For et år siden smagte jeg en Sonnenberg Spätburgunder i årgang 2016 fra Weingut Jülg på der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Nu er det igen september og der er igen Jülg vin i glasset … hans 2017 Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder.
I tidligere år har Johannes Jülg blandet druerne fra de to små parceller Wormberg og Kammerberg på Sonnenberg marken i sin vin Sonnenberg Spätburgunder, men i denne årgang 2017 har han for første gang forsøgt at separere de to … og WB betegnelsen på denne vin afslører selvfølgelig, at her kommer druerne fra Wormberg parcellen.
Wormberg er dialekt for varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt, især i aftentimerne og med en undergrund præget af kalksten.
Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.
I glasset er Schweigener Sonnenberg Spätburgunder ikke sådan helt ovre i den helt lyse og transparente afdeling, for vinen har en smule mere farve. Men næsen er spot-on god, klassisk, flot Spätburgunder med animalsk, småsød hestestald, godt med eg, røgede noter, mens frugten også har lidt tyngde med mørke kirsebær, blommer, pænt frisk i frugten, bagt frugttærte og virkelig harmonisk.
Smagen er silkeblød, men med et krydret touch og inde i munden breder roen sig langsomt. Det smager altså bare godt. Igen er der en virkelig stor intensitet i frugten, en lille syrlig kant, kirsebær, ribs og lidt et mineralsk islæt. Det er vildt godt og elsker den syrlighed, som bare smagsmæssigt spiller smukt op imod den lidt mørkere duft.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.