Sjovt nok havde Jan også fundet lidt Barolo med alder frem, nemlig denne 2007 Barolo Gattera fra Gianfranco Bovio … og dermed kunne vi jo smage de to Barolo’er op mod hinanden.
Azianda Agricola Bovio Gianfranco – ja de italienere bytter altid om på rækkefølgen af fornavn og efternavn i de officielle navne – ligger et par kilometer længere mod nord end Scarzello, nemlig lige nordøst for La Morra og i øvrigt ikke mere end knap en kilometer fra superproducenten Elio Altare.
Som Scarzello ejes vinhuset også af 3. generation i form af Gianfranco Bovio, der overtog driften i 1970’erne efter hans far Alessandro.
I dag er Gianfrancos datter Alessandra – jeps, hende på billedet ovenfor – dog på vej ind i familieforetagendet sammen med hendes mand Marco Boschiazzo, hvilket dog sker med hjælp fra vinmagerne Matteo Franchi og Robert Tofan.
Azianda Agricola Bovio Gianfranco har samlet 6,5 hektar vinmarker, der ligger i La Morra, Barolo og Castiglione Falletto. Vinhuset laver tre Barolo vine, en almindelig Barolo samt de to enkeltmarksvine Arborina og denne Gattera.
Derudover laver de en Nebbiolo Firagnetti, en Barbera d’Alba Ciotto og en Barbera d’Alba Regiaveja, en Dolcetto d’Alba Dabbene samt en hvid Langhe Bianco Alessandro.
Som hos Scarzello laves vinene meget traditionelt med lang maceration og lagring på store egefade, så på den måde er der også mange lighedspunkter mellem de to vinhuse.
Udover vinproduktionen driver familien også restauranten Ristorante Bovio i La Morra – ja faktisk er det Alessandras mand Marco Boschiazzo, der er le chef … køkkenchef på restauranten, som udover formidabel udsigt og italiensk gourmetmad kan prale af en mægtig vinkælder med vine fra over 1.000 forskellige vinhuse fra hele verdenen.
Mon ikke, at man også kan få denne Barolo Gattera på restauranten? Vinen er lavet med druer fra marker Gattera, som er på omkring 1 hektar. Lavet med maceration på mellem 30-40 dage efterfulgt af lagring 24 måneder på store slovenske egefade, 6 måneder i betontanke og 6 måneder på flaske. Der er ikke sket filtrering ved flaskningen. Der produceres årligt 4.500 flasker af denne vin.
I næsen er der også lidt af samme nuancer som hos Scarzello vinen, altså lidt balsamisk syre, kirsebær, ribs, trøfler, tjære, kirsebær og tørrede urter, men virker en anelse mere varm … mere omfavnede i næsen. Der er også mere snert af jord, let mentol, tobak og måske lidt bitter chokolade? Dufter også rasende godt.
Smagsmæssigt er Bovio også mere varm, blød og rund i udtrykket … selvom der bestemt fortsat er godt med syre. Syren er dog i virkelig flot balance. Der er også syrlige kirsebær, fennikel og noter af eg. Virkelig lækker vin.
Bovio er mere imødekommende, blød og varmere end Scarzello’en, men Scarzello’en måske er mere præcis, punktlig og håndfast i dybden. Fedt at smage disse vine efter hinanden.
Mener Jan nævnte, at den var købt på S’vinbar, men prisen kender jeg ikke. Mon ikke den ligger omkring 250-300 kr.