2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, Frankrig

2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, FrankrigTorsdag startede sæsonen i Randers Vinlaugh, og temaet ved den første smagning var Rhône … eller i hvert fald sydfranske vine, præsenteret af Jakob fra Strobel Vinimport. Og vi startede med et hus, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med, nemlig Domaine de Sabbat, som ligger i den lille by Latour-de-France, omkring 15 km. nordvest for Perpignan i Roussillon, helt præcis A.O.C. Côtes du Roussillon.

Domaine de Sabbat ejes og drives af Sylvain Lejeune, som i 2008 – efter i 15 år hos prestigefyldte huse i Bordeaux, Bourgogne og Provence – købte vingården med 10 hektar vinmarker i Vallée de l’Agly. Markerne dækker områderne Maury, Tautavel og Vingrau for foden af Corbières, i det nordlige Catalonien, og Sylvain Lejeune lavede sine første vine på gården i 2009.

Alle marker dyrkes økologisk, og al arbejdet i markerne sker med håndkraft. Vinstokkene på Lejeunes marker er mellem 40 og 80 år gamle, og han dyrker sorterne Grenache, Carignan, Syrah og Macabeo. Et område på 0,8 hektar er endda plantet helt tilbage i år 1900, og har givet navnet til vinen Cuvée Printemps 1900′. Ja, det var den vin, som jeg tidligere har købt hos Strobel.

Den samlede produktion hos Sylvain Lejeune er ikke stor, alene omkring 15.000 flasker om året fordelt på 5 forskellige vine. Det lave udbytte på omkring på 15 hl pr hektar giver vinene en utrolig kraft, men de opretholder samtidig finesse og fleksibilitet.

Denne Sabbat Blanc er lavet på 70% Grenache Gris, 15% Grenache Blanc og 15% Macabeu. Vinen lagrer på 12 måneder på tønder sur lies, dvs. med bundfaldet i et gærkar/tønden. Bundfaldet er både de døde gærceller, druekerner, frugtkød, stilke og skalrester. Lagring sur lies giver vinen større kompleksitet og finesse. Der laves kun 1.000 flasker af denne hvidvin årligt.

Duftmæssigt masser af modnet æblekompot, abrikos, honning, blomster, kvæde og gær. Smagen er præget af fedme, egentlig en umiddelbar friskhed, der er vanilje og lidt krydderier, men i eftersmagen virker vinen meget flad og dør en smule ud.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

Skriv et svar