Byggemødets næstsidste vin blev en danskervin … eller mere præcis en vin fra danske Peter Vinding-Diers på Montecarrubo på Sicilien, nemlig hans Cuvée Suzanne opkaldt efter hans hustru Susie.
Da Peter boede og arbejdede i Graves i Bordeaux på Château de Landiras lavede han også en Cuvée Suzanne, for konen har altid været en inspirationskilde for Peter Vinding-Diers.
Druerne kommer primært fra vinmarken Vignolo ved Montecarrubo og den ligger østvendt ud mod det havet. Marken er beplantet med Syrah vinstokke, der er hentet i Rhône. Ellers kommer resten af druerne til vinen fra en 4 hektar mark i Noto længere sydpå.
Druerne til vinen er høstet manuelt, når garvesyren er moden, dvs. når druekernerne er mahognibrune. Derefter sorteres småsten og blade fra og druerne afstilkes – også med håndkraft – inden de kommer i gæringskarrene.
Efter ét døgns penge begynder druerne at gære. Hver morgen og aften måles temperaturen og man pumper samtidig saften over skindene. Gæringen varer omkring 5-6 dage med styring af temperaturen, som helst ikke skal overstige 28 grader.
Når gæringen er færdig, pumpes mosten over i træfadene. Kort tid herefter begynder så den malolaktiske gæring og der tilsættes en smule svovl. Så lagrer vinen 2-3 måneder på de franske fade og i løbet af de næste mange måneder smages og analyseres hvert enkelt fad, før en endelig udvælgelse til denne cuvée.
Hvor lang tid vinen er lagret, fremgår dog ikke.
Næsen viser en solbrændt, fed og kraftig vin, lidt marmelade, solbær og der er pænt med fagpræg, våde egefade, lakrids, kanel, vanilje, sødme, kaktus, lidt eukalyptus, peber og hårde mineraler.
I munden er der mørk og tæt frugt, friske blåbær, en syrlig kant, godt med peber, balsamisk bid og samlet er vinen virkelig frisk … og langt mere end duften egentlig indikerede. Der er samtidig et let frugtsødme, så det giver en god balance.
Forhandles af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske af seneste årgang 2017 koster 465 kr.