Det gode ved vine er, at de er som sporvogne … der kommer altid en årgang til. Denne Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve fra Winzerhof Stahl har jeg smagt før i årgang 2018 … og hos Mr Ruby smagte jeg den i årgang 2019.
Druerne til vinen kommer fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte tilbage i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.
Chardonnay druerne er høstet med et begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes de allerbedste klaser. Efter presning, så er vinen gæret på 500 liters franske tonneaux fra Alliers og har derefter lagret sur lie i 12 måneder inden ufiltreret flaskning af vinen.
Åh hvor er det fed og lækker Chardonnay duft … svulstig, kropsnær, med masser af tropisk frugt, nærmest tørret og kandiseret frugt som abrikos, mango, ananas, gule æbler, nødder, salte mineraler og så et klart fadpræg, som faktisk virker større end ved 2018’eren, for der er både lakridskonfekt, kanel og vaniljesukker.
Smagsmæssigt er det også en stor, grandios, generøs og pompøs Chardonnay, selvom den faktisk slet ikke bliver overfed i munden, men måske nærmere har en burgundisk elegance, for den har sgu et slank skelet med sure citroner, lemon og småbitter grape og en frisk, racersharp og mineralsk, kalket syre. Fabelagtig Chardonnay fra de højeste hylder i Tyskland.
Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.