Som usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.
Domaine Eden ligger på en bakketop ved Saratoga i Californien og er købt af Mount Eden Vineyards i 2007, men var grundlagt i 1983 af Tom Mudd under navnet Cinnabar Winery. Tom havde tidligere selv arbejdet hos Mount Eden Vineyards og havde der bl.a. stået for tilplantningen af husets marker med Chardonnay og Cabernet Sauvignon.
Da Mount Eden i 2007 købte ejendommen fra Tom Mudd, så ændrede de navnet til Domaine Eden og ændrede fokus på ejendommen til primært druerne Pinot Noir og Chardonnay.
Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1943 af Martin Ray. Martin var som barn vokset op i vinområdet ved Saratoga, hvor Paul Masson havde grundlagt det store vinhus The Paul Masson Champagne Company. Han blev snart ven med Paul Masson, som ikke selv havde børn og han lod Martin arbejde i vinkælderen sammen med de professionelle vinmagere.
Martin Ray blev imidlertid ikke selv vinmager … i første omgang, men i stedet en stor aktiehandler på Børsen i New York. Imidlertid gik han i 1936 – efter depressionen – ned med et nervøst nervesammenbrud og besluttede sig for en ny kurs i livet. Med en pæn optjent formue, så købte han derfor The Paul Masson Champagne Company, som var sat salg efter afslutningen af forbudstiden.
Paul Masson frarådede imidlertid Martin fra at købe vinhuset og opfordrede ham i stedet til at købe jorden ved siden af … på Mount Eden, men Martin var stædig og endte med at købe The Paul Masson Champagne Company. Men efter 6 år solgt Martin dog vinhuset igen til det store, internationale firma Seagrams og fulgte sin gamle læremesters råd og købte jorden ved Mount Eden.
Så gik han ellers i gang med at tilplante markerne med Pinot Noir og Chardonnay stiklinge fra Paul Massons La Cresta vineyard, et besværligt arbejde på de stejle marker. I en tid hvor man blandede al vin troede Martin Ray fuldt og fast på kølige vine baseret på en enkelt druesort – Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.
I 1970 mistede Martin Ray imidlertid ejendommen til en gruppe investorer og han endte med at bo de sidste år af sit liv i en lille bolig i bunden en af husets mange vinmarker. I dag er vinhuset ejet af Jeffrey Patterson, som oprindelig startede på Mount Eden Vineyards i 1981 som assisterende vinmager. Han har haft en kæmpe indflydelse på udviklingen af vinene fra vinhuset og har også løbende fået mere og mere indflydelse … og langsomt siden 1986 også større og større ejerandel inden familien Patterson i 2008 overtog hele aktiemajoriteten.
Mount Eden er i dag absolut kult, ikke kun af historiske grunde, men også fordi de producerer nogle af landets bedste og mest raffinerede vine. De arbejder i dag økologisk, alt gærer på det naturlige gær og dette er nogle af de mest langtidsholdbare vine fra Californien, og det gælder selvfølgelig både vinene fra Mount Eden Vineyards og lillesøster Domaine Eden.
Denne Pinot Noir kommer fra en mosaik af forskellige marker og forskellige Pinot Noir kloner, bl.a. klonerne Dijon 777, 667 og 828 og fra parceller både på Mount Eden, Calera og Swan. Hver parcel er passet og plejet efter Mount Edens strikse standarder med bl.a. lavt udbytte … under 5 tons pr. hektar. Vinen er gæret på det naturlige gær, ca. 20% hele drueklaser. Efter vinifikationen er vinen lagret 11 måneder på franske burgundiske barriques både 1. og 2. års fade. Vinen er flasket uden klarering eller filtrering.
I glas og næse er det klart, at vi her har fat i Pinot Noir … aromaen let, elegant med hindbær, jordbær, men også mørkere bær som kirsebær, lette blommer og svag animalsk med sødme, hestestald og mejeri. Frugten er måske lidt mere moden end hos dens europæiske søstre, men har samtidig denne smukke lethed. Herligt. Der er også syrlige elementer med grønne blade, mynte samt andre friske urter.
I munden er vinen cremet, blød … og har samme lethed, som duften lover. Der er lysebær, modne kirsebær og meget afbalanceret syre. Der er også pæn sødme, som måske kammer en smule over, men godt smager det sgu.
Hvem medbragte vinen: Jan
Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 1 flaske, men 300 kr. ved køb af 12 flasker.
Rating 5,5/7 
Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore … hvilket herligt navn og hvilken herlig vin, selvom den ikke følger det ellers ubevidst lagte Pinot Noir spor, men nærmest bliver et lille chassé trin i en smuk lancier. Det er dog også Barbera fra den allerbedste mark hos vinhuset Azienda Agricola Villa Giada Andrea Faccio, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
I fransk for viderekomne er vi med næste vin igen tilbage ved Delon familien, som jo også – udover både Château Nénin i Pomerol samt Château Potensac – ejer Château Léoville Las Cases. Og ligesom med Nénin har vi også her fat i slottets 2. vin, nemlig vinen Le Petit Lion du Marquis de Las Cases fra Château Léoville Las Cases.
De 3 sidste vine, som Matthieu Perrin præsenterede var selvfølgelig fra Château de Beaucastel, og vi startede helt naturligt med den vin, som kommer fra de marker, som lige præcis ligger udenfor AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen … altså reelt blot AOC Côtes du Rhône.
Denne vin i en årgang 2007 smagte jeg tilbage i 2013, hvor jeg gav den 5 fede tommelfingre op … og nu har vi igen fat i vinen Do Ut Des … en IGT supertoscaner fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. Og hvor ikke udfordre byggesjakket med en supertoscaner, som måske minder om noget andet?
Det siges, at Cabernet Franc er stamfader til Cabernet Sauvignon. Den er jo ellers mest kendt som blandingsdrue i vine fra fx Bordeaux og andre steder. De bedste vine på ren 100% Cabernet Franc finder man vel i Loire, men også i Toscana får enkelte vinavlere fantastiske resultater med druen.
Det var ikke fordi, at vi var mere tørstige … havde nok heller ikke fortjent mere vin, men der kom alligevel et ekstranummer i form af lidt Barolo. Så mens vi nød solnedgangen over Mariager fjord, så drak vi denne Barolo Tre Ciabòt fra vinhuset Azienda Agricola Cascina Ballarin, som ligger i byen La Morra centralt i Piemonte.
Med de næste 2 vine røg vi tilbage i Bordeaux sporet, le sentier de Bordeaux … desværre havde den første, en 2005 Château Batailley 5. Cru Classé fra Pauillac prop, men det havde denne 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé fra Margaux heldigvis ikke. Pyha!
Efter 5 x fransk skulle vi lige vildledes en smule … og den mission lykkedes. Jeg har ellers tidligere smagt denne sicilianske Nerosanlorè Nero d’Avola fra vinhuset Azienda Gulfi Società Agricola, som ligger i den sydøstlige del af Sicilien, lige ved byen Chiaramonte Gulfi.
Sidste italienske B – efter jeg havde forstyrret den italienske B-trio med en ungarsk Syrah – blev denne Grattamacco Bolgheri Rosso Superiore fra vinhuset Podere Grattamacco … en supertoscaner fra Bolgheri eller helt præcis lige mellem byerne Bolgheri og Castagneto Carducci ikke mere end 4-5 kilometer fra den italienske vestkyst.