Den sidste Bordeaux 2019 fra Bernard Magrez blev så denne L’Elegance des Grands Chenes Médoc, som Michael Rolland igen har rullet sit typiske og karakteristiske touch over.
Château Les Grands Chênes ligger på Medoc halvøen i kommunen Saint Christoly du Médoc omkring 20 kilometer nordvest for Pauillac.
Umiddelbart er byen mest kendt for sin havn, der gjorde den til et centrum for handel for bare et par 100 år siden. I dag består byens berettigelse næsten udelukkende i de vinmarker, der omgiver den, hvoraf størstedelen giver vin af en meget varierende kvalitet.
Et af de bedste slotte er Les Grandes Chênes, der i dag ejes af den meget ambitiøse Bernard Magrez. Det femhundrede år gamle slot er omgivet af 22 hektar jord, hvoraf de 16,5 hektar er vinmarker med gennemsnitligt 30 år gamle vinstokke af de klassiske Bordeauxsorter.
Denne L’Elegance des Grands Chenes Médoc er en nyere vin fra Château Les Grands Chênes og er lavet på 60% Merlot samt 40% Cabernet Sauvignon, som Bernard Magrez og Michel Rolland henter fra 40 år gamle vinstokke på de grusholdige marker i Médoc.
Vinen er lavet med temperaturstyring på ståltanke og 28-30 dages maceration. Efter endt fermentering lagrer vinen 16 måneder i kælderen, hvor 30% ligger på 225 liters franske barriques og halvdelen er nye … og resten lagrer i ståltankene.
Allerede i næsen kommer Rollands karakteristiske runde faglagring frem, mens frugten er lidt mere rustik og frisk end de to foregående vine lavet af Magrez. Der er hindbær, brombær, blyanter, grafit, tjære og cedertræ.
Vinen virker rund … igen lidt mere rustik end foregående, men bestemt en venlig og smagfuld Bordeaux, som har en frisk syre, der har en smule sort te bitterhed, hindbær, lidt tranebær, lemon … har godt og frisk bid. 88 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.