2014 Weingut Fritz Waßmer, Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2014 Weingut Fritz Waßmer, Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland Næste vin på bordet blev en moden 2014 Spätburgunder Alte Reben fra Weingut Fritz Waßmer, der ligger i byen Bad Krozingen i Markgräflerland  mellem Schwarzwald og Rhinen.

Weingut Fritz Waßmer er et nyere vinhus, som er grundlagt i 1988 af Fritz Waßmer. Han er selvlært vinproducent og er fra en familie fra landsbyen Schlatt og har været vinavlere i flere generationer.

Fritz’ bror Martin Waßmer er i øvrigt også selv vinproducent i Schlatt og startede sit vinhus i 1999 sammen med sin hustru Sabine og det vinhus har jeg tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog bl.a. med deres 2008 Markgräflerland Spätburgunder.

Fritz startede sit vinhus ud fra en stor lidenskab for vin … specielt Pinot Noir fra Bourgogne, hvilket også siges at afspejle stilen i hans vine. Han har samlet 38 hektar vinmarker og de bedste marken er Kaiserberg Herbolzheim, Roter Berg Kenzingen, Sommerhalde Bombach, Bienenberg Malterdingen og så marken Schlossberg Achkarren på den anden side af motorvejen i Kaiserstuhl.

Udover Spätburgunder, så dyrker Waßmer også sorter som Chardonnay, Weißer Burgunder, Grauer Burgunder, Auxerrois og Frühburgunder … og de seneste år har han også tilføjet små plots med Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Sauvignon Blanc og Viognier.

Her smager vi Fritz’ 2014 Spätburgunder Alte Reben, hvor de fleste af druerne kommer fra den stejle og kalkrige Roter Berg Kenzingen, hvor vinstokkene nu er op 45 år gamle.

Druerne høstes i hånden og lægges i små plastikkasser, inden de køres ned til vingården, hvor alle stilke fjernes inden spontangæring i åbne franske gæringskar alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering presses vinen og lagrer 15 måneders på franske egefade inden den endelige vin sammenstikkes i rustfrit stål og så lagrer yderligere et par måneder inden aftapning på flaske.

Næsen er totalt klassisk tysk Spätburgunder med sød kostald, sødbrændte fade, masser af fadnoter som vanilje, chokolade, røg, brunet smør og en frugt med kirsebær, jordbær, blommer samt lidt tranebær. Det stinker herligt af Spätburgunder med tæt varme, tonsvis af fad og alt meget intens.

I munden er vinen frisk, saftig og meget ren … frugten er tranebær, jordbær og rabarber med god syrlighed, en vitterlig streng, grøn nerve og sødristede elementer. Det suppleres godt af saftige og venlige tanniner, jern, salt og lang eftersmag med svag bitterhed. Det er fantastisk dejlig Baden Spätburgunder.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske i den nyere årgang 2016 koster 395 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7    half_thumb