Tag-arkiv: Barolo

Barolo er en appellation i Piemonte og måske en af verdens bedste og mest kendte appellationer. Intet kan måle sig med god Barolo vin og derfor siges det også, at Barolo er vinenes konge og kongernes vin.

Barolo laves selvfølgelig på ren Nebbiolo, som skal komme fra marker i et lille område omkring 11 kilometer syd for Alba i hele eller dele af de 11 små kommuner Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba, Cherasco, Diano d’Alba, Grinzane Cavour, La Morra, Roddi,  Monforte d’Alba, Novello og Verduno i Cuneo provinsen.

Dette område omfatter omkring 1.700 hektar vinmarker og den årlige produktion ligger på cirka 10 millioner flasker Barolo … som jo i øvrigt har sit  velklingende navn fra landsbyen Barolo.

2013 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2013 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienVi fortsatte i Italien med årgang 2013, men nu var vi rykket fra Toscana til Piemonte, for næste vin var nemlig en 2013 Barolo Gavarini Chiniera fra Elio Grasso.

Det er en monsterlækker vin, som jeg også har smagt før og endda serveret for byggesjakket i årgang 2006. Men derudover har jeg også smagt vinen i både årgang 2009, 2015 og 2017.

Dermed har jeg også skrevet om vinhuset mange gange, så derfor kigger vi alene videre på Barolo Gavarini Chiniera 2013, hvor alle Nebbiolo druerne kommer fra vinmarken Gavarini, der er en 3 hektar stor parcel på Ginestra skråningen.

Elio Grasso er eneste ejer af Gavarini, hvor selve parcellen Chiniera så blot er en del af vinmarken. Gavarini Chiniera er beliggende en anelse højere, lidt mere veldrænet og med større indhold af sand i modsætning til Ginestra Casa Matés mere lerholdige jord, mens den midterste centrale del af Gavarini alene anvendes til Grassos topvin Rüncot.

Vinstokkene på Gavarini Chiniera er omkring 35-40 år gamle  og dyrket efter økologiske principper. Høst og den nænsom sortering er selvfølgelig sket ved håndkraft, hvorefter vinen har gæret under temperaturkontrollerede forhold i ståltanke.

Derefter var vinen igennem en 35-55 dage lang maceration, hvorefter vinen så  blev lagret 2½ år på store 2.500 liters brugte slovenske fade.

Uha … moden og samtidig med masser af kompleksitet … der er violer, garvet læder, tørrede blomster og samtidig også kandiserede nødder, ristede kastanjer, kanel og vanilje. Frugten er moden og det er primært kirsebær, fyldig kirsebærsauce endda, tranebær, ribs og lidt enebær suppleret med stenet mineralitet og en italiensk viril Ferrrari-hingst syre.

Som før med Barolo Gavarini Chiniera, så er smagen mere fyldig end for Barolo generelt, for den virker mere kødfuld, koncentreret samt kraftfuld, men dammm det smager godt. Smagen er egentlig blød og soft … i hvert fald til at starte med. Der er læder, tørrede blomster, lyse kirsebær, jordbær, tranebær og lidt lemon. Der er tjære, jod og en bitterhed som fra en rød Campari, mens tanninerne er stramme, vilde og kun let tøjlede, men bliver satans godt bid … og så hænger smagen bare i lang, lang tid i munden. 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske i nyere årgang 2019 koster 895 kr., mens prisen er 795 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2020 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienI det lille piemotiske battle mellem Barbaresco og Barolo fra Tenute Neirano, så var turen kommet til Barolo’en her i årgang 2020 og det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 20152017, 2018 og 2019 .

Denne Barolo er husets basis Barolo og selvfølgelig lavet på ren Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Gæring og maceration er sket med løbende overpumpninger af mosten for at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet.

Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Både farven i glasset og duften er mørkere end foregående Barbaresco … mere voksen vil nogle måske endda sige. For op af glasset kommer der en duft, der måske ikke er fin og feminin, men byder på tørrede blomster – hvor stilkene er kommet med – kamfer, garvet læder, ædeltræ, teak og mahognu, saltlakrids, let mentol og balsamico. Frugten ligger lige en smule skjult, men er nok mest ribs, tranebær og lyse kirsebær … og virker nok en anelse til den rustikke side.

Men hvor smager den godt … klar, frisk, stringent og tør … og selvfølgelig med et klart tannisk bid, som endda virker ret frugtrigt. Der er en frugt af kirsebær, ribs, tranebær og tyttebær … en rustik syre, noget peber og eller godt med friskhed, energi og tørre, vilde og meget frugtrige tanniner, der sikrer lang, lang eftersmag, hvor vinen virkelig hænger i munden i lang tid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, Italien

2020 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, ItalienAgricola Fratelli Broccardo har vi mødt før her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg husets 2020 Barolo San Pietro.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstikke på Bricco San Pietro marken i Monforte d’Alba i 380 meters højde og har en syd- til sydvestvendt orientering, hvor solen giver frugten ekstra pondus og smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke ved 28 grader. Efter malolaktisk gæring i ståltankene har vinen lagret 24 måneder i op til 10 år gamle slavonske samt franske 60 hektoliter egetræsfade. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.

Duftsmæssigt er der godt med blomster … tørrede rosenblade, violer, grønne plantestængler, kamfer, medicinkasser, hæfteplaster, læder og tobaksblade. Frugten er arketypisk Nebbiolo med kirsebær samt ribs, blåbær og tranebær med en balsamisk nerve, cedertræ, røg, marcipan og lidt saltlakrids, kaffe og mørk chokolade.

I munden er det en tør vin … men har en fin ren, klar, cool og kølig frugtsødme, masser af lys frugt, syrlige drops, ribs, sure kirsebær og tranebær. Der er en frisk og stram syre med masser af citroner samt lemon, en meget let Campari bitterhed og vilde, knastørre tanniner, som dog aldrig bliver ustyrlige … men giver lækkert bid. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Alberto Voerzio, Barolo, Piemonte, Italien

2013 Alberto Voerzio, Barolo, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barolo, for jeg havde også i vinkøleskabet gemt en række Barolo’er i flere årgange fra Alberto Voerzio og denne aften blev det årgang 2013 i vinglasset.

Voerzio navnet er velkendt i Barolo, hvilket primært skyldes  Albertos onkel, som er den kendte producent Roberto Voerzio, som vel er én af de mest hypede producenter i Barolo området. Robertos Barolo’er koster da også spidsen af en jetjager, så jeg har faktisk kun smagt hans Langhe Nebbiolo’er, som dog også har et fantastisk højt niveau.

Azienda Agricola Alberto Voerzio ligger i La Morra og den unge Alberto grundlagde sit vinhus i 2006 efter endt uddannelse og flere ophold i Frankrig.

Den unge vinmager har samlet 4 hektar vinmarker, bl.a. 1,16 hektar på den berømte La Serra mark samt 0,5 hektar på Fossati marken, mens de øvrige hektar er fordelt på forskellige marker omkring La Morra. Parcellen på Le Serra ligger i øvrigt lige op til onkel Robertos mark, så måske har Alberto købt dette stykke af onklen.

Denne basis Barolo fra Alberto Voerzio er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær. Macerationen varer normalvis alene 5 dage, hvorefter fermenteringen starter i rustfrie ståltanke og varer omkring 12-15 dage med 2 gange daglig overpumpning.

Efter alkoholiske gæring lagres vinen 24 måneder på barriques, heraf er 25% nye fade. Efter lagring kommes vinen igen på rustfrie ståltanke, hvor den ved 4 grader lagrer 15 dage, således eventuelle gærrester kan falde til bunds og sorteres fra. Der ligger den så og hygger sig i 8 måneder inden aftapning uden filtrering.

Duften er klassisk Nebbiolo … gammel læder, violer, tørrede rosenblade, gammel træ, ædeltræ og tjærefyldte jernbanesveller, sorte kirsebær, jordbær og hindbær, tobak og lidt pebermynte, røg og tør lerholdig jord.

Smagen er ligeledes utrolig tør med denne lidt modne side, hvor kirsebærrene er mest fremme sammen med hindbær og ribs, men så kommer tanninerne virkelig frem … totalt udtørrende og sætter sig på tænder og i ganen med masserende stor og vild kraft, smerteligt, direkte og punkterende. Du mærker et mineralsk islæt, kridt, jern samt præcision og dedikation. 94 point.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 700 kr., men købt på tilbud til 350 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2017 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienVores aften sluttede med et glas af en gammel kending, for det var nemlig vinen Barolo Ravera fra det tjekkede piemontiske vinhus Réva beliggende på Località Gallinotto lidt udenfor Monforte d´Alba i retning mod Dogliani.

Det er et fremragende vinhus, som jeg selv tidligere har besøgt tilbage i sommeren 2019 og det – samt masser af info om selve vinhuset – kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus.

Denne Barolo Ravera har jeg også smagt før, hvilket var i årgang 2013, men 2017’eren er også på Nebbiolo druer fra den øst- og sydøstvendte mark Ravera i Novello i 380 meter højde og ligger faktisk ved selve vinhuset og resortet. Høsten foregår manuelt og der laves kun 4.500 flasker af denne vin årligt

Giana Luca Colombo har lavet Barolo Ravera med spontangæring alene med druernes egne naturlige gærceller i store kugleformede egetræskar over 30-35 dage, mens den malolaktiske gæring sker i ståltanke. Derefter er vinen så lagret 24 måneder på egefade.

Slam … og samtidig lidt en overgang fra en blød burgundisk vin til en jernhård, tanninrig og oldschool Barolo. I næsen vælter det op med både violer, læder, tjære, kamfer, engelsk lakrids, godt med lerjord og tørrede rosenblade spredt udover det hele. Frugten er så syrlige kirsebær og hindbær, lidt bitre campariagtige elementer og en syre, der virker tæt, koncentreret og så aftryk fra fadlagringen med vanilje samt mælkechokolade.

Smagsmæssigt styrer de syrlige kirsebær og ribs suppleret med en syre, der også trækker et bundt med af sure citroner. Det er tørt og virker ung som bare pokker. Det giver bid, karakter og tanninerne er vilde, knastørre … men har også gnubbet sig op af noget fløjl, så det også giver en rund fornemmelse samtidig. 96 point.

Forhandles i dag bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske normalt koster 999 kr., men kan fås til rabatpris på 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, Italien

2011 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, ItalienBarolo Garretti fra La Spinetta har jeg smagt før i årgang 2018, men Jan havde til vor vinaften taget 2011 årgangen med af den imposante vin.

Alle Nebbiolo druerne kommer fra 70 år gamle vinstokke på vinmarken Garretti i Grinzane Cavour. Høsten sker manuelt med sortering i vinmarken og derefter hjemme i kælderen.

Alle druerne blev så afstilkede, inden de så blev knust. Gæring og maceration er så sket i rotor-fermentorer, der sørger for, at der hele tiden er bevægelse i den gærende most. Gæringen tager omkring 14-15 dage inden malolaktisk gæring i brugte franske egefade.

Derefter er vinen lagret 24 måneder på 50% nye og 50% et år gamle franske 600-liters fade hvorefter den endelige vin sammenstikkes i rustfrie ståltanke og derefter flaskes den og lagrer yderligere 12 måneder på flaske.

Uha det dufter fandeme godt … pardon my french, men duften er bred, moden med parfumeret urkraft og modent fadpræg med aske, tørv, kul, appelsinskal, trøffel, østershatte, violer, tulipaner, gammelt læderbælte, vanilje, kanel, medicinkasser og hæfteplaster samt en moden frugt med syrlige kirsebær og ribs … aromatisk og moden parfumeret. Vildt lækkert.

Til trods for, at vinen er årgang 2011 er den spændstig, leverende, ungdommelig og stram. Tanninerne er vilde, knastørre og markante, således der sætter et udtørrende aftryk i ganen, snerrende, vred og utilnærmelig, som Nebbiolo skal være, når det er bedst. Der kommer lidt salt- og mentollakrids, en meget saftig og syrlig frugt med syrlige kirsebær, ribs og kandiseret granatæbler og lidt lemon bidrager til at gøre festen syrlig og præcis. 97 point.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor en flaske i en nyere årgang koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Broccardo, Barolo San Giovanni Riserva, Piemonte, Italien 

2017 Broccardo, Barolo San Giovanni Riserva, Piemonte, Italien Agricola Fratelli Broccardo har vi mødt her på Houlbergs Vinblog tidligere, men nu smager jeg atter en vin derfra … en 2017 Barolo San Giovanni Riserva.

Her kommer Nebbiolo druerne fra terroiret San Giovanni i det nordvestligste del af Monforte d’Alba på en parcel, der skråner mod syd- og sydvest i op til 380 meters højde.

Druerne er efter høst først afstilket og knust, hvorefter gæring er sket ved kontrolleret temperatur på 28 grader i ståltanke efterfuldt af malolaktisk gæring over 20 dage.

Så er vinen lagret mindst 18 måneder på 35 hektoliter fade af forskellig alder … fra nye til 10 år gamle, hvorefter en aftappes på flaske og ligger endnu lang, lang tid på flaske inden frigivelse, for alle husets Riserva vine lagrer samlet 62 måneder.

I glasset er det en pænt murstens- eller teglfarvet vin, der udsender aromaer af violer, christjørn, cedertræ, tørt egetræ, kamfer, grønne grene, tørrede blomster og tørrede tomater … virker virkelig tør og har en frugt af syrlige kirsebær, grønne jordbær og ribs, men frugten virker samtidig også varmere og lidt tørret i udtrykket, men der er også noget umami af skovbund og mulle efterårsblade.

Det er i munden bare utroligt blødt … blødt og modent med en lys, stringent og finbitter frugt. Der er lyse kirsebær, umodne jordbær, ribs, rabarber, nogle lemonagtige elementer, letbitter Campari samt selvfølgelig nogle knastørre, mundmasserende tanniner, der dog er fine og kommer sammen med en lille og beskeden sødme. Men for pokker, hvor er det tørt, modent og lys intens. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Poderi Aldo Conterno, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2015 Poderi Aldo Conterno, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienMed Jans 2. rødvin var der for alvor dømt gummemasserende tanninbid, for det var nemlig en 2015 Barolo Bussia fra Poderi Aldo Conterno … et de klassiske barolohuse.

Aldo Conterno var søn af Giacomo Conterno, hvis far Giuseppe jo grundlagde det legendariske vinhus i Monforte d’Alba i starten af 1900-tallet og i 1920 startede med at tappe de første Barolo.

Da Aldo sammen med sin storbroder Giovanni Conterno i 1961 overtog driften af deres far, så var det Giovanni, der som ældste søn, stod i spidsen for vinhuset.

Aldo ville dog selv stå for produktion af egne vin, så i 1969 forlod han familiens vingård og grundlagde Poderi Aldo Conterno, bl.a. inspireret af Angelo Gajas, der som modernist  var startet med at lave revolutionerende nye Barolo vine med kortere gæring og lagring på barriques.

Aldo Conterno blev fra starten opfattet som meget moderne, mens vinene fra broderen Giacomo Conterno modsat blev opfattet som ekstremt traditionelle. Aldo Conterno var meget åbensindet og ville ikke lade sig begrænse af tidligere generationers traditioner.

Selvom Poderi Aldo Conterno var inspireret af modernisterne, så fastholde Aldo alligevel nogle af de gamle dyder og regnes ikke som en typisk modernist, for nogle af vine laves traditionelt og andre efter mere moderne metoder.

Imidlertid blev Poderi Aldo Conterno alligevel en af en af de mest berømte producenter i området … selvom han måske ikke helt når broderen Giacomo Conterno. Men Aldos vine hører i dag til blandt de allerstørste vine fra Barolo.

Alle Barolo vinene hos Poderi Aldo Conterno kommer alle fra parceller på den berømte Bussia mark i Monforte d’Alba. Aldo har gennem årene  nedsat udbyttet på markerne gradvist og vinene har nu endnu større koncentration og kompleksitet.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, som alle dyrkes efter økologiske principper, uden at man dog ser det som en nødvendighed at blive certificeret.

Aldo Conterno døde i 2012, så vinhuset drives i dag af hans 3 sønner Franco, Stefano og Giacomo, som er fulgt i fodsporene efter deres far og viderefører familiens tradition. De laver omkring 80.000 flasker årligt.

En af vinene er denne Barolo Bussia … som man vel kan kalde en bassis Barolo Bussia, da Nebbiolo druerne kommer fra forskellige parceller på Bussia i Monforte d’Alba og 15-20 år gamle stokke.

I glasset er det en moden vin med brunorange murstensfarve, mens duften ligeledes afslører en modenhed, hvor der kommer masser af læder, violer, røde rosenblade, tørrede blomster, noget bitterhed fra Campari vermouth eller en Dr. Nielsen bitter, lidt kamfer, hostesaft, lakridskaramel, lidt nødder, ristede hasselnøder, lyse kirsebær, ribs samt tørre krydderier og tør jord. Dufter himmelsk.

Smagen er sgu totalt top Barolo med tannisk vildskab  … vild tør og bitter, men samtidig er vinen let, lys og elegant. Der er lyse bær, ribs, hindbær, granatæbler, virkelig fin, feminint og næsten sart i en bitter ekstase stringent elegance. Tanninerne er lyse, tørre og out-of-this-world vilde, men det klæder bare vinen, da det sker på en moden og lys måde. Det er bid for alle skillinger og bitterhed, så emaljen på dine tænder visner … men damm det er godt. 97 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske i årgang 2017 koster 899 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Giovanni Manzone, Barolo Bricat, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Bricat, Piemonte, ItalienIl terzo ed ultimo Giovanni Manzone Barolo i årgang 2019  – den 3. og sidste – blev også én Barolo, men én jeg aldrig før har smagt og det er denne Barolo Bricat.

Barolo Bricat er atter en enkeltmarksvin, hvor Nebbiolo druerne kommer fra nogle over 50 år tussegamle vinstokke på Monforte d’Albas ikoniske på den øverste del af Gramolere … den del som kaldes Ciabot Bricat og blev købt af Manzone i 1989.

Nebbiolo vinstokkene på Ciabot Bricat er af den gamle Rose-sort, som giver en lidt andeledes finesse og denne Barolo Bricat har Manzone produceret siden 1994

Vinen er lavet med gæring og maceration over 30-40 dage med forsigtige overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret 36 måneder på både 500 til 700 liters slavonske og franske tonneaux-fade, et par måneders hvilke i betontanke og så mere lagring på flaske inden frigivelse. Der laves alene et par tusinde flasker af vinen.

Duftmæssigt anderledes end de forrige, mere kompleks, æterisk og moden med ædeltræ, mahogni- og teaktræsolie, cedertræ, lakridset og parfumeret, men stadig med læder, rosenblade, violer, mentol og noget medicinskab, pilleglas, gazebind og kamfer. Frugtmæssigt har man skruet op for kirsebærrene, som virker koncentrerede, intense, fyldige og varme … får følgeskab af fuldmodne brombær, tranebær og ribs. Aftrykket fra fadene er lidt tydligere end de 2 forrige, har vanilje, kanel og lidt mælkechokolade.

I munden er det virkelig elegant … virker mere voksen, mere blød samt fadpræget og selv syren er knap så vild, mindre italiensk og så fortsat med ribs, umodne blommer og hindbær, mens tanninerne så bare ikke skåner nogle, for de er knastørre med et lidt bitter smil og udtørrer din mund med masserende masochistisme, men her elsker vi at mundbank sammen med den stringent citronagtige syre, så dermed 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, ItalienBarolo numero due fra Giovanni Manzone i samme årgang 2019 var så denne Barolo Castelletto, hvor Nebbiolo druerne er fra Castelletto marken, der skråner stejlt i det østligste Monforte d’Alba.

Castelletto marken ligger samtidig ned mod grænsen til nabozonen Serralunga. Markens hældning og jordbunden af sandsten giver en ekstrem naturlig dræning, der i sidste ende frembringer druer samt vine med enorm koncentration af smag og tannin.

Mosten spontangærer ved 28 grader med de naturlige gærceller i rustfrie ståltanke med hele 30-40 dages udblødning af drueskallerne under og efter gæringen.

Vinen lagrer efter endt fermentering 30 måneder på 500-700 liter franske og slavonske tonneaux-fade og derefter et par måneder på betontanke inden aftapning og filtrering suppleret med 10 måneder i flaske inden frigivelse. Det er en vin, som Manzone har lavet hvert år siden 1961.

Duftmæssigt virker vinen en snas mørkere og mere tæt end Gramolere, nærmest sådan med en smule oksefond, selvom der skam fortsat er både læder, tørrede rosenblade, violer, noget lakrids og fennikel og heller ikke medicinskabet står helt uberørt. I næsen er kirsebærrene mørkere suppleret med jordbær, tranebær og ribs, men også noter fra fadene kommer mere frem med tørt ædeltræ, mahogni, trøfler, ganske svag mentol og kamfer.

Uhhh … virker også til at starte med blødere end Gramolere … frugten synes også blødere med bløde kirsebær, blommer, hindbær og ribs, men Castelletto har et knusende stramt Nebbiolo bid med en syre, der er spændstig, let, lys, ung og ilter italiensk. Den giver et bid med sort te, lemon og Campari bitterhed suppleret med tørre, ubarmhjertige og mundmasserende tanniner, der sparker og river, men lige med en lille fin bamsesødme, som giver lidt rundhed, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7