Tag-arkiv: Frankrig

2011 Alain Graillot, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2011 Alain Graillot, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigSidste vin fra mandag aften var denne Crozes-Hermitage, en arketypisk Syrah fra den vel legendariske topproducent Alain Graillot, som vel efterhånden er én af referenceproducenterne for, hvordan man skal lave god Crozes-Hermitage. Domaine Alain Graillot ligger lidt nord for den lille by Pont-de-l’Isère og ca. 4 km nord for Valence.

Alain Graillot grundlagde vingården i Crozes-Hermitage i 1985 efter en karriere inden for landbrugsindustrien, og han blev hurtigt en af de mest efterspurgte producenter i nordlige Rhone for sine sprudlende, robuste og komplette Syrah-baserede vine.

Alain ejer lidt over 20 hektar med 30-årige Crozes-Hermitage vinstokke på et fladt område mellem floderne Rhône og Isère, hvor jordbunden er præget af sand, grus og sten. Han har også to små parceller i Saint-Joseph, hvorfra han laver en lidt friskere vin end de Crozes-Hermitage vine, der udgør hovedparten af hans produktion.

Crozes-Hermitage er det største vinområde i det nordlige Rhône med et dyrket areal på 12.000 hektar. Crozes-Hermitage ligger på den østlige del af Rhône-flodem og omslutter Hermitage. Men bortset fra at navnet Hermitage går igen i begge distrikter, kan de to områder ikke sammenlignes. Crozes’ vine når ikke Hermitage’s højder. Det bedste område i Crozes er det, der ligger nord for Hermitage.

Graillot opnår sine kvaliteter via bl.a. lave udbytter, sen høst, »cold maceration« før gæring for at udtrække ekstra frugt og farve, moderat modning af vinene på små brugte egefade (2–5 år) fra topproducenter i Bourgogne og næsten »Australsk« hysteri omkring hygiejne i hele processen.

Duftmæssigt er det klart Rhône med lavendel, lakrids, peber, eukalyptus, urter, medicin, grønne toner … meget klassisk, men måske også lidt brovten eller kantet i udtrykket, hvilket går igen i smagen. Godt med bær, faktisk meget frugtrig med peber, tonsvis af syre … men det virker som om, at det fortsat er en smule “barnemord”, og at flasken burde modnes i vinkøleskabet nogle år endnu.

Købt hos Bichel Vine, pris 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2006 Château Castelot, Saint Èmilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2006 Château le Castelot, Saint Èmilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigMed næste vin tog vi en tur til Bordeaux, hvor vi møder Janoueix familien, som ejer en række vinslotte i Saint-Émilion, i Pomerol og i Côte de Castillon. De er én af  områdets mest betydningsfulde familier, og Château Castelot er én af de nyeste ejendomme i familiens besiddelse.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte lager vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte!

Château le Castelot ligger i den sydlige del af Saint-Émilion i læ ved foden af Château Tertre Daugays højdedrag. En beliggenhed,  der er med til at skabe et yderst favorabelt mikroklima.

Familien Janoueix har, siden de i 1978 overtog ejendommen, ydet en stor indsats for at gøre rammerne omkring vinen perfekt. Alt er udført med sikker smag og vanlig sans for detaljer. Château le Castelot hører i dag blandt den absolutte top blandt Saint-Émilions Grands Crus, og familien Janoueix’ mål er da også i al beskedenhed en oprykning til Grand Cru Classé status.

Le Castelot har i alt 9 hektar vinmarker, vinen er lavet på 70% Merlot, 20% Cabernet Franc og 10% Cabernet Sauvignon. Der bliver lavet 45 tønder af vinen årligt, svarende til ca. 4.500 kasser.

Duftmæssigt er der også Bordeaux i duften med muldjord, modne solbær, milde krydderier, vanilje og lidt ny læder. Smagen er meget frugtrig, og vinen skal iltes lidt for at komme til sin ret. Meget tør, god bitterhed med mørk chokolade, tydelige tanniner og ellers dejlig blød, harmonisk med noget silkeagtigt over sig. Dejlig Bordeaux vin.

Har fået den i gave fra svigermor … men forhandles hos Vinspecialisten, pris 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2007 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, Frankrig

2007 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, FrankrigJan havde taget en vin fra mesteren med … ingen andre end Clape. Og ja, der må gerne klappes, for det er klasse Rhône af bedste skuffe. Kongen af Cornas. Jeg har tidligere smagt alle Clapes vine, både hans Le Vin des Amis, Côtes de Rhône, Renaissance og Cornas.

Jan havde taget Renaissancen med i en årgang 2007 … den fantastiske 2. vin fra Clape. Clape er for mig den absolutte éner i den nordlige del af Rhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin under i 1949. Auguste Clape var en af de første, der begyndte at lave vin i eget navn. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og forlængst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden, vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres, 1.200 liters fade, som man kender dem fra Alsace. Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg.

“Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord” fortæller Olivier Clape.

Cornas Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på 100% Syrah. Vinstokkene har en alder på henholdsvis 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.

Duftmæssigt ren hestestald og hengemt kælder, blåbær og brombær, svag peber, bacon og lidt læderfedt. Smagen er meget ren … klassisk Rhône og der er hvid peber, Rhône krydderier, frugtrig med masser af druesaft, masser af mineralitet og knastørre tanniner. Sådan skal det bare gøres.

Forhandles af Bichel Vine, pris 399,75 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Pinarius, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Pinarius, Rhône, FrankrigOg så lige update med sidste vin fra Domaine Clos Romane … nemlig husets topvin, Cairanne Pinarius. Vinen er opkaldt efter en gammel romersk sølvmønt, som Nadine og Stéphane Charancon fandt på netop den mark, som leverer druerne til denne topvin. På sølvmønten er der afbildet en vinhandler ved navn Pinarius, som for herrens mange år siden drev netop en vingård her.

Siden har sølvmønten med Pinarius’ portræt været afbildet på alle Clos Romanes etiketter. På denne topvin endda i en luksusudgave, helt fuldstændig sort etikette med al skrift også i sort … lige undtaget navnet Pinarius, som fremhæves tydeligt med hvid skrift. Den store etikette indikerer dermed også, at denne – husets flagskib – er fremstillet på den sorte drue, 100% Syrah fra den bedste parcel.

Historien om, at Pinarius skulle have været en vinhandler, tror jeg nu ikke helt på. Tror ikke på, at der blev lavet mønter af dødelige vinhandlere. Vil gætte på, at det mønten i stedet er romersk, men det er selvfølgelig ikke så godt med et italiensk motiv på en fransk vin. Pinarius er i hvert fald en gammel italiensk slægt, hvor navnet stammer fra Pinus, søn af Numa Pompilius. Pinarius var vistnok også nevø til Julius Cæsar, men arghhhh … historie er ikke min stærke side.

Der er kun fremstillet 1.500 flasker af denne imponerende vin, som skulle give påmindelser om stor vin fra det nordlige Rhône ala Côte-Rôtie og Hermitage … som jo også er lavet på ren Syrah. Ja, det må vi så lige teste.

Duftmæssigt helt anderledes end de to øvrige vine fra Domaine Clos Romane, men fortsat meget animalsk i næsen, her med babybræk, tobak, brombær, meget syrlig i næsen og der er også lidt lakrids, kaffe, eg eller egefade. Smagen er god intens med mørke bær, blæk, stor tørhed og lidt sødme. Den har en lang og vedholdende eftersmag … helt sikkert anderledes end husets almindelige Carianne … men ikke nødvendigvis bedre. Men godt er det … og igen en super Rhône vin.

Forhandles hos Strobel Vinimport, pris 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigVidere til vingården på Route de Sainte Cécile Les Vignes tæt på byen Cairanne, nemlig Domaine Clos Romane, som vi til Randers Vinlaughs smagning i torsdag smagte 3 vine fra. Den første var – som beskrevet – husets almindelige Côtes du Rhône, som jeg var ret begejstret for.

Her har vi så den næste, husets røde Cairanne, lavet på druer fra vinstokke med en alder på over 50 år. Vinen er lavet på 50% Grenache, 25% Syrah og 25% Mourvedre. Gæringen foregår i betontanke, og vinen lagres derefter 10 måneder i tankene og derefter 12 til 18 måneder i démi-muît (træfade på 600 liter).

Vinen er lavet siden 2011, idet Stéphane Charancon jo – som nævnt i det tidligere blogindlæg – i 2010 udtrådte af det lokale kooperativet, hvortil han tidligere levede druer og hvor han selv var vicepræsident. Kooperativet hedder i øvrigt Cave de Cairanne eller Maison Camille Cayran, og det er vi faktisk også stødt på før her på bloggen, nemlig da vi smagte deres 2010 Maison Camille Cayran, Gigondas.

Derudover ligger kooperativet i øvrigt også på samme vej … Route de Sainte Cécile Les Vignes. Det er et kooperativ med omkring 100 tilknyttede vinavlere, og kooperativet står for ca. 2/3 af den samlede produktion i kommunen … en ganske lille produktion på små 6 millioner liter vin om året.

Nå, men nok snak om kooperativet. Lad os smage på denne Cairanne Côtes du Rhône Villages.

Igen er der denne sindssygt gode duft, som vi også fandt i husets almindelige Côtes du Rhône med stald, solbær, næsten marmelade, jordbær og vanilje. Smagen er endnu mere koncentreret end deres Côtes du Rhône, og det klæder vinen rigtigt godt. Der er solbær, mild peber, tørhed … meget koncentreret og voldsomt behageligt. Smukt, og en super dejlig flaske Rhône.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Domaine La Garrigue, Vacqueyras Cuvée de L’Hostellerie, Rhône, Frankrig

2011 Domaine La Garrigue, Vacqueyras Cuvée de L'Hostellerie, Rhône, FrankrigI det sydlige Rhone i Vaucluse ikke så langt fra byen Vacqueyras har familien Bernard dyrket vin siden 1850, hvor domænet blev grundlagt. I dag er det brødrere Maxime og Pierre – 5. generation på ejendommen – der står for driften. Maxime Bernard er “le chef” på domænet. Broderen Pierre Bernard deltager i arbejdet og er medejer, men driver samtidig det udmærkede hotel Les Florets i Gigondas.

Og 6. generation er også på vej ind i familieforetagendet. Maxime har datteren Agnes og en sønnen David, der begge arbejder på domænet samt den 19-årig søn Simon, der er under uddannelse og endnu ikke har besluttet sig for fremtiden.

Domaine La Garrigue ejer i alt 83 hektar vinmarker, hvilket gør domænet til en af de betydeligste producenter i området – især af Vacqueyras. Her håndplukker man, og man filtrerer heller ikke vinen. Det er i den gamle ånd. Vinen er klar, når den selv har bundfældet sig efter minimum 18 mdr. Her taler vi om vine, som er meget langt levende og har stor gemmepotentiale.

Domaine La Garrigue står for en herlig rustik og landlig stil med masser af power og frugt, som med alderen får selskab af en animalsk og til tider staldpræget tone. Rigtig vinter og efterårs vine.

Domænets 83 hektar fordeler sig således med 59,1 hektar Vacqueyras. 3,1 hektar Gigondas, 11,5 hektar Côtes du Rhône, 1,3 hektar Beaumes de Venise og omkring 8 hektar Vin du Table. Den sidste del bruges bl.a. til lidt Bag-in-a-Box vine.

Denne Vacqueyras Cuvée de l’Hostellerie er lavet på 75% Grenache og 25% Syrah, lagret på cementfade. Philip Cambie er konsulent ved produktion af husets vine … og ham kender vi jo rigtigt godt her på bloggen.

Duftmæssigt svag animalsk med Rhône krydderier,  krydderurter, mørke bær, lidt peber og svedsker eller blommer. En svag sødme fornemmes måske også. Smagen er præget af god blødhed, tørhed, engelsk lakrids. Meget frisk med god frugtrenhed … nærmest lyserøde frugter, som får vinen til at virke lidt ung.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7    

2010 Mas des Bressades, Les Vignes de Mon Père Cabernet Syrah, Costières de Nîmes, Frankrig

2010 Mas des Bressades, Les Vignes de Mon Père Cabernet Syrah, Costières de Nîmes, FrankrigNæste vin var også fra Cyril Marès på Mas des Bressades, nemlig en vin på både Cabernet Sauvignon og Syrah, og tilegnet hans fader, deraf navnet Les Vignes de Mon Père. Vinen til min far. Cyril valgte dette navn, da det var den cuvée, som hans far startede med at lave, da han plantede Cabernet Sauvignon for mere end 30 år siden i troen på, at den drue, som hans far dyrkede på Château Puy Castéra i Haut Médoc, ville give god kvalitet til vinen … også her i Costières de Nîmes.

Costières de Nîmes hed i øvrigt oprindeligt Costières du Gard, men skiftede navn i 1989. Fra 2004 blev regionen ydermere flyttet, så den i dag rangerer under Rhône, da vinene mere smager af Rhône end af Languedoc.

Og det er lidt af en vinfamilie, som vi her er havnet hos. Farfaren drev Château Puy Castéra, og Cyrils kone har arvet Mas Carlot/Chateau Paul Blanc, en “lille” vingård i Costières de Nîmes på 75 hektar. Men Nathalie Blanc-Marès er heldigvis også uddannet ønolog, og driver således hendes familieforetagende videre. Herudover er Cyrils onkel Paul Marès også vinbonde i Algeriet … ved siden af et job som botaniker. Endelig drev Cyrils farfar også et vinslot, nemlig Château de Launac i nærheden af Montpellier.

Nok om det, lad os kigge nærmere på vinen. I Les Vignes de Mon Père er det Cabernet Sauvignon’en, som dominerer med hele 70%, mens der alene er 30% Syrah. Det må siges at være en smule utraditionelt i Rhône. Fermentering sker i ståltanke og maceration i betontanke, hvorefter vinen lagrer 12 måneder i nye egetræstønder.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig lidt sure sokker, peber og spidskommen. Ikke sådan vildt indbydende. Smagen lidt spids, syrlig og ikke umiddelbart lidt skæv og usammenhængende. Vist ikke min kop the.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2010 Mas des Bressades, Cuvée Excellence, Costières de Nîmes, Frankrig

2010 Mas des Bressades, Cuvée Excellence, Costières de Nîmes, FrankrigI byen Manduel, blot 5 km. øst for Nîmes, finder vi vinhuset Mas des Bressades, som er én af Costières de Nîmes allerbedste vingårde. Det er Cyril Marès, som siden 1996 har drevet gården med dens 25 hektar med fokus på Syrah, Cabernet og Grenache, Der laves dog også lidt hvidvin på de traditionelle hvidvinsdruer fra Rhône.

Cyril Marès er 6. generation af en familie af vinbønder. Hans far Roger Marès grundlagde domænet i 1964. Faderen havde sammen med sin far også plantet i vinstokke i Haut Medoc, hvor Cyrils fætter i dag huserer.

Cyril har studeret “Viticulture and Oenology” i Montpellier. Efter endt uddannelse i 1994 arbejdede han i USA ved Chalone Vinyard og i Bordeaux hos Chateau Cos d’ Estournelle og på Chateau Margaux. Herefter aftjente han sin værnepligt og overtog Mas des Bressades i 1996. Cyril er gift med Nathalie Blanc-Marès, som overtog sine forældres ejendom Mas Carlot/Chateau Paul Blanc i 1998.

Cyril Marès laver vine, som kombinerer moderne frugt med klassiske dyder. Lagringsfaciliteterne, som Cyril selv har bygget, er temperaturstyrede og indeholder både rustfrit stål, cementtanke og små barriques.

Vinene har en moden og koncentreret frugt med masser af sødme og krydderi, kombineret med en god struktur og friskhed. Den almindelige Tradition er drikkeklar ved frigivelsen, men vinder en del ved 6-18 måneders yderligere lagring. Mens topvinene Cuvee Excellence og VDP Cabernet/Syrah folder sig rigtig ud efter 4-8 år. Fælles for vinene er, at de byder på utrolig meget vin for pengene, hvilket meget fine ratings hos bl.a. Parker vidner om.

Denne Cuvée Excellence er lavet på ren Syrah, lavet i store cementtanke og lagret 12 måneder på egefade, som er 1, 2 og 3 år gamle.

Denne vin næsten modstykket til forrige vin fra Domaine Clos Romane, idet duften i denne er svag, men smagen langt mere intens. Duftmæssigt lidt solbær, Rhône krydderier og lavendel. Smagen er solbær, næsten marmelade, stor tørhed, godt med garvesyre og tanniner og samtidig også pæn sødme, og det hele i en god fylde.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Domaine Clos Romane, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Clos Romane, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin i rækken kom fra Domaine Clos Romane, som ligger Cairanne. Vingården på 30 hektar har været i familien Charancons eje i flere generationer, og drives i dag af det meget talentfulde og sympatiske ægtepar Nadine og Stephane Charancon. Indtil 2010 blev druerne leveret til kooperativet i Cairanne, hvor Stephane Charancon også var vicepræsident.

Men efterhånden blev ønsket om at stå for hele produktionen så stort, at han startede for sig selv i 2011. Ambitionerne om at lave områdets bedste vin resulterede i at de gjorde alle nødvendige tiltag for at følge dette mål, bl.a. ved at bygge topmoderne kælderfaciliteter og investere i det sidst nye og bedste vinifikationsudstyr og frasælge de parceller, som ikke levede op til deres høje kvalitetskrav.

Årgang 2011 blev den første under eget navn og vinene herfra blev lynhurtigt kendte for deres meget høje kvalitetsniveau. Indtil nu laver man 4 vine, denne charmerende Côtes-du-Rhône, en Cairanne Rosé, og huset røde Cairanne, lavet på druer fra vinstokke med en alder på over 50 år og sluttelig husets topvin, Cairanne “Pinarius”.

Gæringen af vinene foregår i betontanke, og vinene lagres derefter i tanke efterfulgt af 12 til 18 måneder i démi-muît (træfade på 600 liter). Denne Côtes du Rhône er lavet på 60% Grenache, 25% Syrah og 15% Carignan, hvoraf sidstnævnte stokke er mere end 80 år gamle.

Duften i denne vin er ganske fantastisk … og for mig en stor del af nydelsen. Den er udpræget animalsk med stald, våd hund, mørke bær, lakrids og kaffe. Smagen er typisk Rhône præget med krydderier, peber, solbær, god balance og stor tørhed. Ikke de store tanniner og vinen er umiddelbart lidt tynd/let i smagen og mangler en smule fylde og kompleksitet. Men dufter herligt, og giver et godt samlet indtryk … og til prisen et super godt køb.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, Frankrig

2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, FrankrigTorsdag startede sæsonen i Randers Vinlaugh, og temaet ved den første smagning var Rhône … eller i hvert fald sydfranske vine, præsenteret af Jakob fra Strobel Vinimport. Og vi startede med et hus, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med, nemlig Domaine de Sabbat, som ligger i den lille by Latour-de-France, omkring 15 km. nordvest for Perpignan i Roussillon, helt præcis A.O.C. Côtes du Roussillon.

Domaine de Sabbat ejes og drives af Sylvain Lejeune, som i 2008 – efter i 15 år hos prestigefyldte huse i Bordeaux, Bourgogne og Provence – købte vingården med 10 hektar vinmarker i Vallée de l’Agly. Markerne dækker områderne Maury, Tautavel og Vingrau for foden af Corbières, i det nordlige Catalonien, og Sylvain Lejeune lavede sine første vine på gården i 2009.

Alle marker dyrkes økologisk, og al arbejdet i markerne sker med håndkraft. Vinstokkene på Lejeunes marker er mellem 40 og 80 år gamle, og han dyrker sorterne Grenache, Carignan, Syrah og Macabeo. Et område på 0,8 hektar er endda plantet helt tilbage i år 1900, og har givet navnet til vinen Cuvée Printemps 1900′. Ja, det var den vin, som jeg tidligere har købt hos Strobel.

Den samlede produktion hos Sylvain Lejeune er ikke stor, alene omkring 15.000 flasker om året fordelt på 5 forskellige vine. Det lave udbytte på omkring på 15 hl pr hektar giver vinene en utrolig kraft, men de opretholder samtidig finesse og fleksibilitet.

Denne Sabbat Blanc er lavet på 70% Grenache Gris, 15% Grenache Blanc og 15% Macabeu. Vinen lagrer på 12 måneder på tønder sur lies, dvs. med bundfaldet i et gærkar/tønden. Bundfaldet er både de døde gærceller, druekerner, frugtkød, stilke og skalrester. Lagring sur lies giver vinen større kompleksitet og finesse. Der laves kun 1.000 flasker af denne hvidvin årligt.

Duftmæssigt masser af modnet æblekompot, abrikos, honning, blomster, kvæde og gær. Smagen er præget af fedme, egentlig en umiddelbar friskhed, der er vanilje og lidt krydderier, men i eftersmagen virker vinen meget flad og dør en smule ud.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 4/7