Tag-arkiv: Australien

Australien er forholds nyt og stort vinland. De første vinplanter stammer fra 1791, men det er først i 1950’erne, at man for alvor begyndte at lave kvalitetsvin i landet.

Der er over 2.000 vinproducenter i Australien, men de meste vin laves af de helt store producenter. Det siges, at omkring 94% af den samlede vinproduktion på 1,2-1,3 milliarder liter vin laves af de 5 største vinproducenter, men de fleste vinhuse er altså ganske små og ud af de 2.000 er 1.800 grundlagt efter 1970.

Australien har ingen nationale druesorter, men meget atypisk ehller ingen krydsninger eller hybrider, så i Australien produceres der vine på alle typer druer … her gælder ingen traditioner, selvom landet efterhånden mest er kendt for deres vine på Syrah … eller Shiraz, som australierne selv kalder druen.

Shiraz er i dag Australiens mest plantede drue og er plantet på omkring 1/4-del af landets 160.000 hektar vinmarker efterfulgt af Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Der er også langt færre regler for produktionen af vine i Australien, hvilket meget godt illustreres ved, at vinlovgivningen giver brede rammer … således skal blot 85% af druerne komme fra det angivne område og blot 85% af druerne fra den angivne årgang.

I det hele taget er der meget frie rammer i produktionen og fx anvender nogle producenter tilsætning af kunstig vinsyre for at sikre, at vinene ikke bliver alt for overmodne og søde.

Australien er opdelt i 7 store vinområder, nemlig:

  • South Australia
  • New South Wales

Der er South Australia klart det største og mest velkendte område, for der produceres der mest vin, men der er også der, at nogle af de allerbedste underregioner ligger, bl.a. Adelaide Hills, Barossa Valley og McLaren Vale … blot for at nævne de måske mest kendte.

2010 Clarendon Hills Vineyards, Domaine Clarendon Syrah, McLaren Vale, Australien

2010 Clarendon Hills Vineyards, Domaine Clarendon Syrah, Barossa Valley, AustralienMan siger, at gammel kærlighed aldrig ruster. Vrøvl, for med overdone australsk Shiraz har jeg det lidt modsat … er ikke længere så vild med det. Slet ikke.

Til vores vinaften ville jeg dog lige prøve til igen … se om Shiraz fra en god producent måske kunne banke lidt af rusten af. Clarendon Hills er endda så lidt australske, at de anvender den franske betegnelse Syrah på etiketten og det var måske endda et godt tegn, for jeg elsker jo Syrah fra Rhône.

Clarendon Hills er grundlagt i 1989 af biokemiker Roman Bratasiuk. Han havde en stor kærlighed til vin, og derfor besluttede han sig for at blive vinproducent. Det skete i starten sideløbende med hans faste job som biokemiker, og med en beslutsomhed og arbejdsindsats som få.

Han havde ingen uddannelse indenfor vin, men selvfølgelig en god tilgang via jobbet som biokemiker og så en rigtig god indsigt i vinen verdens og gode smagssanser.

Han startede med at finde en mark, som han mente kunne levere druer til hans vine, og så bankede han på døren til vinavleren og lave en aftale om høsten fra 3 marker. Da druerne i februar 1990 var modne, så tog Roman nogle fridage fra sit faste job, ankom med spand og beskærersaks og gik ellers i gang med at høste … helt på egen hånd.

Folk troede, at Roman Bratasiuk var tosset, men Roman arbejdede fra 6.00 morgen til sen aften og nåede første dag halvdelen af den første vinmark. Dagen efter gentog han processen, hvorefter første mark var høstet. Det gjorde han så også for de andre to marker, og så var høsten i hus.

Vinproduktionen foregik i et lejet blikskur, hvor Roman brugte tomme vinflasker til at presse druerne i nogle kurve. Herefter blev druesaften hældt over i 3 brugte ståltanke fra et gammelt mejeri og uden temperaturstyring af vildgæringen fra druerne. Vinen blev herefter lagret i 3 barriques, alle brugt et par gange før og allerede efter 11 dage var vinene klar.

Vinene blev ganske fantastiske – og til Romans store overraskelse – hurtigt udsolgt. Det betød, at han året efter kunne fordoble produktionen, og så gentog processen sig i nogle år. Til sidst måtte han imidlertid kvitte jobbet som biokemiker, bl.a. efter den lokale presse lavede en artikel om Clarendon Hills Wines med overskriften; “Tin shed wines take on the World … blik-skur vine indtager verdenen”.

I 1994 lavede Roman Bratasiuk vinen Clarendon Hills Astralis. Det var den første flaske i Australien, som kostede mere end 100$ .. og blev udsolgt. I 1996 skrev Robert Parker følgende om netop 1994 Astralis vinen; “This is the hottest wine in Australian wine circles, as it came out ahead of two great vintages of Henschke and Penfolds’ Grange in a recent tasting. If readers can believe it, it is a bigger denser, more concentrated wine than the Grange”.

Samtidig blev Roman udråbt som årets vinmager, og så blev Clarendon Hills lige pludselig kult og efterspurgt på verdensplan. To årgange af Astralis, nemlig 1994 og 1996, blev endda inkluderet i publikationen “Verdens 1.000 bedste vine nogensinde fra 1727 til 2006”, udvalgt af 15 forskellige internationale vineksperter.

I dag ligger Clarendon Hills på adressen Brookmans Road i byen Blewitt Springs i McLaren Vale. Forholdene er i dag langt mere moderne, og vinhuset ejer i dag betydelige flere vinmarker, men hvor mange hektar har jeg ikke kunnet finde ud af. Vinstokkene er dog ekstremt gamle. og bl.a. Grenache, Syrah og Cabernet Sauvignon stokkene er mellem 60 og 75 år gamle. Endvidere ligger vinmarkerne i op til 310 meter over havets overflade, hvilket sammen med den kølige brise, der blæser ind fra det Tasmanske Hav, forsinker den phenoliske modning af druerne, hvorved vinen opnår større kompleksitet og langt bedre syrebalance.

Vinstokkene er upodede, da man i de sandede og stenede jorde i McLaren Vale ikke har haft problemer med phylloxera. Disse vinstokke er relativt sjældne, da 98% af alle verdens vinstokke er podet. Samtidig er det også sundere vinstokke, som giver en langt større smagskompleksitet og fortolkning af deres terroir.

I dag er Romans to sønner Alex og Adam Bratasiuk med i driften af Clarendon Hills Wines, idet Adam følger i faderens fodspor som vinmager, mens Alex står for ledelse, strategi og den økonomiske drift.

Denne Syrah er ganske vist ikke en af husets 19 enkeltmarksvine, men husets almindelig … kaldet Domaine Clarendon, hvor druerne kommer fra en 14 hektar stor mark i 350 meters højde omkring 10 kilometer nord for byen McLaren Vale.

Vinstokkene på marken stammer fra 2005, så er altså forholdsvis unge … alene 5 år ved høst af druerne til denne årgang 2010. Vinen er lavet med druernes egen naturlige gær og har lagret 18 måneder på eg, heraf 50% nye fade. Der laves årligt 3.000 kasser af denne vin.

Duften er lidt fersk kød … så langt så godt, engelsk lakrids, oliven, mørke bær, solbær, grønne noter og våde fade samt et snert af peber. Smagsmæssigt lidt grafit, peber, blåbær, solbær … en direkte og stram frugt, syrlige elementer … men bliver ærlig talt en smule enstrenget. Der er ikke så megen flamme i den gamle kærlighed.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 350 kr.

Rating 4,5/7 half_thumb

2015 Mollydooker, The Violinist Verdelho, McLaren Vale, Australien

2015 Mollydooker, The Violinist Verdelho, McLaren Vale, AustralienByggemødet startede med denne hvidvin, hvor mit bud gik på lidt spansk Verdejo … men det var sgu fra australske Mollydooker. Vi troede dog, at jeg havde druen korrekt … men Verdelho er imidlertid ikke samme drue som Verdejo. Dermed røg Houlberg sgu lige et point ned.

Verdelho er derimod samme drue som den spanske Gouveio, som særlig findes i det nordlige Portugal. Derudover findes den i begrænset omfang i Spanien, hvor den er kendt som Verdello, men dyrkes derudover i både Argentina og Australien. Nå, så blev vi da så kloge og det er også første gang, at vi møder druesorten her på bloggen.

Nå, men Mollydooker er vi jo stødt på tidligere … vinhuset er grundlagt af Sarah og Sparky Marquis i 2005. Mollydooker betyder venstrehåndet på australsk … og både Sarah og Sparky er begge venstrehåndede.

Sarah og Sparky har om nogen været med til at forme produktionen af højkvalitetsvin i Australien. Sarah er datter af Jim og Hellen Watts, der grundlagde Fox Creek Wines i McLaren Vale.

Efter endt vinuddannelse fik Sarah og hendes mand Sparky i 1994 ansvaret for produktionen af vin hos Fox Creek. Efter 4 succesfulde år hos Fox Creek forlod parret i 1998 Fox Creek for at stå i spidsen for vinproduktionen hos Henry’s Drive, Shirvington og Parson’s Flat, hvorunder flere af deres vine opnåede både national og international berømmelse, og høje Parker scores.

I 2001 dannede parret i samarbejde med den amerikanske importør, Dan Philips, branded Marquis Philips, der satte nye standarder for kvalitet/pris forholdet for australsk vin.

I 2005 fik parret langt om længe foden under eget bord og følger deres filosofi om at lave Wines that make you go Wow!

Druerne til Mollydooker vinene kommer fra McLaren Vale, Langhorne Creek og Padthaway i South Australia. Sarah og Sparky’s debutvine fra årgang 2005 har fra dag ét betaget vinpressen i både Australien og USA, med flotte bedømmelser fra bl.a. Wine Spectator, Robert Parkers Wine Advocate og Cork’d ved Gary Vaynerchuck.

Det har også betydet, at priserne også er steget løbende. I dag koster deres topvin The Velvet Glove således hele 1.299 kr. hos den danske importør.

Denne The Violinist Verdelho er imidlertid fra vinhuset anden ende af skalaen, og som nævnt lavet på druen Verdelho … og ikke Verdejo. Druerne til vinen kommer fra marken Gemtree Vineyard i McLaren Vale. 2/3-dele af druerne er fermenteret på ståltanke, men den sidste 1/3-del er lagret på nye egefade, 67% amerikanske og 33% franske. Den trækker en monstrøs alkoholprocent på 15,5%. Heftigt for en hvidvin, men det er helt normalt hos Mollydooker.

Duftmæssigt er der god dybde i næsen med melon, pærer, friske blomster, appelsiner og lemon, honning, vanilje, sødme, fad … virker til at ha’ lidt fedme og fedt over sig.

I munden er det en blid og cremet vin. Ordentlig mundfuld med sødme, fylde og en let- og sødkrydret syre. Ganske okay vin med let bitterhed i eftersmagen. Den høje alkohol mærkes egentlig ikke.

Forhandles hos Atomwine, pris 169 kr.

Rating 4.5/7  half_thumb

2014 Rosedale Ridge, Shiraz-Merlot, South Australia, Australien

2014 Rosedale Ridge, Shiraz-Merlot, South Australia, AustralienI det houlbergske hjem skreg hustruen min på vin, og jeg fandt selvfølgelig hurtigt en vin fra en af hylderne … men vist fra en af de lavere hylder, for denne australske Rosedale Ridge Shiraz-Merlot er fra de store Taster Wine produktionshaller, hentet i store tanke fra Down Under og tappet på flaske i Danmark.

Det er vi stødt på her på bloggen tidligere. Med andre ord, så er det masseproduceret vin, som er lavet af druer fra forskellige bønder i Australien og specielt til det danske marked. Ingen producent står bag vinen, og i stedet står der med lille skrift bag på etiketten; CVRDK61098828 … hvilket referer til cvr.nr. på Taster Wine.

Der står ganske vist “Imported by Oskar Davidsen & Co” bag på etiketten, men Oskar Davidsen & Co. er en blot selvstændig division i den megastore Taster Wine koncern, og har specialiseret sig i at betjene hotel-, restaurations- og cateringsektoren.

Taster Wine har Nordeuropa’s mest moderne tapperi og tanklager, hvor der tappes vin og spiritus fra hele verden, både i flasker og i bag-in-boxes. Selskabet med det nævnte cvr.nr. har en tankkapacitet på mere end 3 millioner liter vin, og deres topmoderne tapperi består af 6 tappekolonner, som til sammen kan tappe mere end 20.000 liter vin i timen.

Så glem alt om et vinhus med navnet Rosedale Ridge … for det findes dermed ikke, så denne vin er formentlig fra adskillige vinbønder i flere områder af South Eastern Australia. Den er på Shiraz og Merlot, men fordelingen oplyser Taster Wine imidlertid ikke. Der er heller ikke andre oplysninger om, hvordan vinen er lavet. Vi springer derfor hovedkulds i smagsnoterne.

Virker i næsen en smule neutral … men der er vist lidt søde frugter, lidt fyldig frugtsødme og et snert af nogle krydderier. Det er til at leve med.

Imidlertid er smagen værre end duften. Det er sådan meget uharmonisk, kantet, skævt under en lidt fesen, flad og gumpetung frugtsødme. Der er frugt, men den virker ærlig talt lidt kunstig og usammenhængende. Svage pebernoter, men det virker som om, at der er godt med Merlot i vinen. Kan der være tilsat sukker?

Det er sgu ikke ret godt. Om den er pengene værd? Svært spørgsmål, da jeg ikke ved, hvad vinen koster. Men svaret vil med 99,9% chance være et rungende NEJ. Da vinen er beregnet for hotel-, restaurations- og cateringsektoren, så vil man formentlig primært støde på vinen til en restaurantpris på forventelig omkring et par hundrede dask. Det vil være synd for både maden og dig.

Rating 2/7 

2013 Trentham Estate Winery, River Retreat Pinot Noir, Victoria, Australien

2013 Trentham Estate Winery, River Retreat Pinot Noir, Victoria, AustralienFandt lige denne vin i et af gemmerne … Pinot Noir fra Australien. Tja, hvorfor ikk’ prøve den? Vinen hedder River Retreat Pinot Noir og kommer fra vinhuset Trentham Estate Winery, som ligger lidt fra byen Mildura på den anden side af floden Murray. Det er lige på grænsen mellem Victoria og New South Wales i et område, som kaldes Trentham Cliffs.

Vingården ejes og drives af Murphy familien, som har ejet gården siden 1960. Familien stammer oprindeligt fra Irland, men emigrerede til Australien i 1909 og bosatte sig oprindelig først omkring Merbein, som ikke ligger langt fra den nuværende vingård.

Igennem de fleste år har driften på ejendommen alene været fåreavl, men allerede i 1952 havde den foregående ejer startet med at plante lidt Shiraz vinstokke. Imidlertid etablerer Murphy familien først Trentham Estate Winery i 1988 efter at ha’ forsøgt sig med en mindre produktion de foregående 4 år.

Det var Jack og Moya Murphys 2 sønner Anthony og Patrick, som var drivkræfterne bag grundlæggelsen af vinhuset … godt hjulpet af faderen. Udover vinproduktionen grundlagde de også åbne smagelokaler samt en tilhørende restaurant.

Trentham Estate Winery har samlet 46 hektar vinmarker i Trentham Cliffs og laver vine i en lang række serier, bl.a. serierne Trentham Estate, The Family, Family Reserve, Two Thirds og River Retreat.

River Retreat er opkaldt efter de sårbare vådområder i det sydøstlige Australien, og for hver solgt flaske, så giver man et bidrag til at bevare det unikke økosystem. Druerne til denne Pinot Noir høstes ved optimal modenhed, hvorefter de mases og vinen macererer i 7 dage for at udtrække så mange farvestoffer og aromaer som muligt. Herefter modner vinen i 6 måneder … 20% i ældre franske fade og 80% i rustfrie ståltanke.

I glasset er vinen fin transparent … og det kan ikke af farven aflæses, at vi her har fat i en oversøisk Pinot Noir. Duftmæssigt er der også ganske tydelige Pinot Noir noter … med sødme, jordbær og hindbær. Der er dog ganske vist ingen charmerende kostald, animalske noter, men virker nærmest lidt neutral uden den store kompleksitet.

Smagsmæssigt er vinen egentlig meget blød, men der er ikke megen syre til at holde vinen oppe. Det hele er sådan lidt marmelade, sødt og kønsløst. Der er en smag af … jern og en smule peber, men derudover er der ingen eftersmag overhovedet. Smagen forsvinder bare hurtigt ud i luften.  Bestemt drikkelig … det er jo Pinot Noir, men mangler europæisk elegance, syre og stramhed.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Nybom Vine, hvor prisen er 90 kr. eller hos Bordershop Puttgarden, hvor prisen er 49,99 kr.

Rating 3/7 

2006 Ben Glaetzer, Wallace, Barossa Valley, Australien

2006 Ben Glaetzer, Wallace, Barossa Valley, AustralienSidste vin fra bestyrelsesmødet i mandags blev denne Wallace fra den berømte australske vinmager Ben Glaetzer, en Shiraz/Grenache baseret vin opkaldt efter hans hustru Judith, som hed Wallace før hun giftede sig med Ben.

Glaetzer familien har lavet vin i Australien siden 1888, men det var reelt først omkring 1918, at Colin Glaetzer grundlagde vinhuset. Og dermed er Ben bogstavelig talt opvokset med vin og nærmest født til at være vinmager.

Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate. Opskriften på hans succes er ganske simpel; Høst et begrænset udbytte fra exceptionelt gamle vinstokke (op til 120 år), som vokser på de bedste marker. Ved at vinificere vinene meget nænsomt, så bevarer Ben vinenes elegance og friskhed, også selvom de er kolossalt koncentrerede.

Ben er involveret i tre vinprojekter: Han er medejer af Heartland Winery, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia. Han er også medejer af Mitolo Wines, hvor han laver ufattelig intense vine på druer fra McLaren Vale og Barossa Valley.

Sidst men ikke mindst leder han Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley og her på bloggen har jeg tidligere smagt og skrevet om vinene Amon-Ra samt Anaperenna. Og faktisk laver Ben alene 4 forskellige vine på Glaetzer Winery … nemlig de to nævnte, vinen Bishop og denne Wallace.

Både Bishop og Wallace er hustruen Judiths pigenavne, og da hun er af skotsk afstamning, så er etiketten selvfølgelig prydet med et keltisk kors, en tidsel og en mønster med keltiske knuder. I denne årgang 2006 er vinen lavet på 70% Shiraz og 30% Grenache fra 60 år gamle vinstokke i Barossa Valley.

Vinifikationen af Shiraz druerne er sket på egetræsfade og Grenache i rustfrie ståltanke. Efter endt maceration er vinen lagret 14 måneder på brugte, franske og amerikanske fade … typisk fade, som er 3 og 4 år gamle.

Og det er rigtig aussi-power-koncentrat med aromaer af tobak, lidt alder, blommer, solbær, engelsk lakrids, mælkechokolade, vanilje … meget jammy, virkelig frugtbombe. Og det er også lige præcis smagen … næsten overdone … proppet med frugt, peber, chokolade, appelsinskal og lidt støvede tanniner. Blød, powerfuldt og kraftigt. Og virkelig meget.

Forhandles flere steder, bl.a. wine.dk, hvor en nyere årgang 2013 koster 189 kr.

Rating 4,5/7

2006 McMahon Estate Wines, The Harlequin Shiraz Durif, Victoria, Australien

2006 McMahon Estate Wines, The Harlequin Shiraz Durif, Victoria, AustralienHavde et par gamle flasker til at ligge … og én af dem var denne The Harlequin Shiraz Durif, som ifølge etiketten bagpå skulle komme fra McMahon Estate Wines med adresse midt i den lille by Gordon omkring 60 kilometer nordvest for Melbourne.

Det er en bedaget 2006’er, som sikkert ikke var planlagt at skulle holde 10 år … og formentlig heller har kunnet holde formen, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til om lidt. Lad os først kigge nærmere på vinhuset.

Og det er så netop, hvad det ikke er … altså et vinhus. Bag McMahon Estate Wines finder vi nemlig firmaerne JM McMahon & Co Pty Ltd. og McMahon Global Food Marketers, begge ejet og drevet af John McMahon. Selskaberne har primært været beskæftiget med eksport af mælkepulver, men har også bevæget sig indenfor vinproduktion og handel.

John McMahon solgte imidlertid sine aktiviteter til JV company Dairy Exports New Zealand Ltd. i 2009 og det ser ikke ud til, at der efterfølgende er sket meget på vinfronten. Så med andre ord er denne vin fra en fødevareproducent, som i ny og næ producerede et par vine. Det faktum tæller heller ikke til vinens fordel.

Vinen hedder The Harlequin og har en flue fra fluefiskeri på etiketten. Efter sigende skulle det være fordi, at vinen og fluefiskeri har meget tilfælles. Når man står i et vandløb – eller drikker vinen – er man adskilt fra de almindelige ting i livet og nyder bare øjeblikket.

Den er lavet på et blend af druerne Shiraz og Durif, men fordelingen kender jeg ikke. Da den gode mælkepulvereksportør ikke selv ejede vinmarker, som er vinen selvfølgelig lavet på druer opkøbt rundt omkring i Victoria området. Heller ikke det har jeg oplysninger om.

Durif har sit navn efter François Durif, som var en botanist fra Montpellier. Han opdagede druesorten i en vinmark med Peloursin, og efterfølgende har undersøgelser vist, at Durif er en krydsning af Syrah og Peloursin.

Druen stammer fra Frankrig, men der finder man den stort set ikke u dag, Den findes primært i Australien, Californien, Israel, Brazil, Argentina, Chile og Mexico, hvor Australien og Californien står for de bedste vine. Flere mener, at Durif er samme drue som Petite Sirah.

I Californien har mange DNA undersøgelser vist, at hovedparten af alle Petite Sirah vinplanter, faktisk er Durif. Det er en drue, som giver tørre og kompakte vine, der kræver flere år på flaske år for at folde sig ud. Og det må den flaske siges at ha’ fået … hele 10 år.

I næsen er det klart blommer, let rosin, blåbær, peber, eucalyptus, en gammel fiskekutter og på grund af alderen også en snert af portvin. Virker meget varm i udtrykket … har klart fået godt med sol. I munden er det ren marmelade med stor sødme … meget stor sødme og derudover en noget jernholdig smag, som bare er træls … som man siger her i Jylland. Det bliver sgu ærlig talt en tand for klamt … er ikke det rigtige ord … men i hvert fald overdone. Pazzzz for mig.

Købt for herrens mange år siden hos Skovgaard Vine, men prisen kan jeg ikke huske.

Rating 1,5/7  thumbhalf_thumb

2014 Bunker Bay, Chardonnay, South Australia, Australien

2014 Bunker Bay, Chardonnay, South Australia, AustralienSå er Houlberg sgu sat på skolebænken på jobbet … der skal bankes lidt rust af omkring ledelse. Men så bliver man jo forkælet med god mad og formentlig god vin. Kvaliteten på vinene er imidlertid på det jævne denne aften og første vin på vores kursusejendom er denne Chardonnay fra et vinhus, som ifølge etiketten kaldes Bunker Bay.

Der findes dog formentlig ikke et vinhus med navnet Bunker Bay, da vinen er flasket hos Zimmermann-Graeff & Müller GmbH, som ligger i byen Zell i det dejlige Mosel. Men druerne skulle efter sigende komme fra området South Australia i Australien. Om det er fra Barossa, Adelaide, McLaren eller andre af appellationer i området, ja det vides imidlertid ikke.

Men faktum er, at det er australsk Chardonnay, flasket i Mosel i Tyskland og solgt kunder under det fiktive navn Bunker Bay … uden sammenligning med et oliefirma fra Aalborg, som endte deres dage noget så forskammeligt.

Zimmermann-Graeff & Müller GmbH er grundlagt tilbage i 1886 af Jacob Zimmermann, men drives i da af 4. generation i form af den nuværende ejer Johannes Hübinger. Og det er ét af Tysklands store vinfirmaer, som laver vin fra både Tyskland, resten af Europa og derudover fra en række oversøiske lande.

Og ja … det er et stort firma. I 2011 omsatte det fx ikke mindre en 149 millioner euro, og laver dagligt … jeg siger dagligt 500.000 flasker vin samt 120.000 liter BIB, altså Bag-In-Box vine. Med andre ord et ganske stort foretagende.

Og her har vi så en af husets designvine, som måske er lavet til det danske marked. Ifølge etiketten er den importeret af Sigurd Müller Vinhandel i Ålborg … måske lidt udenfor deres normale sortiment, men sådan er det vel nogle gange?

Vi fik vinen sammen med en lille fiskesuppe … hvori der skam også lå en enkelt kammusling. Måske lidt – hvis man skal ha’ den kritiske hat på – til sparsommelige side, men ellers smagte ganske godt. Vi bringer da også fluks et foto af forretten:

Fiskesuppe med en kammuslingSmuk og dejlig fiskesuppe … Thumbs Up, men come on … én sølle kammusling virker sgu lidt fesen.

Lad os kigge på smagsnoterne til vinen, som i næsen byder på lidt honningmelon, fersken samt en virkelig tropisk fedme og ellers er let aromatisk. I munden er vinen sød, meget easygoing og efterlader ikke voldsomt indtryk. Smagen slutter lidt krydret og svagt ubalanceret og efterlader et lidt kedeligt og ufokuseret indtryk.

Forhandles formentlig af Sigurd Müller Vinhandel, men pris kendes ikke.

Rating 2,5/7  thumbthumbhalf_thumb

2014 Hardys Wines, William Hardy Shiraz, Langhorne Creek, Australien

2014 Hardys Wines, William Hardy Shiraz, Langhorne Creek, AustralienDen flittige læser på bloggen vil vide, at det mastodontstore vinfirma Accolade Wines nu to gange uopfordret har sendt et par vine til anmeldelse, og denne William Hardy Shiraz fra Hardys Wine er sidste vin ud af samlet 4 flasker fra firmaet. Shiraz fra Langhorne Creek … en svær størrelse.

Jeg drak for en uges tid siden den hvide søstervin William Hardy Chardonnay, og den var egentlig okay drikkelig. Manglende måske lidt dybe, men ellers okay. Der skrev jeg også lidt om Hardys Wines, så hvis du er nysgerrig efter historien bag vinhuset, så læs det indlæg.

Imidlertid er denne William Hardy Shiraz lidt en fæl fætter … og nu går jeg nok klart imod Accolades håb om at få en fremragende anmeldelse, når de nu har sendt vinen gratis. Men denne vinblogger er satanedderme ikke i lommen på nogen, så her får du en ærlig, redelig – men selvfølgelig sober – mening.

Det kan selvfølgelig resultere i, at vinhuset bliver tøsesur og ikke sender mere vin denne vej … so be it, det overlever jeg nok. Alternativt tager de kampen op og viser, hvad Accolade er i stand til, hvis der ellers gives lidt TLC til vinene. Et så stort hus må for hunde kunne lave fremragende vine? Det vil fremtiden vise.

Denne William Hardy Shiraz er lavet på ren Shiraz, som kommer fra vinområdet Langhorne Creek. Langhorne Creek ligger i den sydlige del af Australien, sydøst for byen Strathalbyn og langs med floden Bremer til søen Alexandrina. Selvom der er dyrket vin i området i over hundrede år, så blev Langhorne Creek først en særskilt appellation i 1998. Området har samlet 5.883 hektar vinmarker og tæller omkring 24 vingårde, så det er præget af storproducenter som Hardys Wines.

Vinen er lavet af vinmageren Paul Lapsley og på rustfrie ståltanke, hvor der dog er tilsat egespåner … men både franske og amerikanske.

I næsen er der solbær, krydderier, basilikum, læder, tobak, peber, eucalyptus, lidt cykelslanger eller sådan kunstig gummi … sammenlagt ikke så indbydende, men bestemt til at leve med. Det er sgu i smagen, at kæden hopper af. Skarp peber, bitterhed, kantet og slet ikke imødekommende på nogle punkter. Der er ingen frugt … alene bitterhed, peber … brænder næsten i munden. Uha uha.

Hustruen stod også helt af … hun foreslog endda, at jeg kunne tage et foto af hende, når hun drak den … det ville være svar nok. Det har jeg selvfølgelig undladt. Man skal jo passe på sine læsere. Men klart PAZZZZZ for mig, som Gary Vaynerchuk ville ha’ sagt. Det er sgu en ommer. Og jeg har endda smagt vinen over to dage … blot for at være sikker.

Kommer i uge 1 på hylderne i SuperBrugsen til 50 kr., normalpris 99,95 kr. Normalprisen er – som med det meste vin i supermarkederne – ikke reel. Denne vin bør slet ikke kunne koste en dansk hundredekroneseddel … selv tilbudsprisen på 50 kr. er at stramme den. Men igen, så er det jo kun min ydmyge mening, og jeg har det i forvejen svært med australsk Shiraz.

Rating 1/7 

2005 Mitolo Wines, Reiver Shiraz, Barossa Valley, Australien

2005 Mitolo Wines, Reiver Shiraz, Barossa Valley, AustralienMed næste vin er vi Down Under … en 10-årig sag Reiver Shiraz fra vinhuset Mitolo Wines, som er en lille topklasse vinproducent skabt af Frank Mitolo og Ben Glaetzer. Deres vision er at skabe små mængder af håndlavede Shiraz vine af ekstrem kvalitet – og under slogannet Purity – Power – Elegance.

Vinhuset er egentlig grundlagt af Frank Mitolo, hvis far Bruno Mitolo var emigreret til Australien i 1950’erne fra Abruzzo i Italien. Han havde en forkærlighed for vin fra sin far – og dermed Franks farfar – Francesco, men fik imidlertid held som kartoffelavler i sit nye land.

Frank startede selv med at arbejde med kartofler hos faderen, men allerede i 1995 begyndte Frank på hobbybasis at lave vine.

I 1999 mødte Frank imidlertid Ben Glaetzer, som senere skulle blive én af Australiens mest berømte vinmagere. Ben Glaetzer blev bogstaveligt talt født til at være vinmager. Hans far Colin Glaetzer var Barossa Valleys Grand Old Man. Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Under en 5 timer lang diskussion på en restaurant – godt hjulpet af et par flasker gammeldags Shiraz – besluttede Frank og Ben, at de skulle lave vine sammen. Deres forretningsplan blev skrevet på bagsiden af en serviet og den bestod af kun seks ord; individualitet, integritet, kvalitet, renhed, elegance og power.

De første druer fik de fra en af Franks fars venner Don Lopresti, en anden italiensk indvandrer, som havde en vingård tæt på badebyen Port Willunga i McLaren Vale. Og det blev således startskuddet for Mitolo Wines. Fusionen af Ben Glaetzers talent som vinmager og Franks intime kendskab til nogle af Australiens bedste Shiraz marker.

Den første vin Frank og Ben producerede var en årgang 2000 Shiraz, som Frank kaldte G.A.M. Shiraz efter hans børn Gemma, Alex og Marco. Og allerede deres første årgang blev udråbt til at være det ypperste, som McLaren Vale nogensinde havde præsteret. Derefter indgik Frank og Ben et egentligt forretningspartnerskab, hvor man inddrog nogle af de marker, som Franks familie ejede. Eller sagt med andre ord, som kom Frank med jord og kapital, mens Ben kom med de enestående evner som vinmager.

Vi kender jo i øvrigt Ben Glaetzer her på bloggen, hvor jeg har skrevet om ham flere gange, bl.a. da jeg smagte hans topvin Amon-Ra. Ben er involveret i tre vinprojekter: Han ejer Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley. Derudover er han medejer af Heartland Winery, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia.

Ja, og så selvfølgelig Mitolo Wines. Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate.

I dag driver Frank dog fortsat Mitolo Group, som er et ret stort foretagende indenfor kartofler. Faktisk er Mitolo familien den sydlige halvkugles største kartoffelavler.

Mitolo Wines har i dag fortsat deres marker ved Port Willunga i McLaren Vale, men hvor mange hektar de ejer, kan jeg ikke umiddelbart finde ud af. De har dog købt den oprindelig mark, som nu er opkaldt efter den oprindelige ejer Don Lopresti.

I dag laves der alene vine fra McLaren Vale, men undervejs har de to herrer altså også lavet denne Reiver Shiraz, hvor druerne kommer fra Greenock regionen i Barossa Valley længere mod nord. Vinstokkene er over 60 år gamle, og så har vinen lagret 16 måneder på franske og amerikanske fade.

Og det er også en vin, som har godt med power. I næsen er der lidt krudt, godt med overmodne bær, boysenbær, solbær, blommer, chokolade, vanilje samt lidt krydderier og eucalyptus. I munden er vinen blød, med kraft, god balance … total zen, power, rund med chokolade og slutter af med lidt peber sammen med kirsebær.

Forhandles af godevine.dk, hvor prisen er 299 kr.

Rating 5/7  

2012 Torbreck Vintners, Woodcutter’s Shiraz, Barossa Valley, Australien

2012 Torbreck Vintners, Woodcutter's Shiraz, Barossa Valley, AustralienStormy Weather … spillede den eminente Ben Webster i 1965 på Jazzhus Montmartre, og det er også vejrudsigten for denne grå søndag. Men hvorfor så ikke … why not … på sådan en grå, stormfuld søndag morgen lige skrive om sidste rødvin fra Seléction smagningen i torsdag, denne Woodcutter’s Shiraz fra det australske vinhus Torbreck Vintners?

Torbreck Vintners er grundlagt af David Powell i 1994, men hans projekt startede egentligt tilbage i 1992, hvor han opdagede nogle små parceller af ældgamle vinstokke.

På det tidspunkt arbejdede han for Robert “Rocky” O’Callaghan hos Rockford Wines, men han indgik en aftale med en række jordejere om, at druerne fra disse små parceller skulle leveres til hans nye vinhus mod betaling af en procentdel af fortjenesten, og det blev så til Torbreck Vintners.

Vinhuset kaldte han Torbreck efter en skov i Skotland, hvor David tidligere havde arbejdet som skovhugger. Og stilmæssigt sigtede David efter vinene fra Frankrigs Rhônedal, som han havde en særlig forkærlighed for. I 1995 knuste han de første druer … i alt 3 tons … og startede salget af sine vine.

De blev en succes, og det med Rhône-stilen blev bl.a. også bemærket af Robert Parker, som kaldte Torbrecks topvin Run Rig for “La Mouline of Australia«, hvilket selvfølgelig hentyder til Guigals enkeltmarkscuvée fra Côte-Rôtie, og samtidig gav den skyhøje priser og point.

Faktisk fik årgang 1995 hele 98 point af Parker … og lige siden har Run Rig faktisk fået enten 98 eller 99 point af Parker hvert eneste år … ganske imponerende.

I 2002 blev mange af markerne købt af Torbreck, men samme år måtte vingården imidlertid gå i betalingsstandsning på grund Powells økonomiske problemer i forbindelse med en skilsmisse. Torbreck blev derfor købt af den australske forretningsmand Jack Cowin for 6,5 millioner australske dollars, mens Powell fortsatte som vinmager og administrerende direktør.

I 2008 tilbagekøbte David Powell igen Torbreck i et kompagniskab med Peter Kight, som i forvejen ejer Quivira Winery i Sonoma County i Californien, men i 2013 forlod Powell Torbreck for at arbejde med andre projekter. I dag varetages vinproduktionen af et team bestående af Craig Isbel, Scott McDonald og Russell Burns.

Peter Kight er fortsat leder af vingården, som i dag har hele 86 hektar, fordelt på ikke mindre end 26 vinmarker. Og denne Woodcutter’s Shiraz er lavet af druerne fra nogle af disse marker i underområderne Marananga, Greenock, Ebenezer, Gomersal, Moppa, Lyndoch og Kalimna.

Vinen er selvfølgelig 100% Shiraz, og navnet på vinen henviser til David Powells mange år som skovarbejder i Torbreck skoven i det skotske højland. Vinen er lavet med rustfrie ståltanke, maceration på 6-7 dage efterfulgt at lagring i 12 måneder på store egetræs foudres.

Og det er sgu også en rigtig aussi vin … solbær, fedme, eg, sødme, kampfer-olie, eucalyptus, tørre krydderier, enebær, kanel samt en sjat vanilje. I munden fed, cremet og proppet med mørke bær, svedsker, alkohol – som giver en voldsom varme – sødme, mørk chokolade, kaffe samt lidt lakrids. Power. Fyldig … og knap så kompleks som fx forrige vin … neuf’en fra Domaine le Clos du Caillou.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 4,5/7