Tag-arkiv: 4½

2009 Bruno Rocca, Barbera d’ Asti, Piemonte, Italien

2009 Bruno Rocca, Barbera d' Asti, Piemonte, ItalienVin nr. 2 fra i tirsdags er denne Barbera d’ Asti fra Azienda  Agricola Rabaja’ Bruno Rocca. Vi er i Rabaja området udenfor byen Barbaresco i det dejlige Piemonte, hvorfra familien Rocca har drevet vingård siden slutningen af ​​1950’erne, da Bruno Rocca far Francesco og hans kone Maria Adelaide købte deres ejendom samt en del af en vinmark.

Bruno Roccas ejendom ligger helt ude på kanten med den mest fantastiske udsigt. Frem til Francescos død i 1978 solgte man alle druerne til lokale vinproducenter i Barbaresco, men da Bruno Rocca overtog ejendommen blev han den første i familien, der også producerede vin.

Som modernist skabte Bruno Rocca i starten af 80’erne en helt ny stil i forhold til andre producenter i Barbaresco: bløde vine med stor elegance. Han bruger små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen anskues forskelligt, alt efter hvilken ”skole” man hælder til. Han ejer i dag 15 hektar vinmarker og han har modtaget et væld af priser. Dog er han temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.

Brunos børn deltager også i familievirksomheden, idet datteren Luisa tager sig af administration, markedsføring og gæsterne på gården, men sønnen Francesco hjælper faderen med vinproduktionen.

Gårdens marker er primært centreret omkring Barbaresco i Rabaja området. De andre vinmarker ligger i Treiso, Neive og i kommunen Vaglio Serra (Asti), hvor druerne til denne Barbera d’Asti er dyrket. Der laves i alt 120.000 flasker vin årligt på gården, hvilket omfatter Barbera d’Alba, Barbera d’Asti, Dolcetto, Langhe Chardonnay og Langhe Rosso.

Nå, lad os smage på denne Barbera d’ Asti. Selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og derudover har vinen lagret 12 måneder på 2. år gamle fade. Duften er flot og dejlig animalsk … det elsker vi jo. Der er blæk, sure blommer, skovbær, grøn peber, mandler … dejlig duft. Smagsmæssigt en tør vin, meget mere massiv i frugtsmagen end den forrige vin, og der er fin syre og tannin, som slutter af i en skøn, lang eftersmag.

Købt hos Jysk Vin, pris pt. 125 kr. mod normalt 154 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, ChileMed næste vin bragte Steffen en “gammel” kending ind i billedet, nemlig vinhuset Montes. Montes vinene er jo én af Bichels store “sællerter”, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.

Montes har navn efter en af de 4 ejere, Aurelio Montes, en af Chiles bedste winemakers, som også har fået et utal af priser. Vingården Montes er startet i 1987, hvor to erfarne og visionnære vinmagere, Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin, og forsøge at lave Chiles bedste vin.

I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine Iinternational Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon, og det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og et utal af priser for deres forskellige vine.

Her en vin i Alpha serien, lavet på 90 % Cabernet Sauvignon tilsat 10 % Merlot. Lagret 12 mdr. på barriques af fransk eg, 33% nye, 33% fade, som er ét år gamle og 33% på fade, som er to år gamle. Druerne kommer fra Apalta Vineyards i Colchagua, der er et af de bedste steder i den nye verden til de klassiske Bordeaux-druer. Alpha Cabernet Sauvignon er en klassiker blandt kvalitetsvine i Chile og har siden premiereårgangen 1987 vist sig at have et langt liv, fx blev årgang 1990 listet som verdens tiendebedste 10 år gamle vin af det engelske magasin Wine.

Duftmæssigt våde gamle egetræsmøbler, lidt jord, solbær, krydderier, lidt sødme og chokolade. Smagsmæssigt masser af solbær, varme og lidt spicy i eftersmagen. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel, hvor prisen er 139,75 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2003 Rocca delle Macie, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2003 Rocca delle Macie, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienMed sidste vin fra torsdagens bestyrelsesmøde røg vi en tur til det dejlige Toscana.

Vi er hos vingården Rocca delle Macie i Castellina i hjertet af Chianti. Rocca delle Macie blev etableret i 1973, da Italo Zingarelli – som var filmproducent og bl.a. stod bag den populære filmserie Trinity med duoen Bud Spencer og Terence Hill (herunder They Call Me Trinity og Trinity Is Still My Name) – besluttede at realisere sin livslange drøm ved at erhverve “Le Macie” ejendommen for at skabe en vingård i hjertet af Chianti Classico-zonen. Vingården havde dengang 85 hektar jord, men alene 2 hektar var vinmarker.

I dag er Italos børn Sergio, Fabio, Sandra, Giulia og Andrea også inddraget i vinproduktionen. Og vingården er også vokset og udgør i dag mere end 600 hektar, hvoraf 200 hektar er vinmarker og 80 hektar anvendes som olivenlunde, opdelt på tværs af virksomhedens seks godser: Le Macie, Sant’Alfonso, Fizzano, Tavolelle, Campomaccione samt Casamaria.

Der produceres 5 hvide vine, en rosé og 12 forskellige rødvine på Rocca della Macie, hvoraf denne Chianti Classico Riserva er én af vinene. Vinen er selvfølgelig lavet på Sangiovese med en smule Cabernet Sauvignon og Merlot tilsat, og den har lagret på egetræsfade i omkring 2 år, hvorefter den har lagret på flaske i yderligere 3 måneder.

En lidt sjov ting med Rocca della Macie er, at de udover anbefaling af, hvilken mad der passer til vinen, også anbefaler hvilken musik der bør høres, når vinen skal indtages. Denne vin går tilsyneladende godt sammen med oksemørbrad stegt med aromatiske urter tilsat “All along the Watchtowers” med Jimi Hendrix. Nice.

Lad os smage vinen. Fin syrlighed med kirsebær i næsen, der er lidt yoghurt, lidt vanilje og meget animalsk i duften, og det lovergodt. Smagsmæssigt er vinen også fin mineralsk, ren frugt … kirsebær, lyserøde bær, granatæbler, og god syre og tannin. Fin repræsentant for Chianti, og et fint punktum for bestyrelsesmødet. Winespectator gav vinen 85 point i årgang 2003.

Ikke fundet en dansk forhandler, men vil gætte på en pris omkring 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Syrah, Colchagua Valley, Chile

2009 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Syrah, Colchagua Valley, ChileNæste vin til bestyrelsesmødet i torsdag var denne 20 Barrels Syrah fra Cono Sur Vineyards & Winery i Chile.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile. Det er grundlagt i 1993, og har de de sidste 20 år nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed er vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at beplante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels serie er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af super vine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette – deraf navnet ”20 barrels”. Siden er denne serie udvidet med flere vine, heriblandt Syrah og Chardonnay, og her har vi netop vinen baseret på Syrah.

Duftmæssigt masser af sol, der mørkerøde frugter, solbær, vanilje og lidt jord. Smagsmæssigt solbær, chokolade, lidt peber og en smule andre krydderier. En fyldig og varm vin, og ganske behagelig.

Fås i SuperBest kæden, hvor tilbudsprisen normalt ligger omkring 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed Bernts forkærlighed for Bordeaux skulle der selvfølgelig mere af dette på bordet, og det blev denne 2004 Pauillac fra Château Croizet-Bages, et vinslot  klassificeret som 5. Cru Classe efter den berømte 1855 klassifikation på Médoc halvøen.

Pauillac er uden tvivl et af verdens mest kendte vindistrikter i verden med slotte som Latour, Mouton-Rothschild og Lafite-Rothschild. Disse vine er dog næsten ikke til at betale mere, så derfor er Croizet-Bages et skole eksempel på en super Pauillac til prisen.

Der er tale om en 22 hektar stor ejendom, som årligt producerer 9.500 kasser vin på de 30 år gamle vinstokke. Vinen ligner ikke helt naboerne Château Lynch-Bages og Château Grand-Puy-Lacoste, men er mere afdæmpet og har en mindre gennemtrængende frugt. 40 % af druerne er Cabernet Sauvignon, 30 % er Merlot og de sidste 30 % er Cabernet Franc. Efter 12 til 18 måneder tappes vinen fra egetræsfadene over på flaske.

Duftmæssigt lidt blæk, urter, tobak og træ, men ellers en smule neutral. Smagen er røde og mørke bær, og der er en fin kombinationen af blød frugt og tannin, som komplementerer hinanden. Også meget ren i eftersmagen.

Fås hos Erik Sørensen Vinhandel, hvor prisen pt. udgør 369,95 kr. for en årgang 2006. Vinen kan nogle gange findes på tilbud til omkring 150 kr. Jeg har én liggende i en årgang 2007, som vistnok er købt i Føtex.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, Frankrig

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin til torsdagens bestyrelsesmøde var denne  Cuvée Exceptionelle Grande Tradition fra det danskejede Château de Haux. Slottet ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Her produceres røde og hvide kvalitetsvine samt den helt særegne Clairet (rosé).

Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som én af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

I sidste århundrede skiftede ejendommen ejer flere gange for i 1985 at blive købt af Aktieselskabet Franske Vingårde i København, og i alt er der i dag ca. 14.000 aktionærer. Slottes ledes af brødrene Peter og Flemming Jørgensen, som begge har lang erfaring i produktion og handel med vin. Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt.

Vinen her, Cuvée Exceptionelle Grande Tradition, er lavet for at hylde 140 års vinudvikling på slottet, og den er indtil nu alene lavet i årgang 2005, som var en speciel god årgang på Château de Haux. Der er alene lavet 398 kasser af vinen, som har ligget på gården siden produktionen, smagt hvert år og udgivet nu, hvor den vurderes at være helt på toppen.

Duftmæssigt klare signaler om vin fra Bordeaux, der er lidt jord, kælder, lidt nødder og røde bær. Smagsmæssigt en vin med masser af elegance, mineralitet og med tanniner, som fylder munden og giver en behagelig eftersmag. Vi gættede alle, at der var tale om en Bordeaux vin.

Købt via Château de Haux, pris ukendt, formentlig omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Réserve, Alsace, Frankrig

2011 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Réserve, Alsace, FrankrigTirsdag igen … og lige et par vine at skrive lidt om. Første vin var denne Pinot Gris Réserve fra Domaine Sipp Mack, hvorfra jeg tidligere har smagt rigtigt mange vine. Jeg har da også tidligere skrevet lidt om Sipp Mack her på bloggen, nemlig da jeg smagte gårdens 2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, så jeg vil ikke trætte jer med en masse info om selve vingården.

Vinen er fremstillet ved, at druerne – ved hjælp af tyngdekraften – presses forsigtigt i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma. Druesaften gærer derefter i temperaturstyrede, rustfri ståltanke efterfulgt af 4 måneder lagring i store, gamle egetræskar inden endelig filtrering og aftapning.

Lad os da endelig smage vinen, som i glasset har en flot, gylden farme. Stor næse med ananas, abrikos, søde æbler, honning og generelt stor sødme. Smagen er både frisk, aromastisk og har derudover både fedme og stor sødme, lidt krydret i smagen, men en rigtig dejlig vin, som er til den søde side uden at “kamme over”. Så mangler vi bare sol, højere temperaturer, en terrasse og gode gæster.

Købt hos Jysk Vin, pris 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2009 Domaine Garnier & Fils, Bourgogne Epineuil Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Garnier & Fils, Bourgogne Epineuil Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigEndelig fredag … en travl uge uden vin, så er det vist på tide at nyde lidt vin igen. Valget faldt på denne Bourgogne Epineuil Pinot Noir, som forhandles af et nyt online vinfirma Menuvin.dk. Vinen produceres af en lille Chablis producent Domaine Garnier & Fils, som ligger i byen Ligny-le-Châtel, knap 10 km. nord for selve Chablis by.

Domaine Garnier & Fils ejes og drives af to brødre, Xavier og Jérome Garnier, som kommer fra området omkring Ligny-le-Châtel. Brødrene ejer omkring 23 hektar vinmarker, fordelt omkring byerne Ligny-le-Châtel, Maligny, Villy, Lignorelles og Chablis og har siden 1992 løbende udvidet både deres produktion og kvalitet. De laver primært Chablis vine.

I dag laves der helt præcis 8 forskellige vine, heraf er de 7 selvfølgelig hvide, og et par stykker er endda 1. Cru og Grand Cru Chablis … og så producerer brødrene også denne ene røde bourgogne, som de selv kalder Bourgogne Epineuil Pinot Noir, da druerne til fremstilling af vinen ikke kommer fra egne marker, men derimod er købt hos andre vinbønder, nemlig fra et markområde på omkring 1 hektar ved byen Epineuil. På denne hektar forsyner 10.000 vinstokke Garnier & Fils med beskedne 40 hl. druesaft, som bliver til denne Bourgogne Epineuil Pinot Noir.

Vinen har selvfølgelig lagret på egetræsfade, i dette tilfælde 12 måneder på 228 liters fade med en alder mellem 2 og 6 år. Vinen hører – for Bourgogne – til i den billigere ende, og sammenholdt med, at vingården primært laver hvide vine, så man kunne godt frygte, at det ville være en sur bandit, men sådan er det ingenlunde, for vinen overrasker faktisk positivt.

I glasset en klar, teglfarvet vin, som straks indikerer Pinot Noir. Duftmæssigt en god overraskelse, for der er nemlig en lidt sød “burgunder” duft, den lidt søde kostald, som man ofte finder i rigtig gode, tyske Spätburgundere, men her er sødmen skruet en anelse ned, hvilket dog er helt forventet, okay og meget passende med, at dette jo er en fransk og landlig pige. Duftmæssigt også lidt frugtrig syrlighed, kirsebær og en anelse jordbær. Rigtig dejlig duft. Jeg elsker bare Pinot Noir, når den giver sådanne dejlige duftoplevelser. Smagsmæssigt lidt syrlighed, kirsebær igen, lidt let ristede toner, lidt grønne toner men også en anelse skarphed, tannin og vinen bider måske en smule. Det skal dog ikke ødelægge fornøjelse af en fin bourgone til fornuftige penge.

Brødrene siger selv, at vinen skal drikkes indenfor 4 år fra høst, så vi har derfor også ramt den helt rigtigt, og endda fra et godt Bourgogne år … nemlig 2009.

Fås hos Menuvin.dk til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Azienda Collefrisio, Uno Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2008 Azienda Collefrisio, Uno Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienI skal da ikke lige snydes for de to vine, som jeg smagte i tirsdag, generøs skænket af Jens, en ung, dygtig erhvervstrainée, som en måneds tid besøgte min arbejdsplads. Han donorede flot to flasker rødvin som tak for opholdet, og vi sender da straks en tak tilbage … og jo, vi fik da hurtigt smagt på flaskerne.

Den første vin i tirsdags kom fra et hus, som jeg tidligere har smagt vine fra, nemlig Azienda Collefrisio, som ligger i vinområdet Abruzzo. Jeg har også tidligere skrevet om huset, nemlig da jeg smagte husets Zero Montepulciano d’Abruzzo DOC og deres Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo DOC.

Som jeg nævnte i det tidligere blogindlæg, så ejer Azienda Collefrisio i alt 3 vingårde, Valle del Moro, Morrecine samt Giuliano Teatino. Uno er storesøster til Zero, mens Collefrisio Montepulciano’en er den øverste vin på gården, og alle selvfølgelig lavet på 100% Montepulciano. Høstudbyttet til Uno ligger på omkring 50 hl/hektar, mens der laves 65 hl/hektar ved Zero vinen. Ved topvinen er udbyttet nede på 40 hl/hektar.

Lad os da smage på vinen. Duftmæssigt lidt røde frugter, en meget ren duft af frugt og så en omgang fugtige sten … eller noget i den retning. Smagsmæssigt meget varm vin, masser af krydderier, peber, ren frugt og tonsvis af tannin, som klæder vinen fint. Ikke så skarp, som jeg husker lillesøsteren Zero, men klart et bedre glas vin. Smager rigtig fint.

Fås hos Skovgaard Vine, 149 kr. ved køb af 1 stk. og 75 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, Italien

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, ItalienFredag sluttede med denne Amarone fra Azienda Vitivinicola Roncolato, en vin Jesper havde medbragt. Vi er hos en lille producent ikke langt fra den gamle middelalderby Soave, kun et par kilometer fra Verona. Midt mellem de bløde bakker i en solrig dal ligger Azienda Vitivinicola Roncolato, som drives af Antonio Roncolato og resten af hans familie.

Det er da også konen Anna, som er vært i gårdens smagelokale, hvor der er plads til besøg på op til 60 mennesker, som kan nyde de forskellige vine foran en kæmpe pejs. Der er endvidere … som på mange andre vingårde i Italien … også mulighed for at overnatninger eller en miniferie på gården.

Der laves en række forskellige vine på Azienda Vitivinicola Roncolato, bl.a. 4 hvide vine, 2 spumante, lidt grappa samt 5 røde vine, heraf én Amarone, nemlig denne Amarone Della Valpolicella, lavet på helt traditionel vis med de 3 tradiotionelle druer i Valpolicella distriktet: Corvina, Molinara og Rondinella.

Druerne er sent høstet og efter en omhyggelig selektion bliver druerne lagt til tørring på et loft med god ventilation. Herved opnår de en højere koncentration af sukker, der er en del af fundamentet for fremstillingen af disse meget aromatisk og koncentrerede rødvine med tørhed og højt alkoholindhold. Man presser først druerne i februar, og begynder vinifikationen derefter.

De tørrede druer har mistet op til 40% af væsken, og sammen med fadlagring får man så en kraftig, let krydret vin med en anelse sødme
og noter af kirsebær, chokolade og moden frugt.

Lad os se, om det passer med mine smagsnoter. Duftmæssigt har jeg nødder, rosioner og mynte, og generelt stor sødme fornemmes klart. Smagsmæssigt igen en stor sødme med overmodne blommer, kaffe, cola, svedsker, mørk chokolade, lidt krydderier, men også en klar omgang alkohol i eftersmagen. Den lidt stærke eftersmag kan måske løses ved at gemme vinen er par år yderligere, men trækker i min vurdering en anelse ned i det samlede vurdering af denne kraftige vin.

Fås hos Glud Vin til 279 kr. Tidligere importør Vinita havde vinen til 175 kr., så prisen har fået et nøk opad. I Tyskland ligger vinen til 25€.

Vinanmeldelse 4,5/7