Tag-arkiv: parellada

Parellada er en spansk, hvid druesort, der sammen med Macabeo og Xarel-lo bruges til at fremstille Cava … Spaniens mest berømte mousserende vin.

Parellada findes således næsten udelukkende i bakkerne i Catalonien og dyrkes næsten ingen andre steder. Ud af Spaniens omkring 20.000 hektar vinmarker med Parellada, så ligger kun 5 procent uden for Catalonien.

Samtidig anvendes Parellada også næsten udelukkende til Cava, da mere end 95% af produktionen af Parellada går til de mousserende vine.

Parellada vokser bedst på højtbeliggende marker, hvor vækstsæsonen både er køligere og længere end i de lavere liggende områder. De køligere temperaturer hjælper med at bevare surheden, der er så vigtig i produktionen af ​​mousserende vin, mens den længere vækstsæson giver tid til fuld aromatisk udvikling af druerne. Parrelada sætter mange, store klaser og modner sent.

Parellada bidrager i Cava vine med aromaer af blomster og grønnne æbler, som er ideelt til aromaerne fra Macabeo og Xarel-lo. Den giver mildt aromatiske vine med frisk citronsmag og flot syre – så længe udbytterne holdes nede.

2017 Ramon Canals, Mont Paral Cava, Penedès, Spanien

2017 Ramon Canals, Mont Paral Cava Sec, Penedès, SpanienDen lille, eksklusive Jysk Vin Winemaker’s Dinner startede helt perfekt med et glas bobler … et glas af denne Mont Paral Cava fra vinhuset Ramon Canals.

Vinhuset ligger i Castellví de Rosanes omkring 25 kilometer nordvest for Barcelona i Penedès regionen i Catalonien. Det er oprindelig grundlagt tilbage i 1903 af Canals familien, men det var Miquel Canals Ollé, som – sammen med familien – startede med at lave egne vine, som blev solgt fra vingården i Castellví de Rosanes.

Det var i 1975, at det blev til et decideret vinhus med produktion af vin og cavaer, anført af Miquel Canals Ollé og sønnen Ramon Canals Llaverol, der også var uddannet ønolog. Da Ramon senere i 1978 giftede sig med MªÀngels Canals Duran blev vinhuset officielt navngivet Ramon Canals.

Det er i dag børnene Ramon og Marta Canals, som har overtaget driften, dog fortsat med hjælp fra Ramon senior. Ramon junior har en speciel forkærlighed for mousserende vine har bl.a. stået i lære hos Moet Y Chandon i Frankrig, men også arbejdet på vinerier i Californien, Østrig, New Zealand og England.

Vinhuset er også blevet en større historie og laver vine under flere appellationer i Spanien, nemlig DO Penedès, DO Cava, DOQ Priorat og DO Montsant.

Her er det altså deres Mont Paral Cava, som er lavet på de klassiske Cava druer Macabeu, Xarel.lo og Parellada. De to førstnævnte druer kommer fra den centrale del af Penedès, mens Parellada stokkene er plantet i den øvre del af Penedès. Vinmarkerne ligger fra 110 – 320 meter over havet og med en jordbund bestående af en kombination af ler og kalksten.

Vinificering sker separat for hver druesort og  med gæring i rustfrie ståltanke ved 16 grader. Andengæring sker i flaskerne, som ligger i knap 2 år ved 15-16 grader inden degorgering med tilførsel af dossage med 7 gram sukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen et lidt landlig side, svagt lidt blomster, fersken, æbler, toast, surdej, lemon, estragon og en lille sødme, som klart fornemmes. Smagsmæssigt er vinen fint cremet, god mousse, godt med æbler og æblemost samt fint syre/sødme balance, som virker meget behagelig. Her ender sødmen dog med at vinde kampen mod syren, men på en god måde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Catalonien, Spanien

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Katalonien, SpanienDe fleste af Spaniens mange Cavahuse ligger i enten Penedès eller Tarragona i Catalonien. De Muller, som står bag denne Mas de Valls Brut ligger et par kilometer syd for byen Reus i netop Tarragona.

Vinhuset De Muller er grundlagt tilbage i 1851 af Sr. Auguste de Muller og Ruinart de Brimont, som kom fra en familie af vinavlere i Alsace. De så et stort potentiale i Tarragona området og slog sig ned der. Igennem 4 generationer var cavahuset ejet af De Muller familien og blev et velkendt hus i området.

Siden 1995 har De Muller imidlertid været ejet af Martorell familien, som er catalanske forretningsmænd, der har videreført husets traditioner og løbende også udvidet med køb af yderligere vinhuse og marker.

Martorell familien har bl.a. flyttet vinhuset til dens nuværende faciliteter i ejendommen, som er kendt som Mas de Valls i Reus, hvor de har moderne udstyr med rustfrie ståltanke, fade og tønder samt en kapacitet på 4.000.000 liter vin.

Ved Reus har De Muller i dag omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker hvide sorter som Macabeo, Muscat, Sauvignon Blanc, Grenache Bland og Chardonnay samt de røde sorter Merlot, Cabernet Sauvignon, Tempranillo, Grenache og Pinot Noir.

Derudover har Martorell også købt vinhuset Mas de les Pusses med 34 hektar vinmarker samt det gamle vinhus Cochs i Reus.

Samlet har De Muller i dag vinmarker på ejendommene Mas de Valls, Mas Fontana, Finca Pebesa, Mas de Mata, Partida Vilabella, Mas del Cogoll, Mas de Barberà, Finca de la Secuita, Finca del Milà og Mas de les Pusses.

Nå, men her smager vi altså De Mullers non vintage Mas de Valls Brut, som er lavet på 50% Chardonnay, mens den anden halvdel består af druerne Macabeo og Parellada … og alle druerne kommer fra markerne omkring Mas de Valls.

Hver druesort vinificeres separat og den første gæring sker i store rustfrie ståltanke ved 16-18 grader i 10 dage, hvorefter blendet stikkes sammen. Andengæring sker helt efter den traditionelle metode, altså i flasken 15-16 måneder i husets kælder.

Duftmæssigt er her masser af nødder, pærer, fersken, tørrede abrikoser, brunet smør, en herlig landlig aromo … næsten lidt ged eller gedestald, en smule parfumeret og varm i udtrykket.

Smagen er også fersken, abrikos og gule æbler, men der er ikke så megen syre, og boblerne også mere diffuse og forsvinder meget hurtigt, hvilket giver vinen et lidt varmt og modent udtryk. Der mangler klart mere syre og mere spark i boblerne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 87,50 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

N.V. Maria Casanovas I Roig, Cava Brut de Brut, Penedès, Spanien

N.V. Maria Casanovas I Roig, Cava Brut de Brut, Penedès, SpanienJeres flittige vinblogger var forleden på CANblau Tapasbar, hvor jeg valgte en lille menu, men selvfølgelig en stor vinmenu. På den måde har jeg prioriteterne på plads og startede med lidt bobler, en Cava Brut de Brut fra cavahuset Maria Casanovas I Roig.

Cavahuset ligger i lidt nord for den lille by Sant Jaume Sesoliveres omkring 30-40 kilometer vest for Barcelona i Penedès og vinregionen Katalonien, som vel også er højborgen for netop produktion af de mousserende cava vine med byen Sant Sadurní d´Anoia længere mod syd som omdrejningspunkt.

Cavahuset er grundlagt af María Casanovas i 1984 og har – så vidt jeg kan se 9 hektar vinmarker. Den danske importør skriver, at familien tidligere havde beskæftiget sig med vinproduktion, men at den unge generation har taget fat på at lave Cava.

Imidlertid er det meget sparsomt med oplysninger om Maria Casanovas I Roig, som dog ser ud til at lave deres cavaer under de to brands Maria Casanovas samt Roig Ollé.

Denne Cava Brut de Brut er lavet på 30% Macabeo, 40% Parellada samt 30% Xarel·lo, som er lagret 12-24 måneder … lidt et spænd. Jeg kan ikke se, om 2. gæringen er sket i tank eller på flaske, men ser ud som om, at lagringen er sket på flaske, selvom det er en prisbillig cava til 8€.

Men det dufter sådan set fint … bitter og frisk duft med kalk, estragon, gær, muskatnød, hvide frugter, melon, pærer og nogle sødkrydrede noter.

Smagsmæssigt er det grape, citron, grønne æbler og er ganske frisk med en Kung Fu sodavandsis, men virker ellers en smule flad i udtrykket og mangler dybde.

AK’s Vine Delight  forhandler vinene herhjemme, men denne Brut de Brut er ikke fundet i sortimentet. Den koster 8,20€ i hjemlandet, svarende til 61 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, Spanien

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, SpanienFredag den 20. oktober var det international champagnedag aka Global Champagne Day og det var jo en god lejlighed til at starte weekenden med lidt bobler. Jeg startede dog ikke i Champagne, men i stedet med lidt jubilæumsbobler … en Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada fra cavahuset Juvé y Camps.

Flasken var i en kasse med 6 blandede vine sendt fra marketingschefen fra det gamle, historiske H.J. Hansen Vin fra Odense til jeres flittige vinblogger, da de tilsyneladende også har fået øje på bloggen og gerne vil samarbejde om lidt produktanmeldelser.

Det er jeg – som altid – frisk på, blot med den passus, at mine anmeldelser altid er total uafhængige og at jeg dermed ikke kan garantere, at vinene får gode anmeldelser. Men sådan skal det jo også være. Se eventuelt min side; Skal din vin anmeldes?

Nå, men Juvé y Camps er vi jo stødt på før her på bloggen. Det gamle cavahus ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Eller med andre ord samme område som forrige vin.

Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år. Huset er oprindeligt grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin. Siden har fokus været på de mousserende vine, selvom der såmænd også laves både hvidvine, en enkelt rosévin samt rødvine på vingården.

Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder Juvé y Camps til i en top moderne vingård i byen Sant Sadurní D’Anoia i. Vingården er bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt Josep Juvé Raventós.

Druerne til husets forskellige vine kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès.

Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada er en årgang 2014, men frigivet i år … altså i 2017. Den er lavet som en specialudgave for at fejre, at det er 40 år siden, at denne cava første gang kom på markedet.

Det er således en limited edition, som er udarbejdet efter de samme kriterier, som da vinen første gang kom på markedet i 1977. Der står ikke årstal foran på etiketten, som ellers normalt, og flaskens fortløbende nummer står nu også på bagetiketten.

Om produktion som i 1977 betyder, at druesammensætningen er anderledes end i dag, tror jeg imidlertid ikke. Det betyder så, at cavaen er lavet på 55% Xarel·lo, 35% Macabeu og 10% Parellada, alle høstet på 3 af husets vingårde, nemlig Espiells, Can Massana samt La Cuscona.

Der anvendes kun fritløbende most og vinen er lavet efter den traditionelle champagne metode – Methode Traditionelle – dvs. med 2. gæringen på flaske. Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia har samlet lagret 36 måneder på flaske.

Lad os boble løs … vi stikker snotten i glasset, hvor næsen afslører en herlig prikkende og krydret aroma. Det krydrede er ganske pænt i fokus og suppleres ellers af modne pærer, citrus, nødder, toast, gæret dej og lidt røg.  Det krydrede afslører, at det ikke er klassiske bobler fra Champagne, men aromaen er ellers ganske lækker og berusende.

I munden er vinen ganske cremet og boblerne meget blide … faktisk så blide, at de forholdsvis hurtigt fader ud. Det er frisk, cremet med æbler, grape, en lidt nøddet smag samt igen lidt toast. Skulle jeg bestemme, så måtte der godt være en snas mere bobler. Det er dog sammenlagt en lækker lille, krydret boblesag.

Forhandles af H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 165 kr. Fra 01.11.2017 og frem til nytår er prisen dog 135 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Castellblanc, Cava Semi Seco, Penedès, Spanien

N.V. Castellblanc, Cava Semi Seco, Penedès, SpanienDet er vist efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst har drukket Cava. Det råder vi fluks bod på med denne Cava Semi Seco fra cavahuset Castellblanc, der ligger ved Sant Sadurní d’Anoia omkring 25-30 kilometer vest for Barcelona.

Vi er med andre ord i Katalonien og nærmere bestemt i vinområdet Penedès. Det er område, der bl.a. byder på masser af mousserende Cava lavet efter ægte champagnemetode, som fx denne Castellblanc Cava Semi Seco.

Castellblanc er grundlagt tilbage i 1908 af Jerónimo Parera og var gennem mange år drevet af Parera familien, men blev senere overtaget af Grupo Rumasa inden ejerskabet i 1984 overgik til den store Freixenet koncern. De ejer i dag fortsat Castellblanc.

Freixenet kender vi jo også som et af de helt store cavahuse i Spanien og de ejer ikke mindre end 24 vinhuse i det meste af verdenen, bl.a. masser af vinehuse i Spanien, Argentina og Australien samt vin- og champagnehuse i Frankrig,

Alene til produktionen af Freixenet Cava ejes over 1.000 hektar vinmarker i Penedès … og så har vi ikke engang talt de marker med, som Castellblanc ejer. Det er med andre ord en kæmpe vinøs industrikoncern.

Nå, men her er det altså en Cava Semi Seco – halvtør – fra Castellblanc og en N.V. aka Non Vintage. Den er lavet på 30% Macabeo, 30% Parellada og 40% Xarel-lo. Gæringen sker ved en lav temperatur under konstant overvågning. Når gæringen efter et par uger er forbi, hviler vinen til det følgende forår.

Den stille vin tilsættes en nøje beregnet mængde sukker samt en rendyrket gærkultur, der ved den følgende gæring i flasken giver et tryk på ca. 6 atmosfærer og eftergæringen i flasken varer mellem 12-18 måneder inden den endelig degorcement.

I næsen er denne cava let nøddet, en smule æbler samt en lidt ristet duft, men virker ellers på mig en kende neutral. Smagsmæssigt virker den sød og boblerne er meget blide, hvilket jeg egentlig godt kan lide. Der er ikke voldsom megen smag, men fanger dog lidt pærer og derudover en svag bitterhed. Boblerne er til gengæld fint vedvarende, så du næsten får et lille efterbøvs.

Købt hos Skjold Burne, hvor en flaske koster 89,75 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2008 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia, Penedès, Spanien

2008 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia, Penedès, SpanienLige quick update fra ugen, som også bød på et par spændende vinøse oplevelser, startende med denne Cava fra det store Cavahus Juvé y Camps, som ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år.

Huset er grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin, og siden har fokus været på de mousserende vine.  Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder  Juvé y Camps til i en top moderne vingård, bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt, Josep Juvé Raventós.

Druerne kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès. Plukningen af druerne foregår 100% manuelt, og kun den frit afløbne most anvendes for at få den fineste og mest elegante saft uden unødige bitterstoffer. Yderligere er man meget skånsom med filtreringen af vinen for at bevare så meget smag og aroma som muligt.

Betegnelsen Cava dækker over spansk mousserende vin lavet på Méthode Traditionelle, som også tidligere blev kaldt for Champagne-metoden. Grundvinen tilsættes således sukker og gær, hvorpå den tappes på tykke flasker for at gennemgå andengæring i minimum ni måneder. Jo længere tid vinen får lov til at ligge, jo flere smagsnuancer og jo finere mousse vil den færdige Cava opnå.

Efter endt lagring bringes flaskerne til pupitrene, en art flaskereoler, hvor flaskerne sættes med bunden i vejret. I denne stilling vil vinens bundfald samles i flaskehalsen, som nedsænkes i minus 20 graders frysevæske. Ved nedfrysningen indkapsles bundfaldet i en isklump, som man derpå slet og ret skyder ud ved at tage kapslen af flasken og lade kulsyretrykket presse klumpen op. Afslutningsvis toppes flaskens indhold op med en likør, som alt efter mængden, der tilsættes, giver en enten tør eller sød Cava.

Denne Reserva de la Familia er lavet på druerne Macabeu, Xarel-lo samt Parellada, dvs. de helt klassiske tre druer, som normalt anvendes i Cavaer, høstet på 3 af husets vingårde, nemlig Espiells, Can Massana samt La Cuscona. Der anvendes kun fritløbende most (dvs. den most, druerne afgiver, inden de presses). Vinen har lagret i minimum 36 måneder i flasken, inden den frigives til salg.

IMG_3629

Duftmæssigt byder denne Cava på lidt grønne æbler, lidt citrus, lidt nødder, honning, toast og den duft, som dej udsender, når man står og ælter til en portion friskbagte boller. Smagsmæssigt frisk, lidt cremet og generelt et positivt indtryk. Der er lidt mere sødme end fx en typisk champagne, men også godt med toasten, som går igen i smagen … den del elsker jeg. Måske en anelse tynd i eftersmagen, men fint glas mousserende vin.

Købt i Vinspecialisten, pris 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Soler-Jové, Grivà Cava Brut Reserva, Penedès, Spanien

N.V. Soler-Jové, Grivà Cava Brut Reserva, Penedès, SpanienTorsdag stod den på spansk vinsmagning. Randers Vinlaugh er startet på efterårssæsonnen første smagning var lagt i hænderne på Vin og Vin, som ledte os igennem en tur rundt i nogle af vindistrikterne i Spanien.

Vi startede forsigtigt i Katalonien, nærmere bestemt i vinområdet Penedès. Vi er ved den tæt på middelhavskysten syd for Barcelona, og distriktet byder på mange spændende vine. Udvalget går fra de mousserende Cava, lavet på ægte Champagne-metode, til friske og frugtsmagende hvidvine samt bemærkelsesværdige røde vine.

Her har vi fat i en Cava, som kommer fra vinhuset  Soler-Jové, et familieejet vinhus. Firmaet er grundlagt i 1985 af Arturo Ramos Ramos og huset laver primært Cava vine, faktisk hele 1,5 mio. flasker årligt. Huset har da også 2.300 m2 kældre til fremstilling og modningen af vinene. Hos Caves Soler-Jové er man selvforsynende med druer, og druekvaliteten er netop noget man lægger stor vægt på. Vinen er produceret på druerne, Macabeo, Xarello og Parellada. Efter endt 2. gæring, lagrer Cavaen 15 måneder på gær-resterne for at udvikles. Vinen ligger i flaskerne med “kapsler” og bliver “drejet” af erfarne arbejdere på de klassiske vinreoler inden “dégorgage”.

I glasset lidt duft af æbler, lemon, blomster og også en smule indelukket. Lugter lidt af dyr. Smagen er lidt nødder, mandler, lidt frisk perlende, men også meget flad i smagen. Der er også sødme, men også lidt bitterhed i den korte eftersmag.

Forhandles hos Vin og Vin, pris 79 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7