Både hos Jean Louis Chave og Delas Frères er marken Les Bessards i Hermitage blandt deres absolut bedste marker … og her er det netop Hermitage Les Bessards fra Delas Frères i årgang 2015.
Delas Frères har jeg jo skrevet om tidligere her på vinbloggen og flere gange smagt deres Hermitage Domaine des Tourettes.
Denne Hermitage Les Bessards er bare i en anden liga, men det finder du først ud af, når du stikker næsen i glasset og derefter får vinen indenbords … men det vender jeg fluks tilbage til.
Vinen er lavet med druer fra marker, der strækker sig over 3 kommuner i Drôme departementerne Tain-l’Hermitage, Crozes-Hermitage og Larnage. Der anvendes alene Syrah druer fra de ældste plots i det berømte område Les Bessards på Hermitage skråningerne.
Derudover produceres denne vin kun i de allerbedste år og produktionen er bevidst begrænset til 6.000 flasker om året, men er lavet ved, at druerne gærer og macererer i traditionelle betontanke med åben top efter en kølig 2 dages forgæring/maceration. Selve den alkoholiske gæring er sket ved 28-30 grader med en samlet macerationsperiode på 20 dage.
Derefter er vinen lagret 12-14 måneder på franske egefade … både nye fade og fade brugt én gang tidligere … og så skal vi heller ikke lige glemme, at 2015 er en fabelagtig årgang i det nordlige Rhône.
Slam og in-your-face … flæsket, medicinsk og mælkede aromaer, tyk, fed og engelsk lakrids, solbær og blåbær, mælkechokolade, vanilje og kanel, cedertræ, røgede noter, rosmarin, knuste og salte sten, tobak, okseblod og alt sammen med et dybt koncentreret nyrehug, som lige lammer næsen med behagelig og kølig elegance. Snusfornuftig og snifbedårende.
I munden virker vinen både blød og cremet, men det er med rank, ren og stoisk elegance og tæthed. Derefter rammer mineraliteten dig med en stenhammer, så der flyver både granitskærver og knuste stenstykker rundt i munden .. hårde, salte med en vild tørhed, bitre og iltre tanniner, en frugt mørk med blåbær og syrerig med ribs, en vogn med kul og koks suppleret med lidt peber. Crazy og flot … og næsten på samme niveau som Chaves Hermitage.
Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 1.299 kr.