Tag-arkiv: Italien

2011 Suavia, Monte Carbonare Soave Classico, Veneto, Italien

2011 Suavia, Monte Carbonare Soave Classico, Veneto, ItalienSuavia Azienda Agricola ligger den lille by Fittà med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og flotte solnedgange … en anelse nord (omkring 2 km) for den antikke by Soava.

Vi er i appellationen med samme navn … Soava i Veneto området, et område jeg ikke tidligere har smagt ret meget fra. Soava betyder mild og blid, og det passer fint med vinene, som typisk er lavet på minimum 70% af den lokale drue Garganega, som også er den bedste af de tilladte lokale sorter.

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at navngive deres vingård Suavia … det gamle navn for Soave.

Huset ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 2 lokationer, nemlig omkring byen Fittà og byen Castellaro. Vinstokkene er primært de 2 lokale hvide druesorter Garganega og Trebbiano di Soave med en høj alder på gennemsnitlig 35 år, og gården laver omkring 100.000 flasker vin om året.

I dag er det Giovanni og Rosettas 4 døtre, Arianna, Mari, Valentina og Alessandra Tessari, som driver gården. Tessari søstrenes dedikation til at lave vine, der udtrykker terroiret i Soava og deres filosofi om blanding af innovation og tradition, har også medført, at Suavia Azienda Agricola er blevet én af de førende producenter i Soave. Således har fx denne Monte Carbonare Soave Classico fået 3 glas i Gambero Rosso i både årgang 2010 og seneste denne årgang 2011 i Gambero Rosso anno 2014.

Vinen er en enkeltmarksvin, lavet på 100% Garganega, lagret 15 måneder på ståltanke. Men … lad os smage denne spændende vin.

Duftmæssigt er første indtryk lidt citrus/lemon noter … måske en anelse appelsinskal, nødder … måske mandler, pærer, blomster … faktisk meget indbydende med en vis blidhed over sig. Smagen er blid … med en anelse sødme. Der er en blød mineralitet, sten, pærer. Den kan i starten måske virke lidt flad i smagen, men med lidt luft og varme er det mere blidheden, som dominerer billedet. En fin lille perle til meget fornuftige penge.

Købt hos Superiore.de, hvor prisen var 9,90€

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori er et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg drak deres “Hvide Amarone … Marani Bianco Veronese“. Vi er i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Sartori di Veronas historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Og siden 2002 har vinhuset arbejdet sammen med Banfi gruppen og Cantina Colognola, hvorved de har adgang til druer fra langt flere vinmarker end tidligere.

Vinen her er en Ripasso Valpolicella Superiore, hvilket betyder, at hvilket også giver vinen en god fylde.

Vinen er produceret på “Ripasso” metoden, som direkte oversat betyder “passeret igennem igen”. Udtrykket betyder, at man tilsætter de upressede skaller fra Amarone vinene efter at disse vine på tørrede druer er færdige med deres gæring. Dette giver ekstra smag, alkohol, krop, karakter og garvesyre til denne vin.

Macarationen er på 8-10 dage sammen med drueskaller fra Amarone produktionen, og det betyder også, at druerne er klassiske Amarone druer, her 55% Corvina Veronese, 25% Corvinone, 15% Rondinella og 5% Croatina. Vinen har lagret 18-24 måneder i både mellemstore og store tønder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt langt mere power og fylde end de to foregående vine. Her er der brombær, kakao og blommer. Duften er svag animalsk med en anelse kanel. Smagen er fyldig, krydret … godt med frugt og svag sødme. Blød og behagelig, og vil please de fleste. Ganske okay vin.

Importeres af AMKA og sælges bl.a. i SuperBest, hvor prisen er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienÉn af julens vine var en italiener, nemlig en Barbaresco fra Marchesi di Barolo, eller Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo, som vel nærmest kan oversættes til Marchesis gamle kældre i Barolo. Det er historisk og stort vinhus, som er beliggende i Barolo by, ja faktisk ejer Marchesi di Barolo 40 hektar jord ved Barolo, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo.

Samlet kontrollerer Marchesi di Barolo omkring 120 hektar vinmarker og producerer vine fra alle de lokale druesorter, som findes i Langhe, Roero og Monferrato.

Husets historie går helt tilbage til 1807, hvor  Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.

Dette foretagende blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina, og det er denne familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Vingården ligger fortsat med en storslået udsigt over Marquis Fallettis Barolo slot, som også – sammen med slottet Serralunga – er flot gengivet på vinetiketterne fra Marchesi di Barolo.

I dag er det Anna og Ernesto Abbona, 5. generation af Abbona-familien, som driver Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo.

Jordbundssammensætningerne er i de lavere dele af Piemonte ret specielle, og stilen i Marchesi di Barolos vine afspejler klart familiens målsætning om at overføre disse unikke terroirudtryk til de forskellige vintyper, så de typiske udtryk af lokale vine bibeholdes.

Nå, men videre til det, som det egentlig drejer sig om, vinen. Som de forrige vin er den lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges at et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Lad os starte med duften, hvor jeg har noteret mig gode med jordbær, mynte, yoghurt, blæk samt blomster? Smagen er godt mild med friske røde frugter, modne kirsebær og en smule syre og tannin … igen meget blidt.  Er måske – som 2009’eren – en anelse flad i smagen, og eftersmagen måske en smule tynd.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen på tilbud er 117,50 kr. v/køb af 2 stk. Normalprisen ligger på 235 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Cordero di Montezemolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2011 Cordero di Montezemolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi er med denne vin i den lille by La Morra hos det historiske vinhus Azienda Agricola Monfalletto … eller i dag blot kaldt Cordero di Montezemolo efter husets nuværende ejere.

Vinhuset  kan dateres tilbage til 1340, hvor Pietrino Falletti overtog kommunen La Morra. Gennem 16 generationer var huset på familiens hænder frem til 1941, hvor grevinde Luigia Falletti di Rodello døde, og huset blev overdraget til de nærmeste arvinge, familien Cordero di Montezemolo, nemlig i form af barnebarnet Paolo Cordero di Montezemolo.

Det er i dag Pablo søn Giovanni Cordero di Montezemolo som sammen med hans børn, Elena og Alberto driver vinhuset, som består af omkring 28 sammenhængende hektar og Cordero di Montezemolos vartegn, det mere end 150 år gamle libanesiske cedertræ, kan ses milevidt i det smukke landskab og ligger på toppen af en af de bedste vinmarker, Bricco Gattera.

Træet er stor del af historien og traditionerne hos vinhuset. Træet blev plantet af Costanzo Falletti di Rodello og Eulalia Della Chiesa di Cervignasco, forfædre til de nuværende ejere, for at fejre deres bryllup i 1856 og som et symbol på deres kærlighed til jorden.

Familien Montezemolo hører til en af de ældste adelsfamilier i Piemonts. Luca, fra Montezemolo klanen, er rigmand og bestyrelsesformand hos ikke mindre end Ferrari. Givanni di Montezemolo fra Azienda Agricola Monfalletto ser lighedspunkter med Ferrari: Cordero di Montezemolo har en navn og arv, der samtidig forpligter, nemlig at bevare de gamle traditioner, men samtidig benytte de nye teknologier, for at opnå det bedste resultat.

Her har vi husets Langhe Nebbiolo DOC, selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og lagret 6-7 måneder på egefade og yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelsen.

Lad os smage vinen, som ved første indtryk er lys, næsten transparent rød i glasset. Duften er rigtig Nebbiolo med sure kirsebær, stikkelsbær og blomster, mens smagen er frisk, godt med frisk frugt, markant … men ikke voldsomme … tanniner og svagt krydret i eftersmagen. Den smager faktisk rigtigt god og også bedre end forventet. Har tidligere smagt Langhe Nebbiolo som ikke har fået fad … og de har været meget utilnærmelige. Denne her er ganske fin.

Forhandles bl.a. hos Meinertz-Vine, hvor prisen er 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, Italien

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, ItalienAftenens sidste vin havde Paul med og kommer fra Trentino-Alto Adige området, helt præcis fra byen Mezzolombardo, omkring 20 km. nord for Gardasøen. Området ligger imellem Garda-søen og Brenner-passet på kantet af Alperne. Her finder vi det lille vinhus Dall’ Azienda Agricola Foradori, som drives af Elisabetta Foradori.

Vingården er grundlagt af i 1901, og købes af Vittorio Foradori i 1929. Vingården drift overtages i 1960 af Roberto Foradori, men efter hans død i 1976 må hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen. Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som driver foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen.

Foradori driver i alt 26 hektar vinmarker, alle med lokale druesorter, bl.a. 80% med Teroldego, 15% med Manzoni Bianco og 5% Nosiola. Vingården producerer samlet omkring 160.000 flasker årligt.

Elisabetta er ønolog og har indført mange nye, gode skikke siden hun overtog kommandoen for godt 20 år siden. Hun startede med at plante nye stokke og anskaffe nye fade. En anden markant  ændring ligger i fremstillingsprocessen, hvor man ikke presser al mosten ud af druerne, men kun ca. 75 %, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk.

Elisabetta hører til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino-distriktet nær Alto Adige, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt kvindelige italienske vinmagere.

Vinen her Morei Teroldego er en enkeltmarksvin på 100 % Teroldego fra biodynamisk dyrkede marker. Teroldego er en lokal drue der kun gror i Trentino, og som  har sine optimale vilkår på de grusede, stenede sletter. Vinen har gæret og lagret 8 måneder på amfora med skaller.

Duftmæssigt er det sure kirsebær, kirsebærsten, stor mineralitet med sten og grus, mens smagen er let syrlig med bløde tanniner, urter og let røget fornemmelse. Spændende vin, og sjovt at prøve en drue, som jeg ikke har smagte så mange gange tidligere.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Bichel Vine, pris 259,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien Med næste vin røg vi uden for de tre områder i Italien, som vi normalt smager vine fra, denne gang til Abruzzo, hvor vi i den lille by San Martino Sulla Marrucina finder Masciarelli Tenute Agricole, som drives af ægteparret Gianni Masciarelli og Marina Cvetic.

Gianni startede som vinbonde i 1978, og begyndte at producere de første vine i 1981.  Og Gianni har ikke sin lidenskab for vin fra fremmede, idet han nemlig i dag laver vinene i farfaren Giovanni Masciarellis gamle vinkælder på slottet Castello di Semivicoli, som huser Masciarelli Tenute Agricole.

Gianni startede med sølle 2,5 hektar, men ejer i dag hele 350 hektar fordelt på marker i provinserne Chieti, Pescara, Teramo og l’Aquila i Abruzzo. På de fleste dyrkes Montepulciano og Trebbiano, men der dyrkes også internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot and Cabernet Franc.

Jordbunden i denne del af Abruzzo består af et ekstremt mineralholdigt limstenslag. En del af vinstokkene har generationer på bagen, men Masciarelli omplanter løbende.

Der produceres årligt omkring 1,5 million flasker vin på Masciarelli, fordelt på 3 serier, Masciarelli Classico, Villa Gemma og Marina Cvetic, sidstnævnte opkaldt efter fruen i huset. Vinene eksporters til ikke mindre end 36 lande i verden, så der er med andre ord tale om en voldsom stor producent.

Castello di Semivicoli, det imponerende slot, som parret købte i 2004, anvendes som hotel med 11 værelser, kulturarrangementer, bryllupper og selvfølgelig store vinsmagninger. Hmmm, der gad jeg godt ha’ et par overnatninger. Fandme en stort og flot hotel.

Villa Gemma er Masciarellis prestige serie. Foruden den hvide og eksotiske Villa Gemma Bianco Colline Teatine fremstilles Villa Gemma Montepulciano d’Abruzzo. Denne vin i en årgang 1995 blev af Gambero Rosso i år 2000 kåret som Italiens bedste vine. Villa Gemma får næsten hvert år de hædersfulde 3 glas i Gambero Rosso, også i denne årgang 2005, som Parker har giver 90 point.

Druerne til Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma høstes fra en vinmark lige udenfor vingården. Udelukkende Montepulcianodruer indgår i vinen. Efter endt vinifikation lagres vinen i 36 måneder hvoraf de 24 måneder er på nye franske barriques.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt er der solbær, sultanarosiner, blommer og en anelse blæk. Smagen er kompleks med fin syre, god frugt og godt med power … og så alligevel i en perfekt balance. Eftersmagen er flot lang, tanninerne bløde … hmmm smager godt. Gjorde ikke et uudslettelig indtryk ved første glas, men her på anden dagen er jeg begejstret. Rigtigt dejligt. Kan godt lide kombinationen af blødhed, syre og frugtsødme, som bare styres i en skøn treenighed.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Sigurd Müller, pris kender jeg ikke, vil gætte på omkring 350-400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTenuta di Argiano er en af Toscanas store, gamle majestætiske vingårde. Selve slottet er bygget i renæssancestil og blev opført fra 1581-1596. Der er har været dyrket vin på slottets marker lige siden. I 1992 overtog grevinde Noémia Marone Cinzano driften og revolutionerede kvaliteten, bl.a. med hjælp fra Sassicaias daværende ønolog. Giacomo Tachis. Sammen forbedrede de kvaliteten i Brunellovinen og skabte supertoscaneren Solengo, i dag en af Italiens ikonvine.

Siden 2003 har troldmanden i kælderen heddet Hans Vinding-Diers. Som søn af de danske winemakeres “Grand Old Man”, Peter Vinding-Diers, lå det i kortene at Hans skulle få en fremtid indenfor vin. Hans er opvokset i Bordeaux, men lige siden 1987 har han være på en uafbrudt ønologisk rejse, som ønolog over det meste af verden. Hans Vinding-Diers har allerede lavet vin i Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og sidst, men ikke mindst i Italien. Erfaringen er således allerede enestående, og Hans Vinding-Diers talenter og evner er enorme.

Argianos vinmarker vokser på meget forskelligartet jordbund (terroir) og det giver nye muligheder for en innovativ winemaker. Således blev de franske druer til Solengi plantet af Noémia og Giacomo Tachis fordi den kølige brise fra Toscanas kystområde ved Maremma kan svale markerne og gøre det muligt at skabe en elangante Supertoscaner. Hans Vinding-Diers så tidligt at der var mulighed for at perfektionere nogle af de bedste Sangiovese Grosso druer og lave Suolo, ligesom Hans er manden bag Single Vineyard Brunelloen Orcaia, hvis druer vokser ikke på en, men 2 vinmarker med terroir af tufsten og limsten, vinen udtrykker således en særlig mineralitet i forholdt til Argianos “almindelige” Brunello.

Argiano er blandt blot 22 italienske vingårde som har fundet gennem nåleøjet hos Robert Parker i dennes bog “The World’s Greatest Wine Estates”. Argiano har også høstet masser af roser hos Wine Spectator gennem tiden og har fået Gambero Rossos eftertragtede 3 glas flere gange.

Vinen her er husets almindelige Brunello di Montalcino. Det er denne vin, som ofte omtales som den “danske Brunello”, selvfølgelig 100% Sangiovese, lagret 24 måneder på eg. 2005 var ikke et stort år for Brunello som årene før og efter, fx 2004 eller 2006, men her fra Argioano virker 2005’eren nu meget fornuftig.

I glasset fremstår den helt perfekt med let brunrøde nuancer i halvt gennemsigtig vin. Duftmæssigt er der træ, kirsebær, balsamico, rabarber, popkorn og svag bondegård. Her på anden dagen er bondegården dog helt væk. Smagen er Sangiovese, god renhed og bløde tanniner, men fortsat den lidt balsamiske syre … måske en anelse flad i udtrykket. Men hvor jeg elsker Sangiovse.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Philipson Wine. 2005’eren kan jeg ikke finde, men 2008’eren sælges for 379,95 pr. flaske og 139,95 pr. fl. v/12 flasker. Sikke en forskel.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Promis, Toscana, Italien

2011 Angelo Gaja, Ca' Marcanda di Gaja Promis, Toscana, ItalienAngelo Gaja er ikke bare en af Italiens, men en af verdens mest berømte vinproducenter. Angelo Gaja er en levende legende. Han har en stor del af æren for, at kvaliteten i Barbaresco og Italien som helhed, er nået op det niveau det i dag er.

Ingen anden vinproducent har i de sidste 50 år haft så meget indflydelse på den internationale vinscene som Angelo Gaja i Piemonte. Han kaldes også ofte for ”Kongen af Piemonte”, og han har været krumtappen for kvalitetsproducenter i hele Italien.

I 1994 tog han også hul på vinproduktion i et andet af Italiens store vindistrikter, nemlig i Toscana. Først overtog Gaja ejendommen Pieve Santa Restituta 16 hektar vinmarker i Montalcino, hvor han nu producerer to Brunello-vine Rennina og Sugarille.

I 1996 købte Gaja endnu en toskansk vingård, nemlig Ca’ Marcanda, som ligger mellem Bolgheri og Castagneto Carducci. Her fik Angelo Gaja – efter lange og seje forhandlinger – mulighed for at købe ejendommen og yderligere 80 hektar jord.

Det var imidlertid Gajas hustru Lucia som fandt på navnet Ca’ Marcanda, som på piemontesisk dialekt betyder noget i retning af ”huset hvor man tinger om noget” … inspireret af de svære forhandlinger om købet. Straks blev 60 hektar plantet til med vinstokke og i dag er der omkring 100 hektar hovedsageligt med Merlot, Cabernet  Sauvignon og Syrah.

Efter overtagelsen blev der bygget et state-of-the-art vineri. Arkitekten Giovanni Bo, som havde arbejdet med Gaja i Barbaresco i mange år, stod for tegning og opførelse af de særprægede bygninger som udgør Ca’ Marcanda. Bygningerne smelter ind i det smukke toskanske landskab, og en stor del af byggeriet er derfor ”gravet ned” i jorden.

Angelo Gaja og hans hustru Lucia har tre børn, hvoraf de to døtre, Gaia og Rosanna, nu også har deres daglige gang i vinfirmaet.

Der produceres tre vine fra Ca’ Marcanda og Promis er basisvinen, der laves på 55% Merlot, 35% Syrah og 10% Sangiovese. Merlot og Syrah er hentet fra forskellige parceller i Castagneto Carducci, mens Sangiovese kommer fra Pieve Santa Restituta i Montalcino. Lagres et år på en kombination af nye og brugte barriques. Her i årgang 2011 har vinen fået 93 point af Parker.

Duftmæssigt er der blæk, champignon, jord, lyserøde blommer, jordbær og lette krydderier. Smagen er tæt, skarp og med grønne noter. Det er næsten som jernbaneskinner … vinen er præcis på sporet, og fortsætter derudaf. Der er godt med tanniner, men de er blide og vinen er generelt meget let. Superblød frugt og rund … samtidig præcis og bidende. Sådan skal det være. Skøn vin. Her næste dag er vinen bestemt ikke blevet ringere … hvor er livet dejligt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles flere steder, bl.a. Brdr. D’s Vinhandel, hvor vinen koster 299,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, Italien

2010 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, ItalienSom aftenens kultvin havde jeg valgt Sassicaia … selvfølgelig kunne man næsten fristes til at sige. Det er måske Italiens mest berømte vin og pionér inden for italiensk vinfremstilling, også kaldet Italiens Latour.

Som den første italienske vin fik Sassicaia høstet 100 point i Robert Parkers Wine Advocate, og vinen har fået de ellers svært opnåelige tre glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange. Kort sagt er Sassicaia en levende legende.

Sassicaia laves på vingården Tenuta San Guido i Bolgheri ved Toscanas kyst, og her laver man også vingårdens 2 andre vine Guidalberto og Le Difese. Godset har 148 hektar med vin.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med jordbunden i Bordeaux.

Vinmarkerne er da også beplantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelighed indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne. I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine.

I dag er vinen et investeringobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux. Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta, som med fuld respekt for traditionerne, har skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og Guidalberto. Sassicaia er lavet med samme fordeling som markerne, dvs. 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc, lagret 24 måneder på franske egefade, hvoraf 1/3-del er nye fade.

Årgang 2010’eren her tegner som én af de største årgange … og sammen med 2008’eren bedste årgang siden 1985! Parker – hvis man hælder til hans side – giver 2010’eren 96 point.

Lad os kaste os ud i det. Har knappet vinen op og fyldt på karaffel omkring 3 timer inden smagningen … tænkte at de nok var bedst med så ung en vin. Duften er gamle tjærefyldte togsveller, jordbær, solbær, lette blommer, mynte, grus eller sten. Smagen er frisk frugt … sådan virkelig helt fremme i smagsindtrykket, og det overrasker og begejstrer … skønt. Er stadig meget rank, og det er sikkert for tidligt at drikke den, men det smager virkelig godt. Meget præcis i levering af smagsindtrykket med mineralitet, syre, sten, grafit kombineret med den massive frugtintensitet.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Superiore.de til 129€ … ellers forhandles den herhjemme af Philipson Wine, hvor prisen for en flaske af 2010’eren er 1.729.95 kr., men kun 1.299,95 kr. hvis du køber 12 stk. En pæn udskrivning på 15.559,40 kr. – men se det som en investering. Arhhhh, den hopper min kone vist ikke på. Men det kan betale sig … kan se, at Coop pt. sælger 2008’eren, pris 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Poggio le Volpi, Tator Primitivo, Puglia, Italien

2010 Poggio le Volpi, Tator Primitivo, Puglia, ItalienSidste vin i 1. runde blev denne Tator Primitivo fra vinhuset Azienda agricola Poggio le Volpi, som faktisk ligger i det mere ukendte vinområde Lazio i byen Monte Porzio Catone tæt ved Rom.

De fleste af husets vine kommer fra marker i området omkring vingården, men derudover laves der et par vine med druer fra andre områder, herunder denne Tator Primitivo fra Puglia området.

Poggio Le Volpi er grundlagt i 1990’erne af den unge ønolig Felice Mergè. Vinproduktion er dog ikke ukendt for ham, da han kommer fra en generation af vinproducenter. Farfaren Mario har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1920’erne og faderen Armando Mergé driver også vinhuset Femar Vini fra samme adresse som Poggio le Volpi.

Armando Mergé grundlagde Femar Vini i 1970’erne, og de to firmaer har fælles produktionsfaciliteter, bl.a. 6.000 kvadratmeter produktionslokaler, moderne  tappeanlæg og en sofistikeret forsøgslaboratorium, stor underjordisk kælder, der indeholder mere end 800 barriques.

De har selv begrænset areal marker, omkring 40 hektar ved Monte Porzio Catone, men har derudover tilknyttet en række vingårde rundt om i landet, så de kan sikre et stort udvalg af forskellige vine.

Tator Primitivo er lavet på 100% Primitivo druer, faktisk af overmodne druer, der er nænsomt håndplukket og efterfølgende er gæret delvis på egetræsfade og ståltanke. 10 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt godt med sol, varme, spidskommen, kanel, solbær, blommer og tonsvis af sødme. Smagen også præget af en enorm sødme med lakridspiber, solbær og marmelade. En overfed, saftig og lækker vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt i SuperBest, hvor prisen normalt ligger på 149,95 kr. og 99,95 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7