Tag-arkiv: Tyskland

2020 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, TysklandDenne RESSpekt Riesling er en af de absolutte tørre topvine hos Weingut Balthasar Ress … hvilket en jernagtig etiket præget med våbenskjold, navn og årstal også klart skulle indikere.

Vinen blev første gang udgivet den 5. december 2009 og det var i forbindelse med åbningen af vinhusets første wineBANK, hvor sommelier Kai Schattner spontant råbte Respekt, da han smagte vinen og siden har vinen fået navnet RESSpekt og findes i husets serie af RESSklusive vine.

Det er også den vin, som Christian Ress i en happening faktisk sænkede ned i en lokal sø, således vinen kunne lagre der uden lys og ved en konstant temperatur. Det lyder en smule besværligt og er da nok også mere et markedsføringsstunt.

Denne 2020 udgave af vinen har dog ikke været på søbund, men druerne til vinen kommer dog fra Grosse Lage marker – de stejleste og bedste parceller på Rüdesheimer Berg. Druehøsten blev udført ved selektiv håndplukning af flere omgange.

Druerne transporteres så skånsomt som muligt i beholdere, der kan væltes over pressen. Dette efterfølges af en macerationsperiode på 12 til 25 timer, før mosten derefter spontangærer, hvilket er sket med 40% i rustfrie ståltanke og 60% på franske barriques.

Derefter er vinen lagret 16 måneder sur lie … og kort før aftapning på flaske, så filtreres vinen lidt groft for at forhindre større partikler i at komme i flasken.

Det er duftmæssigt en mere fyldig vin … virker cremet, fyldig og olieret, men på en let facon, hvor der kommer lidt nødder, en kalket mineralitet og en frugt, der nærmest er fersken, grillede citroner og modne æbler. Vinen er smagt over flere dage … og efter et par dage er duften langt bedre og slet ikke så lukket, som da flaske lige blev åbnet.

Smagen skuffer dog noget … også efter nogle dage, for vinen virker lidt flad og punkteret. Der er klart syrlige, gærede æbler og lemon bitterhed, men de bitre og lidt overmodne elementer fylder bare alt for meget … overdøver klart andre smage, så det bliver en smule endimensionelt og faktisk ret kedeligt. 89 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 75€ … svarende til 559 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Egert, Bingen Riesling Spätlese Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Egert, Bingen Riesling Spätlese Trocken, Rheinhessen, TysklandWeingut Egert er jo efterhånden kendt her på vinbloggen og samtidig har nogle af mine venner besøgt Manfred Egert og hans søde danske hustru Bettina … der har de også fået denne flaske, der slet ikke har etiket … men det skyldes mest, at det ikke er Rheingau Riesling, men lavet på druer fra marker på den anden side af Rhinen ved Bingen og dermed reelt Rheinhessen.

Det betyder dog også, at jeg ikke har ret mange oplysninger om produktionen, men vinen er formentlig lavet alene på ståltanke og der er den nok også lagret en periode inden aftapning på flaske samt endelig frigivelse.

Som næsten altid hos Egert kommer der lidt petroleum frem … men her absolut ikke så voldsomt, for næsen er faktisk en smule lukket og så kommer der alligevel friske æbler og pærer frem, æblesaft, gæret æblemost samt en smule nødder og har samtidig en smule fyldighed.

I munden er der intet lukket … der er i stedet skruet godt op for syren og den er næsten alt for syrlig og frisk. Det er en voldsom omgang citroner, citronsaft, lemon … ekspressivt og koncentreret, så  du virkelig lavet den spidseste kyssemund og spekulerer over, om mavesåret kan holde til det. Afstraffelse på syrligt niveau og det elsker vi da bare. 91 point.

På vingården koster vinen 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Feinherb, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Feinherb, Mosel, TysklandJeg har før smagt god Riesling fra Weingut Josef Rosch, bl.a. en 2019 Riesling J.R. Junior, men nu smager jeg den sødere Gutsriesling søster Riesling J.R. Feinherb i årgang 2022.

Druerne til denne vin kommer fra Leiwener Klostergarten, som ligger på skråninger tæt ved gården. Her hersker der et unikt terroir, som frembringer vine med en imponerende mineralsk elegance.

Som alle vinene fra Rosch høstes druerne i hånden. Druerne er presses efter høsten og gæringen er sket spontant på ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 4 måneder i tankene …lidt kortere tid end de dyrere storesøstre.

Til sammenligning med den tørre søstervin, så har denne et pænt restsukkerindhold på 18,5 gram pr. liter, mens den tørre har en mere beskedent restsukker på 7,0 gram pr. liter i samme årgang 2022.

Uha da … var første tanke, da jeg duftede første gang. Det er umiskendelig Riesling, hvor man både får den lidt klassiske næse af petroleum og klart suppleret af noget sødme. Det dufter sgu godt og har en frugt af noget tropisk frugt med abrikos, mango, fersken samt bløde pærer og delikat inderlighed … virkelig Mosel kvalitet. Den har også en stenet, skiferagtig mineralitet, som lige er med til at ophæve tyngdekraften med de 18.5 gram restsukker, der slet ikke virker det mindste gumpetung.

Men …. i smagen virker sukkeret nærmest som en energi-gel for en cykelrytter med masser af fortættet energi. Det høje niveau er dog heller ikke smagsmæssigt en hæmsko for vinen, for det giver en vin med brede skuldre,  olierede tekstur, stor drikkevenlighed, som kan begejstre både dem, som næsten aldrig drikker vin og dem, der bare knuselsker Riesling, Her er lidt for begge lejre … frugten er eksotisk, men der er også grillede citroner og lemon, der giver et vist bid. Jeg rammer lige 89 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandFra Moselwinzer Axel Pauly på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues smager jeg nu hans altid populære og dejlige Generations Riesling i seneste årgang 2022.

Det er et hus, som jeg har skrevet om før og denne vin har jeg endda også smagt tidligere i både årgang 2020 og 2021, men alle har denne geniale etiket, der afspejler både terroiret og vinhusets traditioner.

Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken i stedet holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 18,1 gram pr. liter.

Duftmæssig er der ingen hidsig petroleum eller terpentindampe, men den damper i stedet af lidt eksotisk frugt sammen med nødder og en snas sødme. Der er melon, fersken, æbler og citron, men det er ikke umiddelbart den sureste citron, som man har fundet i kurven. I stedet er der en smule lette blomster og i det hele taget en vis lethed over vinen, som virker fint balanceret.

I munden kan de 18,1 gram restsukker klart fornemmes, men det bedste er, at det ikke bliver på bekostning af syren, som faktisk er lidt mere fremme end de forrige årgange. På den måde kan Mosel altså bare noget særligt. Men det giver faktisk en rigtig drikkeklar, læskende og saftig Riesling, der har dette store bællepotentiale enhver gæst vil knuselske. Tårnhøjt niveau for en Gutsriesling, hvorfor jeg lander på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, TysklandFor knap 2 måneder siden smagte jeg en sindssyg flot Gutsriesling fra Weingut Fries, der jo holder til  sydvest for byen Winningen i Mosel og nu smager jeg så hans nærmest mind-blowing 2020 Winninger Spätburgunder.

Du kan læse om Weingut Fries i min anmeldelse af deres 2021 Vom Schiefer Riesling Trocken, mens jeg her kigger på denne Winninger Spätburgunder.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra nogle af husets ældste vinmarker omkring Winningen. Daniel Fries laver denne vin med inspiration fra både Bourgogne, Oregon og Baden, hvor Daniel allerede har høstet erfaring.

 Winningen Pinot Noir er gæret med 60% hele klaser i åbne, neutrale egetræsfade med daglig pumpover og slutteligt efter endt gæring så lagret 18 måneder på brugte barriques.

I glasset er vinen vildt transparent … teglfarvet transparent og sender små røgsignaler op af glasset med en let, sødsyrlig og luftig aroma, der næsten er så uimodståelig, at jeg næsten må besvime, for det dufter rasende godt. Der er syrlige drops, fennikel, landlig, luftig og æterisk. Der er blomster, malerspand og acetone, gazebind med en lys, moden frugt af hindbær, jordbær, ribs, karamel og vanilje … jeg finder faktisk ligheder med en anden Daniels vine fra Mosel, nemlig Daniel Twardowski … jeg siger bare WAUW.

Smagen er også vildt lækker … typisk tysk Spätburgunder, men med denne lyse, vilde og sitrende energi. Frugten er lys, stringent, frisk og ren … det er rabarber, ribs, granatæbler og citroner med saltet samt jernagtig mineralitet … og så alligevel en svag sødme. Det er en sart, smuk og feminin vinøs lykkerus, som langsomt og præcist breder sig i munden med en æterisk cremethed … sensibel, sårbar, graciøs og yndefuld … Scheiße hvor er det fortryllende. 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, TysklandI opvarmningens hellige tegn … man skulle jo nødig få en skade … så smagte vi flere vine, bl.a. også denne 2020 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG fra Weingut Egert.

Det er også en vin, som jeg har smagt i tidligere årgang 2019 … og den er lavet alene med den frit løbne most efter sortering af druerne og presning. Vinen er kun lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en ukendt periode frem til aftapning på flaske og frigivelse.

RRG står – som anført – for Rheingau Großes Gewächs og er en nyere klassifikation, som man har indført fra 2018 årgangen, men alene i Rheingau regionen og alene gældende for tør Riesling eller Spätburgunder fra klassificerede vinmarker. RGG erstatter Erste Gewächs betegnelsen, men vinen skal bestå en smagsprøve fra bedømmelsesnævnet for at få RGG titlen.

Duftmæssigt er man ikke i tvivl … klart Riesling med en voldsom koncentreret petroleumsduft med terpentin og diesel suppleret med grøntsagsfond, linolie, bivoks, lidt grønne blade, stikkelsbær, æbler, pærer, fersken, nødder og den virker samtidig lidt olieret.

Vinen virker både duft- og smagsmæssigt lidt skarpere eller syrligere end 2019’eren, så i munden er der sure citroner, umodne grønne æbler og dermed masser af frisk bid. Samtidig føles den en smule olieret, cremet, blød og koncentreret med lemon bitterhed samt en lang eftersmag.  Jeg elsker sgu bare denne vin. 94 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster små 21,50€ … svarende til 160 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, TysklandAlting får en ende … også aftenen hos Keeper, som vi sluttede med endnu mere Pinot Noir og endda på fornemmeste måde via denne 2018 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir fra det fabelagtige Weingut Chat Sauvage.

Det er et vinhus, som jeg tidligere har besøgt, hvilket du kan læse om i mit spændende blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland og derfor skriver jeg heller ikke her mere om huset, men kigger blot lidt nærmere på denne vin, som jeg faktisk også har smagt før i både årgang 2007, 2014 og 2016.

Rüdesheimer Drachenstein marken ligger nedenfor de store statue og mindesmærke Niederwalddenkmal. Andre producenter som fx Weingut Josef Leitz, Weingut Dr. Nägler og Weingut Jakob Scholl Nachf har skam også parceller på marken.

Druerne er høstet manuelt … og sorteret både ved selve høsten og ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages gæringen på ståltanke efter en kort udblødning. Efter endt fermentering har den så gennemgået malolaktisk gæring og er lagret 18 måneder på franske barriques fra Bourgogne.

Hvor dufter det himmelsk … animalsk, fadfint og totalt lækker med lette koldrøgede noter, rosenblade, mineraler, sten samt stringent, lys og syrlig frugt med hindbær, jordbær, ribs, lyse umodne kirsebær samt en diskret fadnote med fennikel, vanilje, mælkechokolade samt en lidt grøntsagsfond og mentol. Vinen har denne luftige, æteriske, slanke og smukt parfumerede aroma, som en hundedyr eau de toilette med de skønneste duftolier.

Smagen er lys, sart, delikat og fin med denne forbandede lethed, blødhed og elegance. Det er lyse og syrlig frugt med ribs, jordbær, mirabeller, rabarber og lemon … masser af bid. men med en frisk og prikkende syre, der virker æterisk, forførende og feminin, så det nærmest er vinøse blondetrusser på den hvideste og reneste marmorhud. Det smager rasende godt, så 97 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor den efterhånden koster 729 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Schloss Johannisberg, SJ Pinot Noir Limited Edition, Rheingau, Tyskland

2019 Schloss Johannisberg, SJ Pinot Noir Limited Edition, Rheingau, TysklandDet store og turistede Schloss Johannisberg, der siden 1974 har været ejet af den rige Dr. Oetker familie, laver mest de velkendte Riesling vine med de forskelligt farvede Lack toppe, men her er det altså en rød Spezialitäten … 2019 SJ Pinot Noir Limited Edition.

Den er bestemt bedre en Oetkers pizzaburger … men hvad er ikke det? Jeg har faktisk engang besøgt Schloss Johannisberg, men det kan du lære mere om i mit indlæg; Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet.

Denne SJ Pinot Noir Limited Edition er der imidlertid ikke mange oplysninger om … som i slet ikke og jeg har endda søgt overalt på nettet … men uden resultat, så vi springer direkte til mine smagsnoter.

I næsen er vinen ganske aromatisk og endda parfumeret … der er mest kirsebær, blommer og lidt jordbær, der er tørrede blomster, tørret kød, lakrids, kakaopulver … noget tunge fadnoter med kanel og vanilje, men også noget jern og jod.

Smagen er også tør … har faktisk godt med tanniner, noget peber … endda stærk peber og det er bestemt ingen elegantier, men en solid tysk Hilda bondekone, der skaber lidt jovial, robust bulder, der hvor hun kommer frem. Den er en læskende og tør vin, hvor jeg ligger på 91 point.

Købt på vingården til 39,90 € … svarende til 297 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Fritz Waßmer, Syrah, Baden, Tyskland

2016 Weingut Fritz Waßmer, Syrah, Baden, TysklandI sæt nummer 4 havde vi luret, at det måtte være Syrah, som var fællesnævneren, men ingen havde vist luret, at den første vin var fra Tyskland. Dette var denne 2016 Syrah fra Weingut Fritz Waßmer i Baden.

Weingut Fritz Waßmer ligger i byen Bad Krozingen i Markgräflerland  mellem Schwarzwald og Rhinen. Det er et nyere vinhus, som er grundlagt i 1988 af Fritz Waßmer. Han er selvlært vinproducent og er fra en familie fra landsbyen Schlatt og har været vinavlere i flere generationer.

Fritz’ bror Martin Waßmer er i øvrigt også selv vinproducent i Schlatt og startede sit vinhus i 1999 sammen med sin hustru Sabine og det vinhus har jeg tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog bl.a. med deres 2008 Markgräflerland Spätburgunder.

Fritz startede sit vinhus ud fra en stor lidenskab for vin … specielt Pinot Noir fra Bourgogne, hvilket også siges at afspejle stilen i hans vine. Han har samlet 38 hektar vinmarker og de bedste marken er Kaiserberg Herbolzheim, Roter Berg Kenzingen, Sommerhalde Bombach, Bienenberg Malterdingen og så marken Schlossberg Achkarren på den anden side af motorvejen i Kaiserstuhl.

Udover Spätburgunder, så dyrker Waßmer også sorter som Chardonnay, Weißer Burgunder, Grauer Burgunder, Auxerrois og Frühburgunder … og de seneste år har han også tilføjet små plots med Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Sauvignon Blanc og Viognier.

Denne Syrah er husets basis Syrah, for de laver også en enkeltmarks Syrah fra Schlossberg Achkarren marken, men der er ikke meget info om vinen … udover den er lagret på barriques og den har 2,4 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der flæsk, røget kød, bacon, popcorn, kærnemælk, tobak, peber og andre krydderier, tør engelsk lakrids, knuste sten og granit, røgede noter, egefade, blåbær, blomme og hindbær, fennikel samt kakaopulver, blomster og animalsk stald.

I munden er det en mørk, fast og tæt vin med disse brændte og røgede noter, peber og frugt med kirsebær, blåbær og brombær. Langsomt kommer en lille sødme også snigende og gør vinen mere rund, blid og samtidig også lidt varmere … uden at miste sin kant eller dybde. Flot vin og nærmest med Nordrhône karakter … 93 point.

Waßmer forhandles herhjemme af Løgismose eller Vildmedvin, men denne er ikke fundet i sortimentet hos dem … kostede 29€, da den kom frem … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, Baden, Tyskland

2011 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, Baden, TysklandNogle gange skal man bryde sine principper … som fx at jeg aldrig anmelder en vin to gange. Men denne 2011 Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg fra Weingut Karl H. Johner smagte jeg tilbage i 2016 … så derfor er det helt på sin plads igen at vurdere vinen her knap 7 år senere.

Sidst jeg smagte vinen gav jeg den 7 fede Thumbs Up … og det er da også en vin, som Karl Heinz selv var – og vel fortsat er – pavestolt af, for 2011 var et exceptionelt godt år med perfekt modnet druer og kvaliteten var så høj at Johner valgte at lave en enkeltmarks vin af de bedste fade som ellers normalt bruges i deres SJ vin og det blev til denne Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg.

Oberrotweiler Eichberg marken er en af Karl Heinz’ 3 bedste marker. Den ligger på en bakke mellem Bischoffingen og Oberrotweil. Det er bl.a. der, at vinhuset dyrker deres Spätburgunder druer til topvinen Blauer Spätburgunder SJ.

Marken ligger optimalt eksponeret for solen … Karl Heinz siger, at den bliver kysset af solen hele dagen. Der er  jorden lerholdig med vulkanske sten. Navnet Eichberg betyder frit oversat “egebjerget” og det støder man ofte på i Tyskland og skyldes der i tidligere tid har stået egetræer på stedet.

Denne Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg er kun lavet denne ene gang, altså i årgang 2011, men er lavet ligesom deres almindelige topvin, dvs. med maceration i 4 uger og derefter lagring på nye barriques i 18 måneder.

Da jeg smagte vinen første gang – altså i 2016 – da var det under et besøg hos Johner … hvor flasken blev sat på vores bord. Så fik Karl Heinz besøg af en gammel bekendt … og de skyndte sig ud i marken … men stak lige hovedet ind i smagelokalet og tog flasken med ud i vinmarkerne … så derfor smagte vi kun et lille glas dengang.

Nu havde Jan imidlertid sat en hel flaske på bordet … og vinen holder sgu det samme imponerende niveau, som da jeg smagte den tilbage i 2016 … den er ikke mindre end monstrøs.

Vi gættede hurtigt, at de to vine i sæt 2 var på Pinot Noir aka Spätburgunder og jeg sagde tysk på denne første, mens vi vist på den anden gættede fransk bourgogne … eller måske lidt amerikansk.

De ekstra år i flasken siden 2016 har ikke gjort vinen mindre levende, træt, klatøjet eller segnefærdig … nærmere tværtimod, for vinen starter med klare Spätburgunder aromaer, der er ranke, klare og næsten mest minder om noget Ahr eller Franken Spätburgunder med grafit, blæk, grannåle og stadigvæk klassisk animalsk kostald og syrlighed. Det dufter rasende godt. Den har denne luftige elegance, der nærmest er parfumeret … og med lidt luft og tid i glasset, så får man lokket mere sødme, krop og små fadnoter frem.

Der kommer denne blide, luftige og æteriske duft med frugt af hindbær, lyse kirsebær og derudover egetræ, kanel, vanilje, trøfler, lakrids og noget skovbund … den er fandeme svær at blive sur på.

Den samme gælder faktisk i smagen, der også starter ganske rank, grøn og krydret med masser af røg, lejrbål og lærkeskud. Men hvor er det samtidig blidt, rent, fint, feminint, cremet, letflydende samt flødeagtigt, så vinen vitterlig smelter i munden, har luftig elegance, ingen kanter af nogen slags … bare med en koncentreret frugt og syre i en underskøn balance. Hvor er det dog godt. 100 point

Vinen kostede oprindeligt 100€ på vingården, men er udsolgt.

Vinanmeldelse 7/7