Vi startede vertikalsmagningen med en Pinot Noir Present fra 1995 … en 24 år gammel sag, som endda er fra det år, hvor Jens Heinemeyer startede vinprojektet Weingut Johanninger.
Men alt det kan du jo læse om i referatet fra smagningen af de 20 Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs.
Denne Pinot Noir Present er lavet med druer fra marken Presenteberg, der ligger mellem Assmannshaus og Lorch. Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.
Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.
I glasset er vinen lys transparent, men med en klar brun kant, som afslører en pæn alder på vinen. Nu kunne man måske frygte, at det ville være en total overmoden og færdig vin, men det er ingenlunde tilfældet, for vinen er ældet med ynde og byder på hindbær, kirsebær og svag kanel, selvom den måske ikke er så dyb.
Smagsmæssigt er der også fortsat liv og spark i den gamle dame og er meget mere interessant end duften. Det er en intens næse med kirsebær, fennikel, lidt jern, meget blid og feminin. Letheden er forførende, syren moden og fint balanceret. Det er et sted mellem 4½ og 5 af de houlbergske tommeltotter.
Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.