Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2018 Gemtree Wines, Uncut Shiraz, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Uncut Shiraz, McLaren Vale, AustralienVi ræser videre med mere øko og biodynamisk australsk vin fra Gemtree Wines, og selvfølgelig skal vi også ha’ fat i en Shiraz … her deres 2018 Uncut Shiraz.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen … ja faktisk ingen, men vinen skulle efter sigende være lagret på egefade i op til 12 måneder efter endt fermentering.

Næsen er ikke fed, marmalade Aussi Shiraz, men er urtet, grøn med både lidt kaktus, eukalyptus, mynte, blomster og peber. Frugten er ikke mørk, men lettere syrlig, stringent … der er lidt kirsebær og samtidig med pæn tørhed.

Smagen er lidt i samme boldgade … ikke dyb, men pænt syrlig og samtidig lidt bitter med peber, ribs, rabarber, tranebær og det er sgu en stram og syrlig fætter. Det er klart en anderledes australsk Shiraz, et syrehovede, som ikke er venlig, men skarp og stram.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Luigi Righetti, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2012 Luigi Righetti, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienCantina Vinicola Luigi Righetti ligger i den lille by Rugolin lidt syd for Valgatara i Valpolicella området. Og derfra smagte vi denne 2012 Amarone della Valpolicella Classico.

Vinhuset er grundlagt i 1909 af Angelo Righetti og er i dag berømt for at producere særdeles prisvenlige såvel som smagfulde og meget aromatiske Valpolicella vine. Vinene fra Luigi Righetti forhandles da også herhjemme af både Sigurd Müller Vin, mens de billigste vine i vinhusets sortiment også findes på hylderne i flere supermarkeder.

Selvom vinhuset stammer fra 1909, så var det dog først i 1992, at Righetti familien begyndte af sælge hele produktionen under eget navn i stedet for at sælge bulk til naboproducenterne.

Siden da er det gået stærkt, og man har satset stort på fremtiden med en topmoderne vinkælder med alt, hvad man kan ønske sig af teknisk udstyr, der sikrer en topkvalitet i hele produktionsapparatet … herunder et moderne og innovativt tørringskammer for druerne til Amarone og Recioto.

Det er i dag fortsat Righetti familien, anført af Gian Maria Righetti, som i 5. generation driver vinhuset, mens gamle Luigi Righetti – som nu er godt oppe i årene – fortsat hjælper til. Gian Maria har udvidet porteføljen med flere enkeltmarksvine, og sat et mere markant fokus på international smag i en linje af vine til eksport.

Familien har selv alene 8 hektar vinmarker, men har derudover kontrakt med masser af vinavlere om levering af druer, nemlig fra samlet 180 hektar i området … fordelt på ikke mindre end 70 forskellige vinavlere.

Her smager vi deres almindelige Amarone della Valpolicella Classico, som er lavet på tørrede Corvina, Molinara og Rondinella druer, som har gennemgået en maceration og gæring i 3 uger ved 10-15 grader i rustfri ståltanke, hvorefter vinen er lagret minimum 12 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt er der også en mørk og fed vin … sorte oliven, mørk og gæret frugt, solbær, blommer, figner, blæk, grafit, bacon, sød engelsk lakrids, lidt mint samt en lille syrlighed i frugten.

I munden er det også lidt blød og sød lakrids, brombær, solbær, blommer, bløde tanniner, peber, masser af eg, men samlet leveres det meget cremet. Smagen er måske lidt rustik og ikke sådan lige så elegant, dyb og kompleks, men har pænt med fedme, power og kraft.

Nyere årgange forhandles i fx Føtex, hvor en flaske pt. kan fås til 164,67 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Domaine de l’Orangerie de Montrabech, Gewurztraminer, Languedoc, Frankrig

2016 Domaine de l'Orangerie de Montrabech, Gewurztraminer, Languedoc, FrankrigNæste hvidvin var også lidt af en overraskelse, nemlig en Gewurztraminer fra Languedoc … en Pays d’Oc vin fra vinhuset Domaine de l’Orangerie de Montrabech, som ligger i Lézignan i Aude regionen.

Vinhuset drives af familien Martin, som siden 1802 har lavet vin med base fra det gamle Château de Serame. Det gamle og historiske slot blev oprindeligt købt af forfaderen Pierre d’Exéa, som var ridder under den franske konge og havde deltaget i flere krige. På Château de Serame kan man faktisk fortsat i dag se familiens våbenskjold fra de krigeriske dage.

I dag omfatter domainet omkring 230 hektar vinmarker og olivenlunde samt flere ejendomme, bl.a. Château d’Argens og Domaine l’Orangerie de Montrabech. Alle markerne har siden 2010 været drevet certificeret økologisk.

Domaine l’Orangerie de Montrabech har sit navn efter et stort orangeri, som Exéa familien byggede i slutningen af det 19. århundrede og var i drift i næsten hundrede år.

I dag er al produktion dog koncentreret om vin og en smule olivenolie. Vinene markedsføres under de tre navne … Château de Serame, Château d’Argens og Domaine l’Orangerie de Montrabech.

Denne Gewurztraminer er alene lavet på rustfrie ståltanke og fermenteret ved lave temperaturer. Derefter har vinen hvilket en kort periode inden aftapning på flaske.

I næsen er der masser af pærer, abrikos, mirabeller, maling der tørrer, blomster, lidt røgede noter, citrus, lemon og en gul Københavnerstang.

Smagen er blød og mild, så der er ikke megen syre i vinen, som dermed fremstår en smule vandet. Det suppleres med lidt sødme og muskat krydderier.  Vi lander lige et sted mellem 3,5 og 4 houlbergske fingre.

Ingen forhandler herhjemme. I Frankrig koster en flaske 9,70€ … svarende til 72 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Schwarztrauber, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Schwarztrauber, Spätburgunder, Pfalz, TysklandLad os nappe den næste vin fra den økologiske vingut Berhard Schwarztrauber i den lille by Mußbach i Pfalz og denne gang hans røde Gutswein på ren Spätburgunder.

Jeg har ikke kunnet finde nogle informationer om produktionen af vinen, men formentlig – og nu gætter jeg ud fra smagen – er vinen alene lavet i ståltanke.

I glasset er det ikke en helt lys og transparent, teglfarve Spätburgunder, men der er en smule mere farve. Næsen er ganske let med lidt sarte blomster, en meget direkte frugt, sådan lidt lyse kirsebær og hindbær, syrlige bolsjer, lidt støvet og afdæmpet i aromaerne.

Smagen er tør … lidt rustik og krydret med masser af nelliker, lidt peber, som brænder en smule, mens frugten er ribs, hindbær som suppleres med eg, røg og grønne blade. Frugten er meget stringent, lidt hård, jernholdig og der er samtidig pænt med tanniner, som sætter sig i munden.

Forhandles af Winus DK, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Karl May, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Karl May, Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandPå Ludwig-Schwamb-Straße 22 i byen Osthofen i den sydlige del af Rheinhessen finder vi Karl, Peter og Fritz May, som driver Weingut Karl May. Derfra smager en Gutswein, nemlig deres almindelig entry-level Pinot Noir basisvin.

Vinhuset er grundlagt i 1815 og drives i dag af 7. generation i form af Peter og Frits med lidt hjælp fra deres far Karl. De to brødre ligner tvillinger, men det er de imidlertid ikke, men har begge spillet håndbold på højt niveau, inden de overtog driften fra deres forældre.

Samlet har familien 20 hektar vinmarker, som siden 2007 har været drevet økologisk og i det hele taget er det brødrenes filosofi, at der skal være så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Vinen er lavet med 18 dages gæring med skindet i åbne gæringskar og er efter endt fermentering lagret 10 måneder på en kombination af store fade aka großen Holz og ældre barriques.

I næsen er det en pænt krydret bandit … fyrnåle, tør eg, nelliker, lidt papkasser eller tørt papir, mens frugten er lidt mørk, maskulin med kirsebær, brombær, lidt appelsinskal samt en rustik og dansende syre.

Smagen er også en kende rustik, er meget tør og har masser af jern, blæk, tanniner og krydderier. Smagen er ribs, granatæbler og det er – som med duften – en maskulin og lidt grov Spätburgunder aka Pinot Noir med et råt og ekstremt tørt bid. Smagen bliver klart bedre med en smule luft i glasset, så slyng den endelig godt i glasset og vær en smule tålmodig.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Bonnievale Wines, River Collection Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2017 Bonnievale Wines, River Collection Shiraz, Western Cape, SydafrikaNår vi nu har gang i det sydafrikanske kooperativ Bonnievale Wines, så napper vi da også lige søstervinen River Collection Shiraz.

Vinmageren Eddie Mathambo har lavet vinen River Collection Shiraz på ren Shiraz og med 10 måneders lagring på egefade.

Duftmæssigt er der godt med solmoden frugt, brændte noter, solbærmarmelade, eukalyptus, lidt syrlige/sure elementer, peber, sødme samt lidt kanel og vanilje.

Smagen læner sig op af duften … der er pæn sødme niveau, lidt tørhed, peber og frisk frugt. Heldigvis er vinen smagsmæssigt ikke så fed, som duften og det giver en okay friskhed.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Bonnievale Wines, River Collection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, Sydafrika

2017 Bonnievale Wines, River Collection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, SydafrikaBonnievale Wines er et stort kooperativ, som jeg har skrevet om tidligere. Det ligger lidt syd for byen Bonnievale i Western Cape og er reelt grundlagt i 2006 ved en fusion mellem 3 kooperativer. Nu smager jeg deres 2017 River Collection Cabernet Sauvignon Merlot.

Vinen er lavet på et blend af 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot. Som sidst er der ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lagret 10 måneder på egefade før frigivelse

I glasset er vinen en kende lysere end forventet og måske endda også lidt grumset … bare en anelse. Næsen er lidt sjov … wanna-be Bordeaux og der kommer da også snert af lidt blyanter, men ellers nogle sjove noter med rågummi, mentol, eukalyptus, grønne blade i vinmarken, mens frugten egentlig er frisk, sådan tranebær, brombær og derudover sødme, kanel, vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt okay friskhed, men samtidig pænt med sødme og noget, som smager lidt brændt. Der er morbær, ribs, tranebær, men det er ikke så dybt eller kompleks, men egentlig meget behagelig og nem at drikke.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Ortas Cave de Rasteau, Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé, Rhône, Frankrig

2017 Ortas Cave de Rasteau, Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé, Rhône, FrankrigPå kooperativet Ortas Cave de Rasteau laver de mange vine og heraf 5 rosévin, men jeg har jo også tidligere været overrasket over, at 13% af den samlede produktion i Rhône består ag rosévone. Her er det Ortas’ 2017 Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé.

Jeg har tidligere smagt vine fra kooperativet Ortas Cave de Rasteau, der også kaldes også Cave des Vignerons de Rasteau. De holder selvfølgelig til i Rasteau, er den absolut største producent i Rasteau og er grundlagt tilbage i 1925.

Kooperativet har i dag en medlemskreds på omkring 180 vinavlere i området. Sammenlagt får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationen Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket jo er ganske imponerende.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN … en Vin doux naturel.

Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til produktion af vin og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af en uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Ortas arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele.

Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Denne Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé er lavet på druerne Grenache, Cinsault og Syrah, men fordelingen er ukendt. Der er i det hele taget ingen oplysninger om produktionen af vinen.

Næsen er lidt småparfurmeret, der er hyben, melon, jordbær, lyse røde bær, lidt anis, vingummi og håndsæbe. Smagen er også til den lette side med masser af rød frugt, jordbær og sødme, mens syren synes forholdsvis svag.

Forhandles af Rasteauvin, hvor en flaske koster 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Eschenhof Holzer, Grüner Veltliner Altweingarten, Wagram, Østrig

2018 Weingut Eschenhof Holzer, Grüner Veltliner Altweingarten, Wagram, ØstrigWeingut Eschenhof Holzer ligger midt i den lille by Großriedenthal i Wagram og drives af den unge Arnold Holzer. Og nu smager vi så Arnolds 2018 Grüner Veltliner Altweingarten.

Arnold overtog som 22-årig driften fra sine forældre i 2010 og driver i dag vingården sammen med broderen Mathias. De er 5. generation på vingården, som har sit navn Eschenhof efter de gamle asketræer, som står foran både vingården og den gamle kælder i Kellergaße, hvor brødrene lagrer deres rødvine.

Samlet har Weingut Eschenhof Holzer 13 hektar vinmarker, hvor den vigtigste og største mark er Altweingarten, hvorpå der har været dyrket druer siden middelalderen.

Og denne Grüner Veltliner Altweingarten kommer netop med druerne fra den gamle mark, der strækker sig over hele sydsiden af landsbyen Großriedenthal.

Grüner Veltliner Altweingarten er udelukkende lavet i rustfrie ståltanke med en kold fermentering på maksimalt 18 grader over 2-3 uger. Vinen hviler derefter sur lie – altså på bærmen –  i 2-3 måneder før aftapning.

Duftmæssigt er vinen lidt afdæmpet med melon, honning og citrus … meget karrig, nærig og påpasselig. Der er en lille snert af selleri, hvid peber, blomster og lidt grønne blade, men alt meget sagte og stille.

Smagen er rund og blød … men måske lidt flad i udtrykket. Der er egentlig både citrus, lemon og peber i smagen, men mangler en lille smule dybde. Til gengæld er det ganske elegant og med en rigtig god balance … masser af citron. Jeg kan godt li’ lidt tilbageholdende piger og denne er en lille genert teenager, som du skal lære at kende.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Shiraz, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Shiraz, New South Wales, AustralienDen sidste vin fra Calabria Family Wines var denne Leonard Road Villa 116 Shiraz, for selvfølgelig laver alle australske vinhuse – herunder Calabria – mindst én vin på Shiraz.

Vinen er som de andre Leonard Road vine lavet med opkøbte druer fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Den er lavet på rustfrie ståltanke og lagret en periode på egefade.

I næsen er der blomstersæbe, en herlig landlig duft, hvilket jeg jo altid er vild med, lidt eg, pæn tørhed, grønne vinblade, lidt peber, men langt lettere end forventet. Det er ikke fed jammy Shiraz.

Det er smagsmæssigt en meget rund og frugtrig Shiraz, og selvom peberen er der, så er det ikke på nogen måder markant. Der er heller ikke i munden en fed, stærk marmelade Shiraz, men der er kirsebær, nogen sødme, eg, frugtrig syre, en lidt sødme og samlet lidt af en pleaser.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7