% Sangiovese Grosso, lang maceration og 48 måneders lagring på store fade.

Og jo … den er ved at være en smule bedaget, bl.a. er der en fin orange kant i glasset. I næsen mærkes alderen også … det er lidt portvin, muld, gamle champignon, svedsker og cigaræske, mens smagen er intens og tæt … men også præget af alderen. Der er lidt lakrids, men ellers virker vinen lidt træt og flad.

Forhandles af Toscavini, pris 599 kr., men det synes jeg ikke, at den er værd.

Rating 4,5/7  

2003 Tenute Loacker, Corte Pavone Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2003 Tenute Loacker, Corte Pavone Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTilbage til vinhuset Tenute Loacker og deres vingård Corte Pavone, som ligger en kilometers penge vest for selve Montalcino by. Denne gang med deres Brunello di Montalcino, en vin jeg tidligere har smagt i årgang 2005 og var kåret af Wine Enthusiast som verdens 3. bedste Brunello.

Her har vi imidlertid vinen to år ældre, nemlig i årgang 2003, som har fået 1 glas i Gambero Rosso samt 90 point af henholdsvis Parker samt Wine Spectator. Dermed selvfølgelig lidt mere beskedne ratings, men fortsat en spændende vin.

Selve årgangen 2003 i appellationen Brunello di Montalcino vurderer samme Wine Spectator i øvrigt til 88 … mens fx det efterfølgende år 2004 opnår hele 97 point.

Nå, men denne Brunello di Montalcino kommer fra huset egne marker, kommer fra forskellige marker og dyrkes 100% økologisk. På markerne gror vinstokkene ved siden af andre planter og urter, fx rosmarin, lavendel og timian. Disse er med til at give en komplekse aroma og en dyb smag af Brunello di Montalcino.

Vinen modnes i 36 måneder på egetræsfade af forskellig størrelse og oprindelse. Endelig vinen modnet i flasken i seks måneder før frigivelse.

Lad os smage vinen, som i næsen er mørk som en sort nat, animalsk med svampe, gamle fade, overmodne kirsebær, figner, dadler, tobak, nødder, kastanjer, skovbund og våd jord, læder, chokolade samt lidt muskatnød eller allehånde. Smagen er fyldig, kraftig, intens med kul, kridt, mørk frugt, lakrids, kaffe … men også en harmonisk syre og en afslutning med god frugt, kirsebær og fylde.

Smagte jeg denne blindt havde jeg nok ikke gættet Brunello, men godt smager den. Saftig, intens og kompleks.

Forhandles af Toscavini, pris 499 kr.

Rating 5,5/7 

2007 Pian delle Querci, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2007 Pian delle Querci, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienI den tredje infight leverer denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Azienda Agricola Pian delle Querci sidste nådestød til Montepulciano.

Selvom Brunello sikkert er markedsført mere end dens søstre fra Montepulciano, er dyrere og dermed mere efterspurgt af både kendere og vinsnobber, så er der en forklaring på, at vinen sammen med Barolo og Barbaresco hører til de mest prestigefyldte rødvine i Italien.

Kvaliteten er bare lige en tak bedre, og det beviser denne Brunello fra Pian delle Querci også, selvom den i mit univers ikke når vinen fra Collemattoni. Men mindre kan jo også gøre det.

Brunello må kun laves i Montalcino kommune, og arealet blev allerede udstukket i 1932. Brunello var da også blandt de første til at få DOC status i 1966. Brunello var også den første vin, der fik den højeste klassifikation DOCG i 1980.

Navnet Brunello stammer fra druen, der anvendes i vinen, Sangiovese Grosso. Brunello blev anvendt af de lokale som navn på en klon af Sangiovese druen. Man kalder dog ikke disse kloner for Brunello længere, da man ikke vil risikere, at navnet kan bruges uden for Montalcino-zonen.

I takt med Brunelloens succes er det vinmæssige areal vokset dramatisk og det same er antallet af vinproducenter. I 1975 blev der produceret 800.000 flasker fra 25 producenter. I dag er der omkring 250 producenter, der dyrker vin fra 1.900 hektar vinmarker.

Og én af disse er Azienda Agricola Pian delle Querci, som ligger omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino by. Vinhuset ejer 50 hektar jord i området, men kun 8,5 hektar er vinmarker, herunder 6 hektar under DOCG Brunello, 2 hektarer med Rosso di Montalcino DOC, mens de sidste 0,5 hektar er tilplantet med Santantimo.

Vinhuset ejes og drives af Vittorio Pinti, og han er 3. generation på gården. Vittorio er lidt oppe i årene, men har – som det er tradition i Italien – hjælp fra resten af familien, så 4. generation er allerede i gang. Sammen laver de årligt omkring 56.000 flasker vin og de fleste flasker er faktisk Brunello.

Der laves to forskellige Brunelloer, denne almindelige samt en Brunello di Montalcino Riserva. Derudover laves der en Rosso di Montalcino og det er sådan set det.

Denne Brunello di Montalcino er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturstyring. Vinificeringen sker med maceration i kun 12 dage og efterfølgende lagring 3 år i nye 50 hektoliter slavonske mediumristede egetræsfade. Herefter lagrer vinen minimum 10 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset kan det ses, at der begynder at være lidt alder på vinen. Der er let orange og lysbrune kanter, men ellers virker vinen ganske let i glasset. I næsen er der lidt grafit, grønne noter, egetræ, marcipan, læder og lys frugt. I munden er vinen blød, men der er fortsat lidt kant. Der er god lethed over vinen, meget fin og syren er meget vedkommende.

Der er lys frugt, som virker lidt svag og knap så intens, som fx Collemattoni, som er mere maskulin. Denne er mere feminin, hvilket jo ellers burde være mere attraktivt. Konklusionen er dog helt sikkert, at denne feminine vin smager herregodt.

Forhandles hos Toscavini, pris 269 kr.

Rating 5/7 

2009 Casale Daviddi, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, Italien

2009 Casale Daviddi, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, ItalienNæste omgang – round 3 –  i tvekampen, og igen med start i Montepulciano, hvor vi finder vinhuset Azienda Casale Daviddi, som står bag denne Vino Nobile di Montepulciano Riserva, som samtidig er husets absolutte topvin.

Azienda Casale Daviddi ligger omkring 5 kilometer nordøst for Montepulciano tæt ved Casella og drives af Aldimaro Daviddi med hjælp fra hustru og datter. Vingården har været i familiens eje siden starten af 1900-tallet, og der er lavet vin på vingården i endnu længere tid, bl.a. står der på gården en vinpresse fra starten af 1800-tallet.

Ejendommen har i alt 20 hektar vinmarker, som ligger rundt om i området, bl.a. i Gracciano, Valiano, Abbadia og Acquaviva. Der dyrker Aldimaro de gængse lokale druer, dvs. primært Sangiovese samt en mindre andel af Canaiolo og Mammolo. Derudover dyrkes der også lidt Malvasia og Trebbiano Grechetto til husets dessertvin.

Der laves alene 6 forskellige vine på Casale Daviddi, nemlig denne topvin Vino Nobile di Montepulciano Riserva DOCG, en almindelig Vino Nobile di Montepulciano DOCG, en Rosso di Montepulciano DOC, Caratello Cainozza Chianti Colli Senesi DOCG, Bosco Vino Rosso Toscano IGT samt dessertvinen Vin Santo di Montepulciano DOC.

Derudover laver de selvfølgelig også en grappa, som de kalder Grappa di Nobile da Vinacce di Vino Nobile di Montepulciano samt lidt olivenolie. Samlet produktion ligger på omkring 80.000 flasker vin hvert år.

Denne Vino Nobile di Montepulciano Riserva er lavet på 90% Sangiovese og de sidste 10% er Mammolo og Canaiolo Nero. Druerne kommer fra flere forskellige marker, både fra Abbadia di Montepulciano, Acquaviva, Gracciano og Valiano. Lavet på store ståltanke og derefter lagret i store, franske 25 hektoliter egetræsfade i 36 måneder.

Og lad os endelig smage vinen, som i næsen er ganske rustik med blæk, grafit, mørk chokolade, afsveden egeplanker, røg, eg og en omgang mørke bær. I munden er der mere mørk frugt, lette blommer, lakrids … men syren bliver lidt fesen og flad, og der mangler ligesom lidt syre til at bære tingene helt igennem.

Forhandles af Toscavini, hvor prisen er 269 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello har nogenlunde samme effekt på folk som Barolo … folk nikker med hovedet, når de læser navnet Brunello på etiketten. Med denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Collemattoni er der bestemt grund til at nikke – ja faktisk ryste hele kraniet voldsomt – for det er sgu klassevin og mit absolutte højdepunkt i den toscanske smagning forleden.

Dermed ser det også ud til, at Montalcino tager næste point i tvekampen – dermed scoren 2-0.

Azienda Agricola Collemattoni Di Bucci Marcello ligger omkring 5 kilometer syd for Montalcino by ved Sant Angelo in Colle, og drives – som navnet fortæller – af Bucci familien. Vingården kan dateres helt tilbage til 1672 og familien Bucci som vinbønder til Bucci 1798, hvor registreringer i de offentlige registre omtaler Giuseppe Bucci som landmand og leder af en stor familie.

I dag ejes og drives vingården af Marcello Bucci, der med hjælp fra både forældrene Ado og Vera samt onkel Franco fortsætter familiens traditioner gennem mange generationer.

Familie ejer samlet 7 hektar vinmarker, og markerne er fordelt på 4 parceller, nemlig marken Sesta mellem Sant Angelo og Castel Nuovo del Abate, Fontelontano i bakkerne ved Sant Angelo in Colle, Di Cava i Castel Nuovo del Abate og endelig marken Collemattoni, som ligger tæt på gården er har givet navn til vinhuset.

Den årlige produktion er i dag på 25.000 flasker Brunello di Montalcino, 25.000 flasker Rosso di Montalcino, 10.000 flasker Adone IGT og i specielt gode årgange 2.500 flasker Riserva Brunello Fontelontano. Siden 2012 har vingården været certificeret økologisk.

Denne Brunello er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso, lavet på store temperaturstyrede, rustfrie ståltanke ved 28-30 grader, maceration 28-40 dage og derefter med 36 måneders lagring på store slovenske fade.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er skøn animalsk med lethed, lyse blommer, kirsebær, sød tobak, vanilje, kanel, blomster, lavendel og bare en total balance, elegance og imødekommenhed uden lige. I munden er vinen blød, let, cremet, elegant med blommer … næsten blomme i Madeira, virkelig dyb frugt, karamel, lakrids, tobak og lidt slutsødme i finalen. Det bliver aldrig for sødt, idet syren er meget præcis og til stede til at afbalancere tingene. Hvor er dette dog bare godt. Far er glad.

Forhandles af Toscavini, pris 249 kr.

Rating 6,5/7 

2008 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, Italien

2008 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, ItalienOg hvorfor så ikke lige snuppe Tiberinis Vino Nobile di Montepulciano Riserva, nu vi er i gang med emnet? Den har vi så her … med multo eleganto etikette, hvorpå der også står Vigneto Campaccio. Det henviser til den lille vinmark, hvor druerne til denne Riserva vin kommer fra.

Vinmarken Vigneto Campaccio er på 0,85 hektar, og vinstokkene er plantet tilbage i 1967. Marken har en undergrund med ler og små sten, og den ligger perfekt eksponeret for sol og vind. Selvom marken på den måde er unik, så laver Azienda Agricola Tiberini kun deres Riserva Vino Nobile i de allerbedste år. De øvrige år indgår druerne i deres almindelig Vino Nobile.

Vinen er lavet på 90% Prugnolo Gentile, 5% Canaiolo Nero og  5% Mammolo, alle selvfølgelig høstet ved håndkraft. Straks efter høst bringes druerne til vinkælderen, hvor vinifikationen sker i store 50 hektoliter tanke med kold maceration i 40-43 dage og efterfølgende lagring.

Lagringen sker i franske 500 liters egetræsfade fra Allier og Vosges. Der ligger vinen i 44 måneder inden den flaskes. Derefter lagrer vinen yderligere 10 måneder på flaske inden den frigives til salg. På den måde mener Tiberini, at vinen bedst afspejler det specielle terrior fra Vigneto Campaccio,

Så lad os smage denne topvin fra Tiberini. I næsen er vinen meget syrlig … vi snakker nærmest sure sokker, modne røde bær, nærmest lidt lette blommer .. tæt på rosiner, lidt tobak, peber, klorvand og generelt er jeg ikke så vild med duften. Smagsmæssigt er det imidlertid en helt anden sag. Smagen er rund, meget intens i syren og tanninerne er nærmest veltilpassede og det hele er blødt, rundt, afbalanceret med et touch af lakrids og denne fine, elegante veltilpassede syrlighed. Klasse.

Forhandles af Toscavini, pris 199 kr.

Rating 5/7 

2010 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2010 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienIgen tilbage hos Tiberini familien … aka Azienda Agricola Tiberini på vingården Podere Le Caggiole lidt nord for Montepulciano, og denne gang med en vaskeægte nobel vin; Vino Nobile di Montepulciano DOCG i den fortsat tvekamp mellem byerne Montepulciano og Montalcino.

Selvom der ikke er så stor afstand mellem de to byer, så har vinene fra Montepulciano altid stået lidt i skyggen for vinene fra Montalcino. Dels er antallet af producenter i Montalcino meget højere, og dels har gruppen af eliteproducenter været konstant stigende i Montalcino.

For 500 år siden var vinene fra Montepulciano blandt de mest eftertragtede vine i Toscana. Men herefter tabte de terræn til både Chianti og Brunello, som i dag nyder større prestige end Vino Nobile di Montepulciano.

I Montepulciano er eliten en mindre gruppe bestående af nogle få kendte producenter samt en lille håndfuld nye stilsættende gårde, der er kommet frem siden midten af 1990’erne. Men i takt med, at de bedste producenter forsøger at rendyrke og forfine et Montepulciano-udtryk, dvs. finde ind til kernen af sine egne kvaliteter, fremfor at sammenligne sig med Montalcino, er både vinene og fremtiden blevet meget mere interessant.

Hovedparten af vinmarkerne til Vino Nobile ligger i den vestlige og højeste del af distriktet i op til 600 meter. De bedste marker ligger omkring 300 meter over havets overflade på sydøstvendte skråninger med en jordbund, som overvejende består af sand, grus og ler.

Vine fra Vino Nobile di Montepulciano placerer sig et sted mellem Chianti Classico og Brunello di Montalcino. Vinene skal indeholde mindst 70% Prugnolo Gentile, der – som tidligere nævnt – er det lokale synonym for Sangiovese. Den resterende most skal indeholde 10-20% Canaiolo Nero, mens resten typisk er Mammolo. Vinen laves typisk på 80% Sangiovese, 15% Canaiolo og 5% Mammolo, men blandt de bedste producenter går udviklingen mod en højere andel Sangiovese.

Chianti og Brunello skal altid laves på 100% Sangiovese, så Vino Nobile di Montepulciano adskiller sig herved i druesammensætningen. Vinene skal være lagret to år før de udgives, tre år for Riserva.

Navnet Vino Nobile di Montepulciano blev opfundet af Adamo Fanetti. Indtil 1930 kaldte man blot vinen for Vino Rosso Scelto di Montepulciano, men Adamo kaldte sin vin nobile, altså ædel … og det navn har siden hængt på de bedste vine fra Montepulciano.

Hos Azienda Agricola Tiberini laver man to Vino Nobile, nemlig denne almindelige samt en Riserva. Denne Vino Nobile di Montepulciano DOCG er lavet på 85% Pugnolo Gentile, 10% Canaiolo Nero og 5% Mammolo med 30 måneders lagring på store slovenske fade og franske Allierfade.

Lavet i store 50-70 hektoliter ståltanke, maceration i 25-30 dage, og efter lagringen på eg i 30 måneder, så lagrer vinen også 6 måneder på flaske, inden den frigives.

I næsen en herlig landlig, animalsk duft med mejeri, yoghurt … frugt klart mørkere end forrige vin, nærmest lidt solbær, brombær, lette blommer, violer og igen samme duft af vinmarker, som ved forrige vin. Herligt. I munden er der tobak, kraft … mere fyldig, men måske også mere grov og rustik end forrige vin. Der er samtidig godt med syre, og tanninerne er ganske markante. Samlet virker vinen dog nemmere tilgængelig, og smager rigtigt godt.

Forhandles af Toscavini, hvor prisen er 129 kr.

Rating 5/7 

2012 Tenute Loacker, Corte Pavone Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2012 Tenute Loacker, Corte Pavone Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienFra en Rosso di Montepulciano til en Rosso di Montalcino … en lille afstand på vel omkring 20 kilometer. Vinen her er fra vingården Corte Pavone, som er en del af vinhuset Tenute Loacker … et vinhus, som vi før har stiftet bekendtskab med her på bloggen.

Tenute Loacker ejer 3 vingårde i Italien, nemlig Schwarhof i Sydtyrol samt Corte Pavone og Valdifalco i Toscana. Vinhuset ejes af Rainer Loacker, som siden 1979 har drevet Schwarhof med dets 11 hektar vinmarker.

I 1996 købte Rainer Loacker sammen med sønnen Hayo Loacker imidlertid også ejendommen Corte Pavone i Montalcino. Købte skete efter Rainer i flere år havde kigget efter en ejendom i Montalcino.

Corte Pavone havde tidligere været ejet af Martini familien fra Montalcino fra omkring 1940 til 1988 og blev efterfølgende forvaltet af det schweiziske selskab Terre Bindella. Vingården er i alt på 91 hektar beliggende i 500 meters højde, men alene 16 hektar består af vinmarker, hvor der dyrkes Sangiovese Grosso, Cabernet Sauvignon, Syrah samt Merlot … og alt dyrkes økologisk og biodynamisk.

Den sidste ejendom Valdifalco købte Loacker i starten af år 2000. Navnet Valdifalco betyder “Valley of the Falcon” og hentyder til det faktum, at området var berømt for falkejagt i middelalderen. Vingården har smukt beliggende blandt bølgende bakker, og der ejes i alt 64 hektar jord, hvoraf de 21 hektar består af vinmarker.

På Corte Pavone laves der selvfølgelig Brunello, denne Rosso di Montalcino samt vinene Levante og Granfalco. Ja så laves der selvfølgelig også lidt Grappa di Brunello di Montalcino.

Denne Rosso di Montalcino er lavet på ren Sangiovese, høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar. Vinficeret på store rustfrie ståltanke, maceration på 12-18 dage, og alene gæret med den naturlige gær fra druerne. Vinen har derefter lagret 12 måneder på eg og der er sammenlagt producert 19.010 liter af vinen … det svarer efter min lommeregner til 25.346 flasker af vinen … forudsat der ikke er lavet nogle på magnum flasker.

Og i forhold til den første Rosso di Montepulciano fra Tiberini, så er vi kvalitetsmæssigt et kvantespring foran … dermed første runde til Montalcino. I næsen er her tobak, mynte, mørke kirsebær, marcipan, egefade og den lidt specielle duft, som man tit får, når man går i vinmarkerne … sådan lidt grønt i det. Der mangler måske lidt elegance i næsen, men herligt dufter den.

I munden er der godt med syre, men ellers en rund frugt, kirsebær, frugtkerner og tanniner. Ja, tanninerne er meget til stede og sætter sig på fortænderne. Måske lidt grov i udtrykket, men god struktur og en voldsom dejlig vin. Thumbs Up for denne mini-Brunello.

Forhandles af Toscavini, pris 129 kr.

Rating 5/7 

2011 Tiberini, Rosso di Montepulciano, Toscana, Italien

2011 Tiberini, Rosso di Montepulciano, Toscana, ItalienDen snart forgangne uge bød bl.a. på en stor toscansk smagning, et battle mellem Vino Nobile og Brunello, og den første vin fra denne aften var denne Rosso di Montepulciano fra vinhuset Azienda Agricola Tiberini, som netop holder til i byen Montepulciano.

Ja helt præcis holder Azienda Agricola Tiberini til et par kilometer nord for Montepulciano, nemlig på vingården Podere Le Caggiole, som Tiberinoi familien har drevet igennem 6 generationer.

Det var oprindelig Giuseppe Tiberini, som grundlagde vinhuset. Det er en rigtig bondefamilie, og alle generationerne har lært håndværket fra de ældre i familien. Dengang var herren i huset Capoccia, Capofamiglia  … eneherskende, en slags godfather, som man ikke sagde imod.

Den tradition ændrede  Gino “Capoccia” Tiberini i 1960, hvor han besluttede, at nu var tiden moden til, at de øvrige i familien kunne få medindflydelse.

I dag er det Ginos to børnebørn, Luca og Fabio Tiberini, som driver vingården, som samlet ejer 22 hektar jord på nogle af de bedst egnede skråninger for produktion af Vino Nobile. Vin- og olivenmarkerne udgør dog alene 16,5 hektar.

Luca og Fabri overtog driften fra deres far Marino Tiberini og laver sammen omkring 9 forskellige vine på gården, lidt Chianti, Rosso di Montepulciano og Vino Nobile. Lucas to børn Niccolo og Giada hjælper også til … så måske er den 7. generation på vingården allerede sikret.

Her har vi husets Rosso di Montepulciano, som er lavet på 90% Pugnolo Gentile og 10% Canaiolo Nero og Mammolo med 3 måneders lagring på franske Allierfade. Nu skal du ikke blive bange for, at der ikke er Sangiovese i sådan en Montepulciano vin. Prugnolo Gentile di Montepulciano er såmænd blot en lokal klon af Sangiovese druen … eller af Sangiovese Grosso for at være helt præcis.

Lavet i store 50 hektoliter ståltanke, maceration i 18-21 dage, og efter lagringen på eg, så lagrer vinen også 6 måneder på flaske, inden den frigives.

Den har i næsen en fin landlig duft … sådan lidt babybræk (på den gode måde), gamle får, stikkelsbær, ribs, kirsebær og et strejf af lidt krydderier. I munden meget rank, godt med syre, friskhed … faktisk stor surhed, og en smule kantet, selvom den egentlig er fin harmonisk i sin smagspallette.

Forhandles hos Toscavini, pris 69 kr.

Rating 3,5/7 

2011 Fratelli Martini Secondo Luigi, Canti Estate Barolo, Piemonte, Italien

2011 Fratelli Martini Secondo Luigi, Canti Estate Barolo, Piemonte, ItalienSjovt med Barolo. Folk kigger på flasken, nikker anerkendende …. nååååhhhh Barolo udbryder de synligt imponeret. Man har vel hørt – ét eller andet sted – at Barolo er dyrt og én af de mere eksklusive vine, en god vin … og lige præcis sådan gik det også jobbet i dag. Folk nikkede.

Dagens vin bærer navnet Canti Estate Barolo DOCG, og kommer fra vinhuset Fratelli Martini Secondo Luigi, som har deres produktionsfaciliteter 3 steder i Piemonte, nemlig i byerne Cossano Belbo, Neive og Castel di Serra, mens deres administration ligger i Milano.

Det lyder som en stor historie … og det er det også. Fratelli Martini Secondo Luigi er nemlig et af Italiens største familieejede vinhuse, som ejes og drives af Martini familien. Huset er grundlagt tilbage i 1947 af Secondo Martini sammen med broderen Luigi Martini.

Efter brødrene overtog Secondos søn Gianni Martini driften, og han ekspanderede vinhuset voldsomt. Gennem 1970’erne udvidede han vinhuset via tilkøb af yderligere vingårde, indgik samarbejdsaftaler med masser af vinbønder i området, moderniserede og udvidede kapaciteten markant.

Det meste af produktionen i dag sker via opkøbte druer fra husets tætte kontakter til mere end 1.800 vinbønder i Piemonte samt langtidskontrakter med to store italienske kooperativer. Det er sgu da ikke så lidt … druer fra ikke mindre end 1.800 vinbønder. Og så lige to kooperativer.

Det betyder, at man hos Fratelli Martini Secondo Luigi producerer meget vin … rigtigt meget vin, og samtidig fra de fleste områder i Italien, dog med hovedvægten på vinene fra Piemonte. Vinene sælges i 55 lande på verdensplan, bl.a. under navne som Casa Sant’Orsola, Canti, Collezione Marchesini, 35 Parallelo og Il Cortigiano.

Der laves også en del Vermouth og specielt Prosecco og Spumante er vinhuset også meget stærke i.

Men de færreste flasker kommer fra vinhusets egne marker, selvom vinhuset også selv ejer en del ejendomme og vinmarker i Piemonte. Det er nemlig vingårdene:

  • Lo Zoccolaio beliggende i Barolo med 23 hektar vinmarker, hvor familien dyrker Nebbiolo, Barbera, Dolcetto, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir … eller Pinot Nero som den jo kaldes på de breddegrader.
  • Villa Lanata beliggende i Cossano Belbo med 53 hektar vinmarker i Cossano Belbo og Castino, primært med Chardonnay og Moscato.
  • La Toledana med 25 hektar i Gavi, hvor man dyrker den lidt mere ukendte Cortese drue. Cortese druen ses sjældent i Danmark, men det er en druesort, som er mest udbredt i Piemonte, hvor den benyttes i Garvi DOCG, Colli Tortonesi DOC og Cortese dell’Alto Monferrato DOC.
  • Cascina La Doria, som ligger i San Cristoforo, 3 kilometer fra Gavi og ligeledes laver Cortese vine.
  • Canti med tilhørende 35 hektar vinmarker. Det er egentlig en sammenlægning af to vingårde, nemlig il Saulino og La Burela. Og markerne ligger spredt ved Mango, Castino, Manforte, Cossano Belbo, Il Saulino, Novi Ligure samt Gavi.

Samlet skulle vinhuset eje omkring 300 hektar vinmarker selv, så de må således eje en del marker, som ligger udenfor de nævnte vingårde.

Canti er husets mest kendte brand, idet Canti vinene laves i alle afskygninger og fra flere områder i Italien. Der laves Prosecco, Asti Spumante, Merlot vine fra Sicilien, Primitivo fra Puglia, Pinot Grigio fra Veneto, Langhe og Barolo fra Piemonte, bag-in-box i stor stil … og alle med navnet Canti.

Canti navnet er faktisk så stort i verdenen, at de har åbnet Canti Prosecco barer i Harrods, London samt i Australien, Kina og Rusland.

Nogle af vinene – som denne Canti Estate Barolo – kommer fra Premium Estate serien, men det betyder imidlertid ikke, at vinen nødvendigvis er lavet med druer fra vinhusets egne marker, for Estate serien omfatter også vine på Primitivo og Fiano fra Puglia. På info-bladet om denne Barolo står der da også bare, at den er lavet på Nebbiolo … uden angivelser af marker eller andet.

Fratelli Martini Secondo Luigi producerer årligt knap 30 millioner flasker vin. Alene Prosecco producerer de 7,5 millioner liter af årligt. Så jo, det er sgu en meget stor historie. De er Italiens største producent af Gavi DOCG, af Barolo DOCG og næststørste producent af Asti DOCG. De er den absolut største producent i Piemonte.

Og alene deres vineri i Cossano Belbo er imponerende og udformet som en 2.000 kvadratmeter stor pyramide. I Cassano Belbo alene er deres flaskeanlæg mega … og kan flaske 20.000 flasker mousserende samt 80.000 flasker almindelig vin … i timen!

Siden 2011 har datteren Eleonora haft en fremtrædende rolle i familieforetagendet. Huset skriver selv, at hun er et frisk pust i virksomhenden og vil give huset et kvindeligt og ungt fingeraftryk. Hun ser da også ganske “dygtig” ud.

Nå, men denne Canti Estate Barolo kan jeg ikke sige så meget om. Der er ikke de store oplysninger om vinen udover husets egne smagsnoter, men dem springer jeg over og går til mine egne.

Og det er altså ikke stor Barolo, men vinen har i næsen nogle af de karaktertræk, som vi kender fra vinene fra Piemonte. Jeg har noteret mig lidt ribs, granatæbler, mentol, blyanter, violer, eg, cigaræske, grønne blade, hvid peber … men lidt svag i duftene, hvilket får den til at virke lidt neutral. I munden er det ren frugt, kirsebær, hindbær … meget frisk, en vis tørhed, men ikke så lang i eftersmagen.

Købt i Føtex til 179 kr., hvilket er i overkanten for denne vin … efter min vurdering.

Rating 4/7