Tag-arkiv: Italien

2010 Musella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Musella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienTorsdag – besøg af god ven – så blev der lige tid til at nyde et enkelt glas vin i havestuen … mens verdenssituationen og livet i al almindelighed blev vendt. Jeg fik fundet denne vin fra Azienda Agricola Musella i byen San Martino Buon Albergo. Vi er i Veneto området, lige øst for Verona.

På bakkerne i San Martino Buon Albergo finder vi Tenuta Musella, et af de smukkeste godser i Veneto.  Godset har eksisteret siden det sekstende århundrede, men det er først i anden halvdel af det nittende århundrede, at man hører om vinfremstilling på godset, hvor den entusiastiske Cesare Trezza di Musella indførte innovative systemer til beplantning og dyrkning af vinmarkerne.

I dag ejes Musella af Emilio Pasqua, der i 1995 købte det knap 400 hektar store fredede park- og skovområde. Heraf er der 3 parceller Monte del Drago, Perlar og  Palazzina, ialt ca. 30 hektar tilplantet med vinstokke.

De flere hundrede år gamle bygninger på stedet er sat nænsomt i stand, og de gamle kældre er fyldt op med det mest moderne vinifikationsudstyr. I starten var det Allegrini, der stod for vinfremstillingen, men i de sidste mange år har familien selv stået for processen. I dag har datteren Maddelena taget mere og mere over.

Udover vinproduktionen og pasningen af det 400 hektar store park- og skovområde, så kan du også bo på Tenuta Musella, idet stedet har 8 charmerende værelser. Lige et sted for vininteresserede på ferie.

Og der arrangeres selvfølgelig også både rundvisninger og vinsmagninger (minimum 4 personer). Ud over de 300.000 velproducerede flasker vin om året fremstiller Musella også andre delikatesser som fx grappa, balsamico, extra jomfru olivenolie, honning og sort olivenpaté.

Tilbage til denne vin. Druesammensætningen er 80% Corvina og Corvinone, 10% Rondinella og endelig 10% Barbera. Det er druerne fra de yngre vinstokke fra alle 3 parceller, der bruges til denne vin. Vinen gærer med drueskallerne i temperaturkontrollerede tanke i 12-15 dage. Efter endt gæring overføres mosten til gamle fade af varierende størrelse, hvor den lagrer i ca. 12 måneder inden aftapning.

Duften er et krydret mix af røde bær, der er rosiner og skov. Det dufter herligt. Smagen er blød, tanninerne er tydelig, men tilpasse. Der er modne frugter, og vinen hænger flot i hele munden, let og ren. En superdejlig vin … og ærlig talt et fund til prisen.

Prisen er 72 kr. hos Jysk Vin … en prisbasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Le Cinciole, Cinciorosso IGT, Toscana, Italien

2009 Le Cinciole, Cinciorosso IGT, Toscana, ItalienTirsdag bød på denne dejlige rødvin. Vi er i Toscana, eller nærmere bestemt lige udenfor byen Panzano i hjertet af Chianti Classico området. Vinhuset hedder Le Cinciole, og navnet kommer fra lokaltionen af deres vinmarker, som tidligere blev kaldt “Le Terre di Quintius” (jorden i Quintius), eller i daglig tale blot “Le Cinciole”.

Vingården ejes af ægteparret Valeria Viganò og Luca Orsini, som i 1991 købte ejendommen efter de havde forladt deres almindelige dødelige jobs som henholdsvis matematikprofessor og arkitekt. Ejendommen er på 30 hektar, men alene 16 hektar anvendes til produktionen, nemlig 5 hektar med over 1.000 oliventræer og så 11 hektar vinmarker.

Modsat mange andre, der er flyttet til området i de senere år, bygger Valeria og Luca’s filosofi på områdets tradition, som man forsøger at forfine og perfektionere. Sangiovese-druen spiller hovedrollen på vingården, og vinifikationen af denne drue sker uden brug af ønologiske tricks, der kan forstyrre druernes egen smag.

Derfor anvendes hovedsageligt kun de traditionelle store fade (2.000 liter) til at lagre de ambitiøse vine, som skal brillere med deres terroir-udtryk, deres autencitet og ikke mindst med deres kraft og opulens. For at opnå dette mål og for at få bistand til at føre deres visioner ud i livet, har Valeria og Luca hyret den førende ønolog Stefano Chiocchioli som diskussions- og sparringspartner i kælderen.

Det væsentligste arbejde på Le Cinciole foregår derfor i vinmarken, hvor man arbejder dedikeret og perfektionistisk på, at vinstokkene kommer i balance med omgivelserne. Derfor arbejder man økologisk, men anser egentlig kun dette som en pligt og som et første skridt på vejen mod en grundlæggende, fundamental balance i vinmarkerne.

Vinen kommer fra vinmarken Le Cinciole, Vigneto Valle del Pozzo og er et blend af druerne med 60% Sangiovese, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah og til sidst 10% Merlot og er lavet med druer – høstet i hånden – fra vingårdens yngste vinstokke. Målet har været at lave en let og tilgængelig vin. Gæring sker i cementkar og der produceres alene 8.000 flasker om året af denne vin.

Duftmæssigt meget indbydende. Der er helt klart solbær. Et helt glas fra “Den gamle fabrik” … vi hylder bærfolket. Der er en gang krydderi … svært lige at definere, men en dejlig duft. Ingen fugl, som de ellers truer med på etiketten!

Smagsmæssigt en rund og lettilgængelig vin, som dog fortsat har en vis rygrad med stramme tanniner, og en frugtdrevet smag af røde bær og ribs. Fint bid, og meget frisk. Flot italiensk vin … klart en vin, som jeg vil drikke med velbehag.

Købt hos Atomwine til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Tenuta Castelbuono, Sassogrande Sagrantino di Montefalco, Umbrien, Italien

2008 Tenuta Castelbuono, Sassogrande Sagrantino di Montefalco, Umbrien, Italien Tys tys, meget hemmeligt!!! Vinspecialisten skriver selv om denne vin; “Vi kan pga. specielle omstændigheder ikke oplyse nærmere om, hvilket vinhus der står bag vinen … blot fortælle, at vinen i denne flaske normalt sælges til over 200 kr. pr. flaske”.

Og der er også tale om lidt at et røverkøb, for denne vin smager bare rigtigt, rigtigt dejligt.

Mit bud efter 2 sekunder på nettet er imidlertid, at det er vinhuset Tenuta Castelbuono, som står bag vinen. Jeg har skrevet om dette vinhus i et tidligere indlæg, nemlig i en anmeldelse af deres Montefalco Rosso DOC, som jeg smagte på Restaurant Miro for et par måneder siden. Den var i øvrigt også fra Vinspecialisten, så på den måde passer pengene.

Denne Sassogrande er lavet på 100% Sagrantino, som jo primært dyrkes i Umbrien, hvor den giver mørke og alkoholrige vine. Den har sin egen DOCG status; Montefalco Sagrantino, som den opnåede i 1991 og som kræver brug af 100% Sagrantino og hele 29 måneder lagring før frigivelsen, hvilket også giver vine på Sagrantino en fremragende lagerholdbarhed.

Sagrantino dyrkes primært i landsbyen Montefalco og de omkringliggende områder, et samlet område på kun 100 hektar og alene af omkring 25 producenter, så samlet er der tale om en lille produktion.

I ældre tid blev der alene lavet søde dessertvine af Sagrantino, men i dag er billedet helt omvendt, hvor der udelukkende laves tørre rødvine på druen.

Sagrantino er en af de mest tanninrige sorter i verden, og vinene på Sagrantino har derfor et markant indhold af syre og tanniner, der ved dårlig vinificering er voldsomme, men som tæmmes og omsættes til frugt, hvis den udsættes for godt håndværk.

Og her er den udsat for godt håndværk. Flot mørkrød i glasset. Duftmæssigt kirsebær, eg/fad, syre, olivenmark, jord og kridt, mens vinen smagsmæssigt både er cremet, har stramme tanniner, og smager sindsygt godt. Tanninerne fylder munden massivt, men bliver egentlig aldrig for voldsomme. Derudover er der smag af brændte bær, lidt lakrids og igen lidt brændt eg. Virkelig dejlig vin, som jeg vist lige skal have indkøbt nogle flere af.

Prisen i Vinspecialisten er 90 kr., og det er rent røveri.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2003 Cantina Colterenzio, Lafóa Cabernet Sauvignon, Alto Adige, Italien

2003 Cantina Colterenzio, Lafóa Cabernet Sauvignon, Alto Adige, ItalienAftenens 6. vin og 3. italienske vin blev… for mig … helt klart aftenens højdepunkt, hvilket også kan aflæses af mine noter, som på denne vin var langt mere fyldige. Der er simpelthen rigtigt mange nuancer i denne vin. Nå, men vinen er fra den nordlige del af Italien, nemlig Alto Adige … eller Sydtyrol.

Producent er kooperativet Cantina Colterenzio aka Produttori di Colterenzia, eller på dansk det lidet flatterende ord “Producenterne af Colterenzia”. Colterenzio ligger i Cornaiano, en af de mange maleriske landsbyer i Alto Adige, omkranset af vinmarker i et område af maleriske, bølgende vinbakker, syd for Bolzano.

Kooperativet blev grundlagt af 28 vinavlere i 1960, og i dag er der næsten 300 medlemmer, som dyrker omkring 300 hektar vinmarker.

Hos kooperativet i Cornaiano sker vinfremstillingen i et tæt samspil mellem vinavlerne og kooperativets eksperter, og der er lavet en lille gruppe – som repræsenterer omkring 50 hektar vinmarker – hvis mål er at lave de bedste vine på Colterenzio. Det er fra deres hånd, at vinen her – Lafóa Cabernet Sauvignon – kommer.

Lafóa vingården – som leverer mosten til denne gudedrik – ligger på en afrundet højderyg mellem landsbyen Girlan og den lille landsby Schreckbichl i en højde af 430 meter overr havets overflade. Jorden har stort indhold af sand og grus. Vinmarkerne er plantet tilbage i 1987, så vinstokkene er endnu forholdsvis unge.

Flot mørk i glasset. Duften er som nævnt nuanceret. Jeg har noteret mig muld, tobak, kølighed, mørke bær og svampe. Og smagen er flot, flot, flot. Der er fylde, der er syre … stor rankhed med tanniner, vin er tæt og cremet, og de mørke bær slår også igennem i smagen.

Det er altså en fabelagtigt dejlig vin … som jo i øvrigt også har fået 3 glas i Gambero Rosso. Jeg er sgu lidt vild med vinen. Nu synes jeg så også samtidig, at vinens etikette er i særklasse … det er sørme flot, og er med at skrue oplevelse yderligere op.

Købt hos Veras Vine, pris 450 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Librandi, Gravello IGT, Calabrien, Italien

2009 Librandi, Gravello IGT, Calabrien, Italien5. vin på vores lille bestyrelsesmøde blev også en vin, som har opnået de maksimale 3 glas i Gambero Roso, nemlig fra vinfirmaet Librandi fra Calabrien … et vinfirma, som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Denne vin er imidlertid deres højt roste Gravello, som er lavet på 60% Gaglioppo og 40% Cabernet Sauvignon.

Caglioppo er Calabiens ældste druesort, og da Librandi familien er motiveret af en dybtliggende nysgerrighed, så kunne de ikke modstå fristelsen for at prøve at kombinere Gaglioppo med den kendte Cabernet Sauvignon, og det viste sig efter års forsøg at de to var perfekte partnere. Derfor gav de den navnet Gravello som betyder harmonisk.

Duftmæssigt ikke så stor som de foregående vine, men jeg fangede hyben og lidt stramhed. Smagsmæssigt en pæn fylde, den er cremet som fløjl, den er også lidt mineralsk og med en anelse sødme. Smager også rigtigt godt, men – efter min mening – ikke i samme klasse for aftenens første italiener. Kan dog bestemt anbefales.

Købt hos Vin & Vin, prisen er 149 kr. ved køb af 1 flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2004 Castello delle Regine, Merlot IGT, Umbrien, Italien

2004 Castello delle Regine, Merlot IGT, Umbrien, ItalienMed næste vin tog vi et lille spring fra Frankrig til nabolandet Italien, eller helt præcist til Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.

Castello delle Regine er en gammel befæstning, og godset har i dag ikke mindre end 1.000 hektar jord med kvægopdræt, jagt samt produktion af olivenolie og vin. Den gamle befæstning er kendt under navnet Castelluccio Amerino, og jorden er beliggende i Regine Valley mellem Narni og Amelia. Godset er oprindeligt fra år 600 og har gennem tiderne været hjemsted for mange adelige familier i regionen. Hovedbygningen er opført omkring år 1500.

I dag er godset ejet af advokat Paolo Nodari, der gennem de seneste 20 år har restaureret godset, udvidet med moderne vineri, som han – med respekt for godsets historie – har kaldt Castello delle Regine , som jo betyder ”prinsessens slot”. I dag består ejendommen også af en 1. klasses restaurant “Podernovo”, ferielejligheder og feriehuse.

Her har vi vineriets topvin, Castello delle Regine Merlot, som er dyrket på 100 % Merlot-druer, alle håndplukkede. Vinstokkene er mere end 50 år gamle, hvilket giver super-koncentrerede druer. Tidligere leverede Castello delle Regine faktisk en del af druerne til den kendte vingård ”Ornellaia”, men på grund af den store efterspørgsel efter deres Merlot og den lille produktionsstørrelse, ca. 20.000 flasker, sælger de ikke mere druerne.

Denne Merlot bliver betragtet som en af Italiens absolut bedste Merlot-baserede vine. Bag vinen står ejeren selv, Paolo Nodari samt Livia Colantonio med rådgivning fra en af Italiens bedste vinmagere, Franco Bernabei. 2004 årgangen, som betragtes som en af de allerbedste årgange i de sidste 10 år i Umbrien, har både fået 92 point af Robert Parker og de maksimale 3 glas i Gambero Rosso. Det har den i øvrigt fået 4 år i træk!

Duften er lakrids, friske, unge bær. Faktisk utroligt, da vinen jo allerede har 8 år på bagen. Det hverken duftes eller smages, og der er også masser af rygrad i smagen, tanniner, fylde, solbær, balance … føj, det smager fandme godt. Vinen hænger ligefrem i tænderne, så gebisset hygger sig virkelig. Denne vin er bestemt værd af anbefale.

Købt hos Veras Vine tæt ved Vrå i Nordjylland til en pris på 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, Italien

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, ItalienHvor fanden er Calabrien? … var min første tanke, da jeg for 14 dage siden smagte denne vin for første gang. Vingården hedder Librandi, og gården ligger i Calabrien i Italien. Vinen havde imidlertid prop, men den lokale vinpusher har i dag byttet vinen til en ny af samme slags.

Og sikke en forskel … spørgsmålet er dog det samme, hvor fanden ligger Calabrien. Måske man skulle have været mere opmærksom i geografi-timerne i folkeskolen. Nå, men det kan jo undersøges.

Nå, men jeg kan så fortælle, at Calabrien er “spidsen af støvlen” i Ferrari-landet. Vinene fra Calabrien opdeles typisk i to områder, Cirò og Greci di Bianci.

Vinene fra Cirò sælges med en historie fra antikken, mens vinene fra Greci di Bianco siges at blive laves på samme måde som de gjorde for 2.500 år siden. Desværre gør de gode historier at vinene nærmest sælger sig selv, så få har bekymret sig om at lave kvalitetsvin.

Klimaet i Calabrien er dog ideelt til vindyrkning og der er gode lokale sorter at udnytte. Indtil videre er det kun et fåtal af producenter som udnytter ressourcerne.

Librandis vingård ligger i Cirò området i byen Cirò Marina på den ioniske kyst. Vingården ejes af Antonio og Nicodemo Librandi. Libandi har dyrket druer i fire generationer, og i 1950’erne begyndte man også aftapning og salg. Vingården har altid været i familiens eje, men til vinprodukionen får man hjælp af Donato Lanati, professor i ønologi ved universiteterne i Torino og Firenze, og hans firma, Enosis Meraviglia.

Magno Megonio er lavet på 100 % Magliocco, en druesort jeg aldrig tidligere hverken har hørt om eller smagt. Spændende. Høsten af druerne til denne vin foregår først i oktober. Vinen lagrer hele 16 måneder på fad og derefter 6 måneder i flaske inden den sættes på markedet. Nå, lad os kigge nærmere på vinen.

I glasset en rubinrød vin. Duftmæssigt meget frisk, og meget anderledes end den første, som havde prop. What a difference! Kender I ikke det, at man nogle gange godt kan være i tvivl om, hvorvidt en vin har prop, men når man så smager vinen uden prop, som den skal smage, så forsvinder al tvivl?

Duftmæssigt har vi her hvid peber, salvie, tør leret jordbund, mørke bær og jod … er vist bedste beskrivelse. Lad os smage; uhmmmm, lidt overraskende meget rund og balanceret. Der er mørke bær, en fin taninsyre i øverste del af munden. Eftersmagen er også ganske fornuftig, og man kan godt smage, at der er tale om en drue, som man ikke er bekendt med … lidt ligesom første gang man smager Rondo … bare ganske bedre. Vinen er bestemt et forsøg værd … så nup den endelig ned i kurven.

Prisen er 149 kr. ved køb af 1 flaske og 100 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk. Til den lave pris bestemt et fornuftigt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7

2007 Tenute Rubino, Primitivo Del Sole IGT, Puglia, Italien

2007 Tenute Rubino, Primitivo Del Sole IGT, Puglia, ItalienTid til et glas rødvin. Vi er i Italien, nærmere betegnet Salento i Puglia eller som det også kaldes; Apulien. Vi er helt nede i “hælen” i Italien, hvor der produceres kolossale mængder vin. Faktisk så meget, så området alene kan konkurrere med Chile, og rigtigt meget er billigt og kedelig vin, men Apulien er i stigende grad begyndt at producere bedre vin. I Danmark har vi set masser af knaldtilbud på Primitivo vine, som ofte er en tynd kop ræve…

Her har vi et af de bedre vinhuse i Puglia, vingården Tenute Del Sole.  Ejer og vinmager er Dottore Luigi Rubino … lyder fandme godt … Dottore Luigi Rubino !!! Han købte tilbage i 1985 vinmarker i området, da han så store muligheder i Apulien.

De købte marker lå lidt oppe i bjergene, og han fik dem til en særdeles fornuftig pris, da ingen andre havde set potentialet i markerne på det tidspunkt. Langt de fleste af disse marker ligger i dalstrøgene, da man her er sikker på en 100% modenhed hvert år.

Fordelen ved beliggenheden i bjergene er, at temperaturen falder markant om natten. Derved sænkes gennemsnitstemperaturen under druernes vækstsæson, som således strækkes. Resultatet er et højere syreindhold og mere karakter fra jordbunden, idet vinplanten har tid til at »transportere« mineraler op fra jorden.

Den første årgang, der blev frigivet, var årgang 2000. Filosofien var, at alt, hvad der skulle stå Tenute Rubino på, fra starten skulle være i en bemærkelsesværdig kvalitet.

Til vinificeringen fik Luigi Rubino hjælp af Renzo Cottarelle, den bedste ønolog i Italien i dag. Allerede i årgang 2001 fik Tenute Rubinos Primitivo Visellio de eftertragtede tre glas i Gambero Rosso.

Her har vi hans almindelige basis cuvé, også på primitivo druen. I glasset absolut til “the dark side” … tæt. Duften er blommer, rosin og mørke bær, mens smagen er lidt cremet, rund og meget easy-going. En vin med en smule kraft, og en vin, som de fleste vil kunne li’.

Pris hos Vinspecialisten 85 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2007 Fontanafredda, Barolo Serralunga d’Alba, Piemonte, Italien

2007 Fontanafredda, Barolo Serralunga d’Alba, Piemonte, ItalienLørdag aften var jeg indbudt til et såkaldt “byggemøde”. Det inkluderede en massiv vinsmagning af primært Mollydooker vine, helt præcis 5 stk. fra Sarah og Sparky samt lidt “diverse” vine, herunder en Ripasso, en Amarone, en Chateauneuf, en amerikaner, en bordeaux samt denne Barolo fra Fontanafredda … aftenens bedste vin.

I glasset er Fontanafredda vinen klart rød uden at være mørk, lidt lukket i næsen, men alligevel noter af blomme, tobak og fad. Fuldmoden og tør i munden og pga. den unge alder fortsat en del tanniner, selvom der også er en blødhed over vinen. Der er også … som tit med Barolo lidt svedsker eller blommer. Giv den gerne lidt luft i glasset.

Fontanafredda er en af Coops faste vine, og deres vine har stået på hylderne i rigtig mange år. Huset Fontanafredda laver mange vine, både røde, hvide, rosé og mousserende.

Dette er én af deres topvine, som er en enkeltmarks Barolo, dvs. niveauet over deres traditionelle linje, som blot benævnes Barolo.

Vinen koster 189 kr. i Coop-forretningerne, og på denne aften, hvor de tunge Mollydooker skyts var kørt i stilling, så synes jeg denne vin var blandt de bedre.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Antico Podere Casanova, Bucciarelli Chianti Classico, Toscana, Italien

2006 Antico Podere Casanova, Bucciarelli Chianti Classico, Toscana, ItalienLørdag aften lige et smut til Toscana i Italien, men sikke et smut. Vinen er denne Bucciarelli Chianti Classico fra det toscanske vinhus Antico Podere Casanova, som ligger i byen Castellina i Chianti.

Har i nogle år haft denne chianti liggende, og smagte den sidste gang, da jeg købte den. Og den skuffer bestemt ikke.

Det er dælme dytme godt, og sådan skal en rigtig italiensk vin smage. Sammen med den hjemmelavede pizza var det simpelthen ren glæde.

Vinen er (selvfølgelig) 100% sangiovese, og dufter som sydlandsk feriestemning. Der er muldjord, der er kostald, der er lyserøde bær. Smagen er meget rank, og man fornemmer næsten en meget traditionel produktion. Der er syre, der er smag, der er tannin og bid, og lang, lang eftersmag.

Vingården er fra slutningen af ​​sidste århundrede og drives i dag af Ezio Bucciarelli og hans søn Massimo. Udover 20 hektar med vinmarker, så drives der også tradtionel landbrug, bl.a. fremstilles der også god olivenolie.  I de seneste år er der investeret for at forbedre vinstokkeme og vinkælderen er også blevet moderniseret.

Vinen er købt hos Ingo (You and Wine forhandler) til en pris på 115 kr. Det er et fund. Den findes også i en dyrere riserva udgave, som jeg også godt gad at smage.

Kan bestemt anbefale denne vin. Lever op til navnet … lige så forførende som Cassanova.

Vinanmeldelse 5/7