Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2014 Velenosi, Ludi, Marche, Italien

2014 Velenosi, Ludi, Marche, ItalienLidt mod øst udenfor byen Ascoli Piceno i Marche området finder vi vinhuset Velenosi, som står bag næste vin Ludi … lavet på primært Montepulciano tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinhuset Velenosi er grundlagt i 1984 af Angela og Ercole Venenosi, som samlet har 200 hektar vinmarker og årligt producerer 1.800.000 flasker vin, som eksporteres til ikke mindre end 35 forskellige lande. I 2005 kom Paolo Garbini med i foretagendet, hvor Angela står for salget, mens Ercole og Paolo står for ledelsen samt vineriet sammen med de to ansatte vinmagere Filippo Carli og Luca Fioravanti.

Det er et vinhus, som har fået masser af flotte anmeldelser, men selvfølgelig også af det overaltværende Luca Maroni, som selv har givet denne Ludi vin hele 98 point og så begynder man jo at frygte, om det er en tung, fed og sød vin. Men jeres flittige vinblogger lader sig ingenlunde slå ud og påtager mig opgaven i læsernes sag.

Ludi er ifølge vinhuset hjemmeside lavet på 85% Montepulciano tilsat 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Importøren Andrup Vin oplyser, at blendet er 50% Montepulciano, 30% Cabernet og 20% Merlot og det er sikkert det mest rigtige, for jeg kan ikke finde oplysninger om årgang 2014 mixet nogle steder.

Druerne til denne Ludi kommer fra husets marker ved Offida og Castel di Lama. Her er jorden meget leret og der er en del kalksten i øverste lag. De forholdsvis gamle vinstokke produceret kun omkring 1,5 kg druer pr vinstok, og ud af disse 1,5 kg druer er det kun de bedste, som benyttes til denne vin.

Efter høst er druerne afstilket og overført til store 100 hektoliter fermenteringskar i rustfrit stål. Derefter sker gæring og maceration over 28 dage … dog vinificeres hver druesort separat. Så lagrer vinen 18-24 måneder afhængig af årgang og først derefter sammenstikkes den endelige vin.

Det er også helt klart duftmæssigt en mørk og fed vin, mørk frugt, marmelade, brombær, solbær og sorte kirsebær, dyb engelsk lakrids, tobak, hestesaddel, læder, meget stærk og powerfuld næse, lettere balsamisk og har derudover lidt præg fra fadene med vanilje, kanel samt lidt kardemomme.

I munden er det skam også en tæt, mørk og tør vin, hvor der virkelig er skrald på frugten, masser brombær, solbær og mere ren og langt køligere i frugten end forventet, hvorved vinen så smagsmæssigt faktisk bliver meget mere rank end duften reklamerede med. Det trækker absolut op. En stærk, fyldig powervin med rank ryg.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandDenne almindelige Gutswein aka basisvin Spätburgunder Classic fra Weingut Burggarten holder et sindssygt højt niveau. Det er en vin, som jeg har smagt i årgang 2016, 2017 og nu har i glasset i seneste årgang 2018 … og det er fortsat nam nam.

Jeg mødte vinmageren Paul Schäfer junior tilbage i august måned sidste år, men det kan du være mere om i blogindlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer. I det indlæg kan du også læse meget mere om vinhuset, historien, vort besøg og mange af deres andre vine.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Lad os i stedet bare smage på vinen.

Yahoo … dejlig røget Ahr næse, måske lige en anelse mørkere i frugten end de to foregående år. Der er nelliker, svagt lidt animalsk stald, men på en kølig måde, virkelig dyb frugtnote, kirsebær, ribs, jordbær, brombær, ristede mandler, lidt brændte noter og blæk. Duftmæssigt læner den sig meget op ad 2016’eren.

I munden er det en meget kærlig, dyb og virkelig lækker smag, rank og saftig med lidt sødme, svag lidt peber og tydelige tanniner. Som med 2017’eren bliver vinen blødere, sødere og mere udtryksfuld med lidt luft og varme i glasset, hvor der også kommer lidt vanilje frem. Det er smukt balanceret og fuck det smager godt. Sindsygt højt niveau for en Gutswein. Houlberg fluks hoster fluks op med flotte 5 glade fingre med pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, TysklandNu springer vi videre til et gensyn med en vin fra Weingut Jakob Schneider på Winzerstraße i Niederhausen omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i netop Nahe området. Denne gang smager jeg hans 2018 Grauschiefer Riesling Trocken.

Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider, og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården i den lille by Niederhausen. I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste generation i form af den unge Jakob Schneider Junior, hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Weingut Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder. Den samlede produktion på Weingut Jakob Schneider ligger på 120-150.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen.

Jakob Schneider også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Denne Grauschiefer Riesling Trocken er en Gutswein og alene vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om vinen. Vi springer derfor fluks til mine smagsnoter.

Vinen har en dejlig frisk, sprød og pivskarp næse med masser af citroner, grønne æbler, pærer, en smule abrikos, lemon, flint og sten. Og det smager også godt … har en lækker smag med grape, citroner, lidt Mosel sødme, men meget lidt og så alligevel med nogen krop samt klare mineraler. Rank, lækker og savlende god Riesling.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 SenZanome, Barolo Bricco San Pietro, Piemonte, Italien

2011 SenZanome, Bricco San Pietro Barolo, Piemonte, ItalienDenne  Barolo Bricco San Pietro  fra SenZanome er egentlig lavet af Giovanni Manzone … og en vin, som vinbloggeren har smagt i tidligere årgange.

Historien om vinhuset kan du læse om i mit blogindlæg, hvor jeg smagte 2008’eren. Siden da er der sket det, at SenZanome er stoppet og marken solgt … efter rygterne vistnok til Elio Grasso,

Druerne til denne 2011 er høstet primo oktober, og lavet med en lang maceration på 30 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 36 måneder  i 500 og 700 liters egetræsfade.

Næsen er egentlig klassisk Barolo … lys, let frugt, hindbær, ribs, brombær, granatæbler, violer, læder, tobak samt nogle lidt grønne aromaer. Egentlig virker frugten overraskende nok allerede nu moden, og vinen rigtigt drikkeklar.

Smagsmæssigt er det også en godt glas vin og de seneste årgange af SenZanomes Barolo Bricco San Pietro har klart været bedre end de første. Smagen er meget stringent, ren og klar, tydelig omend bløde tanniner, læder, lidt tobak … uha det smager godt.

Nogle af årgangene forhandles af iMall, men denne årgang er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke, men vil gætte på omkring 300 kr. for en flaske.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau Saransot-Dupré er en Cru Bourgeois slot, der ligger på Medoc halvøen i Listrac-Médoc. Vi smager først lige vinen i den store Bordeaux årgang 2009.

Château Saransot-Dupré er jo ikke et af de store slotte, og det er også en vin, som primært sælges i Frankrig. Det lille vinslot drives af Yves Raymond, hvis familie har drevet Château Saransot-Dupré siden 1875, men været vinproducenter siden 1750. Slottet har samlet 38 hektar jord, hvoraf de 17 hektar er vinmarker eller rettere én vinmark. Marken er nemlig en stor parcel med undergrund af ler, sand og kalksten. Resten af jorden er naturlige enge og lunde.

Selvom det er Cabernet Sauvignon, som dominerer vinene fra Médoc, så er vinene på Château Saransot-Dupré lavet på primært Merlot med lidt Cabernet Franc tilsat. Dette har faktisk altid været traditionen i Listrac appellationen, siden den blev grundlagt tilbage i 1957, men i de nyere årgange er der også kommet Cabernet Sauvignon samt andre druer med i blendet.

Vinen i denne årgang 2009 er lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og så kun 10% Cabernet Franc. Vinen vinificeres i store betontanke og meget klassisk med gæring ved 28 grader og med en maceration over 3 uger. Efter en malolaktisk gæring, så lagrer vinen 20-21 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

Næsen er meget klassisk Bordeaux uden mindste slinger i valsen, meget blød, elegant med solbær, lakrids, cigaræsker, muldjord, lidt moden i frugten, men frugten er samtidig meget fremme, meget lækker og indbydende.

I munden smager man også, at frugten er moden, meget lækker, silkeblød og dejlig. Der er fortsat pænt med tanniner, tørhed, en svag bitterhed, kaffe, mørk chokolade og samtidig har vinen en rigtig fin lethed sammen med den afdæmpede, modne og bløde frugt. Det bliver 5 houlbergske fingre med pil op.

Vinen forhandles flere steder herhjemme, bl.a. Haslund Wine Import, hvor en flaske i nyere årgang koster 114 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Montecappone, Tabano Bianco, Marche, Italien

2018 Montecappone, Tabano Bianco, Marche, ItalienSocieta Agrivinicola Montecappone ligger lidt sydvest for byen Jesi i Marche området i Italien. Det er ikke så langt fra havnebyen Ancona ud mod Adriaterhavet. Men derfra smager vi denne lille Tabano Bianco … en vin, som Luca Maroni har givet 99 point. Det kan få en til at løbe væk og frygte det værste, men vinen smager faktisk godt.

Montecappone er egentlig startet i slutningen af 1960´erne, men blev i 1997 købt af Mirizzi-familien, som oprindelig drev et lille vinotek i Rom, men havde en drøm om selv at lave vin. I dag er det Gianluca Mirizzi, som er den drivende kraft i vinhuset, som omfatter to vingårde.

Den første gård er selvfølgelig Montecappone, som de købte i 1997 og består af 40 hektar vinmarker samt 17 hektar olivenlunde. Dertil har de også lejet yderligere 6 hektar vinmarker.

Derudover har Gianluca i 2015 også startet vingården L’azienda Mirizzi, hvor han forsøger at lave vine i en helt anden stil end vinene fra Montecappone, selvom de laves i samme vinkældre. Til projektet har Gianluca pt. 6 hektar vinmarker på toppen af ​​en bakke nær slottet Monte Roberto og en olivenlund på 3 hektar tæt på Cupramontana.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Mirizzi familien hyret Dr. Lorenzo Landi, der i forvejen samarbejder med andre gode italienske vingårde. Han står også bag denne Montecappone Tabano Bianco, der er lavet på 50% Verdicchio, 30%, Moscato samt 20% Sauvignon Blanc fra marker omkring Contrada Tabano ved Jesi.

Alle druerne er håndhøstet ved optimal modenhed, og der er sorteret kraftigt i druerne. De forskellige druer vinificeres separat og gærer uden skind, men sammen med kødet af druerne, hvorefter vinen lagrer 4 måneder sur lie med en løbende frasortering af kernerne. Herefter samles vinen og flaskes.

Duften har klart masser af fersken, melon, ananas … en meget blid tropisk aroma, hvor der blander sig nogle grønne, kraftige, småfede og halvsøde noter, halv røgede elementer og lidt blomster. Det er fint, delikat, men ikke sådan overblæret eller sindsygt vildt. Til gengæld er smagen virkelig vinens store force.

I munden virker vinen næsten eftertænksom … som om, at smagene lige skal bygges lidt op, men så kommer de ellers væltende op. Der er først og fremmest en god balance, stor intensitet, en superflot syre, som giver vinen rank ryg. Der er en syrlige æbler, lemon, grape, lidt grillede citroner, lidt sul på kroppen og fylde, men alt virker bare voldsomt godt afstemt. Vild god vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr,, mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Château d’Aydie, Laplace Madiran, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Château d'Aydie, Laplace Madiran, Sud-Ouest, FrankrigSud-Ouest aka Sydvestfrankrig er noget overset herhjemme og det er egentlig en skam, for der kan du få spændende vine til meget fornuftige priser. Og her har vi netop én af slagsen fra appellationen AOC Madiran … en 2014 Laplace Madiran fra Château d’Aydie.

Vinslottet ligger i Aydie lidt nordvest for byen Madiran og har da også dets marker i både AOC Madiran med kraftige røde vine samt den lille AOC Pacherenc du Vic Bilh for mousserende og søde vine. Det drives i 3. generation af Laplace familien i form af Marie, Jean Luc, François og Bernard Laplace.

Det var deres bedstefar Frédéric Laplace, der allerede i 1927 grundlagde vinhuset, som i dag samlet har 58 hektar vinmarker fordelt med 52 hektar på Château d’Aydie og yderligere 6 hektar på vingården Mouréou-Chapelle Lenclos, som familien overtog driften af i 2005 fra deres fætter Patrick Ducournau,

På markerne dyrker Laplace familien sorterne Colombard, Ugni Blanc til de tørre hvidvine,  Gros Manseng og Petit Manseng til de søde vine og endelig Tannat, Syrah, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon til rødvinene.

Denne Laplace Madiran er netop en vin på 75% Tannat og 25% Cabernet Franc. Vinen er gæret ved 25 grader i rustfrie ståltanke med maceration i 10-20 dage. Hovedparten af vinen lagrer videre i ståltankene og 20% i egetræsfade i 12 måneder inden samling og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en kraftfuld, elegant og tør vin med en vis friskhed. Der er mørke bær, solbær, blåbær, grafit, blæk … virkelig stor tørhed, røg, bålsted, tobak, tørt egetræ, lakridsrod og kakao. Der er samtidig nogle bordeauxfile karaktertræk.

Smagen er stram, syrlig, masser af syre og masser af tanniner, men dog ikke helt vildt, så Tannat druerne totalt udtørrer munden, men for pokker, hvor hænger de bare i munden i lang tid med en kæmpe tørhed. Der er smag fra et sted mellem blåbær og hindbær, nogle frugtsten, stål og flint … ren og stram. Til prisen er der masser af vinoplevelse … WAUW,

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, Italien

2018 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, ItalienSocietà Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Nu har jeres flittige vinblogger igen sat tænderne i deres fine og løvestærke Lèonus Toscana og udbryder et ægte løvebrøl … det smager løvegodt.

Marco Cortonesi startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere blev ændret til familiens eget navn Cortonesi. Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, en Rosso di Moncaltino og så denne Lèonus Toscana IGT, som er lavet på 100% Sangiovese fra unge vinstokke på Cortonesis vinmarker.

Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.

I glasset er vinen – som 2016’eren – flot transparent … let og igen med lidt svagt orange/brune nuancer. Og sikke en aroma, meget lys, landlig med læder, tobak, jord, modne lyse kirsebær, hindbær, lyse blommer, medicinskab, hæfteplaster og fin frugtsødme. Der er samtidig et klart præg fra fadene med en snert vanilje og en blomsterbuket.

I munden er vinen en tak syrligere end 2016’eren, men vinen har samtidig vild frugtsødme, en lille bitterhed, kirsebær, fennikel, svage mineraler og nogen saftighed. Der er grafit, en vedholdende syre, meget rank og alligevel med et rustik, bondsk og charmerende, farligt løvebid.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker. Hjernedødt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2017 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienFra vulkanen Etnas sorte marker kommer denne 2017 Pistus Etna Rosso … en vin lavet af et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker. Vinhuset laver 5 forskellige marker og samlet 48.700 vine årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Her smager vi husets 2017 Pistus Etna Rosso, som er lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle.

Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke. I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

Den naturlige tilgang til vinproduktionen kan virkelig duftes … klar bio-kant, mødding og landlighed, mælkede og gærede bær, men med en vægtløs lethed, mørke kirsebær, faktisk masser … ja tonsvis af kirsebær, hindbær, solbær, eg, vanilje og tørt træ. Næsen er berusende med landlig charme … lidt beaujolaisagtig.

Smagen har mere tyngde end duften, tæt, lys, småsyrlig med en saftig frugtsødme, bondsk, landlig, kantet og alligevel utrolig charme og meget vedholdende i smagen. Den smager faktisk ret fabelagtig, hvor sammenligningen med beaujolais ikke er helt skæv. Jeg er sgu vild med denne Pistus Etna Rosso.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienNu er vi der igen … altså i Rías Baixas i den i nordvestlige del af Spanien og atter med en vin på Albariño, nemlig vinen Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés.

Vingården drives af Rodrigo Rodri Méndez, som grundlagde Bodegas Forjas del Salnés i midten af 2000’erne og navngav vingården efter den forretning indenfor stålindustrien, som hans gamle bedstefar Francisco Méndez drev. Rodrigo kom dog selv fra en familie, som har vinproduktion i blodet og er nevø af Do Ferreiros Gerardo Méndez … en anerkendt producent af Albariño i Rías Baixas.

Men Rodrigo Rodri Méndez besluttede sig for at producere rødvine i  Rías Baixas, som jo ellers næsten udelukkende er viet til hvidvine, og søgte hjælp fra vennen Raúl Pérez, der selv producerer vin i Bierzo og andre af de galiciske regioner.

Raúl rådede dog Rodrigo til ikke at droppe de gamle Albariño vinstokke, så derfor producerer Bodegas Forjas del Salnés i dag 15 forskellige vine fra husets 7,5 hektar vinmarker, som ligger ved landsbyerne Meaño, Sanxenxo og Barro. Den årlige produktion ligger på omkring 45.000 flasker årligt.

Derudover er Rodrigo Rodri Méndez også involveret i projektet Castro Candaz sammen med Raúl Pérez i Ribeira Sacra … et nok lidt mere ukendt område omkring Chantada i Galicien.

Denne Leirana, som første gang er lavet i 2005,  er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro og er lavet Albariño druer fra med 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring samt lagret 90% stål og 10% fade af ældre dato.

I glasset er vinen mere gul end lige forventet … og jeg har ellers drukket mange Albariño vine. Duftmæssigt har vinen kraftige og varme overarme, syltede citroner, tørrede abrikoser, grape og giver en meget liflig duft med en nærmest kalket mineralitet. Det er ikke en streng, stram Albariño, men klart mere kropslig, røget med fuld skrald på aromaerne.

I munden er det en fyldig Albariño med ananas, grillede citroner, mælkede noter og hvor smager den egentlig godt. Balancen mellem sødme, syre og bitterhed er fabelagtig, hvor den bløde syre er den mest fremtrædende, mens en lille grape bitterhed er beskeden og sødmen nærmest eftertænksom. Vinen har røget fyldighed, men samtidig tilstrækkelig surhed og en stenet mineralitet til, at det aldrig bliver for fedt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7