Vi skal smage endnu en Spätburgunder fra Weingut Peter Wagner i Oberrotweil i Kaiserstuhl, men denne gang et niveau over forrige, for nu smager jeg hans Ortswein Oberrotweil Spätburgunder Alte Reben.
Som hans Gutswein på druen, så er vinen lavet fra 40 år gamle stokke fra de vulkanske marker omkring Oberrotweil. Vinen er så lavet med brug af 60% hele klaser, spontangæring og lagring på barriques, hvoraf 30% er nye fade.
Vinen er dejlig transparent i glasset … ikke helt teglfarvet, men godt på vej, for op af glasset strømmer der fin aroma med lidt vilde bær, skovbær, jordbær, kirsebær, lidt hæfteplaster, mandler, tørt egetræ, nelliker suppleret med lidt florale noter … roser og læder. Det er ikke eksplosiv og animalsk, men en lidt sagte, forsigtig og næsten lukket aroma, men er skruet fint sammen, så tingene spiller sammen, lidt som en rindende flod … behagelig, rolig og med godt flow.
I munden mærker man for alvor, at vi er et step oppe i forhold til Wagners forrige Gutswein på Spätburgunder, for der er nærmest bare mere af det hele. Der er igen fin lethed, masser af rød frugt med jordbær og kirsebær, pænt med krydderier, fin syre og næsten saftig i udtrykket. Det er lyst, cremet, behagelig og blødt … kompleks, god og velkomponeret Spätburgunder.
Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 195 kr.
Vi fortsætter sgu med mer’ Pinot Noir aka Spätburgunder, men dog et niveau op med 2014 Nussdorfer Kaiserberg Pinot Noir Alte Reben fra Weingut Oliver Zeter.
Oliver Zeter driver selv sin vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz. Oliver kommer ikke selv fra en familie af vinproducenter, men sammen med sin lillebror og deres far Lutz Zeter startede familien som vinhandlere og vinimportørere via deres vinagentur; Zeter – Die Weinagentur.
Oliver er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har stået i lære hos Weingut Dr. Deinhard og derefter arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika, så drømmen om at producere egne vine har altid eksisteret.
I 2003 begyndte trekløveret derfor at købe lidt vinmarker for at producere deres egne vine, og fik lov til at vinificere vinene hos en anden gren af familien, nemlig hos Weingut Leonhard Zeter, et 150 år gammelt foretagende drevet af Hans, Gertrud og Thomas Zeter og ligeledes beliggende i Neustadt-Diedesfeld.
Og i 2007 kunne Oliver Zeter sende sin første vine på markedet … med en bjørn på etiketten. Og den vindrikkende bjørn går igen på næsten alle etiketterne.
Motivet med den næsten menneskelige bjørn er oprindelig malet af en kendt maler fra Pfalz, som var venner med Olivers tipoldefar, som hed Walter Baer. Han modtog i 1933 et postkort med motivet fra sin malerven.
I dag driver Oliver Zeter vinhuset sammen med sin hustru Birgit og en række ansatte. De har senest købt en gammel ejendom fra 1922 med udsigt udover Neustadt-Diedesfeld og brugt 18 måneder på at renovere den.
Vinhuset laver vin fra samlet 24 hektar vinmarker, hvoraf 6 hektar består af egne marker … resten opkøbes via langtidskontrakter med en række tilknyttede vinavlere.
Blandt de bedste marker er Nussdorfer Kaiserberg, som også har leveret druer til denne vin. Oliver kalder selv marken for kejseren af kalk, da marken er meget kalkholdig og ifølge vinmageren giver vine, der kan sammenlignes med Volnay i Bourgogne. På marken er hans Pinot Noir stokke omkring 20 år gamle.
Druerne fra Nussdorfer Kaiserberg er tidligere gået til Zeters almindelige Pinot Noir, men de er efterhånden blevet så gode, at de nu anvendes til denne enkeltmarksvin Nussdorfer Kaiserberg Pinot Noir Alte Reben. Vinen er lavet med lang gæring og macetion i åbne tonneaux og er også efterfølgende lagret vistnok 1-2 år i disse fade efterfulgt af 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der er 0,5 gram restsukker pr. liter.
Næsen er fin, klassisk god Spätburgunder med sødlig og alligevel frisk, landlig kostald, pænt fadpræg, blæk, vanilje, kanel. nelliker og en lille grøn side. Frugten er brombær, kirsebær og jordbær … meget fin, svage urter og med et imødekommende væsen. Det er en næse, som alle Spätburgunderelskere som mig bliver glad for.
I munden er vinen let, lys … der er godt med kirsebær, tranebær, hindbær, ribs, granatæbler og giver lidt tilpas syrlighed og friskhed. Der er peber og igen den lidt grønne side suppleret med bitterhed, en meget ren og direkte smag … rank og stoisk rygrad.
Château de Panigon ligger på den øverste del af Médoc halvøen lige nord for byen Civrac-en-Médoc og stammer tilbage til 1850. Her smager jeg nu deres flagskib … en rigtig lækker Bordeaux Cru Bourgeois i årgang 2016.
Siden 2006 har vinslottet været ejet af Leveilley familien, nemlig af Jacqueline-Kate og Jacques Robert Leveilley, men det drives i dag af deres datter Corinne Leveilley Dadda og svigersønnen Georges Dadda.
De har samlet 90 hektar jord til slottet, hvoraf 53 hektar er vinmarker og de har på det seneste investeret for at producere de bedste vine … og til at hjælpe dem har de hyret den berømte ønolog Eric Boissenot. Og sammen producerer de to vine … begge Cru Bourgeois, nemlig Château de Panigon og Château Amour.
Denne 2016 Château de Panigon er lavet med 50% Merlot, 45% Cabernet Sauvignon og 5% Petit Verdot høstet med fra ler samt kalkholdige marker et udbytte på 49 hektoliter pr. hektar. Vinen er gæret på henholdsvis temperaturstyrede ståltanke og egefade over 3-5 uger efterfulgt af 14-18 måneders lagring på barriques.
Sikke en tyk, fed og og alligevel frisk, urtet næse, landlig, animalsk, masser af våd muldjord, spagnum, tobak, mynte, grønne blade, godt med solbær, blommer, lakrids, grafit, røg, lejrbål … og sikke en dybde, som denne vin byder på. Det dufter af klasse Bordeaux.
Smagen er tør, intens og dyb med med blød og forførende frugt, hindbær, solbær, grafit, tørhed, engelsk lakrids med en tynd, fin og elegant syre, en mineralsk nerve … det smager vildt godt og er bare høj klasse Bordeaux for sådan en undseelig Cru Bourgeois til fornuftige menneskepenge.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vi sluttede smagningen med denne Isteiner Spätburgunder til maden … og det er Weingut am Klotz’ topvin og dermed et fint punktum for aftenen med tyske vine fra Vinvärket.
Druerne til vinen fra husets marker på de stejle og golde skråninger ved Isteiner Klotz og den gamle smukke befæstning og Sankt-Veits kapellet, der nærmest er bygget godt ind i klipperne. Jeg har fundet et foto af den gamle befæstning og det kan du se nedenunder … utrolig, at man bygger sådan et ufremkommeligt sted, men det har sikkert været uindtagelig for eventuelle fjender.
Kapellet er opkaldt efter helgenen Saint Vitus og menes at være bygget i det 12. århundrede som et af de oprindelige to slotskapeller til Istein slottet, som blev bygget i det 11. århundrede.
Det lille kapel, der blev genopbygget efter slottet blev ødelagt i 1650, blev igen sprængt i stykker af de franske besættelsesstyrker i 1947, men er blevet genopbygget i 1980’erne.
På de stejle skråninger nedenfor kapellet er jorden basaltisk og fyldt med kalksten. Det er vel nogenlunde derfra, at druerne til denne vin kommer fra. Efter høst gennemgår vinen en gæring og maceration i åbne gæringskar over 12-15 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret i barriques i et år.
Næsen er syrlig, animalsk og har klart lidt samme biokant, som den forrige Kalk und Löss Spätburgunder fra am Klotz … altså krudt, prut, og samme lette, fine, stringente syrlighed, som jeg også altid finder i vinene fra Enderle & Moll. Det bliver sådan lidt mælket, yoghurt, lidt jordbær, tranebær, rabarber, ribs, hæfteplaster, grønne grene, en spand maling, lakridsrod … funky, syrlig og tiltrækkende.
Smagen følger duftnoterne ret meget … funky, sitrende syrlig frugt, rabarber, ribs, tranebær, måske endda en lille bitterhed, en klart fint og præcist mineralsk karatehug i skridtet. Det er en let, syrlig og mineralsk vin med karakter og langt mere komplet end den vilde lillesøster. Der er flot syre, masser af lys velsmag, lang eftersmag samt en smuk, frugtrig elegance.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 239 kr.
Den første vin, som jeg smagte fra Weingut Bernhard Koch, var Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir i årgang 2016 og gjorde mig nærmest lamslået, stum og paralyseret. Nu er jeg igen i gang med at smage vinen, blot i den nyere årgang 2017.
Bernhard har jo fået masser af spalteplads her på vinbloggen de seneste dage, så derfor nøjes vi denne gang med at kigge lidt nærmere på denne Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir årgang 2017. Det er én af huset ganske fine enkeltmarksvine, men altså slet ikke én af topvinene, selvom der er masser af kvalitet for pengene i vinen.
Hainfelder Kirchenstück marken er heller ikke Kochs bedste mark, men en lidt varmere mark end de tre bedste Weyherer Michelsberg, Hainfelder Kapelle og Hainfelder Letten, hvor sidstnævnte står bag husets absolutte topvine.
Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret 18-20 måneder på både brugte og nye barriques og større egefade. Derudover er det også vigtigt for Bernhard Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.
Jeg var vild og blodig, da jeg smagte vinen første gang og smed 6,5 fede fortjente houlbergske fingre efter den. Det er også en vin, som vitterlig gør en begejstret og får en til at udbryde WAUW. Det er vildt godt, men måske også en vin, som har fået lige en kende for meget fadpræg og således skal nydes i små doser.
Det er en vinøs crème brûlée … smager afsindigt godt. Lækker selvforkælelse, men skal indtages i doser. Jeg er dog immervæk fortsat fan … også af vinen i denne årgang 2017, som dog imidlertid ikke rammer helt samme niveau som 2016’eren.
I næsen samme dejlige kølige animalske stald, lidt hestehår, fed og voluminøs aroma med masser af fadpræg, røg, fedme, kanel, vanilje, lys og lækker frugt, kirsebær, jordbær, lidt appelsinskal, akacietræ, brændte noter, kaffe og måske endda lidt chokolade.
Der er kommet lidt mere kant her i denne årgang, der fremstår knap så rund som foregående. Det er en småbuttet fraulein og jeg bliver fortsat glad i låget.
Smagen er lækkerfin Pinot med kirsebær, jordbær, tranbær, en lille bitterhed, men ellers dejlig let og elegant. Alkoholen er denne gang mere fremme, mens nogle blide tanniner også holder den brændte sødme godt i skak. Det smager fortsat vildt godt.
Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 229 kr.
Forleden var jeres flittige vinblogger til vinsmagning med de tre gæve gutter fra Vinvärket og der startede de totalt i god stil med at servere lidt bobler, nemlig denne 2017 Blanc de Blancs Brut fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.
I stedet kigger vi bare lige nærmere på denne Blanc de Blancs Brut, der er lavet på 100% Chardonnay og selvfølgelig lavet efter den helt klassiske champagnemetode med andengæring i flasken. Vinen har lagret i kælderen siden slutningen af 2017 og så frem til juli 2020, hvor den er degorgeret med en dosage på 4 gram pr. liter.
I næsen er det landlige bobler … vild og lettere nøddet med en let drillende grøn note, kaktus, dåsepærer, friske æbler, gær, rugbrød, blomster og så en snert tropisk frugt, lemon og citroner. Det dufter bare SÅ indbydende.
Det smager samtidig vildt godt med en dejlig blød mousse – blide samt små, fine bobler, som fader hurtigt, men det smager fantastisk, meget cremet og indbydende lækker med en utrolig harmonisk elegant og smagfuld balance. Jammy.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 199 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 179 kr.
Sidste vin ved byggemødet var planlagt, at skulle være denne 2013 Brunello di Montalcino fra Fattoria dei Barbi, der ligger 3-4 kilometer syd for Montalcino by i det smukke toskanske landskab.
Vinhuset er grundlagt af Cinelli Colombini familien, som har ejet og dyrket deres Montalcino jord siden 1352 og har ejet Fattoria dei Barbi siden slutningen af det 18. århundrede … 1892 for at være helt præcis. Fattoria dei Barbi var nemlig det første vinhus, som eksporterede Brunello til Europa, Amerika og Asien.
I dag drives vinhuset af Stefano Cinelli Colombini og han driver samlet 450 hektar jord og vinmarker i Montalcino, Scansano og Chianti. Og udover vinproduktionen, så driver familien også den lille Taverna dei Barbi samt et vinmuseum … Museo della Comunità di Montalcino e del Brunello.
Denne Brunello di Montalcino er husets ikoniske vin, som de har produceret siden 1892 og har fået masser af udmærkelser. Den er lavet på 100% Brunello aka Sangiovese druer.
Den er lavet ved, at druerne efter høst gennemgår en slags kølig forgæring i 48 timer ved 16 grader, hvilket forhindrer risikoen for, at druerne bliver for overmodne og øger samtidig ekstraktionen af polyphenoler og giver mere aroma.
Derefter er vinen gæret ved 27-28 grader over 16-17 dage, hvilket er efterfulgt af en malolaktisk gæring i små og mellemstore egefade på 225 liter til 15 hektoliter i nogle måneder inden lagringen i store egefade i 24 måneder. Derefter er vinen tappet på flaske og lagret yderligere 4 måneder inden frigivelse.
I næsen er det arketypisk Brunello med tobak, chokolade, blæk, flæsk, ymer, søde bolsjer, mynte, mentol, modne bær, kirsebær og jordbær, fennikel, stjerneanis, skovbund, en smule sødme med vanilje og kanel … meget fin og elegant.
Smagen er stram og balsamisk … syren styrer med lidt sødme, fennikel, moden frugt, sorte kirsebær, gammel balsamico, lidt mineraler og alt pakket ind i behagelig comfort, rund, blød og alligevel med stramme tanniner. Det smager sgu godt.
Forhandles af Vin Med Mere, hvor en flaske koster 349 kr. ved køb af 6 flasker.
Til lidt ost serverede Keeper totalt passende atter en hvidvin og igen spottede alle vist, at det var Riesling, nemlig denne fine 2017 Steinmetz & Hermann Ürziger Würzgarten Riesling Alte Reben fra det samarbejde, som Stefan Steinmetz har med Christian Hermann fra Weingut Dr. Hermann, der også ligger i Mosel … helt præcis i Ürzig lige mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach.
Jeg har tidligere smagt den Pinot Noir, som de to herrer også laver i det samme samarbejde. Den havde i øvrigt samme fantastiske flotte etiket med disse nærmest guldbroderinger.
Christian Hermann er yngste skud i Hermann familien og driver samme sin far Rudi deres vingård i Ürzig med 10,8 hektar vinmarker, bl.a. parceller på marker som Erdener Treppchen, Herzlei, Prälat samt Ürziger Würzgarten.
De to unge Mosel winzere og gode venner har sammen skruet en række vine sammen … lavet i ganske små mængder og det gælder da også denne Steinmetz & Hermann Ürziger Würzgarten Riesling Alte Reben, hvor druerne kommer fra Christian Hermann, men vinen er lavet i Stefan Steinmetz’ vinkælder.
Og det er vitterlig Alte Reben, for nogle af Hermanns vinstokke er op til 120 år gammel. Der er til gengæld ikke mange oplysninger om produktionen – udover et niveau fra restsukker på omkring 12 gram pr. liter – så derfor springer vi bare hovedkulds ind i mine små smagsnoter fra aftenen.
Vinen har en meget aromatisk næse, sådan vild opulent og olieret, hvor sødmen øjeblikkelig fornemmes og nærmest virker helt på et Auslese niveau. Der er ædel rådenskab, syrerig fedme … over the top fed og totalt gæret, olieret med fersken, ananas, abrikos. Det vælter ud af glasset og til osten en helt perfekt vin.
Smagen er helt i samme boldgade … olieret, fed, kraftig og lidt en stor mundfuld. Det er tropisk overmoden frugt, som møder nogle grillede citroner. Det er vildt og voldsomt, men det smager sgu ret godt.
Vinene fra Steinmetz forhandles normalt af Extra Brut Vinimport, men denne er ikke fundet i sortimentet. Hos Bisgaard Vinhandel koster en flaske 248 kr.
Så stod den – pludselig – på hvidvin, men vi spottede alle vist hurtigt, at der var tale om tysk Riesling og det var spot-on, for det var nemlig en Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs fra Weingut Fritz Haag i årgang 2018.
De bedste marker hos Weingut Fritz Haag er netop de to Große Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.
Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.
Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs er lavet med de bedste druer fra marken, høstet manuelt og vinen er fermenteret på både rustfrie ståltanke og fuders … med omkring halvdelen i hver og lagret sur lie i en periode.
Næsen er æterisk, let … meget let og aromatisk med stald og landlige elementer … ingen petroleum endnu, men i stedet er der fersken, lidt akaciehonning, vanilje, blomster, modne æbler, citron og så masser af sten og skifer.
I munden er vinen ung, frisk og rank med masser af citroner, grønne æbler, men det leveres alligevel blødt og rundt. Syren er insisterende og spændstig, stringent … virkelig stram og præcis æblesyre, hyld, lemon og en lang, lang eftersmag. Smuk vin … fortsat meget ung.
Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.
Der kom helt usædvanligt for vor normale byggemøder mer’ Spätburgunder i glassene, for næste var nemlig denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs med Æ.
Denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs, hvor Spätburgunder druerne kommer fra den bedste del af Reicholzheimer First marken … Oberer First med en undergrund bestående af muschelkalk og høstet med en modenhed på 96° Oechsle.
Vinen er lavet med klassisk fermentering og maceration, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder på brugte og nye barriques.
I næsen er der sødlig hestestald, grafit, blæk, urter, gran, frugten mørk og moden frugt, jordbær, lyse kirsebær, hindbær, grønne grene og stilke, røg … masser af vildskab og klart Franken karakter.
Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor der er grønne, stramme og lyse bær, hindbær, ribs, rabarber … vildt frisk med ung, grøn syre, bitterhed, sten, mineraler og dermed virkelig stringent, ren og direkte i udtrykket. Det smager rasende godt.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 389 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 339 kr.