Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2017 Grifalco, Aglianico del Vulture Gricos, Basilicata, Italien

2017 Grifalco, Aglianico del Vulture Gricos, Basilicata, ItalienHvis man skal ha’ vin fra det sydlige Italien – uden det bliver alt for voluminøs – så kunne det fx være vin fra appellationen Aglianico del Vulture DOC i  Basilicata, der vel nærmest ligger som svangen i foden på den italienske støvle. Vi smager her netop en 2017 Aglianico del Vulture Gricos fra Azienda Agricola Grifalco.

Det er måske ikke så tit, at vi herhjemme smager vin fra den mere ukendte vinregion Basilicata, der ligger indesluttet imellem regionerne Apulia, Campania og Calabrien. For ikke længe siden var Basilicata nærmest kun underleverandør til naboregionerne. Apulia indførte fx Aglianico druer til at blande i deres egne vine.

Det egentlige gennembrud kom i 1971, da appellationen Aglianico del Vulture blev klassificeret som DOC, og næsten modstræbende begyndte man herefter at tappe på flaske og eksportere.

Aglianico del Vulture er opkaldt efter vulkanen Monte Vulture. De bedste vinmarker ligger på vulkanen, højt oppe på den østvendte skråning. Vinmarkerne er ganske vist meget sydlig i Italien, men højden gør, at vinene ikke bliver overmodne.

Imidlertid har vinene fra området ikke helt vundet den respekt, de rettelig fortjener, for når Aglianico druen dyrkes i de vulkanske højder på vulkanen Monte Vulture, så kan det faktisk give langt bedre og mere interessante vine end fx i Puglia og nogle kalder endda vinene herfra for Sydens Barolo.

Azienda Agricola Grifalco er grundlagt i 2004 af Fabrizio og Cecilia Piccin, der efter 20 års produktion af Nobile di Montepulciano i det smukke Toscana, besluttede at starte projektet i Basilicata med produktion af vine på Aglianico.

Vingården ligger lidt øst for den lille by Venosa i den østligste del af Basilicata næsten ovre mod Apulien og  drives vingården i dag af Fabrizio og Cecilia Piccins to børn Lorenzo og Andrea, som sammenlagt har 16 hektar vinmarker.

Vinmarkerne ligger i kommunerne Maschito, Forenza, Ginestra og Venosa og har  10 og 80 år gamle vinstokke … og alt drives økologisk, uden brug af kulturgær, ingen filtrering og i et naturventileret vineri efter gamle principper.

Lorenzo er uddannet vinmager fra universitet i Alba og han står for vinproduktionen, men Andrea tager sig af det kommercielle og hele markedsføringen. Samlet producerer de 70.000 flasker årligt og alene fordelt på 4 forskellige Aglianico del Vulture vine.

Og én af disse af denne Aglianico del Vulture Gricos, hvor Aglianico druerne kommer fra forskellige økologisk dyrjede marker i Venosa, Maschito og Forenza fra 10-30 år gamle stokke.

Efter høsten afstilkes druerne og gæring sker i rustfrie ståltanke ved 28 grader. Derefter presses druerne og vinen lagrer 6-12 måneder sur lie i egefade … brugte amerikanske barriques og brugte franske tonneau inden den kommer retur til ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere 4 måneders lagring.

Der er klart skrald på frugten, mørk, kraftig, blåbær, brombær, kirsebær og blommer, masser af lakridsale noter, tjære, røg, tobak, chokoladesødme, parfumerede blomster og samtidig en direkte fed balsamisk syre, som giver godt med krop og tonstung fylde.

I munden er hele herligheden langt mere elegant, syrerig og spændende end forventet. Syren styrer og nogle stramme, tørre,  tanniner støtter dens lederrolle suppleret en en frisk og mørk frugt med kirsebær samt brombær, tør engelsk lakrids, nogle bitterhed og sluttelig nogle stenede mineraler.

Jeg vil sige, som jeg gjorde sidst, at jeg smagte en Aglianico del Vulture … at skal du drikke vin fra den nederste del af støvlen, så er dette et godt bud på en god vin … overraskende god med nogle af de kvaliteter, som vi kender fra det nordligere Italien. Klassegodkendt og dermed lige 4,5-5 houlbergske fingre.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Voltumna, Querciolo, Toscana, Italien

2015 Voltumna, Querciolo, Toscana, ItalienVinhuset Voltumna ligger i Dicomano i Mugello dalen nord for Firenze … en bred grøn dal afgrænset af Appeninerne mod nord og Monte Giove mod syd og med floden Sieve løbende på kryds og tværs i dalen. Det er derfra, at jeg nu smager denne lille genistreg Querciolo.

Voltumna drives af Marzia Politi og hustruen Valeria. De overtog vingården i 2012 sammen med et andet ægtepar, der i forvejen allerede arbejdede på vingården. Ved købet oprettede de sammen et andelsselskab, hvorefter de navngav projektet Voltumna efter den etruskiske gudinde for jorden og underverdenen, men også det italienske ord for held … la fortuna.

Allerede efter overtagelse blev driften omlagt til biodymamisk produktion, hvilket i starten skete med vejledning fra vinmageren Michele Lorenzetti, men siden 2013 har Leonello Anello været brugt som konsulent til fremstillingen af vinene på Voltumna.

De har samlet 5 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er plantet tilbage i år 2000, men har enkelte parceller med Sangiovse stokke, der stammer tilbage fra 1980’erne. Ud af de 5 hektar marker er der 1,8 hektar med Sangiovese fordelt på 5 forskellige parceller og de resterende marker er med Pinot Noir, Pinot Gris og så nogle parceller med et mix af forskellige druer.

Denne Querciolo er lavet på ren Sangiovese, der netop kommer fra nogle af husets marker i 300 meters højde, hvor stokkene er plantet i år 2000. Som nævnt sker arbejdet i vinmarken ud fra biodynamisk tilgang, hvor man tilstræber at skabe en bred biodiversitet omkring selve vinstokken uden brug af sprøjtemidler og pesticider.

Vindruerne omgives hver morgen af en tæt tåge, som indhyller hele vinmarken. Dette skaber perfekte betingelser for at udvikle botrytis i druerne, hvilket jo ellers mest ses fra søde dessertvine, som fx i vine som Sauternes fra Bordeaux eller søde vine på Riesling.

Botrytis er en ædelråd, som tilfører druerne ekstra sødme, da indholdet af vand i druerne formindskes, mens sukkerindholdet forbliver intakt. Det vil man normalt gerne udgå i rødvine, da de pga. af bl.a. højere PH-værdi øger risikoen for, at vinen kommer til at udvikle yderligere og uønsket bakteriel infektioner.

Derfor er dette fænomen sjældent anvendt i rødvine, men det gør Voltumna med denne Querciolo og det giver vinen lige noget rundt, men det vender jeg tilbage til lige om lidt. Vinen er lavet efter en filosofi om, at selve vinificeringen skal ske så naturligt so muligt.

Det betyder i praksis at man anvender spontangæring på druernes egne gærceller og alene en smule svovl under selve vinificeringen, men dig i meget små mængder … beskedne 13 mg. pr. liter i denne vine. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på små egefade og der laves årligt kun 1.350 flasker af denne vin.

Der er en snert biosvedig landlighed, gammel stald, masser af læder, garvet læder samt en gammel tegnebog, en forholdsvis lys, vild og ren frugt, lidt kirsebær, ribs, violer, afbarkede grene, grankogler, en fin luftighed eller lethed, svag krydret sødme, tør tobak og svagt lidt mint. Der er sgu ret fornuftigt og den pirrer din nysgerrighed om, hvordan pokker den smager.

Og der må jeg bare sige … skidtgodt, faktisk overraskende godt, for vinen er blød, rund og vildt venlig, men uden det bliver uinteressant, for der er fortsat en gennemgående grønlig syre med lys frugt, ribs, kirsebær, fin tørhed og nogle tanniner. Det er rasende godt for en sådan Toscana IGT vin .. nærmest en lille genistreg til prisen.

Fohandles af Italux, hvor en flaske koster 156 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2019 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienJeg smagte i starten af året første gang denne Albariño baserede Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas i en årgang 2018. Nu smager jeg den igen … blot i en årgang nyere.

Dengang skrev jeg en masse om selve vinhuset og vinmageren Rodrigo Rodri Méndez, som første gange lavede denne Leirana i 2005.

Han har opkaldt den efter sin bedstemor Leirana María Luisa Lázaro og vinen er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring samt lagret 60% stål og 40% fade af ældre dato.

Sjovt nok er denne 2019 Leirana slet ikke så gul i glasset som 2018’eren, men passer farvemæssigt mere til normale Albariño vine, men duften har samme kalkede mineralitet, nogen fylde, meget sart og med lidt varm frugt, melon, syltede citroner, tørrede abrikoser og en lille krydret sødme. Det virker umiddelbart ikke som en streng, sur eller stram Albariño, men meget indbydende og venlig.

I munden er det en fyldig Albariño med ananas, grillede citroner og samtidig noget mer’ syrlig end 2018’eren. Der er grønne æbler, klart bitter grape, røgede elementer, urhed og en stenet mineralitet. Det gør vinen utrolig frisk, hvilket spiller godt sammen med en fyldig eller måske nærmere svag olieret fornemmelse. Yammy det er frydefuld lækker hvidvin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Frédéric Agneray, Gare du Nord, Rhône, Frankrig

2019 Frédéric Agneray, Gare du Nord, Rhône, FrankrigDet skete sidste efterår, da svalerne fløj … til deres vinter paradis. Jeg tog et tilfældigt tog, ned til Madrid, til solen åh så varm og blid. Hun stod på ved Gare du Nord og jeg slog blikket ned, er det hvad man kalder kærlighed?

Gasolin sangen kender vi alle vist, men få kender den lette rødvin Gard du Nord fra bio- og naturvinsgutten i Gard Frédéric Agneray. Vi fortsætter nemlig med endnu en vin fra ham og denne gang har han blot opkaldt den efter området Gard i den nordlige del af Sydfrankrig.

Igen skulle det – så vidt jeg kan se – være Grenache baseret vin fra vinstokke, som er over 30 år gamle, men her skulle der være tilsat 15% Syrah i mixet. Vinen er lavet med en mellemlang macération på 10 dage i rustfrie ståltake. Frédéric havde egentlig planlagt at bruge neutrale egefade i kælderen, men indtil videre foretrækker han rustfrie ståltanke og en stil præget af høj syre og lys frugt.

I glasset er Gard du Nord også pænt transparent, men slet ikke så meget som den foregående. Her er der klart mere farve, mere mørk og det er næsen sådan set også. Der kommer først lys og frugtagtig sødme, men frugten er bitre kirsebær og hyben. Det dufter virkelig frisk og samtidig med en utrolig lethed. Der er et støvet element, svagt en smule lakridsale elementer og krydderier.

I munden er vinen også lige lidt mere skarp, med jernagtig syre, mineralitet og lyse, men absolut markante tanniner. Det er slet ikke så ubekymret som d’Équerre, selvom det fortsat er en let, luftig og imødekommende vin. Der er fennikel, æbler, hindbær, ribs og jeg indrømmer igen, at jeg er begejstret. Det er ikke bedre end d’Équerre, men bare lidt anderledes … et nyt kapital.

Vinen har jeg fået fra Extra Brut Vinimport … men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Frédéric Agneray, d’Équerre, Rhône, Frankrig

2019 Frédéric Agneray, d'Équerre, Languedoc, Rhône, FrankrigÀ l’analyse il ressortirait, Que je suis pas d’équerre siger teksten på etiketten af næste vin, som kommer fra Frédéric Agneray … en økologisk og biodynamisk naturvinsfreak fra den lille by Sabran i Gard nær Bagnols-sur-Cèze … sådan vel nærmest lige mellem Rhône og Languedoc.

Teksten er taget fra sangen Volontaire af den afdøde sanger, sangskriver og skuespiller Alain Baschung og teksten betyder – med bedste Google translate – vistnok noget i retning af; ved analyse ville komme frem, at jeg ikke er firkantet. Og så må vi jo vurdere om vinen er kantet eller firkantet? Mere om det senere.

Det var egentlig en vintjener på den økologiske vinbar La Cave des Papilles i 14. arrondissement midt i Paris, som oprindelig vækkede Frédéric Agnerays lidenskab for vin, mens han passede sine studier og i sidste ende medførte beslutningen om at blive vinbonde.

Men inden Frédéric Agneray grundlagde sit vinhus i 2014, så tilbragte han 5 års læretid hos både Foucault brødrene på Foucault Clos Rougeard, på La Grange aux Belles i Loire og Clos Rougeard i Loire, hos Georges Vernay i Rhône samt Mas de Libian i Ardèche … alle vinerier, der er kendt som både økologiske eller biodynamiske.

Derefter startede han sit eget projekt på en vingård i Margelet i Gard lige nord-vest for Tavel med 3 hektar nordvendte marker med  kalkholdigt sand afsondret fra nærliggende vinmarker af en egeskov, hvor der vrimler med dyreliv. I 2018 købte han så yderligere en 7 hektar økologisk ejendom i Sabran kun 20 kilometer nord for Margelet tæt på Bagnols-sur-Cèze.

Dér har Frédéric i dag sit vineri, som ganske vist ligger i stueetagen, mens Frédéric selv bor ovenpå med familien. Selvfølgelig driver han sit domæne fuldstændig øko og biodynamisk. Han anvender slet ikke noget som helt skidt i vinene og det gælder også sulfitter aka svovl. Intet.

Inspirationen til vinene er klart fra Loire området … rene og klare naturvine. Han passer markerne ene mand og sætter for hver årgang kæmpe aftryk på sine naturvine, som alle laves med lidt sjove og anderledes etiketter.

Denne d’Équerre er lavet på 2/3 dele Grenache og en 1/3 del Roussanne. Men det er ikke fed og mørk Grenache … tværtimod, for farven er næsten lys som en rosé og alkoholprocenten nede på 11,5%. Men ellers er der ret beskedne oplysninger om produktionen. Lad os smage.

I glasset er det en let, lys og fin transparent vin, blot her lidt smågrumset og uklar og – gud forbyde det – næsten helt roséfarvet. Det er klart naturvin, men næsen stikker på ingen måder af, men har en fin, sart, lys aroma med både rabarber, hindbær, ribs, tør lerjord, lyse blomster, solcreme, fennikel, bladselleri og nogle røde, syrlige små bolsjer … vildt lækker duft.

Smagsmæssigt er det også interessant. Vinen har en meget spinkel, benet næsten anoreksi undervægtig krop, utrolig let med en masser af lys syre, citronsyre, jernagtige noter og fortyndet saftevandagtig, let feminin tyngde. Skal man komme med en anke, så mangler vinen måske blot en smule nosser eller bundtræk, men for pokker hvor er det frisk, letdrikkeligt og  letfordøjeligt. Lad os få lidt sol og varme, hvor jeg så drikke spandevis af denne vin på min terrasse … eller indenfor … eller i kælderen eller på loftet … til enhver tid.

Vinen har jeg fået fra Extra Brut Vinimport … men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Séguret, Rhône, Frankrig

2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Seguret, Rhône, FrankrigVi nupper endnu en vin fra samarbejdet mellem Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay på Newrhône Millésimes og denne gang med vinen 2017 Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Séguret.

Vinen er lavet på mix af 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Mourvèdre. Druerne kommer fra bakkede marker i Séguret, hvor jordbunden er rig på ler og kalk, mens de solrige bakkesider kombineret med jordbunden giver et lille udbytte med intensitet efter modningsperioden.

Efter høst gennemgår mosten en traditionel fermentering under kontrollerede temperaturer over 10 til 20 dage. Derefter er vinen lagret på egefade en periode, men hvor lang tid fremgår ikke.

Dejlig våd, animalsk næse … flæsk, popcorn, våd hund, gedestald, blomsterpotpourri, brun sæbe, sæbespåner, lakridsrod samt engelsk lakrids, blåbær, brombær, lavendel, sorte oliven … den emmer sgu virkelig af Rhône, tør, krydret med masser af klassiske dyder.

I munden er det en tør, syrlig og pænt tanninrig Rhône vin … tanninerne udtørrer munden og det er vitterlig en vellavet vin med stor charme. Der er syrlige kirsebær, hindbær, lækker syre og sammenlagt bare monsterdejlig Rhône.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 De Grendel, Viognier, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Viognier, Western Cape, SydafrikaMit køkkenprojekt er ufrivilligt blev forsinket på grund af flere fejlafleveringer. Suk. Men derfor kan jeg da godt tyvstarte brugen og nyde et glas iskoldt hvidvin i det halvfærdige køkken og det blev en Viognier fra De Grendel … det sydafrikanske vinhus, som jeg har skrevet om et par gange tidligere.

Druerne til vinen kommer fra nogle vestlige skråninger oppe i 200 meters højde på Tygerberg bjerget, hvor jordbunden består af grus, ler og blå skifer. Fra selve marken kan man faktisk se Atlanterhavet 7 kilometer væk.

Druerne høstes ved fuld moden … nærmest lige før, at de begynder at skrumpe. Efter høsten sker der afstilkning, hvorefter druerne så knuses og får lov at hvile kortvarigt inden 70% af druerne så gærer i rustfrie ståltanke, men de sidste 30% fermenterer i rumænske fade, hvor de også lagrer 90 dage inden vinen blandes, stabiliseres og aftappes på flaske.

Sikke da en interessant næse … sådan nærmest grillet grape, en lidt småsødlig bitterhed kombineret med et lille tropisk islæt af mango, papaya, saftig abrikos, smørblomster og sådan kraftig, fyldig og den fornemmes endda småolieret uden på nogen måder at blive vulgær, men bare urtet og aromatisk småbuttet.

I munden er vinen lidt som duften … altså frugtpower med fedme, kraft og saft. Det er modne æbler, grillet grape, grillet citron, abrikos og alligevel med en vis ren, mineralsk og meget smagfuld facon. Den har en vis syre, men den er afdæmpet uden at forsvinde, men det hele er bundet ganske nydeligt sammen. Dejlig vin, som bare gør vinbloggeren i godt humør.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Rosé Brut, Lombardiet, Italien

N.V. Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Rosé Brut, Lombardiet, ItalienI det lange, slanke glas havde jeg slet ikke opdaget, at denne N.V. Tenuta Montenisa Rosé Brut fra Antinori var roséfarvet. Men det er altså også en meget bleg rosé, men lidt dumt i blindsmagning at gætte på Chardonnay 😮

Min første tanke var faktisk, at denne kunne være Franciacorta, men det smager sgu så ægte, at jeg valgte at gætte Champagne, men de fleste gange skal man altså bare følge sin allerførste indskydelse. Det må jeg huske næste gang, men det er altså også bare en lækker mousserende vin … dét kan de i Franciacorta.

Vinen kommer fra Marchese Antinoris vingård Tenuta Montenisa, der ligger syd for Iseo søen ved den lille by Calino i Brescia provinsen under appellationen Franciacorta i Lombardiet.

Tenuta Montenisa ligger i en gammel ejendom Palazzetto Maggi, som tidligere også blev kaldt Borgo di Calino og stammer fra det 16. århundrede. Ejendommen og dens 60 hektar vinmarker blev købt af Antinori familien i 1999 og siden har de omdøbt ejendommen til Tenuta Montenisa.

På ejendommen laver Antinori 6 forskellige mousserende vine, herunder altså denne fisblege Tenuta Montenisa Rosé Brut, der jo selvfølgelig er lavet på Pinot Nero, som først er vinificeret i rustfrie ståltanke og derefter lavet med andengæringen i flaske over 24 måneder inden degorgering i 2019.

Duftmæssigt byder vinen på nødder, valnødder, gæret frugt, dåsepærer, overmodne æbler, en svag animalsk note, støvet og stenet mineralitet, tørrede blomster … meget krystalklar og indbydende krisp.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er dejlig syrlig med små aggressive bobler, masser af livsgivende brus, citroner og bitterhed fra grape. Det er så fint balanceret … smager som the real thing og det bekræfter blot kvaliteten fra Franciacorta og Antinori, der jo altid bare laver god vin.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Fratelli Alessandria, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Fratelli Alessandria, Barolo, Piemonte, ItalienFratelli Alessandria vinene har jeg altid været begejstret for og nu smager jeg en 2015 Barolo, der bestemt også er fin, men fortsat en purung bumset teenager med stemmen i overgang og store fødder.

Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og omkring 8 kilometer sydvest for Alba og stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer og de har sammenlagt 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolere og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der alene findes ved byen Verduno. En sådan én … 2016 Verduno Pelaverga Speziale  smagte jeg tilbage i december 2018 og var voldsomt begejstret for. Herudover dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Her er det vinhusets almindelige Barolo, hvor druerne kommer fra både Gramolere, Pisapola, Riva Rocca Campasso, Rocche dell’Olmo og Boscatto markerne og vinstokke, der gennemsnitlig er 25 år.

Vinen er lavet i ståltanke med 12-15 dages gæring og maceration ved 28-30 grader og er derefter lagret 3 år i 20-40 hektoliter store egefade af slavonsk og fransk eg, 2 måneder i ståltanke og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen virker duftmæssigt lidt lukket … frugten frygtelig ung suppleret med tørrede og knuste rosenblade, læder, en fin ædelhed, tørhed, egetræ, mineraler, sten, kridt, kul, mentol, ribs, tranebær og nogle balsamiske noter.

I munden er det er meget ren og virkelig frugtrig vin, masser af tanniner og tørhed, men på denne meget saftige og frugtrige facon og med peber, let bitterhed … streng, rank, frisk og ung. Det er bare fortsat et stykke fra de Barolo’er, som jeg tidligere har smagt fra Fratelli Alessandria. Jeg ligger lige mellem 5-5,5 houlbergske lillefingre.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Dominio de la Granadilla, Verdejo, Castilla y León, Spanien

2019 Dominio de la Granadilla, Verdejo, Rueda, SpanienMed sommeren på hæld samt efteråret godt undervejs, så kan Houlberg lige nå at smage lidt mer’ hvidvin på terrassen og det blev så denne Verdejo vin fra Dominio de la Granadilla.

Bodegas la Granadilla ligger lidt nordøst for byen Nava del Rey i Valladolid under appellationen Rueda i vinregionen Castilla y León. Det er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2015 af fem brødre, som byggede en stor og moderne vingård med det mest moderne udstyr for at realisere deres drøm om at lave vin i et af de ældste vinområder i Rueda.

De 5 brødre er Luis Alfonso, Roberto, Ana, David og Miguel fra Descalzo Matos familien, der har været vinavlere i området igennem flere årtier og Roberto har bl.a. tidligere været tilknyttet det lokale kooperativ Sdad. Coop. Viñedos La Granadilla.

Vinhuset har samlet 70 hektar vinmarker i både Nava del Rey og Villaverde de Medina … og til fleste af markerne er tilplantet med Verdejo druen, som brødrene har specialiseret sig i. Derudover har de også lidt Sauvignon Blanc marker. Men rigtigt spændende og det øger også forventningerne til denne Verdejo vin.

Druerne kommer fra forholdsvis unge vinstokke og er høstet om natten for at bevare friskheden. Vinen er alene lavet og lagret i de rustfrie ståltanke på vineriet.

Fyldig, frodig og stor duft … masser af tropisk frugt. Vi snakker abrikos, fersken, mangochutney, kvæde, modne røde æbler samt nogle søde krydderier, men også svagt bare mineraler … meget fornøjelig duft og øger forventningen til smagen.

Men vinen leverer sgu også smagsmæssigt varen … dejlig frisk, ren og smagfuld vin, men klart mere let, luftig og fin end duften først lige afslørede. Der er æblesaft, fersken, grønne og svagt umodne æbler, lidt frisk mynte og basilikum, meget svag grape, men det er en lille charmetrold af en usleben diamant. Houlberg hoster gavmildt op med 5 tomler, for den gør mig glad og giver drikkeglæde til en fornuftig pris.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7