Tag-arkiv: 4½

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSelvom Bernt har Château Fombrauge Saint-Émilion Grand Cru liggende i 25 årgange, så smagte vi alene et udsnit … og den ældste var denne 1994’er, hvor man nu også begynder at mærke lidt svaghedstegn.

Mens den foregående 1995 kom fra et monstergodt år på den højre bred i Bordeaux, så er årgang 1994 mere beskeden, så måske er det også årsagen til, at vinen faktisk blev den ringeste Château Fombrauge i den lille vertikalsmagning … altså at den simpelthen bare ikke ældes så flot, som nogle af de andre årgange.

Det ses allerede i glasset, hvor farve nu får en svag orange nuance, mens næsen også er mere mulle, selvom der egentlig fortsat er tobak, cigaræsker, blyant, chokolade, læder og lidt kaffe. Frugten er solbær, kirsebær, blommer og mere vag i udtrykket.

Vinen smager skam heller ikke gammel, men den er mere vag i koderne med blid tobak, chokolade, god saft … meget elegant fortsat og har både blæk, tørhed samt en vis skarphed trods den høje alder. Lidt kort i eftersmagen.

Årgang 1994 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 4,5/7 

 

2012 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, Spanien

2012 Rodríguez Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, SpanienVi bliver med næste vin i España maravillosa … det vidunderlige Spanien, nemlig med vinen med det sexede navn Las Tierras de Javier Rodríguez Original, som kommer fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo.

Las Tierras de Javier Rodríguez Original … prøv at sige det eller endnu bedre lad den smukke, spanske skuespillerinde Claudia Bassols – hende fra mad- og rejseserien Spain … on the Road Again – til at udtale Las Tierras de Javier Rodríguez Original og ikke et … øhhh … øje vil være tørt. Sexet. Ja, jeg siger det bare.

Vinen er atter en hardnitter fra Winefamly til en tyrevenlig pris og med masser af spansk temperament. Og vi er nemlig i vinregionen Toro, hvor mænd er mænd og en tyr også er en mand.

Helt præcis ligger den spanske Bodegas Rodríguez y Sanzo i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León og laver vine i både Toro og Rueda regionen.

Bodegas Rodríguez y Sanzo drives af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Tienda Rodriguez Sanzo laver denne vin Las Tierras de Javier Rodríguez Original – som navnet også siger – fra Javiers egne marker i Toro vinregionen. Det er selvfølgelig ren Tempranillo … eller Tinta de Toro, som den kaldes lokalt.

Druerne til vinen kommer fra 3 forskellige vinmarker, som alle har forskellig undergrund. En del kommer fra marken San Román de Hornija, hvor stokkene er plantet i 1945, en anden del fra marken  Morales de Toro, hvor stokkene er fra 1962. Den sidste mark er den mest eksklusive og der er stokkene rigtigt famle, plantet helt tilbage i 1875.

Vinen er fermenteret i store egefade – både 500 liter fade og helt store fade – med maceration i 25-30 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen 2 år i store egefade, 60% franske fade og 40% amerikanske fade.

Dejlig næse … godt med sol, sødme, kraft, flødekarameller, dyb og mørke – næsten sorte – bær, svedsker, kakaobønner, lidt chokolade, bagepulver, et lidt støvet element, røg, en ældre værktøjskasse og lidt en snert mynte.  Med andre ord, ikke helt ringe.

I forhold til foregående Priorat vin er denne Las Tierras de Javier Rodríguez Original lidt mere rustik, krydret, men har egentlig frisk frugt og en god syre med lidt peber i eftersmagen. Fyldig, rustik og ganske flot Tempranillo og til prisen et godt køb.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 120,11 kr., mod en forventelig normalpris på 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, Tyskland

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, TysklandAlle gode x 3 Bamberger … og sidste blev på kongedruen Spätburgunder aka Pinot Noir, nemlig hans Spätburgunder Rubinum, som endda er udgaven lagret på fad … im Barrique gereift.

Den gode Bamberger laver nemlig også vinen i en billigere udgave, som alene er lavet på ren stål og uden lagring på fade. Men denne Spätburgunder Rubinum har altså ligget på barriques i 12 måneder. Og Bamberger er faktisk ganske ferm til at lave rødvine, bl.a. vandt han netop 1. pladsen af Meiningers Rotweinpreis med hans topvin 2013 Spätburgunder QX.

Næsen afslører med det samme, at der er tale om dejlig tysk Spätburgunder, hvor der er godt med grønne blade og den tipper stilmæssigt næsten over mod Franken. Der er brændte fade, røg, kanel, vanilje og selvom kostalden ikke er markant, så er den der alligevel lidt hengemt i aromaen. Frugten er ikke ultra lys, men lidt vilde kirsebær, blommer og en kende krydderier … lidt timian.

I munden er der skovbund og lys frugt, lyse blommer, jordbær, lidt jern, kaffe og let peber. Det er frisk og let, mens der er fin kompleksitet, mærkbare tanniner og stor drikkeglæde.

Koster i Tyskland 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, TysklandVin nr. 2 fra Weingut Christian Bamberger var også fra CB1658 serien, nemlig en fuldfed Chardonnay.

Siden Christian Bamberger overtog familiens vingård i 2004 har han røstet store roser fra både den nationale og internationale presse.

Således skriver det anerkendte Gault Millau fx: Selten passiert so ein kometenhafter Aufstieg. Derudover har Weingut Christian Bamberger også vundet flere priser, bl.a. Staatsehrenpreis for hans 2015 kollektion af vine og Meiningers Rotweinpreis 2016 med en 1. plads i kategorien tør Spätburgunder.

Nå, men her er det altså hans entry-level Chardonnay. Igen er der ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 2,4 gram restsukker pr. liter og dermed mindre end foregående Riesling.

Duften er ganske parfumeret og virker nærmest også olieret med sødme, solcreme (jo, den er god nok) eller håndcreme, fedme, modne pærer, fad eller i hvert fald godt med vanilje, nødder, karamel og søde krydderier.

I munden bemærkes først sødme … sammen med lidt grape, modne pærer og anden gul frugt, karamel. Vinen er blød, cremet, smøragtig og smelter nærmest i munden. Det smager på ingen måder særligt tysk, men er lidt en bulder charmetrold.

I Tyskland koster sådan en basse 8,90€ … svarende til 66 kr. Det er sgu et godt lille køb.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Bodegas Cuevas Jiménez, Ferratus AØ, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas Cuevas Jiménez, Ferratus AØ, Ribera del Duero, SpanienFerratus AØ hedder næste vin … stilrent design på ren Tempranillo fra vinhuset Bodegas Cuevas Jiménez aka Ferratus i Ribera del Duero.

Bodegas Cuevas Jiménez ligger lige nord for byen Aranda de Duero og er grundlagt i 2003 af Pedro Cuevas Jiménez samt hans to børn Enrique og María Luis. Pedro var en veletableret forretningsmand, men havde gennem en del år ønsket at lave sin egen vin, men det især datteren María Luis Cuevas Jiménez, som blev foregangskvinde i at få vinhuset etableret.

Og da familien Cuevas Jiménez ikke selv kom var en familie af vinavlere, så havde de fra starten begrænset viden om produktion af vin. Det blev også en svær start, men til at hjælpe med etableringen hyrede María Luis den kendte vinmager Benigno Garrido og senere i processen fik hun også hjælp fra Arcadio Hernando, der med siden viden og erfaring blev vigtig for Ferratus projektet.

Det ambitøse projekt startede med opkøb af marker i de omkringliggende områder. Her sikrede man sig vinstokke af høj kvalitet og med helt op til 80 år på bagen. Herefter kunne man forberede stokkene, og den første høst var klar i 2006.

Samlet har Bodegas Cuevas Jiménez vinmarker, hvor specielt de 5 parceller på Santa Cruz de La Horra marken med gamle vinstokke hører til de allerbedste marker.

Denne Ferratus AØ har sit mærkelig navn AØ efter det spanske ord acero, som betyder stål … og AØ skulle være udtalen af acero. Den lader vi lige stå et øjeblik. Og glem så mulige spekulationer om, at AØ står for alt ødelæggende, alternativ øl, altid øverst, almen økonomisk, amerikansk ødelagt eller andre mulige kombinationer.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 20-25 år gamle vinstokke og er selvfølgelig vinificeret på rustfrie ståltanke. Det er dog ikke stål alene, idet vinen er lagret 10-12 måneder på franske egefade. Der produceres årligt 70.000 flasker af denne vine.

Næsen byder på en smule olierede jernbanesveller, en kølig mødding, ingefær, kirsebær, blåbær, tobak og støvet jord, rusten jernlåge, lidt fersk kød og en lille bitte snert af vanilje, kanel og krydderier. Det er som om, at den ikke ved, om den vil hælde til den varme eller til den kølige side … og det er da egentlig ganske sympatisk.

Smagen er præget af virkelig stor tørhed, mer’ rust og jern, bitter syre samt godt med tanniner. Det hælder over mod den varme side … men kun en smule, for der er sgu bid i vinen, lidt alkohol presser også til dig sammen med syren. Frugten er klart brombær og blåbær med lidt kakao oveni. Det er et fornuftig Ribera del Duero vin og til prisen et ganske fornuftigt køb.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 77,70 kr. mod en normalpris på 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Golan Heights Winery, Yarden Syrah, Israel

2013 Golan Heights Winery, Yarden Syrah, IsraelGolan Heights Winery er vel nok det mest kendte vinhus fra Israel og deres Yarden serie er også godt udbredt herhjemme. Her har vi netop én af disse vine … Yarden Syrah.

Golan Heights Winery er grundlagt i 1983 og ligger i den lille by Katzrin, som ligger højt oppe i Golan højderne. Ved at kombinere gamle traditioner og ny teknik har man haft stor succes med at producere vine med international format, hvoraf flere har vundet mange priser. Vinene kendes herhjemme under navnene Yarden, Hermon, Gamla og Golan,

Golan Heights Winery råder over ikke mindre end 613 hektar vinmarker, der er beliggende i 400 – 1.200 meters højde – alle i Galilæa området og fordelt på 28 marker samt ikke mindre end 430 parceller.

I dag producerer de årligt omkring 6 mio. flasker vin. Heraf sælges 80% på hjemmemarkedet, mens de sidste 20% eksporteres til 32 lande verden over. Hvert år har vinhuset besøg af ca. 100.000 gæster.

Denne Yarden Syrah er lavet på 100% Syrah, som kommer fra marker i den nordlige og centrale del af Golan højderne i 600-900 meters højde. Den har gæret i ståltanke og har efterfølgende været lagret 18 måneder på små franske egetræsfade.

Og det er sgut helt ringe … for nu at sige det på jysk. Næsen er mørke bær, blommer, kirsebærlikør, vanilje, kanel, tobak, chokolade, jord, røg, muskat, fersk kød og en smule lakrids. Meget indbydende og kraftig duft.

Den smager også ret godt … saftig, kraftig og powerfuld, men dog med en vis fin balance. Det er solbær, brombær, blæk og sødme. Det hele er meget imødekommende og venligt … en kende solrigt, så det er også en vin, som skal drikkes forholdsvis ung. Det smager dog rigtigt dejligt og fint med en israelsk vin.

AMKA er importør og vinen kan findes hos forskellige vinhandlere, bl.a. Slagelse Vinkompagni, hvor en 2009’er koster 239 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. G.H. Mumm, Cordon Rouge Brut, Champagne, Frankrig

N.V. G.H. Mumm, Cordon Rouge, Champagne, FrankrigDen fjerde og sidste mousserende vin nytårsaften blev så rigtig Champagne … Cordan Rouge Brut fra champagnehuset G.H. Mumm, der ligger på Rue du Champ de Mars midt i Reims i Champagne.

Champagnehuset G.H. Mumm er grundlagt tilbage i 1827 af Mumm familien, som er en gammel, tysk, historisk familie med aner tilbage til 1100-tallet og både omfatter riddere samt baroner. Oprindeligt var Mumm ikke et champagnehus, men et tysk vinhus med base i Køln og det hed P.A. Mumm efter Peter Arnold Mumm, som overtog driften i 1761.

Det var imidlertid sønnerne Gottlieb, Jacobus og Philipp, som forstod det kommercielle potentiale i champagne i begyndelsen af 1800-tallet og flyttede vinhuset til Reim i Champagne og dermed grundlagde champagnehuset i 1827.

Det fik sidenhed navnet G.H. Mumm efter en senere indehaver Georges Hermann Mumm, men i dag ejes huset dog af det store, internationale spiritusfirma Pernod Richard, som også har en del andre succesfulde spiritus-mærker under sig, som bl.a. Absolut Vodka, Havana Club, Kahlua, Malibu, Jameson Irish Whiskey, Beefeater Gin og mange, mange andre.

Den tyske del af vinhuset blev sidenhen solgt til Schloss Johannisberg, og dermed ejer de i dag Weingut G.H. von Mumm i Rheingau. Det har jeg tidligere skrevet om flere blogindlæg om det tyske vinhus.

Samlet har Champagnehuset G.H. Mumm omkring 218 hektar vinmarker, hvor ikke mindre end 170 hektar er Grand Cru marker beliggende i Ay, Couzy, Ambonnay, Verzy, Verzenay, Avize og Gramant.

I 1876 startede Georges Hermann Mumm med at lave denne Cordon Rouge champagne. Cordon Rouge betyder rødt bånd og Mumm satte et rødt silkebånd på flaskerne som en slags hyldest eller æresbevisning med respekt for den kongelige orden af Saint Louis og Æresregionen.

Og det røde bånd på champagnerne fra Mumm skulle sidenhen blive en reference for champagnehuset. Således kan man fx finde det på champagner i bøger om Hergés berømte tegneseriefigur Tintin og flere andre steder i kulturlivet.

De ikoniske champagner med det røde bånd blev også i 15 år anvendt i Formel 1 til at fejre vinderne af hvert eneste Grand Prix, men det ophørte i 2016.

Cordon Rouge Brut er lavet med druer fra ikke mindre end 77 forskellige marker. Den er lavet på alle 3 champagnesorter, her 45% Pinot Noir, 30% Chardonnay og 25% Pinot Meunier. Hver druesort vinificeres separat og der anvendes omkring 25-30% Reserva vin i den samlede blanding, som ender med et restsukkerindhold på 8 gram pr. liter.

Vinen er lagret omkring 2,5 år i huset gamle kældre, som strækker sig 25 kilometer under champagnehuset, hvor der ligger ikke mindre end 25.000.000 flasker champagne. Det er da en sjat.

I glasset er jeg først lidt overrasket over farven, idet champagnen er meget lys … ja nærmest helt vin og gennemsigtig. Næsen byder på masser af gær og surdej, fersken, abrikos, ananas og en lidt lukket stald uden ilt, eg, støv, sure sukker og en anelse karamel.

Smagen er frisk med både sure æbler, grønne æbler og gule æbler … og boblerne er heldigvis meget blide og elegante. Meget fint og elegant uden at være pragende og uden de helt store aromatiske udskejelser … men fint og pænt.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Nicola Di Sipio, Spumante Metodo Classico Brut, Abruzzo, Italien

N.V. Nicola Di Sipio, Spumante Metodo Classico Brut, Abruzzo, ItalienSmuk, sexet og elegant flaske Spumante Metodo Classico Brut fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio, som jeg jo har skrevet om et par gange her på det sidste.

Italux har skam også mousserende vine, bl.a. denne Spumante, som jeg velvalgt selvfølgelig havde gemt til nytårsaften som en lille vinøs – men sexet – raket til at skyde det nye år i gang.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio drives af den yndige Giulia Di Sipio, men alt det kan I læse om i mit tidligere indlæg om vinhuset. Det er i øvrigt den smukke vinmager, som I kan se på billedet ovenfor.

Denne Spumante Metodo Classico Brut fra Nicola Di Sipio er lavet på 60% Chardonnay og 40% Pinot Noir. Som navnet siger, så er den lavet efter Metodo Classico aka champagnemetoden med 2. gæring på flaske. Denne er lagret 36 måneder på flaske med bærmen indtil dégorgement, som er sket i foråret 2016.

Næsen er søde æbler, nedfaldsæbler, abrikos, fersken og i det hele taget ganske aromatisk. Der er toast, ristet franskbrød og en vis sødme og koncentration. Herligt.

I munden er boblerne utroligt blide, ja næsten forsvindende blide … der er blød syre, eksotiske frugter og lidt krydderier. De blide bobler giver vinen en perlende effekt og sammen med den blide syre en vis friskhed. Lidt af en charmetrold.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Domaine Gachot-Monot, Crémant de Bourgogne Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Domaine Gachot-Monot, Crémant de Bourgogne, Bourgogne, FrankrigSå kom vi ind i det nye år … og hos jeres flittige vinblogger selvfølgelig med en røvfuld vine på bordet, herunder denne Crémant de Bourgogne Brut fra Domaine Gachot-Monot.

Som med alle Non Vintage vine, så er det jo svært at vurdere, hvor gamle vinene egentlig er. Så det kan ses af etiketten, så har denne Crémant de Bourgogne da i hvert fald nogle år på bagen og jeg vil forsigtigt gætte på, at den formentligt er fra 2008, 2009 eller noget deromkring. Men det er ingenlunde sikkert, for jeg kan heller ikke huske, hvorfra jeg har vinen, så den kan godt være ældre.

Jeg har nemlig tidligere tilbage i 2006 mødt Damien og Liselotte Gachot, som driver Domaine Gachot-Monot. Liselotte er pæredansk og har familie her i Randers, så jeg har tidligere smagt vinene fra Domaine Gachot-Monot og har også kunnet købe disse til fordelagtige priser.

Dengang smagte jeg faktisk også denne Crémant de Bourgogne Brut. Kan det være en flaske fra dengang?

Domaine Gachot-Monot ligger ved byen Corgoloin omkring 2 kilometer syd for Nuits-Saint-Georges. Domaine Gachot-Monot er grundlagt til i 1890 og Damien Gachot er 5. generation på vingården og overtog driften i 1993 efter sin mor.

Damien har omkring 13,5 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter appellationer som Nuits-St-Georges, Chambolle-Musigny og Saint-Aubin i det sydlige af Côte de Nuits området i Bourgogne. Pinot Noir druen udgør omkring 90% af produktionen, hvor de resterende 10% er fordelt på druesorterne Chardonnay, Aligoté og Gamay.

Arbejdet i vinmarken udføres efter de traditionelle metoder tilsat lidt ny teknologi, deriblandt begrænsning af høstudbyttet samt begrænsning af unødvendig sprøjtning af markerne.

Damien Gachot blev både i 2003 og i 2006 kåret til årets unge vintalent for Côte de Nuits området.

Denne Crémant de Bourgogne Brut har jeg ikke de store oplysninger om, men den skulle efter sigende være lavet på 100% Pinot Noir – altså en Blanc de Noirs – og efter champagnemetoden med andengæringen på flaske. Det er vist også det, som jeg ved om produktionen.

Næsen er dejlig dyb pære og overmodne æbler, lidt toast og vanilje. Det er en ganske fyldig duft, som har en vis varme over sig. Smagsmæssigt er boblerne meget behagelige, lidt store bobler, som dog ikke er aggressive. Smagen har en syrlig kant, lidt simpel og enkel vin, men holdt i god balance. Godkendt.

Ingen importør herhjemme og prisen på vinen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Silvio Grasso, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2015 Silvio Grasso, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienLad os fortsætte med mer’ italiensk vino fra Italux, nemlig en Barbera d’Alba fra vinhuset Silvio Grasso, der ligger lidt udenfor La Morra tæt på andre fremragende producenter som fx Elio Altare, Sandrone, Renato Ratti og mange andre. Der er sgu vist lige i hjertekulen af Piemonte.

Vinhuset er grundlagt i 1927 af Silvio Grasso, men startede dog først i løbet af 1980’erne med at flaske vine under eget navn, da Alsessio Frederico Grasso overtog driften fra sin fader. Det er fortsat Alsessio Frederico, der driver vingården sammen med hustruen Marilena samt deres sønner Silvio og Paolo.

Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico er en forholdsvis lille vingård, som selv ejer 6 hektar vinmarker, men derudover også lejer yderligere 8 hektar, således de samlet råder over 14 hektar vinmarker.

Det betyder en produktion på omkring fordelt på ikke mindre end 13 forskellige vine, heraf 5  forskellige Barolo’er. Der laves 2 forskellige Barbera d’Alba vine, denne almindelige samt en Barbera d’Alba Fontanile.

Denne Barbera d’Alba er lavet med druer fra flere marker på samlet 2 hektar. Vinstokkene er plantet tilbage i 1985, da Alsessio Frederico overtog driften af vingården. Og det er en vin, som slet ikke har lagret på eg … alene lavet på ståltanke med fermentering i 10 dage og lagret i de rustfrie ståltanke i 7-8 måneder samt en måned på flaske inden frigivelse.

I glasset udsender vinen aroma med rabarber, syrlige kirsebær, tranebær, en smule blommer, tørhed, violer, blæk, bacon, kød, et støvet udtryk samt en balsamisk, italiensk syre.

I munden lidt peber, blåbær … nærmest lidt mælket, hvalpet og rustik i udtrykket. Det er bestemt ikke en fed og opulent Barbera, men en ganske yndefuld, let og direkte en af slagsen. Der er både syrlighed, bitterhed og alligevel er det meget sammenhængende og fortsat med Barbera’ens gode, lette drikbarhed.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 87 kr. Satans gode priser.

Vinanmeldelse 4,5/7