Compañía Vinícola del Norte de España er et gammelt, historisk Rioja vinhus, der til dagligt blot er kaldt CVNE. Og det er netop fra det vinhus, at jeg har smagt denne 2010 Cune Reserva.
Compañía Vinícola del Norte de España er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus. Nu driver Real de Asúa familien blot fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.
Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.
CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.
Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.
Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.
CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.
I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.
Nå, men nok snak … lad os se nærmere på denne 2010 Cune Reserva, der er lavet på 85% Tempranillo samt 15% Grenache, Graciano og Mazuelo. Druerne er håndplukkede, derefter er de afstilket og fermenteret ved 28-30 grader. Derefter har vinen fået en malolaktisk gæring og er så lagret 18 måneder på en blanding af franske og amerikanske egefade. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 12 måneder inden frigivelse.
Sikke en fin moden Rioja, lige til at spise … øhhhh drikke. Næsen byder på søde, modne blommer, modne kirsebær og selvom frugten er ganske moden, så er der alligevel en vis balsamisk syrlighed til stede, hvilket suppleres af tobak, toast, jord, engelsk lakrids, anis, spidskommen og virker også en smule parfumeret og røget i duftnoterne.
Smagen passer fint til duften … også moden frugt og allerede ved første sip mærker man en meget lang eftersmag. Flot. Der er godt med eg, ganske woody, røg, brændte elementer, smager parfumeret, mens frugten er boysenbær, blåbær, blommer, jordbær toppet op med lidt vaniljecreme og søde krydderier.
Forhandles af Vin Med Mere, hvor en flaske i årgang 2013 kan findes til 179 kr.
Vinanmeldelse 5/7