Tag-arkiv: 5½

2011 Vilmart & Cie, Grand Cellier Rubis Premier Cru, Champagne, Frankrig

2011 Vilmart & Cie, Grand Cellier Rubis Premier Cru, Champagne, FrankrigVi slukkede og lukkede den lille, intime og eksklusive VIP Champagnesmagning og Private Dining med Vilmart & Cie … nemlig deres Grand Cellier Rubis Premier Cru i årgang 2011.

Det er en blanding af 60% Pinot Noir … Rosé de Saignée samt 40% Chardonnay fra 60 år gamle vinstokke på Premier Cru marker i Rilly-la-Montagne. Rosé de Saignée er den fritløbende most fra rødvin efter et par timers maceration. Inden presningen er der allerede en let rød saft i karet/tanken og den kaldes Rosé de Saignée … resten laves til rødvin.

I denne Grand Cellier Rubis Premier Cru har  Laurent Champs lavet basisvinen uden malolaktisk gæring med bl.a. 10 måneders lagring i barriques og efter aftapning på flaske er champagnen så lagret 5 år i vinkælderen inden dégorgement i maj 2016 med en dosage på 8 gram pr. liter.

Det dufter også lidt af røde bær … meget spidsfindigt, sofistikeret og elegant, men også lidt tilbageholdende i aromaerne. Det er modne jordbær, hindbær, kirsebær, umami, vanilje … fint og sart. Det er små sting, præcisionsarbejde. Den virker ikke sådan crips, men mere rund, blød med klar kalkmineraler, men også blomster, et nybagt franskbrød og lidt tørret kød.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt … ikke en skarp og tør champagne, men blød med masser af jordbær og blidhed. Det smager rasende godt … støvet, kalket, fyldig og en lækker cremet tekstur. Bred, rig, moden og lige til at give et kram.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2008 Gabriel-Pagin Fils, Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru, Champagne, Frankrig

2008 Gabriel-Pagin Fils, Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru, Champagne, FrankrigVi fortsatte med Blanc de Blancs … en 2008 Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru aka Millésime 2008 fra champagnehuset Gabriel-Pagin Fils.

Det er et champagnehus, der ligger i Avenay Val d’Or … og er grundlagt i 1946 af Roger Gabriel. I dag drives huset af 3. generation i form af Aurélien Gabriel, dog sammen med hans far Pascal … og selvfølgelig også lidt hjælp fra moderen. Med andre ord en rigtig lille familievirksomhed.

Huset har samlet omkring 9 hektar marker, som fortrinsvis er både Premier Cru og Grand Cru marker, som er beliggende omkring Avenay Val d’Or og Mutigny.

Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs er lavet helt traditionelt med presning efterfulgt af både alkoholisk og malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagrer 6-8 måneder sur lie inden vinen tappes på flaske. Derefter lagrer champagnen med andengæring i 12 måneder, hvorefter der tilsættes en lille dosage på 4,5 gram.

Duftmæssigt er der virkelig godt med frugt i denne champagne, men også både kant samt kompleksitet. Frugten er nærmest tørret abrikos og kandiserede ananas. Der er også svage oxiderede noter, æteriske olier, citroner, karamel, havrekiks … en ganske dyb, moden og aromatisk duft.

Smagsmæssigt er frugten også monstrøs … det er æblefedme, voluminøs, sød grape, parfumeret. Det er cremet, boblerne er blide og alligevel er det champagne med nerve. Det er den tykke pige i klassen … men også sjove, livlige og fantasifulde.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2006 Claude Cazals, Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru, Champagne, Frankrig

2006 Claude Cazals, Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru, Champagne, FrankrigDenne Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru er en af de to absolutte top champagner hos Claude Cazals og lavet første gang i 1995 af Delphine sammen med hendes far Claude Cazals … altså blot året før faderen døde.

Det er en Blanc de Blancs, hvor Chardonnay druerne kommer fra husets stolthed … Grand Cru marken Le Clos på 3,7 hektar midt i Oger. Marken – der er omkranset af gamle mure og deraf navnet Le Clos – købte Delphines bedstefar tilbage i 1950’erne til sin søn Claude og sammen plantede de vinstokke på marken, helt overbeviste om, at dette sted var perfekt for druer.

For Delphine er det derfor heller ikke bare en vinmark, men et sted hun kommer, når hun skal lade batterierne op og finde ny energi … nærmest et helligt sted, hvor hun nyder naturen og historiens vingesus … og måske endda tænker på sine forfædre.

På billedet ovenover kan I faktisk se Delphine på Le Clos.

De over 60 år gamle vinstokke er høstet med håndkraft og kommer ved ankomsten til vingården i den store presse, hvorefter vinificeringen primært sker i store temperaturkontrollerede  rustfrie ståltanke, mens 10% dog sker i egefade.

Efter flaskning lagrer vinen med andengæringen i 10 år sur lie, hvorefter champagnes gøres klar med en ganske lille dosage på kun 3 gram pr. liter.

Næsen emmer af gær, fersken, grønne æbler, citron og honning … ganske let – om end moden – i frugten og har måske endda svag oxidering. Derudover er der kalk, dej, dessertkager, urter samt ganske svag fennikel. Interessant.

Smagsmæssigt er der god intensitet og dybde, ganske tør og boblerne er sindssyge og virkelig tætte, aggressive. Der er modne æbler i smagen … nedfaldsæbler måske endda, smørkrydrede noter, muskat og nødder samt en virkelig flot lethed. Det smager forrygende og igen højt niveau.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 719 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Louis Nicaise, Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

N.V. Louis Nicaise, Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigMer’ fra champagnehuset Louis Nicaise, nemlig deres monsterlækre Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs … en af de champagner, som faldt i god jord hos de fleste omkring bordet og som især flere af kvinderne var vilde med. Som I kan se, er flasken også helt tom, godt tegn.

Det er også en sand lille perle af en champagne og en Blanc de Blancs, som selvfølgelig er lavet på ren Chardonnay, hvor 60% er fra kalkholdige Premier Cru marker omkring Hautvilliers og resten fra Grand Cru marker ved Chouilly.

Grundvinen er lavet ved, at 70% af vinen er vinificeret og lagret på egefade … store Tonneaux fra Bourgogne og undergår malolaktisk gæring, mens de sidste 30% er vinificeret og lagret helt traditionelt i temperaturstyrede rustfrie tanke.

Vinen er først samlet 7 år efter høsttidspunktet og har fået en meget lav dosage på 8 gram pr. liter. Der laves meget få flasker af denne champagne hvert år … vistnok et sted mellem 1.500 og 3.000 flasker.

Le Noces Blanches betyder det hvide bryllup med reference til blendet af grundvinen på både egefade og ståltanke, men Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs er også lidt som et bryllup … voldsom elegant, romantisk og nærmest med blonder på. Det dufter fint, sart med citrus, nødder, æbler, brunet smør og karamel tilsat en lille smule tørretumbler. Virkelig lækker duft.

Det lette går også igen i smagen, hvor boblerne er fine, levende og afstemt perlende. Derudover er der friskhed, æbler, lidt grape og citrus, utrolig luftig og let i smagen. Det smager stjernegodt, smukt, delikat med en fin, fin eftersmag.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 319 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Domaine Agapé, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

2012 Domaine Agapé, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, FrankrigHold nu op … det er faktisk 2 år siden, at jeg sidst har smagt en vin fra Vincent Sipp fra Domaine Agapé i Alsace … og denne Riesling Grand Cru Rosacker har jeg endda heller aldrig skrevet om her på bloggen.

Domaine Agapé er et fantastisk sted at besøge, for dels er Vincent en meget charmerende og totalt gæstfri mand – lidt på samme måde som hans broder Jacques fra Domaine Sipp Mack – og dernæst er vinene fra Agapé helt fantastiske.

Vincent har sammenlagt omkring 8,5 hektar vinmarker, hvoraf hans parceller på Grand Cru markerne Schoenenbourg, Rosacker og Osterberg udgør omkring en tredjedel af det samlede areal.

Vincent dyrker markerne ordene efter økologiske principper. Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og jorden bliver pløjet i efteråret for både at stimulere livet i jorden og undgå vinterens erosion. Målet er at få så koncentrerede druer med så rent et udtryk som muligt.

Denne Riesling Grand Cru Rosacker er selvfølgelig en enkeltmarksvin med druer fra Grand Cru marken Rosacker. Marken ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvoraf Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Jacques vin fra Rosacker marken i samme årgang 2012 har jeg i øvrigt også smagt tidligere.

Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel, kalkholdig ler og Muschelkalk, som har en pH værdi på 8,2 og er meget rig på kalcium samt magnesium. Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken og vinstokkene på marken er er omkring 25 år gamle.

Næsen har herligt med petroleum, fersken, abrikos, citron, grønne æbler, sødkrydret og indelukket omklædningsrum efter en serie 5 kamp og egentlig en meget intens, inderlig og vedkommende aroma.

I munden er der god og blød syre, svagt krydret med lidt røg, fersken, abrikos, citron … meget cremet og alligevel med sten, jord og en vis sødme. Der er lidt varme over smagen og generelt en givende samt meget smagfuld Riesling.

Forhandles hos Clement Vin, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2013 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienBarolo i glasset og og roen sænker sig. Jeg har sat det formidable nummer Rock ‘N’ Roll Suicide med David Bowie på iTunes spilleren … I ved fra albummet om Ziggy Stardust fra 1972. Koncentreret slynger jeg i glasset vinen Barolo Ciabot Tanasio fra Sobrero Vini rundt … Oh no love! You’re not alone.

Vinhuset har jeg skrevet om for nogle måneder siden, da jeg smagte deres 2015 Barbera d`Alba Selectio. Dengang skrev jeg en masse om Sobrero familien og vinhuset ved den gamle landsby Castiglione Falletto omkring 5 kilometer nord for Montforte d’Alba. Det skal jeg undlade denne gang og koncentreret krudtet om denne Barolo Ciabot Tanasio.

Bowie og Barolo … egentlig en fin cocktail og har egentlig også mange lighedspunkter. Begge har mange ansigter, verdensberømt, enestående, kunstnerisk og kan være fin, aggressiv og vild i sine unge år. Nå, jeg vrøvler vist … lad os komme tilbage til vinen.

Druerne til vinen kommer fra flere forskellige vinmarker, nemlig markerne Valentin, Piantà og Pernanno i Castiglione Fallettos blide bakker i omkring 350 meters højde. Vinstokkene er op til 55 år gamle og har en undergrund med sand og kalksten.

Macerationen og gæringen foregår på mindre ståltanke i omkring 35 dage. Selve udblødningsprocessen styres manuelt ved hjælp af omrøring i tankene. Efter den første gæringsproces, ledes druemosten over i nye ståltanke, hvor den malolaktiske gæringsproces finder sted.

Denne proces tager 6 måneder og tilfører vinen mere klarhed, kompleksitet og syren blødgøres. Herefter kommer vinen på store 25 og 50 hektoliters egetræsfade i mindst 24 måneder, inden den tappes på flaske uden filtrering. Det er en vin, som familien Sobrero har lavet lige siden 1964 og de laver årligt 20.000 flasker af vinen.

Og det er helt klassisk Bowie … øhhh Barolo med tørrede rosenblade, violer, vissen skovbund, balsamisk syre, garvet læder, moden lys frugt, virkelig en lækker frugt, hindbær, kirsebær, tobak, røg, tjære og asfalt og lidt fra en tørretumbler. Det dufter vildt godt.

I munden er det spændstig og moden, lys frugt, godt med tanniner, syre, sten, stramt, stringent og rent. Det bider på herligste facon og vinen næsten skriger på mad. Trods en vis modenhed i den lyse frugt, som bjergtager, så er det alligevel fortsat en bumset teenager på syre … bliver voksen om nogle år. Oh’ You Pretty Thing.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr,, men køber du 6 flasker er prisen 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2014 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienVi fortsatte i samme høje oktav Riesling med næste vin fra Frankland Estate, nemlig vinen Isolation Ridge Vineyard Riesling i en årgang 2014 og det blev – for mig – klart aftenens bedste vin … et my bedre end foregående vin.

Isolation Ridge Vineyard er jo den store mark, som ligger rundt om vingården og som Barrie Smith og Judi Cullam tilplantede med to forskellige Riesling kloner tilbage i 1988, da de besluttede sig for at blive vinbønder. Det er en mark, som ligger på en højderyg med en undergrund af malm og ler, mens overfladejorden er grus.

Isolation Ridge Vineyard Riesling er lavet nogenlunde som foregående vin, dvs. at druerne efter høsten presses straks efter ankomsten til vingården. Derefter hviler de natten over inden gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Vinen lagrer herefter 6 måneder sur lie, men en lille del lagrer på neutral eg i 10 måneder inden endelig blend og tapning på flaske.

Duftmæssigt er der igen pænt med petroleum, og så er vinen let og luftig med lime, fersken, æbler, igen masser af grønt, let appelsin, gule blomster, syre og mineraler.

I modsætning til Poison Hill er syren her holdt lidt mere i tøjlerne … bevares, det er fortsat et sandt syretrip, hvor det er sprødt, crisp, spændstigt, let på tå med masser af lemon, grapebitterhed og vinen nærmest napper efter mig i bedste leg tag-fat stil med netop legende lethed, så man bliver rigtig glad. Og hvem vil ikke gerne nappes en gang imellem? Haps det er godt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 233,10 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Frankland Estate, Poison Hill Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2016 Frankland Estate, Poison Hill Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienNæste Riesling fra Frankland Estate blev fra deres serie af Single Vineyard vine, nemlig denne Poison Hill Vineyard Riesling.

Poison Hill Vineyard Riesling har Frankland produceret siden 2001 og druerne kommer selvfølgelig fra marken Poison Hill Vineyard. Det er en 3 hektar stor vinmark, som ligger 15 kilometer nord for vingården og har sit navn efter den giftige plante Heartleaf Bush. Den kaldes i øvrigt også for Gastrolobium Grandiflorum på latin og er yderst giftig undtagen for nogle af de indfødte dyr.

Marken er tilplantet tilbage i 1988 og har en undergrund med hvid ler og forvitret kvarts, hvilket passer en sort som Riesling helt perfekt. På billedet ovenover ser i Hunter Smith, som måske sidder og nyder livet på Poison Hill Vineyard … eller en af de andre vinmarker.

Efter høst presses straks ved ankomsten til vingården, hvorefter de hviler natten over inden gæringen derefter sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Ingen lagring på eg overhovedet.

Duftmæssigt … nu snakker vi. Der er herlig petroleum … ikke voldsomt, men vinen er også endnu helt ung. Derudover er det æbler, stringent syre, lemon, grape, kørvel, grønne elementer, grønne urter, hvide blomster samt en flintesten.

Smagen er syreskarp … langt skarpere samt meget mere kompleks, sammensat og nuanceret end foregående Rocky Gully. Syren er simpelthen pivskarp, sprød, stenet med flint, mineraler, vildt megen citron, grape og bitterhed. Uha, det er europæisk smertelig på den smukkeste vis. Stor Riesling … og så fra Australien.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 233,10 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Domaine Louis Moreau, Chablis 1. Cru Vaulignot, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Louis Moreau, Chablis 1. Cru Vaulignot, Bourgogne, FrankrigDomaine Louis Moreau, som står bag denne Chablis 1. Cru Vaulignot, ligger i den lille by Beines i Chablis området i Bourgogne … omkring 10 kilometer nordøst for Auxerre.

Moreau familien har været vinbønder i Bourgogne siden begyndelsen af 1800-tallet, hvor Jean Joseph Moreau arbejdede som tonnelier, altså producerede vintønder. I 1814 skiftede han imidlertid spor og etablerede sig som vinkøbmand med huset J. Moreau & Fils, som siden har lagt grund til det nuværende Domaine Louis Moreau samt Domaine Christian Moreau, som drives af Louis’ onkel.

Louis Moreau er 6. generation og er selv uddannet ønolog fra fra Fresno State University i Californien og har også arbejdet for forskellige vinhuse i staterne inden han i 1994 vendte tilbage til Chablis og overtog driften efter hans forældre Jean-Jaques Moreau og Eva Madsen … ja, det hedder hans mor. Om hun er dansker ved jeg imidlertid ikke, men det lyder jo unægtelig sådan.

Moreau driver reelt 2 vinhuse, nemlig Domaine Louis Moreau samt Domaine de Biéville. Domaine de Biéville ligger i den østlige del af Chablis og er startet af Louis’ far i 1970’erne, hvor han tilplantede en stor 45 hektar sammenhængende vinmark.

Domaine Louis Moreau ejer omkring 20 hektar og allerede i starten af 1900-tallet købte familien en række vinmarker, så i dag ejer de blandt andet en lang række Premier Cru og Grand Cru marker, faktisk ejer de 5 Grand Cru marker, heraf er de endda eneejer af en af Grand Cri markerne … altså en såkaldt Monopole mark. Derfra laver de bl.a. vinen Grand Cru Clos des Hospices dans les Clos.

Louis Moreau laver alene hvidvine og 11 forskellige fra de to domainer. Louis’ vine fadlagres gennemgående kun ganske få måneder for at fadets vaniljearomaer ikke skal maskere vinenes naturlige store renhed og kompleksitet. Målet er at lave vinene der bedst muligt afspejler den unikke terrior.

Denne Chablis 1. Cru Vaulignot er selvfølgelig med druer fra marken Vaulignot, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1976. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay og vinen er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den både er gæret og derefter lagret 18 måneder sur lie, altså på bærmen, hvorefter den klares og filtreres inden aftapning på flaske.

Næsen er lidt landlig, men har en lækker, luftig, let og kalket aroma med salt, karamel, smørblomster, melon, svag fersken, lidt ananas … meget indbydende næse.

Smagen er blid, cremet, kalket med citron, mineraler, ren frugt og en smuk elegance. Det er næsten som om, at vinen smelter i munden og bare gør dig i godt humør. Det er feminint, let og stærkt vanedannende. Lækker vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 198,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Emmerich Knoll, Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd, Wachau, Østrig

2016 Weingut Emmerich Knoll, Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd, Wachau, ØstrigØstrig gjorde en pokkers god figur i det lille uofficielle pukkelpist europamesterskab i tør Riesling og den første østrigske kombattant var denne Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd fra Weingut Emmerich Knoll.

Vinhuset Emmerich Knoll ligger i Unterloiben lidt sydøst for Dürnstein ved et af der schönen blauen Donaus mange sving og er en af de mest berømte vingårde i Østrig … ja den gamle traditionelle vingård har vel nærmest kultstatus blandt vinkendere i hele verden.

Vingården – der kaldes Loibnerhof – er en over 400 år gammel restaurant, gastgarten samt lille hotel. Familien Knoll har drevet Loibnerhof siden 1825 og altid lavet vin, selvom det alene i starten var de særligt gode årgange, som blev fyldt på flaske.

Siden 1947 har Weingut Emmerich Knoll dog fast produceret, flasket og solgt vinene fra Loibnerhof. Det er Sepp Knoll samt sønnen Josef, som driver gourmetrestauranten, mens vingården i dag drives af Emmerich Knoll III … altså den tredje af slagsen.

Men han får skam hjælp af den fjerde af slagsen Emmerich Junior … eller blot blandt venner kaldet Emmy. Det er i øvrigt far og søn, som I kan se på billedet ovenover.

Weingut Emmerich Knoll har samlet 14 hektar vinmarker og de bedste marker er Schütt, Loibenberg, Kellerberg, Kreutles og Pfaffenberg. De primære druer er selvfølgelig Riesling og Grüner Veltliner … de fylder omkring 90% af produktionen, men derudover dyrker Knoll også lidt Chardonnay, Muscat, Rivaner, Blauer Burgunder samt Gelber Traminer.

Kodeordene er ifølge Emmerich junior elegance og kompleksitet, uden den umiddelbare glæde ved vinen i glasset sættes over styr. Resultat nås i princippet med enkle midler hvor en sen høst, og herefter så lidt indblanding som mulig er de to vigtigste elementer.

Først når de fleste andre er ved at være færdige, går høsten i gang, og de fleste år fortsætter den til langt ind i november måned hvor en betragtelig del af druerne er angrebet af ædelt råd, og hvor perioder med let nattefrost er en del af høstens orden.

Vinhuset laver omkring 120.000 flasker vin fordelt på 30 forskellige vine … alt fra knastør vin til de meget søde Trockenbeerenauslese vine, som dog alene laves de år, hvor den ædle råd har angrebet druerne.

Alle vine har siden 1962 haft den specielle – lidt gammeldags – etiket, hvor skytshelgenen for vinproducenter og vinmarker Saint Urban er afbilledet efter et maleri af Siegfried Stoitzner.

Knoll junior har rejst verden rundt og set al den ny teknologi, som findes. Alligevel er alt ved det gamle hjemme i kælderen under Unterloiben 10. Hvert parcel i vinmarken har nu som før sit eget fad af egetræ eller akacietræ og størrelsen er tilpasset det forventede udbytte fra vinmarken.

Denne Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd er en af husets topvine. Vinothekfüllung er Knolls betegnelse for vine af helt uovertruffen kvalitet af enten Grüner Veltliner eller Riesling.

Det er den vin, som i 2004 deltog i en kåring af bedste Riesling fra førende vinskribenter og sommeliers endte med næsthøjeste score blandt de tørre vine. Vinen er lavet helt konventionelt og lagret 10 måneder på et gammelt egefad.

Der er klart mere sødme i denne vin … næsen vibrerer med sødme, druesukker, isdessert, konfekt og lidt blespand. Det sidste var dog ikke mig, som kom med den aroma, men jeg forstår godt hvorfor, for der er noget sødlig mødding, hvilket så kombineres med lidt tørret abrikos, kvæde, svag citrus og nogle julekrydderier, mandariner, honning, røg og anis. Det er da voldsomt interessant.

Igen er vinen smagsmæssigt smukt balanceret og har en fin, delikat syre med et godt bundtræk. Der er dybde, kompleksitet, fylde og leveres præcist, cremet og saftigt. Det er lime, fersken og gule æbler, det er mineraler samt vedkommende syre.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7