Den næste Spätburgunder fra Weingut Steitz blev en Fürfeld Eichelberg Spätburgunder … og det er en vin, der – som på billedet – tager dig med op i skyerne.
Druerne til denne vin kommer fra marken Eichelberg ved den lille by Fürfeld vest for vinhuset i Stein-Bockenheim. Marken er beliggende på en vulkansk top og rager op i 320 meters højde med en undergrund præget af porfyr-sten. Marken er kølig grundet sin højde, men i dagtimerne kan de sydvendte skråninger blive steghede.
Her producerer Weingut Steitz denne Fürfeld Eichelberg Spätburgunder fra 20 år gamle stokke. Alle druerne er efter høsten afstilket, men knuses ikke, hvorfor gæringen sker efter et nærmest semi carbonic maceration princip. Det minder om det almindelige macération carbonique princip og metoderne er da også næsten ens, men under semi-metoden fyldes tankene ikke med CO2, men det et fortsat med gæring på hele drueklaser.
Her sker gæring helt spontant med druerne egne gærceller og trækker godt med aroma af skallerne. Efter endt gæring fyldes vinen på en blanding af 500 liters tonneau samt 225 liters barriques, både nye og gamle med lagring i 24 måneder, hvorefter den tappes uden filtrering og den årlig produktion er 2.500 flasker.
I næsen minder vinen ikke om lillesøsteren … her er det virkelig voksensnak. Det er fortsat en kæk lille syrlighed, men her er der mere pondus, STORE BOGSTAVER, tranebær, sorte kirsebær, tør, krydret, rosmarin, nelliker, appelsinskal, let kakao, røg og – meget mere svagt end hos lillesøsteren – et svagt strejf af fad med let mælkechokolade og vanilje.
Smagsmæssigt bliver man sgu overrumplet … langt mere tæt, mørk, smooth, cremet og kompleks end Steitz’ basis Spätburgunder. Det er mere modent med kirsebær og tranebær med en lille turbolader af syrlig, let og virkelig balanceret frugtintensitet. Der er både stor fremdrift og en så mundsmeltende balance i vinen, som kæler vildt for din gane. Selvom alt er placeret på de rigtige hylder, så har den alligevel denne friske, mineralske og småbitre syre, som sikrer dig rygrad, kant og spændstighed. Dejlig vin.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 249 kr.