Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen lille – og korte – smagning  hos Mr. Ruby sluttede med et glas af Weingut Jülgs topvin Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder i den varme årgang 2018.

Marken Sonnenberg ligger faktisk på begge sider af den fransk/tyske grænse og Jülgs Kammerberg parcel ligger på den franske side lige direkte ovenfor Wissembourg. Marken har siden 1974 officielt været en del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet.

Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

Duftmæssigt finder jeg nogle af de samme duftnoter, som hos Wormberg vinen, men her er det på én eller anden måde bare mere æterisk og samtidig kraftigt … hvis det giver mening? Igen har vinen en animalsk slagside, masser af modne kirsebær, men her suppleret med mere mørke bær som fx brombær, men fortsat med en ganske grøn kant med gran, nelliker, peber, røg, tør engelsk lakrids samt bittermørk chokolade.

Mr. Ruby skriver selv, at det smager som nypresset juice af fuldmodne frugter. Og dér har han en pointe, hvor det er både en saftig, kraftig og moden vin. Syren er fortsat vild, men også mere styret og balanceret … det hele er sat så flot sammen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandWB’et i denne Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder fra Weingut Jülg = Wormberg, der er en parcel på Sonnenberg marken. De to topvine WB og KB var de sidste vine i den lille Spätburgunder anno 2018 smagning hos Mr Ruby.

I tidligere år har Johannes Jülg blandet druerne fra de to små mark parceller Wormberg og Kammerberg på Sonnenberg marken i sin vin Sonnenberg Spätburgunder, men allerede i årgang 2017 lavede han for første gang to topvine fra hver af de to marker … og WB betegnelsen afslører selvfølgelig, at her kommer druerne fra Wormberg parcellen.

Wormberg er dialekt for varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt, især i aftentimerne og med en undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques og store egefade og er så efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske. Modsat Twardowski og Neus er 2018 vinene allerede frigivet.

I næsen er der godt med modne kirsebær, men bestemt også lysere frugt som ribs, granæbler, hyben og en næsten hysterisk grøn, urtet kant med både gran, nelliker, fennikel kombineret med røg og tydelig fadpræg med lidt mørk chokolade, svag vanilje og ellers lidt landlige samt animalske elementer.

Smagsmæssigt er det en blød og moden vin med kraft, rundhed og intens dyb kraft. Den har et krydret touch og inde i munden breder vinen sig ud og fylder hele kæften. Igen er det masser af kirsebær og lysere bær, men det er nu alligevel syren, som styrer showet. Den er så godt understøttet af stor tørhed, klare tanniner, lidt bæk, men på en eller anden måde, så passer syren godt sammen med den lidt modne frugt og vinens store kraft.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG fadprøve, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandFra de små flaske-/fadprøver på Weingut J. Neus’ 2 topvine anno 2018 var næste glas deres Horn Spätburgunder Großes Gewächs.

Druerne kommer selvfølgelig fra Großes Lage marken Horn, der strækker sig i østlig retning henover Mainzer Berg og hvor Horn ligger på et lille højdedrag. Jorden på Horn består af fossile rester, kalksten og sandler, som er god til at holde på vandet.

Vinen er lavet med spontangæring og efter endt fermentering er den lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt er der lidt af samme aromaer, som hos Pares … men mere kompleks, lettere, syrligere og vildere. Der er masser af fed og stinkende mødding og landlige aromaer, røg, hindbær, jordbær samt yoghurt. Derudover kommer der både mentol, tjære, violer samt lette aftryk fra fadene.

Smagen er … i mangel af bedre ord; smuk. Ren, direkte, fin og med den lyse frugt i så fin balance. Der er jordbær, hindbær, ribs og med en syre, der er fabelagtig og frisk. Der er igen pænt med garvesyre og grønne urter. Det minder på rigtigt mange områder om Pares, blot mere ren, lettere og lidt mere elegant. Dermed hoster jeg omgående op med 6 lette fingre med stor pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske i årgang 2017 koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG fadprøve, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandMr. Ruby havde også fået tilsendt 2 små 37,5 cl. fadprøver af Weingut J. Neus’ topvine fra 2018 årgangen, altså endnu ikke frigivne vine og vi startede med at smage deres 2018 Pares Spätburgunder Großes Gewächs.

Weingut J. Neus har jeg skrevet om tidligere. De holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen og er grundlagt i 1881 af Josef Neus. Allerede i det 19. århundrede var vinhuset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag, for i 2012 blev vinhuset købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn … og det er jo netop vine fra de to marker, som vi denne eftermiddag skulle smage hos Mr. Ruby.

På markerne dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Pares er netop den ene af Neus’ Große Lage marker og har endda sit navn efter det lokale navn for Paradis. Marker ligger – som Horn – på Mainzer Berg og strækker sig imod Nieder-Ingelheim.

Samlet er Pares kun 9 hektar stor og har været kendt som en fremragende vinmark allerede i den sene middelalder. Marken har en jord med kalk, lerjord og højt stenindhold. Pares er spontangæret med 30% hele klaser i små åbne gæringskar og dernæst lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt oser denne GG vin af herlig animalsk samt småsyrlig mødding, af en svedig bonderøv, røg, kål og virker lettere reduktiv. Der er hindbær, jordbær, drikkeyoghurt, tjære og violer … med mere luft i glasset kommer fadpræget også langt mere frem med nødder, vanilje, kanel, tjære og lidt søde elementer.

Det smager sgu vildt godt … masser af frisk, lys frugt, rabarber, tranebær, ribs, en vild og ustyrlig grøn syre med tørhed, masser af garvesyre og grønne urter. Det er fortsat en bumset teenager med livsmod, men trænger til at modne henne i hjørnet. Det er klare små varme og balsamiske elementer, godt med jern … uha man bliver glad, så vinbloggeren ligger pt. lige mellem 5,5 og 6 fede fingre.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske i årgang 2017 koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Bertani, Amarone delle Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2010 Bertani, Amarone delle Valpolicella Classico, Veneto, ItalienFalken har tidligere serveret denne fine kanonkugle fra det legendariske Bertani vinhus i Grezzana og sidst var det en årgang 2008. Nu har han atter hældt Bertanis fine Amarone delle Valpolicella Classico i mit glas … blot fra årgang 2010.

Dengang var jeg begejstret og gav vinen 6 fede tomler og skrev også lidt om vingården. Det kan du læse mere om i mit indlæg fra anmeldelsen af 2008’eren.

Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, men anvender derimod alene druer fra egne marker, således de selv kan kontrollere hele processen fra start til slut.

Denne 2010 Amarone delle Valpolicella Classico er husets rigtige Amarone … helt klassisk, som navnet også indikerer. Den er lavet på 80% Corvina og 20% Rondinella. Druerne er tørret på måtter i 120 dage. Macerationen sker over hele 20 dage, hvorefter gæringen sker ved 18 grader over 30 dage i store cementkar.

Derefter lagrer vinen 6 år på store 60 hektoliter slavonske egetræsfade. Efter vinen er kommet på flaske, hvor den så lagrer yderligere 1 år.

Og sikke en duft … langt mere ædel end foregående vin og langt mere kompleks og intens. Det er brombær, blåbær, sorte kirsebær, kirsebærlikør, svesker, dadler, en animalsk note med lidt mødding, tør engelsk lakrids, lakridsrod samt et let fadpræg med en smule vanilje og kanel, chokolade, mentol samt en svag grøn note.

Der er heldigvis ingen rosiner her … for aromaerne er langt mere friske, selvom det selvfølgelig fortsat er en kraftig vin med mørke bær, men vinen har en friskhed, som er ganske forførende.

I munden virker vinen faktisk mindre sød end 2008’eren, for selvom det er tæt, blødt og cremet, så er smagen bare så ren, direkte, frisk og stærk, men slet ikke på en brændende facon, for de 15% – eller mere – alkohol kan slet ikke mærkes.

Udover de mørke frugter, så er der også i smagen lidt grafit, nogle grønne elementer og den smager også lidt aromatisk. Syren er også langt mere fremme end i 2008’eren, men det synes jeg bestemt kun klæder vinen, selvom nogle måske vil synes, at det bliver for meget. Det er fortsat en stor mundfuld, men det er blødt, cremet med tobak, mælkechokolade samt et lille peberbid. Sådan skal god Amarone bare smage. Man bliver glad.

Forhandles flere steder, fx Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske i årgang 2009 koster 879 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Tenuta di Fessina, Laeneo, Sicilien, Italien

2017 Tenuta di Fessina, Laeneo, Sicilien, ItalienJeg kan ikke skjule, at jeg er svært begejstret for denne Nerello Cappuccio baserede Laeneo fra det sicilianske vinhus Tenuta di Fessina, der drives af den skønne Silvia Maestrelli.

Det var i juli måned, at jeg først smagte vinen i årgang 2018 og faldt på halen, men nu bliver jeg sgu opstemt igen, for nu smager jeg igen vinen … blot i årgangen tidligere, altså 2017.

Som jeg også skrev i foregående anmeldelse, så er Laeneo lavet på 100% Nerello Cappuccio fra en 1,5 hektar vinmark ved Biancavilla, som ligger i 900 meters højde og vinstokkene er plantet tilbage i 1970.

Efter manuel høst er druerne først sorteret grundigt, så afstilket og knust inden en kold premaceration i 48-72 timer ved 12 grader samt gæring i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering har vinen ligget sur lie i 5-7 dage, hvorefter vinen så flasket og lagrer mindst 1 år på flasken. Der er lavet beskedne 6.000 flasker i denne årgang 2017.

Duftmæssigt er det totalt deja-vu i forhold til 2018’eren … sådan lys, landlig, animalsk og biodynamisk Beaujolais-agtigt. Det stinker af fin, bondsk charme, krudt, ukrudt, masser af frisk lys og syrlig frugt med jordbær, kirsebær og tranebær … og endda også lidt mælkede noter og samtidig virker det lysere end Beaujolais, måske lidt Jura-agtig,  men så let, smooth og stram med tør jord, læder, grønne urter og farverige blomster samt lidt blæk.

Smagen er fortsat som en lys, frisk og ubekymret glædespige, som bare glider gennem tilværelsen med lys saftighed. Det smager sgu totalt godt med en lys, feminin lethed. Vinen har ingen stor tyngde, men en lethed uden lige … helt unik, læskende og bare drønlækker. Letheden er så fin, frugten lys og frisk, mens syren er svag og fin, så jeg slutter som sidst. My kind of wine. Overrasket, overrumplet, overbevist, overglad, overklasse og overjordisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker. En prisbasker, der – hvis der findes bare lidt retfærdighed i denne verden – bør rives ned af hylderne.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, Italien

2017 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, ItalienVi slutter den lille Azienda Agricola La Ca’ Növa smagning med den anden topvin fra huset, nemlig deres 2017 Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina.

Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Montefico marken, som er en af Barbarescos absolut bedste marker og derfor også en af La Ca’ Nova’s stoltheder. De ejer faktisk to parceller i den sydligeste del af Montefico kaldet Bric Mentina … den ene lidt vestligt og en anden i den østlige del lige over Roagnas Montefico parcel og samlet udgør de to parceller lige knap 2 hektar.

Montefico marken ligger generelt i omkring 290 meters højde og med en sydøstlig eksponering og 35 år gamle vinstokke.

Druerne høstes omhyggeligt ved håndkraft i oktober, hvorefter de afstilkes og presses let. Fermenteringen sker som spontangæring i både rustfrie ståltanke samt åbne trækar og tager normalt omkring 30 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og maceration cappello sommerso i store træfade i 30 dage. Derefter er vinen lagret 24 måneder på store træfade og 6 måneder på flaske.

Som sidst har Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina bare et ekstra gear i forhold til Montestefano. Næsen er mere interessant med mere landlige og animalske noter, lidt mørkere, mer’ maskulin med mødding, violer, tjære, godt med tørre blomster, mentol, salvie, gazebind, læder, en balsamisk syre, mere parfumeret og alligevel med fremragende lethed. Det dufter vildt godt.

I munden er det en tør, tannisk og lidt jernet smag med frisk, spændstig frugt, kirsebær, ribs og tranebær. Det er en vild tør vin med markante, ætsende tanniner – herligt – grønne grene, tobak, blæk og masser af sten, tør jord, jern, mineraler og syre. Det er måske ikke en elegantier, men blot Nebbiolo vin i høj klasse og tonsvis af syre, frisk frugt og tørre tanniner. Man bliver sgu omgående glad. En lille perle.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 194 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG, Baden, TysklandDet er omkring et år siden, at jeg smagte Weingut Wöhrles årgang 2017 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG Großes Gewächs. Nu smager jeg atter vinen og har nu smagt vinen i de seneste 3 årgange … en vild fin og lækker vin fra  vinhuset på Weinbergstraße i Lahr ved Schwarzwald i Baden.

Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på den nordøstlige side af Lahr og på den lille sydside af Schutterlindenberg bjerget. Marken er stejl og ligger med form som en hestesko med anlagte terrasser med en kalket undergrund med masser af Löß.

Der er dyrket vin på Lahrer Kirchgasse i mange, mange hundrede år og de første spor af vindyrkning kan faktisk spores helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirchen, og derfor blev kaldt An der Kirchgasse, men altså blot Kirchgasse i dag.

På Wöhrles parcel dyrker de både Grau- og Spätburgunder, og en del af de bedste druer går altså til denne Lahrer Kirchgasse Spätburgunder Großes Gewächs. Og tak for det.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 18 måneder på medium ristede barriques, hvoraf 1/4-del fornys hvert år. Vinen har 3,4 gram restsukker pr. liter.

Sikke en lækker aroma … kirsebær, jordbær og det er en nærmest gæret tyk frugt suppleret med flæsk, spegepølse, grønne urter, nogle mælkede noter, ristede elementer fra fadene, vanilje, kanel, kalk, kul, tørv, røg, mælkechokolade og røde bolsjer. Vinen har en fin kølig stil, grøn, frisk frugt. Det dufter himmelsk.

Det smager også næsten overjordisk med en grøn, frisk og syrlig side, så intet fluffy eller ufokuseret vin her. Det er stringent, lys og syrlig frugt med lyse kirsebær, hindbær, ribs og tranebær tilsat lidt bitterhed, peber, jod, jern … virkelig spændstig og ung. Jeg er sgu ret begejstret for Wöhrles stil, meget præcis, direkte og afbalanceret. Fadene mærkes, men afdæmpet, frugten er delikat, men fortsat til den friske side og Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG byder bare på så meget. Igen bliver det  6 fede fingre og endda med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandVi skulle til Vinvärkets smagning også ha’ mere Franz Keller og endda med lidt alder i form af denne 2014 Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Große Gewächs.

Kirchberg marken ligger en smule syd for Oberrotweil og er en mark, der både er mere udsat for vejret og samtidig har større andel af sten, basaltisk vulkansk undergrund og kalksten, hvilket gør, at vinene herfra har et lidt køligere udtryk end vinene fra fx Schlossberg og Eichberg.

Keller har en 0,8 hektar syd/sydvestvendt parcel på Kirchberg marken, hvor Franz Keller tilbage i 1975 plantede franske kloner af Pinot Noir. Derudover dyrker Keller i dag også lidt Chardonnay på marken og disse vinstokke blev plantet i starten af 1990’erne.

Salwey har også parceller på marken. Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen.

Denne Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Große Gewächs er lavet helt traditionelt med 20-30 dages gæring og maceration, som er efterfulgt af lagring 18 måneder på barriques … både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere.

Det er en vin, som jeg har smagt og skrevet om tidligere. Normalt anmelder jeg ikke den samme vin to gange, men det er dog over 3 år siden … og Keller er bare så godt, så derfor giver det totalt mening med en reprise med mine nye smagsnoter.

Herlig klassisk, animalsk næse med hestestald, våde hund, flæsk, våde fade, dyb kanel og vanilje, lidt mælkede aromaer, hindbær, jordbær, røde bolsjer, urter, lidt blomster og vitterlig også knap så let og samtidig mere kølig stål, jern og kul end fx hos Kellers Eichberg. Det er virkelig elegant, subtil og samtidig meget imødekommende med pirrende og lækker vellyst.

I munden er vinen heller ikke helt så rund som hos Eichberg, men virker faktisk mere grøn og endda meget ung endnu. Der er nemlig masser af frisk, syrlig, ren og lys frugt, rabarber, ribs, kirsebær med en lille bitterhed. Den grønne side er lidt mindre, end da jeg smagte vinen i 2017, men den giver fortsat en lidt burgundisk side, hvilket så suppleres med andre tertiære elementer, lidt chokolade, røg, tobak, streng, syrlig, præcis og stjernegodt.

Forhandles herhjemme af Vinvärket, hvor en flaske koster 479 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG, Ahr, TysklandI smagesættet gemte der sig også en dejlig 2017 Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Adeneuer … en vin jeg sidst smagte i årgang 2016 på vingården i Ahr.

Det besøg og lidt om vinhuset kan du i øvrigt læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr. Hvis du i øvrigt er nysgerrig på hele Ahr finder du også en større artikel om mit besøg i Ahr på Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Marken Ahrweiler Rosenthal ligger lige imellem markerne Silberberg og Forstberg og er selvfølgelig en Erste eller Grosse Lage mark. Adeneuers vinstokke på den stejle Ahrweiler Rosenthal mark er over 40 år gamle, hvilket giver en ekstra koncentration til vinen.

Hos Adeneuer er Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder Großes Gewächs vinen lavet efter samme recept som de forrige vine, altså med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 20 måneder alene på 225 liter barriques, hvoraf 10% er nye fade. Der er 1,0 gram restsukker pr. liter i vinen, som er aftappet ufiltreret og der laves årligt 2.000 flasker af vinen.

Som med 2016’eren har vinen total Ahr karakter med røg, kirsebær, ribs, granatæbler, blomster, bitter mørk chokolade, lakrids, eg, kanel, vanilje, tobak, tjære, kaffe, jord … så kompleks, så lækker behagelig og fortsat med svævende lethed og flot dybde.

Smagen er også to die for … cremet, zen og saligt. Det er lyse bær, hindbær, ribs, kirsebær, brombær. vild syrlighed, røgede noter, fine tanniner, salte mineraler samt et kækt syrebid. Alt spiller bare sammen og løfter denne vin til himmelsk niveau.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 439 kr.

Vinanmeldelse 6/7