Tag-arkiv: 4½

2020 Nicola Di Sipio, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2020 Nicola Di Sipio, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDen dygtige, smukke Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen – lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella – i Abruzzo laver frisk og charmerende vin. Nu smager jeg hendes rosévin Cerasuolo d’Abruzzo årgang 2020.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. årgang 2013, 2014 og 2015 af hendes fine og lækre Montepulciano d’Abruzzo. Da jeg smagte den i årgang 2013, så skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … i stedet blot skrive lidt om denne rosévin.

Den er nu i øvrigt – som Montepulciano d’Abruzzo – lavet på 100% Montepulciano druer, der høstes ved håndkraft. Derefter bringes alle druerne med det samme tilbage til vingården, hvor kun bedste druer indgår i  færdige vin. Vinen er både gæret og lagret på rustfrie ståltanke …  og efterfølgende lidt på flaske.

I glasset er vinen helt lyserød, transparent med en rigtig dejlig parfumeret og frugtrig duft, godt med jordbær, tranebær, hyben samt lidt mentol, myntepastiller, grønne grene og stilke … virkelig frisk og frugtrig duft.

Smagen er frisk, ren med en klar frugt med jordbær, ribs, hindbær samt hyben, nogle jernagtige elementer, en lille tørhed selvom vinen bestemt også har lidt søde noter. Jeg er ikke den store roséfan, men denne vin kan et eller andet … lidt som en let rødvin med parfumeret og frugtrig kerne, en god. let og fin syre … rigtig dejlig.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Herdade Barranco do Vale, Tinto Reserva, Algarve, Portugal

2019 Herdade Barranco do Vale, Tinto Reserva, Algarve, PortugalJeg smagte forleden den spændende hvide 2019 Branco Reserva fra vinhuset Herdade Barranco do Vale, der ligger i São Bartolomeu de Messines i Algarve, så hvad er så mere naturligt end nu at smage den røde Tinto Reserva?

Vinen er et blend lavet på druerne Aragonez og Castelão, der efter høsten først har ligget i en let forgæring og maceration inden selve den alkoholiske fermentering ved kontrolleret temperatur. Efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade før aftapning på flaske.

I glasset er vinen langt lysere og klart mere transparent end forventet, men duften er også overraskende med lidt nytårskrudt, ost, svag reduktiv, har solcreme, sommer og blomster, er virkelig ret let, lys, har kirsebær, jordbærsyltetøj, svagt nogle jernagtige noter og man letter allerede fra starten lidt på sommerhatten.

Den smager faktisk lidt, som den dufter … lys, let, sommer- og blomsterrig, har godt med lyserøde bær, godt med jordbær samt saftige og søde kirsebær. Tanniner er lette, har sødbitre elementer. Det er ikke kompleks, men er let, sommerligt og meget letgående uden at miste syren, som er meget gennemgående, tæt, stram, så samlet en rigtig fin vin, der virkelig vil egne sig til lune sommeraftener. 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 11,56€ … svarende til 86 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 90,36€ eller 673 kr., svarende til 112 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Bertram Baltes, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Bertram Baltes, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, TysklandI Ahr er de pjattet med Blanc de Noir vin lavet på Spätburgunder og det kan jeg godt forstå. Her smager jeg nu Julia Bertrams Handwerk Blanc de Noir i en årgang 2019

Julia har lavet sin Blanc de Noir på rustfrie ståltanke og med en spontangæring, efterfølgende lagring i tankene 6 måneder sur lie … altså med bærmen. Så er den blot aftappet på flaske og klar til markedet.

Mere klar i glasset end 2018’eren og dufter aromatisk, parfumeret med landlig, let animalsk mødding, blomster, grøntsagsfond, gærede pærer, æbler, stikkelsbær, kirsebær, grønne jordbær,  rosmarin, mynte, lidt nødder og masser af grønne blade. Dermed minder duften ret meget om den foregående årgang.

Smagen er frisk med lidt lyserøde bær, hindbær, jordbær, sure grønne æbler, citroner, svag grape, salte mineraler, hvid peber samt en lidt jernet syre, her en lille sødme samt sin helt egen ranke, mineralske, syrlige og grønne karakter.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne er udsolgt, men har kostet 750 kr. for en kasse, hvilket betyder en pris på 125 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Château Moulin Rompu, Médoc, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Moulin Rompu, Médoc, Bordeaux, Frankrig Vi skal også smage en lille Bordeaux fra Médoc halvøen og det blev denne vin fra Château Moulin Rompu, der drives af Michel Bouchier aka firmaet EARL Bouchier Michel et Fils.

Château Moulin Rompu er et af utallige vinslotte i Bordeaux og der findes også ret begrænsede oplysninger om slottet, men det er registreret i 1997 af EARL Bouchier Michel et Fils.

Det lille Médoc-slot har 7 hektar vinmarker nær flodmundingen  Gironde og nogle af de store Cru Classé-slotte i Saint-Estèphe. Det er også derfra, denne vin kommer, lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot og slotsaftappet fra husets kældre.

Det er slet ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer jeres flittige vinblogger så bare direkte videre til smagsnoterne og allerede i glasset afslører vinen, at den ikke er helt ny med nogle lidt svagelige brune noter i kanten.

Duften er også moden, men slet ikke gammel på nogen måder, for der er noget klassisk Bordeaux over vinen med solbær, hindbær og masser af træ, både cigarkasser og jernbanesveller, lidt mentol og læder, lakrids, cafe latte og chokolade. Det er bestemt ikke fyldig samt opulent Bordeaux, men meget rank og frisk.

I munden er det også en lettere vin med en syrlig frugt, mest hindbær, lyse blommer og umodne kirsebær, meget grøn med en lidt dominerende syre, der tager kontrollen og ikke kigger på sin alder, men virker ungdommelig … ja næsten barnlig umoden. Tanninerne virker lidt på samme måde, unge, skarpe og tørre, så samlet er det bestemt en ungdommelig Bordeaux.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 114,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, Italien

2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, ItalienNæste levende billede … øh flaske vin kommer fra Empson & Co. aka Neil & Maria Empson, der driver et af de allerstørste  eksportfirmaer indenfor salg af italiensk vin, men også selv laver lidt vin, bl.a. denne, fine Monte Antico Toscana IGT, som jeg smager i årgang 2017.

Eksportfirmaet Empson & Co. har i næsten 50 år været en af de førende, store eksportører af italiensk vin og er så grundlagt i 1972 af Neil og Maria Empson med det formål at bringe alle Italiens skønne vine ud i verdenen. I 2019 gav de dog faklen videre til deres datter Tara, som forinden havde arbejdet sammen med forældrene gennem næsten 15 år.

Efter at have repræsenteret nogle af de bedste italienske vingårde, så har familien – nok helt naturligt – også kastet sig over selv at lave lidt vine. Det er specielt Neil Empson i samarbejde med  den kendte ønolog Franco Bernabei, der bl.a. er kendt som konsulent hos vinhuse som Fontodi og Felsina.

Det er der bl.a. kommet denne Monte Antico Toscana IGT ud af, lavet på  85% Sangiovese, 10% Merlot samt 5% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra kalkstensholdige og mere lerede marker i både Maremma og Chianti i cirka 400 meters højde.

Efter høsten og en nænsom selektering har vinen gæret under temperaturkontrollerede forhold på stål, mens den efterfølgende har lagret 3 år, hvoraf 1 år har været på barriques.

Sikke dejlig duft … lige med tilstrækkelig italiensk syre samt en lille poleret sødme spiller sgu godt sammen. Der er violer, blomster, lidt læder, røg, lidt blæk, tørhed, umodne kirsebær, jordbær, vanilje samt tørrede urter og lidt citronskal. Dufter sgu helt godt.

I munden er der godt med syre, masser af tør syre faktisk, mens frugten er tranebær, umodne kirsebær, moreller, masser af syrlig frugt, godt med te-breve, bitterhed, tørre tanniner og virkelig ret italiensk i smagen … kant, bid, frisk og så kommer der alligevel en svag lille sødme i slutfasen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Jacques Depagneux, Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, Bourgogne, Frankrig

2020 Jacques Depagneux, Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, Bourgogne, FrankrigVi skal have lidt beaujolaisvin i form af denne 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis fra vinhuset Jacques Depagneux, der i dag er ejet af J.M. Aujoux Group.

J.M. Aujoux ligger i Fleurie halvvejs mellem Roche de Solutré, der er fødestedet for den berømte Pouilly-Fuissé og det ikke mindre berømte Mont Brouilly.

Huset er da også specialist i Beaujolais og Mâconnaise-vine. Det er grundlagt i 1938 af den schweiziske forretningsmand Mr. Amann og dengang hed firmaet Beaujolais Wine Company, men senere i 1954 fik det navneændring til Aujoux efter den tidligere CEP Jean Marc Aujoux, der var speciel fremsynet.

I 1996 erhvervede J.M. Aujoux også Domaine Jacques Dépagneux og dets 2,6 hektar store monopolmark Viré-Clessé Clos du Chapitre, der i dag står bag de bedste vine fra huset.

J.M. Aujoux er både vinavler, negociant og producent … opkøber altså også druer fra vinavlere i både Mâconnaise og Beaujolais, men også fra avlere i  Languedoc og Roussillon regionen. Det er et pænt stort foretagende, som årligt over 10 millioner flasker vin, der både sælges i Frankrig og rundt om i verdenen. Foretagendet er i dag ledet af Bruno Mallet.

Vi smager her deres 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, der  er vinificeret på klassisk vis, hvor halvdelen af alle druerne har gennemgåe semi-carbonic maceration, mens resten så har startet gæringen på almindelig vis ved en lidt højere temperatur i syv dage. Efterfølgende er druerne så blevet presset og lagret i kortere tid i ståltanke inden aftapning på flaske.

Okay lys i glasset og op strømmer klassiske Gamay noter med kirsebær, jordbær, ribs, blæk, lidt bananer samt kogte vingummier, nogle letgrønne noter, violer, god friskhed og man fornemmer sgu næsten også en pæn saftighed.

I munden kommer der også en klassisk Beaujolais saftighed … har denne rustikke og bondske stil, godt med kirsebær, jordbær, ribs og nu tilsat lidt peber. Der er stor frugtintensitet, blide tanniner, en lille mineralitet, men det er mest det læskende og saftige, som virkelig kommer frem i denne lille charmetrold sammen med en syrlig og frisk smag. Til prisen er den proppet med drikkeklar charme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Herdade Barranco do Vale, Branco Reserva, Algarve, Portugal

2019 Herdade Barranco do Vale, Branco Reserva, Algarve, PortugalVinhuset Herdade Barranco do Vale ligger i São Bartolomeu de Messines på stedet Campilhos lige mellem havet og bjergene i Monchique og Caldeirão. Vi er med andre ord i Algarve, hvor vi nu smager denne 2019 Branco Reserva.

Vinhuset er familiedrevet og blev reelt grundlagt i 2016 af Ana Chaves, som startede med at lave vine på familiens marker, som hendes bedstefar plantede tilbage i 1960’erne. De fleste af de gamle marker til med Negra Mole samt sorter som Aragonês og Castelão, men siden har Ana også selv plantet druer som Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Samlet har Ana Chaves og familien 100 hektar jord, hvilket udover vinmarkene består af kork-, oliven- og fyrretræer. Derfra laver Ana 8 forskellige vine og altså også denne 2019 Branco Reserva, der er lavet på et mix af Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Vinen er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke … først med selve gæringen af den pressede most over 15 dage og derefter er vinen så blot lagret sur lie i ståltankene i 7 måneder. Vinen er helt tør med et niveau restsukker på 1,1 gram pr. liter.

WAUW for en duft … parfumeret, urtet, landlig med terpentinsk linolie, grillede citroner, friske citroner, tonsvis af blomster, sure og grønne stikkelsbær. Det er frisk, urtet og dufter vildt godt.

Smagen er dog mere rustik … lidt varm og stærk i munden, hvor citronerne fortsat taget taget dirigentstokken. Der er citroner, som har inviteret fætter lemon med til ballet, salte mineraler og lidt et vilddyr … stærk, vild og dyrisk.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 11,56€ … svarende til 86 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 90,36€ eller 673 kr., svarende til 112 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigSidst jeg smagte denne Grüner Veltliner Terrassen fra Weingut Huber var hos Steffen, som jo serverede den til en kartoffel- og sellerisuppe. Det var i årgang 2020, men nu smager jeg vinen i årgang 2021.

Vinen er jo lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, som er mellem 5 og 80 år gamle. Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. I årgang 2021 indeholder vinen 2,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det nærmest et møde mellem melon og fersken tilsat grønne æbler og så ellers parfumerede blomster, grøn peber, akaciehonning, lemon og hyldeblomst. Der er endda en anelse af lidt selleri og så ellers godt med mineraler og jernagtige noter. Det giver vild stor friskhed og lyst til indtagelse.

I munden er det også en frisk vin med et nærmest grønt bid. Syren kommer næsten helt nede fra dybet langt nede, er både grøn, saltet og mineralsk. Der er mynteblade, grønne vinblød, sure æbler og sure citroner … har en tør friskhed og spændstighed. Huber og Grüner Veltliner kan altså noget sammen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, Chile

2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, ChileVi fortsætter med en 20 Barrels Chardonnay Limited Edition fra Cono Sur Vineyards & Winery, der havde fået sneget sig med i vor lille hyggelig aftensmagning.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft kolossal succes i Chile.

Det er grundlagt i 1993, og har siden nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og at en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed var vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende primært i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at plante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels Limited Edition serien er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af supervine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette, deraf fik serien navnet 20 Barrels. Siden er denne serie udvidet med flere vine på blandt andet Syrah og Chardonnay.

Denne 20 Barrels Chardonnay Limited Edition 2018 er lavet på 100% Chardonnay fra det kølige  område El Centinela i Casablanca Valley, lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret i 8 måneder … 75% i nye egetræsfade og 25% i cement-æg.

I næsen er det en total smørfed vin, måske ikke ultrakompleks, men kraftig og fyldig fadlagret Chardonnay med både dåsepærer, fersken og lige fjæset. Der er sandeltræ, creme brulée, vanilje, mens syren har lidt lime og svagt lidt mineraler.

Smagen er både blød og fyldig med en vis kerne af friskhed samt kantet frugt med æbler, grønne pærer, ananas og lemon. Den føles fyldig, endda lidt olieret i smagen. Samlet er det absolut en fin vin.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen på tilbud er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Robert Gibourg, Ladoix, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Robert Gibourg, Ladoix, Bourgogne, FrankrigDen næste af Domaine Robert Gibourg vinene blev så en 2020 Ladoix … en nok mere ukendt appellation beliggende i det nordøstlige for Grand Cru Corton.

Domaine Robert Gibourg har flere marker i Ladoix og denne er lavet med flere på markerne, hvor vinstokke er plantet i 1959 og efter høst er afstilket.

Så har druerne ligget i en kold udblødning i 3-5 dage, hvorefter de så har gæret ved 20 grader over 18-21 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen har vinen så lagret på egefade 16-18 måneder inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der laves kun 1.000 flasker af vinen hvert år.

Duftmæssigt er det virkelig fortsat en meget ung vin … spændstig, kantet, grøn, hvor frugten mest er kirsebær, ribs, ganske syrlig og så nærmest utilgivende i aromaerne.

Igen er smagen dog langt rundere og langt blødere … faktisk mere interessant end den foregående vin. Derudover har den nogle langt ædlere og ganske tørre tanniner samt en lidt krydret eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 349,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7