Tag-arkiv: Frankrig

2022 LGI Wines, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, FrankrigVi smager også lige det røde modstykke til den forrige vin fra LGI Wines og kooperativet Union Caves Coopératives de Cébazan og det er netop deres 2022 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra en række marker på kalkstensholdige skråninger nedenfor Pyrenæerne. Druerne høstes tidligt for at bevare den aromatiske elegance.

Efter en streng sortering har vinen gæret med temperaturstyring ved 26-28 grader i ståltank over 15 dage med daglige punch downs. Efter gæringen er en del af vinen lagret på franske egefade.

I glasset virker vinen meget lilla … men det er selvfølgelig også en ung 2022’er, som duftmæssigt også er en kende stram i betrækket med sure kirsebær, umodne jordbær, moreller, let tranebær og en lille note af træ, peber, røg samt en anelse kanel.

Smagsmæssigt er vinen lettere end forventet … måske også mere slank, tynd , mager og pjevset. Der er lidt umodne kirsebær, ribssaft og et drys med jordbær. Der er dog ikke så megen bund, men trods alt får du Pinot Noir druens lethed, selvom det måske ikke bliver kompleks eller dybt … men til prisen godkendt. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 LGI Wines, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, FrankrigMaison Duroc i, der er en del af det store vinfirma LGI Wines, der skræddersyr private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne. Her smager jeg deres 2022 Le Bon Negociant Chardonnay.

Det innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne.

De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc og ofte sammen med andre partnere og denne skulle så vistnok være lavet i samarbejde med Union Caves Coopératives de Cébazan ligger i byen Cébazan og er et stort kooperativ, som står bag denne

Kooperativet hedder helt rigtigt Union Caves Coopératives de Cébazan-Cruzy et Argeliers og har som ansvarlig vinmager Lionel Arnaud. De laver masser af vine fra Languedoc og Roussillon, men der er ikke mange oplysninger om kooperativet.

De står dog bag en serie vine under navnet Le Bon Negociant og derfra smager jeg først en 2022 Le Bon Negociant Chardonnay, der er lavet på 100% Chardonnay, som selekteres fra kalkholdige parceller på  sydfranske vinskråninger mellem Pyrenæerne og
Montagne Noire.

På kooperativet er druerne presset forsigtigt inden gæring ved kølige temperaturer efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie med en del på egefade, så den opnår en vis smørfedme.

Duftmæssigt er det bestemt godkendt … lidt nødder, brunet smør samt en frugt, der mest er pærer, fersken og bestemt kan sende ens tanker hen mod noget burgundisk.

Smagen er dog knap så elegant som duften … hvæsser lidt tænder med en mere rustik smag, hvor der er hvid peber, pærer, æbler … dog byder den også på skarpe krydderier, grillet citron og lemon, der gør at vinen virker mere maskulin og varm. Samlet smager det dog godt og specielt til prisen, som er ganske enestående. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, Frankrig

2021 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, FrankrigDen næste vin fra Christophe Beau er opkaldt efter hans hund og den hedder Bogus, hvilket også  betyder falsk, vrøvl eller ævl. Jeg har før smagt vinen i årgang 2014, men nu er det altså 2021’eren.

Den skulle være lavet på et mix af 80% Œillade samt 20% Muscat de Hambourg der kommer fra 23 år gamle stokke vinstokke, der også er dyrket fuldstændig biodynamisk og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Œillade er jo en lidt ukendt druesort, men vi er skam stødt på den tidligere har på Houlbergs Vinblog, for det er en fransk, rød drue, der historisk er blevet dyrket i Languedoc og Provence vinregionerne, men i dag er tæt på udryddelse.

Œillade forveksles ofte med Rhone druen Cinsault, der nemlig – for at gøre forvirringen størrre – også er kendt under synonymet Œillade Noire, når den kommes i bordvine.

Œillade blev også en gang anset for at være en farvemutation af Picardan, der er kendt som Œillade Blanche. Men Œillade druen har imidlertid ingen kendt relation til hverken Cinsault eller Picardan.

Muscat de Hambourg er nok endnu mere ukendt. Det er også en rød drue og druen kendes da også under navnet Black Muscat. Druen er en krydsning mellem Schiava Grossa – som vi også kender i Tyskland som Trollinger – og Muscat of Alexandria. I Frankrig er den mest kendt i dessertvine som fx Muscat du Ventoux.

Her er vinen lavet ved, at druer først ikke afstilkes, hvorved alle drueklaser blot gærer med 6 dages maceration i ståltanke. Den er næsten ikke tilsat svovl ved tapning … kun 2 gram pr. liter.

Så har vi fyldt en malerspand med lidt mødding, svedig landmand, små nytårsraketter, blæk, røg, lejrbål … men forunderlig nok på en ekstremt let måde, som faktisk er meget ulig Languedoc. Frugten er således både lyse kirsebær, jordbær og blommer … virker meget let og saftig i udtrykket med grønne krydderurter.

Smagen er også utrolig let, men smager sgu ganske fantastisk … og faktisk nærmest uden de særheder, som den biodynamiske tilgang nogle gange giver. Hvor er det saftigt og læskende, fjerlet, småsød med masser af lyse frugter, hindbær, rabarber, pærer, fersken … så charmerende og anderledes på den helt rigtige måde. 92 point

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Domaine Beauthorey, Cailloutin d’Autils, Normandiet, Frankrig

N.V. Domaine Beauthorey, Cailloutin d'Autils, Normandiet, FrankrigNår vi lige har smagt vin fra Christophe Beaus søn Victor på Domaine Inebriati, så skal vi da også lige forbi Domaine Beauthorey og smage lidt derfra … og vi starter helt anderledes med en vin fra Normandiet … en Cailloutin d’Autils uden årgang.

Domaine Beauthorey har jeg smagt og skrevet om før, så det gør jeg ikke igen, men henviser blot til mere information fra mit indlæg Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares.

Denne Cailloutin d’Autils er lavet på druesorten Baco eller Baco Noir, der er en druesort, som vi ikke før er stødt på her på Houlberg Vinblog, men er en fransk-amerikansk hybrid druesort, der primært anvendes til at lave rødvin i det nordøstlige USA og Canada.

Især New York State har oplevet betydelig succes med sorten … men også længere nordpå i Ontario.

Baco Noirs oprindelse går tilbage til 1894, hvor den franske drueavler François Baco krydsede Folle Blanche med et ukendt medlem af den nye verdens Vitis Riparia familie.

Hensigten var at skabe en phylloxera-resistent vinstok, der så beholdt den franske karakter. På et tidspunkt blev Baco Noir dyrket i Bourgogne og Loire, men den blev gradvist droppet og derefter mest brugt som en af Nordamerikas mere succesrige hybrider.

Dens hvide modstykke Baco Blanc er faktisk berømt for at være den eneste hybridsort, der er tilladt i en fransk AOC-betegnelse, nemlig i Armagnac.

Baco Noir giver vine med let til medium fylde, god syre og elsker køligere klimaer, hvor druen endda kan  være et meget avlervenligt alternativ til Pinot Noir. Vine på Baco Noir har ofte rige frugttoner med noter af blåbær og blomme.

Den gode Christophe Beau har omdannet en hel tennisbane i Normandiet til en vinmark med netop Baco. Det er i et område på skråninger ned til Seinen … blot en 1/2 hektar i området Saint Pierre d’Autils, der ellers mest er kendt for køer og cideræbler.

Vinen er således en Vin de France des Coteaux de Seine. Navnet Cailloutin d’Autils refererer til området, men ellers er vinen lavet som en naturvin uden svovltilsætning … høstudbytte 30 hektoliter pr. hektar, ingen afstilkning, direkte presning og ved flaskning anvendes der som nævnt ingen svovltilsætning.

Allerede i glasset giver sammenligningen med Pinot Noir mening, da vinen er lys, klar og næsten transparent. I næsen er det rødgrød med fløde, jordbær, umodne blommer, rabarber, granatæbler og så ellers godt med bio-bio landlighed, nytårskrudt, kul, koks, karamel og kål … men bestemt ikke nok til, at det lyse sind formørkes af alt for megen landlighed … blot tilstrækkelig til, at det er virkelig interessant.

Hvor smager den godt … virker meget lys, let og saftig … næsten som en krydsning med noget hvidvin, pærer, æbler, fersken, lemon og så ellers jordbær, rabarber samt en lille bolsjesødme. Der er let og uden hverken vild syre eller vilde tanniner, bare læskende sommerdrøm med denne biodynamiske skarphed. 92 point og stor hurra for Normandiet som vinområde.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Inebriati, Thyia, Languedoc, Frankrig

2020 Domaine Inebriati, Thyia, Languedoc, FrankrigVi fortsætter hos endnu en lille biodynamisk producent i Languedoc, nemlig hos Domaine Inebriati – der meget passende betyder beruset – og det bliver med deres 2020 Thyia, som er en ren Syrah vin.

Vinhuset drives af Victor Beau, der er søn af Christophe Beau … og nu ringer der måske en klokke, for Christophe er jo den excentriske vinmager, der driver Domaine Beauthorey i netop Languedoc samt Vinos Vernaculares i Chile.

Han er vild … og han har tidligere holdt en vinsmagning, som jeg og Vinimperiet var med til at sætte op her lokalt. Det kan så I læse mere om i mit indlæg Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares.

Nå, men det var nu hans søn, som vi kom fra … Victor Beau, der i 2010 startede sin egen vingård ved at låne 2 hektar vinmarker fra sin far og egentligt valgte samme vej, nemlig at lave vine alene med økologiske druer fra starten.

Hans vingård ligger i den nordlige del af Languedoc i Pic Saint Loup appellationen mellem Corconne og Vacquières. Siden etableringen har han løbende udvidet den og har i dag 6 hektar vinmarker med vinstokke op til 80 år. I dag drives vinmarkerne – som hos faderen – økologisk og biodynamisk.

På markerne dyrker Victor sorterne Syrah, Grenache, Cinsault, Carignan, Aramon, Terret Blanc og Ugni Blanc.

Her smager vi så Victor Beaus vin Thyia, der er lavet på ren Syrah, der kommer fra 40 år gamle vinstokke. Druerne er høstet med et smerteligt lille udbytte på 20 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten afstilkes druerne ikke, men der sker en gæring og maceration af de hele klaser i rustfrie ståltanke over 3 uger, mens vinen derefter er lagret 1 år i tanken uden remontage og alene en let pigeage. Der tilsættes kun forsvindende lidt svovl ved aftapning.

Duftmæssigt er slægtskabet med Christophe tydelig, for vinen har en animalske bio-bio-øko kant, svedig mødding, håndsæbe, stald og så – ganske overraskende – et utrolig let og blomsterrig side, der på ingen måder afslører, at dette er ren Syrah. Her er det fx som om, at Nordrhône ligger på den anden side af månen.

Alligevel har vinen lidt nogle mælkede aromaer med gammel yoghurt, lidt stegeflæsk, der ikke er stegt ret meget og en frugt, der mest giver noget kirsebær, brombær og noget, der kan minde en en god og letparfumeret solcreme … alt på en legende let facon.

I munden har vinen denne typiske bio-bio syrlighed, læskende og lette smag, hvor tanninerne dog er tørre og kommer langt mere frem end i de to foregående Cinsault vine. Her kommer der også peber og tør frugt frem … jordbær, brombær, kirsebær og måske endda lidt grapejuice, som er med til at give denne stringente syre, som bare rummer masser af liv og nerve. 93 point.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Domaine Les Serrals, Comme un Soir d’été, Languedoc, Frankrig

2021 Domaine Les Serrals, Comme un Soir d'été, Languedoc, FrankrigDenne vin smager som en sommeraften … eller det hedder vinen i hvert fald, nemlig Comme un Soir d’été og den kommer fra et lille vinhus, der hedder Domaine Les Serrals.

Vinhuset ligger midt i byen Faugères og drives af parret Chloé Barthet og Frédéric Almazor … eller blot kaldt Chloé og Fréd. De etablerede vinhuset i 2016, men de havde begge forinden helt andre karrierer.

Da de to mødtes, så havde Fréd – hvad han selv kaldte – et kedeligt job i olieindustrien, mens Chloé havde arbejdet for forskellige non-profit organisationer, men arbejdede på det tidspunkt for en vinimportør i London.

Fréd charmerede Chloé ved at tage hende med til en flok gamle restauranter i Paris, da han var en sand fan af klassiske restauranter  med hvid dug og old-school fine dining. De besluttede sig også for, at de sammen skulle lave vin en skønne dag.

I 2016 fandt de endelig  det perfekt sted at slå sig ned og det var i den lille by Faugères, hvor de fandt de 6,4 hektar jord og etablerede så Domaine Les Serrals. Alle markerne ligger ved siden af hinanden og har gamle vinstokke, der er 20-80 år med både Syrah, Cinsault, Grenache og Mourvèdre.

I starten lejede de en gammel vinkælder til produktionen, men har nu bygget deres ejet anlæg lige ved siden af vingården og kælderen ligger nu under jorden i skiferen, hvor man kan holde en konstant temperatur året rundt.

Da parret er nye inden for vinfremstilling, så elsker Chloe og Fréd  eksperimenter. Derfor er der heller ikke mange regler, men i marken skal produktionen sker med respekt for miljøet, som i dag vingården både økologisk og biodynamiske certificeret.

I øjeblikket er alt gæret og lagret hovedsageligt i rustfrit stål med et par barriques og demi-muid til brug i lagringen, men fremover vil fokus være at skifte til brugen af forskellige cementtanke.

Her smager vi så deres Comme un Soir d’été, der – som foregående – er på ren Cinsault, der kommer fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et beskedent udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.

Efter høst er gæring og maceration sket over 10 dage, hvorefter vinen blot er lagret sur lie i tankene i 6 måneder inden aftapning på flaske med beskedne 2 gram svovl pr. liter.

Det dufter som en skøn symbiose af forårsvejr, en blomsterbod, en forlystelsespark og en slikbutik. Der er både blomster og candyfloss, virkelig let og aromatisk duft, hvor frugten mest er jordbær, hindbær og ribs, har en skvæt blæk samt en bio bio landlighed. Det gør én i godt humør og sommerkåd.

I munden har vinen samme lyse lethed … og som forrige også et skud fra peberkværnen, men er samtidig nærmest slubrende læskende og det sker med noget tranebærsaft, brombær, ribs og lidt lemon, der lige giver en diskret bitterhed. Det er så saftigt og blødt med en introvert sødme og saft, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Domaine les Païssels, Le Cinsault, Languedoc, Frankrig

2021 Domaine les Païssels, Le Cinsault, Languedoc, FrankrigVi skal til Languedoc for en stund, for jeg smager nu nogle spændende vine fra nogle små øko- og biodynamiske producenter og jeg starter hos Domaine les Païssels med en 2021 Le Cinsault.

Domaine les Païssels drives af de to ønologer Marie Toussaint og Vivien Roussignol og vingården ligger i Babeau omkring 5 kilometer fra Saint-Chinian på nogle skiferskråninger.

De startede vingården i 2011 og alene med 1 hektar, som Vivien havde arvet fra hans bedstefar, men i dag har parret 12 hektar for foden af ​​Montagne Noire i udkanten af ​​skoven og markerne drives helt økologisk med respekt for miljøet.

De har også placeret bistader i nærheden af vinstokke, for at sikre så diversificeret flora, men vinstokkene er med druer som Cinsault, Carignan, Grenache, Mourvèdre og Syrah.

Denne 2021 Le Cinsault er netop på 100% Cinsault fra over 50 år gamle stokke og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Efter manuel høst er druerne afstilket og knust inden gæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 8 måneder inden aftapning med ganske lidt svovl.

Duftmæssigt – hold da op – sikke da en blomsterrig og let affære, virkelig lys, blond og forårsagtig med en animalsk, lidt krudtet og frejdig aroma. Det er feminint, lyst, let og skørt, har en let frugt af ribs, grønne jordbær, brombær med en snert tørre papkasser, lidt mynte og en grøn krydderbusk.

I munden er der også samme lyse, lethed … jordbær, hindbær samt ribs, men dog lige krydret med en stor portion peber, samt en syre, der egentlig også er lys og samtidig lidt sødbitter. Der er nærmest tranebærjuice og æblemost i skøn infight, blomster, blomstervand samt lyse tanniner, som dog ikke skal have noget klinket og holder sig roligt i skindet. Hvor er den dog charmerende … og kan klart anbefales, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Raymond Renck, Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, Frankrig

2018 Raymond Renck, Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, FrankrigLeif har før serveret en vin fra vinhuset Raymond Renck og endda fra samme Grand Cru mark Sonnenglanz. Dengang var den en 2010 Pinot Gris, men denne gang er det en 2018 Gewurztraminer.

Raymond Renck holder til på Rue de Hoen i Beblenheim bag en stor, sort port og det ejes og drives af Colette & Gérard Schillinger Renck og er et lille familieforetagende, som har lavet vin siden etableringen i 1961. I dag sker produktionen og salget dog gennem et selskab, et såkaldt EARL … et firma med begrænset hæftelse, lidt som et danske aktieselskab.

I Frankrig anvendes selskabsformen primært indenfor landbruget for at separere ejendomme fra selve driften. Colette & Gérard Schillinger Renck overtog driften i 1996.

Domaine Raymond Renck laver almindelige AOC Alsace vine, Grand Crus, Crémant d’Alsace, Sélection Grains Nobles samt Vendanges Tardives. Og selvfølgelig på de gængse druer i Alsace.

De har samlert beskedne 5,3 hektar vinmarker og de bedste marker er klat de parcellerne på to Grand Cru marker Schoenenbourg og Sonnenglanz, og det er netop fra sidstnævnte, at denne Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru kommer.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men jeg har fundet ud af, at den har omkring 34 gram restsukker pr. liter, så vi bevæger os dermed i den sødere afdeling … uden der stikker helt af.

Næsen er vildt parfumeret, har noget sandeltræ, akaciehonning og en frugt, der nærmest er overmoden med muskat, abrikos, ananas, der virker helt kandiserede.

I munden er der også tørret abrikos, fersken, syltede citroner, lidt Pære Belle Helene og meget rigdom i frugten generelt med en lille nektarsødme og alligevel uden at miste en vis frisk syre. 90 point.

Købt på vingården og prisen ukendt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Agapé, Expression Muscat, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Agapé, Expression Muscat, Alsace, FrankrigDenne vin havde Leif også taget med hjem fra besøg hos den charmerende Vincent Sipp på Domaine Agapé og det var en 2020 Expression Muscat.

Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en masse om selve vingården nede i Alsace.

Vinen er lavet ved, at de hele klaser først presses, hvorefter gæring er sket i rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret en periode sur lie, altså på bærmen.

I næsen er det en aromatisk, parfumeret vin, hvor der er frisk bergamotte, fersken, abrikos, pære, tørrede og bagte æbler, ananas, blomster og lidt nøddenektar. Man fornemmer klart en vis sødme.

Smagen er også aromatisk, rig og givende … de de hvide asparges med smeltet smør en gudekombination. Der er litchi, bergamotte og lidt eksotisk frugt, men midt i sødmen også en fin og frisk syre, som samlet giver en rigtig dejlig vin, så dermed 92 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af Byens Vinhandel, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSkal vi ikke fortsætte med mer’ Châteauneuf-du-Pape? Jo fornemmer jeg, så det gør vi med denne Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, der kommer fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.

Reelt set er vinen dog ikke fra kooperativet, men kommer fra et restparti fra en anerkendt 100 points producent, som i dette tilfælde ikke ønsker deres navn frem og derfor nu udgives via Vignobles & Compagnie … en af de største vinkøbmænd i Châteauneuf.

Les IX Papes er fremstillet på et klassisk blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvèdre, 3% Cinsault og 3% andre druer, som i topåret 2015 er høstet ved optimal modenhed.

Mens Grenache er lagret i store traditionelle foudres, så er alle de øvrige druesorter lagret på 228 liters burgundiske  egetræsfade og så har den massiv power med 16% højt oktantal.

Det er en rund, varm og kraftig Châteauneuf-du-Pape, hvor der kommer masser af sød finsk og tør engelsk lakrids, blommer, solbær, kirsebærsyltetøj og endda samlet lidt jammy i aromaerne. Aftrykket fra fadene er også tydelige med tobak, læder, kakao, violer, vanilje og chokolade samt let sødme … tung og mægtig.

I munden er der også smæk for skillingen, men selvom der er fylde, mørk frugt og virkede jammy i duftene, så er der masser af syre samt tørre og kraftige tanniner. Derudover er frugten frisk med brombær, knuste hindbær og lyse kirsebær, en lille svirp af alkohol, peber og et let bittert bid, pæn frugtrigdom og ganske potent. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369,95 kr., mens du kan købe vinen til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7