Efter at ha’ smagt et par flasker Non Vintage champagne fra champagnehuset Francois Girard, så slutter jeg trekløveret med en Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé 2017.
Igen er det 100% Chardonnay fra en række Côte des Blancs Grand Cru marker … faktisk er den en blanding fra 4 Grand Cru marker og den er kun lavet med de allerbedste druer.
Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i et sted mellem 4 og 5 år inden degorgering i april 2022 med dossage på 5,2 gram og så yderligere 6 måneders lagring inden frigivelse.
Hellige makrel for en lækker duft … har en moden frugt som pærer, fersken, abrikos og syltede citroner, noget gær, smeltet smør og en stang wienerbrød af bedste slags med butterdej, gul creme, nødder og mandler. Der er noget luftig og virkelig elegant over aromaerne … nærmest som en blomstret blondekant på en brudekjole … eller i hvert fald kan man nærmest ikke finde en mere tillokkende og feminin, graciøsitet, smagfuldhed og flot vinøs stil.
Sådan smager vinen også … masser af let, fin, sart og feminin saftighed, der gør, at man hurtigt tørster efter mere. Der er sure og søde æbler, modne pærer og noget kalk eller kridt. Der er harmoni og finesse over smagen, der er balanceret til UG … smelter nærmest i munden og bobler aka moussen er blid, omfavnende og forstærker bare alle smagene … smager langt dyrere end prisen, 96 point.
Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 305 kr.