Det er ikke så tit, at jeres flittige vinblogger smager hvid Bordeaux. Imidlertid smager denne Cuvée Prestige Blanc fra Château Pierrail ganske godt og fruen var ovenud begejstret.
Château Pierrail ligger lidt nordøst for den lille by Margueron på Garonne-flodens højre bred sydøst for Saint-Émilion. Slottet blev bygget i det 17. århundrede på fundamenterne af en gammel middelalderborg og har siden 1970 tilhørt Jacques og Alice Demonchaux, som driver det sammen med sønnen Aurélien.
Château Pierrail har samlet 250 hektar jord, men heraf er dog alene 80 hektar vinmarker, som passes efter lutte raisonnée … også kaldet l’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.
Slottet producerer samlet 5 forskellige vine … 2 rødvine, en rosé og så to forskellige hvidvine, hvor den ene er lavet på ren stål og den anden – altså denne Cuvée Prestige er fadlagret.
Cuvée Prestige Blanc er lavet på 100% Sauvignon gris, som er en lyserød drue og en muteret klon af Sauvignon Blanc. Den findes primært i Bordeaux og Chile … er lidt mildere og mere parfumeret end Sauvignon Blanc.
Vinen er både fermenteret og lagret på egefade … og lagringen har været 9 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.
Næsen er lidt fed, aromatisk og lettere parfumeret med vingummi, abrikos, mango … lidt gammel og moden i frugten, men egentlig en ganske eksplosiv duft, som også rummer masser af kraft, toast og søde krydderier.
I munden er det også en sød, fed og næsten olieret vin med masser af smag. Det er abrikos, tropisk frugt … tæt, fyldig, rund og med en let bitterhed i smagen. Fruen er vældig begejstret, men ganske forståeligt, for det smager faktisk rigtig godt.
Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 135 kr.